Indhold

Dette afsnit beskriver, hvem der kan dømmes til straf for overtrædelse af told-, skatte- og afgiftslovgivningen.

Afsnittet indeholder:

• Ansvarssubjekter
• Medvirken
• Juridiske personer
• Valg af ansvarssubjekt
• Retspraksis
• Subjektive straffrihedsgrunde.
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Ansvarssubjekter

Straffebestemmelserne er opbygget, så det terminologisk er en gerningsmand, dvs. én fysisk person, der har begået den strafbare handling og kan idømmes straf. Imidlertid er strafansvaret ikke begrænset til én fysisk person, og nedenfor gennemgås andre mulige ansvarssubjekter.

Bemærk

Det strafferetlige princip er, at man går efter den reelle gerningsmand. Det gælder også i de situationer, hvor der er forskel på pligtsubjekt, dvs. den, der har handlepligten ifølge lovgivningen, og det primære ansvarsubjekt, dvs. den, der har iværksat og drager fordelen af den kriminelle handling. 

Medvirken

Der kan være flere ansvarlige for den strafbare handling, og dette kan straffes efter reglerne om medvirken. Se straffelovens § 23. 

Der findes yderligere bestemmelser i told-, skatte- og afgiftslovgivningen, der kriminaliserer særlige former for medvirkensansvar. Se fx SKL §§13 A, B, C og § 14.

Rådgiveransvar

Inden for told- og skatteforvaltningens område kan et særligt ansvar for medvirken være aktuelt. Det drejer sig om rådgiveransvar, hvor en advokat eller revisor har rådgivet eller handlet på en måde, der betyder, at klienten har realiseret et strafbart gerningsindhold. Dette kan dels få betydning for vurderingen af klientens ansvar, dels give rådgiveren et selvstændigt ansvar.

Juridiske personer

Strafansvaret kan også pålægges en juridisk person. Se straffelovens kapitel 5, §§ 25, 27 og § 306.

Definition på en juridisk person i straffeloven

En juridisk person er alle former for selskaber, herunder interessentskaber mv., fonde, boer, kommuner og statslige myndigheder. Det kan også være en enkeltmandsvirksomhed, for så vidt dens størrelse og organisation kan sidestilles med en selskabskonstruktion. Se straffelovens § 26.

Krav til strafansvar

For at en juridisk person kan blive strafansvarlig kræves, at der inden for den juridiske persons virksomhed er begået en overtrædelse, der enten kan tilregnes en eller flere personer, der er knyttet til den juridiske person eller "den juridiske person som sådan". Det sidste betyder, at fx manglende procedurer til sikring af kontrol, anonyme fejl eller ophobning af fejl, hvor hver enkelt fejl ikke i sig selv er nok til at statuere uagtsomhed, kan tilregnes virksomheden.

Der er således ikke tale om et objektivt ansvar, idet der skal kunne bevises forhold begået i den juridiske person, som kan karakteriseres som enten forsætlige eller groft uagtsomme.

Det er ikke et krav, at den eller de personer, der rent faktisk har begået forholdet, skal kunne identificeres.

Bemærk

En juridisk person kan kun straffes med bøde, og der kan ikke fastsættes forvandlingsstraf. Det betyder, at alle straffesager indenfor told- og skatteforvaltningens område, hvor ansvarssubjektet er en juridisk person, kan afgøres administrativt.

Da en enkeltmandsvirksomhed i den strafferetlige definition kan være en juridisk person, skal der i disse situationer klart tages stilling til, om det er virksomheden (den juridiske person) eller det er virksomhedens ejer (den fysiske person), der skal strafforfølges. Valget af ansvarssubjekt har stor betydning for sanktionen, når en juridisk person ikke får udmålt forvandlingsstraf i tilknytning til bøden.

Valg af ansvarssubjekt

Bestemmelsen om juridiske personers ansvar udelukker ikke, at der samtidig kan gøres et personligt ansvar gældende mod den ansvarlige fysiske person, særligt hvis denne indtager en overordnet stilling og har handlet med forsæt eller udvist grov uagtsomhed. Se SKM2013.353.VLR, SKM2013.356.VLR, SKM2013.367.VLR og SKM2013.368.VLR.

Dette gælder også i tilfælde, hvor lovgivningen pålægger en person et selvstændigt og individuelt ansvar for overholdelse af reglerne.

