Ændring af en virksomheds momsperiode foretages automatisk af SKAT. Ændringen sker på grundlag af virksomhedens momspligtige leverancer (inklusive eksportleverancer mv. af varer og ydelser) i en 12-måneders periode, der omfatter anden halvdel af kalenderåret og første halvår af det følgende kalenderår.

Hvis virksomheden ikke har foretaget rettidig angivelse af momsen, og told- og skatteforvaltningen i stedet har foretaget en foreløbig fastsættelse af virksomhedens momstilsvar efter OPKL § 4, stk. 1, opgøres virkomhedens omsætning i den pågældende periode på grundlag heraf. Denne omsætning medregnes til virkomhedens omsætning i ovennævnte 12-måneders periode. Ændringen har virkning fra og med 1. januar i året efter udløbet af denne 12-måneders periode. Ændring af momsperiode og angivelsesfrist efter denne bestemmelse kan kun ske én gang om året.

Virksomhedens momsperiode kan dog kun forlænges, hvis virksomheden for momsperioderne i hele den 12-måneders periode har angivet og indbetalt momsen rettidigt efter loven.  

Anmodning om ændring af momsperiode En virksomhed, der anvender kvartalet som momsperiode, kan anmode Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om at anvende kalendermåneden som momsperiode, jf. momslovens § 57, stk. 7, 1. pkt. og P.1.2.1.

En virksomhed, der anvender halvåret som momsperiode, kan anmode Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om at anvende kalendermåneden eller kvartalet som momsperiode, jf. momslovens § 57, stk. 7, 2. pkt. samt P.1.2.1 eller P.1.2.2.

Ændring af momsperioden kan kun ske med virkning fra 1. januar eller 1. juli, og anmodning om ændring skal ske senest 1 måned før ændringen ønskes iværksat. En virksomhed, der efter anmodning får ændret sin momsperiode, kan ikke inden for de følgende 2 år få lov til at ændre momsperioden efter anmodning.