Rigsadvokaten har udsendt en instruks om valg af ansvarssubjekter i sager om virksomhedsansvar. Hovedretningslinien i denne instruks er, at udgangspunktet ved valg af ansvarssubjekt er, at der rejses tiltale mod den juridiske person og ikke mod enkeltpersoner i den juridiske person. Se Rigsadvokatens meddelelse nr. 5/1999.

Meddelelsen har givet anledning til uenighed mellem anklagemyndigheden og SKAT om tiltalerejsning i en række konkrete situationer. Rigsadvokaten har godkendt, at SKAT fortsætter den praksis, der er beskrevet nedenfor.

Retspraksis

SKATs praksis bygger på det almindeligt gældende udgangspunkt, at straffen for forsætlige overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen skal udmåles ens, uanset om en erhvervsdrivende driver virksomhed med personlig hæftelse eller i selskabsform.

Dette udgangspunkt støttes af domspraksis. Valg af ansvarssubjekt er afgørende i sager, hvor der kan udmåles frihedsstraf, da den juridiske person alene kan idømmes bødestraf. Men det kan også være afgørende, om det er personen eller virksomheden, der hæfter for en bødestraf. Efter omstændighederne gøres der også personligt ansvar gældende for groft uagtsomme overtrædelser.

I praksis vedrører det først og fremmest hovedaktionær- eller hovedanpartsselskaber, hvor ejeren har haft eneansvar for de ansvarspådragende handlinger.

Der vil typisk være tale om,

• at virksomhedskonstruktionen er skabt med det formål at frigøre hovedmanden for personligt ansvar eller
• stråmandsvirksomhed, hvor den person, der har forsæt til svigen og nyder godt af unddragelsen, er en anden end den formelle ejer.

Der foreligger ligeledes en speciel situation, når den juridiske person i den strafferetlige definition ikke er et selvstændigt skattesubjekt. Det gælder for interessentskaber, som skatteretligt er et samvirke mellem en række enkeltmandsvirksomheder, og hvor udgangspunktet derfor er, at skatteunddragelse gøres gældende overfor de enkelte interessenter. Lignende forhold gør sig gældende for kommanditselskaber og partsrederier.

Subjektive straffrihedsgrunde

I nogle tilfælde kan der ikke straffes, selvom gerningsmanden har begået en strafbar handling.

Hvis gerningsmanden er under den kriminelle lavalder, er han straffri. Den kriminelle lavalder er 15 år. Se straffelovens § 15.

Personer, der er psykisk syge eller har et handicap, der gør det vanskeligt for dem at forstå rækkevidden af deres handlinger, kan ikke straffes med fængsel. Bødestraf er dog ikke udelukket. Se straffelovens § 16.

Bemærk

Hvis gerningsmanden er umyndig, dvs. mellem 15-18 år, er det en strafnedsættelsesgrund, jf. straffelovens § 82, nr. 1. Se afsnit A.C.3.5.5.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

	Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsretsdomme
	SKM2013.368.VLR	T drev fra 2005 til 2007 virksomhed med køb og salg af skrot. Han var ikke momsregistreret idet SKAT ikke ville lade ham momsregistrere. Der var ikke påført moms på virksomhedens afregningsbilag. T oplyste, at han selv førte regnskab "så nogenlunde", han har dog ikke kunnet fremvise bilag, idet disse udgiftsbilag er blevet væk i forbindelse med en flytning. Endvidere drev T fra 2007 virksomhed i et selskab, ejet af hans ægtefælle. I dette selskab manglede der indtægtsførelse af 14 afregningsbilag. SKAT havde givet T et skønsmæssigt fradrag på 25 %. Byretten fandt ikke, at anklagemyndigheden med den til domfældelse fornødne sikkerhed, havde bevist, at T havde forsæt til unddragelse med hensyn til selskabets manglende indtægtsførelse af de 14 afregningsbilag. Byretten fandt, at T's fradrag for udgifter skulle fastsættes til 50 %, hvorefter T blev frifundet for 2 forhold, idet der herefter ikke var sket unddragelse. 2 dommere i byretten fandt T skyldig i skatte- og momssvig og fastsatte straffen til fængsel i 9 måneder og en tillægsbøde på 1.300.000 kr. Landsretten fandt det uden betydning for T's afgiftspligt, at hans købere som følge af manglende udstedelse af bilag med moms ikke havde kunnet afløfte deres købsmoms. T har derfor ikke ved sin manglende registrering, jf. momslovens § 47, kunnet undgå tillige at gøre sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1. Landsretten stadfæstede derfor dommen.
	SKM2013.367.VLR	T og KB  var daglige ledere i selskaberne H1 Handel ApS og H2 Handel ApS. Selskaberne var ikke momsregistrerede og der blev ikke indeholdt A-skat i selskabernes udbetalte lønninger. Endvidere havde T og KB ikke selvangivet de udbetalte lønindkomster fra selskaberne.  KB var registreret som ejer af H2 Handel ApS. H1 Handel ApS var ejet af en stråmand. Selskaberne drev nedbrydningsvirksomhed. KB forklarede, at det reelt var T der drev selskaberne, han hævede penge i banken men afleverede disse til T. KB erkendte, at han modtog 84.000 kr. for vederlag for det erlagte arbejde. Byretten fandt KB´s forklaring troværdig og KB blev idømt 60 dages betinget fængsel og en tillægsbøde på 425.000 kr. Byretten fandt T ansvarlig for selskabernes manglende indeholdelse af A-skat og manglende momsangivelser. T blev idømt ubetinget fængsel i 1 år og en tillægsbøde på 1.550.000 kr. T ankede dommen til Landsretten. Landsretten stadfæstede byrettens dom.
	SKM2013.356.VLR	T drev, til dels med medvirken af KJ, skrotvirksomhed i selskabsform. T var direktør og daglig leder af selskabet H1 ApS. T stiftede selskabet H1 ApS sammen med en nu afdød bekendt. Det var T der underskrev selskabets årsregnskaber og selskabets momsangivelser. T var endvidere ejer af den lastbil, der blev benyttet af selskabet H1 ApS. T´s samlever fremstod formelt som ejer af selskabet Byretten fandt, at T havde været den reelle indehaver af selskabet H1 ApS og at det var ham, som i den pågældende periode havde drevet virksomhed i selskabet, herunder haft råderetten over omsætningen og midlerne i selskabet H1 ApS. Efter bevisførelsen fremgik, at checkene for afregning af skrot og metalvarer blev afleveret til KJ, som videregav disse til T, der enten selv indløste checkene eller fik samleveren til at indløse checkene. Endvidere var T den eneste, der var bemyndiget til at hæve på selskabets konto. Herefter blev det lagt til grund, at T var den reelle indehaver af selskabet H1 ApS og at det var ham der drev virksomhed i selskabet, herunder havde rådigheden over omsætningen og midlerne i selskabet. Det var således T der havde pligten til at angive selskabet H1 ApS´ omsætning og momsangivelser overfor skattemyndigheden. T blev idømt ubetinget fængsel i 1 år og 3 måneder samt en tillægsbøde på 2.700.000 kr. KJ blev idømt betinget fængsel i 40 dage samt en tillægsbøde på 275.000 kr. T ankede dommen. Landsretten fandt, at T var den reelle indehaver af selskabet H1 ApS og T havde således pligten til at give skattemyndighederne oplysninger om de indkomstmæssige forhold og herunder sørge for, at momstilsvaret blev angivet og afregnet korrekt. Byrettens dom blev således stadfæstet. Landsretten bemærkede vedrørende citeringen af straffelovens § 289, at årsopgørelserne i sagen var udstedt efter 2005, hvor straffelovens § 289 blev udvidet til at omfatte bl.a. overtrædelser af skattekontrollovens § 16 af særlig grov karakter.
	SKM2013.353.VLR	T var tiltalt for momssvig idet han i 2008, som den reelle ejer i 3 selskaber, at have angivet momsen for lavt med 2.476.280 kr. T drev i 2008 byggevirksomhed i selskabsform. T gik konkurs i 2002 med et selskab og kunne ikke blive registreret igen, hvorfor det var hans hustru der formelt ejede selskaberne. T havde bl.a. undladt at medtage kreditnota sendt til et andet af ham eget selskab og medtaget faktura uden moms i eget regnskab desuagtet at fakturaen sendt til kunden indeholdt moms. Straffen blev i byretten fastsat til fængsel i 1 år og 3 måneder samt en tillægsbøde på 2.476.000 kr. Byretten lagde vægt på størrelsen af det unddragne beløb og at T tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet. Landsretten stadfæstede byrettens dom, men nedsatte tillægsbøden til 2.475.000 kr. Landsretten udtalte at den beskedne nedsættelse af tillægsbøden, der skyldtes tekniske afrundingsregler, ikke kunne føre til, at T ikke skulle betale sagens omkostninger for landsretten.