Indhold
Dette afsnit beskriver omfanget af momsfritagelsen af ydelser i nær tilknytning til sportsaktiviteter og fysisk træning.
Afsnittet indeholder:
- Sports- og idrætsaktiviteter
- Betingelsen om "i nær tilknytning"
- Betydningen af modtagerens forhold i relation til momsfritagelsen
- Salg af adgang til sportsfaciliteter/udlejning af fast ejendom
- Eksempler på ydelser i nær tilknytning til sportsaktiviteter og fysisk træning
- Eksempler på ydelser, der ikke leveres i nær til knytning til sportsaktiviteter og fysisk træning
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Sports- og idrætsaktiviteter
Det er kun sports- eller idrætsaktiviteter, der er omfattet af momsfritagelsen. Når man vurderer, hvad der kan regnes for sportsaktiviteter, kan man bl.a. lægge vægt på, om den pågældende klub eller forening, hvor aktiviteten udøves, er tilknyttet Dansk Idræts Forbund (DIF), Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) eller tilsvarende sports- eller idrætsforbund.
Skatteministeriet har eksempelvis udtalt, at Dansk Kennel Klub er omfattet af momsfritagelsen, hvad angår agilitytræning og - konkurrencer, da der er tale om ydelser i nær tilknytning til sportsaktiviteter eller fysisk træning. Se SKM2003.339.TSS.
Told- og Skattestyrelsen har i forbindelse med en afgørelse om lønsumsafgift lagt til grund, at de aktiviteter, som fremgår af Danmarks Jægerforbunds vedtægter, ikke er omfattet af momslovens fritagelsesbestemmelse efter § 13, stk. 1, nr. 5. Aktiviteterne omfattede bl.a. afholdelse af træning og mesterskaber inden for diverse skydediscipliner. Se TfS1999, 662TSS.
Betingelsen om "i nær tilknytning"
Det er kun ydelser i nær tilknytning til sportsaktiviteter eller fysisk træning, der kan være omfattet af momsfritagelsen. I henhold til EU-domstolens faste praksis betyder dette, at kun ydelser, som er uomgængeligt nødvendige for grundydelsen i form af sportsaktiviteter, er omfattet af momsfritagelsen.
Ydelser, der tager sigte på at give virksomheden (klubben m.fl.) yderligere indtægter i konkurrence med andre virksomheder, er derfor momspligtige.
I praksis betyder det bl.a., at der som udgangspunkt skal betales moms af enhver form for varesalg, selvom salget sker i klub-/foreningsregi, herunder af salg til medlemmerne af klubben mv. Det gælder typisk salg af kioskvarer (øl, vand, tobaksvarer mv.), sportsrekvisitter, badges, bannere mv. Se dog afsnit D.A.5.17 om velgørende arrangementer og D.A.5.21 om almenvelgørende foreninger.
Betydningen af modtagerens forhold i relation til momsfritagelsen
Momsfritagelsen for ydelser i nær tilknytning til sportsaktiviteter eller fysisk træning skal fortolkes sådan, at den i forbindelse med personer, der deltager i sport, også omfatter tjenesteydelser, der præsteres til juridiske personer og sammenslutninger, der ikke har selskabsform. Det er forudsat, at disse tjenesteydelser præsteres i nær tilknytning til sportsaktiviteten og er uomgængeligt nødvendige for udførelsen af aktiviteten. Det er desuden forudsat, at ydelsen præsteres af et organ, som ikke arbejder med gevinst for øje, og at de personer, som faktisk er berettiget til at modtage disse tjenesteydelser, er personer, som deltager i sport.
Det følger heraf, at når man skal bedømme, om tjenesteydelsen er fritaget for moms, så er
- identiteten af den formelle modtager af en tjenesteydelse og
- den juridiske form, hvorunder modtageren er omfattet af fritagelsen
uden relevans. Se EF-domstolens dom i sagen C-253/07, Canterbury Hockey Club.
Dette betyder, at eksempelvis tjenesteydelser fra hovedforbund til specialforbund vil være omfattet af momsfritagelsen. Derimod er tjenesteydelser, som ikke opfylder disse kriterier, ikke omfattet af momsfritagelsen. Her tænkes der specielt på tjenesteydelser, som er forbundet med sportsklubber og deres funktionsmåde, som eksempelvis rådgivning om marketing og opnåelse af sponsorater.
Salg af adgang til sportsfaciliteter/udlejning af fast ejendom
Afgrænsningen mellem, hvornår der er tale om salg af momsfrie ydelser i form af at stille sportsfaciliteter til rådighed, og hvornår der er tale om momsfri udlejning af fast ejendom, har SKAT vurderet nærmere i et styresignal. Afgrænsningen har relevans, da der kan være adgang til frivillig momsregistrering efter ML § 51, hvis der er tale om udlejning af fast ejendom. Se SKM2009.517.SKAT.
Generelt gælder det, at hvis man midlertidigt overdrager brugsretten til sportsanlæg til private personer, foreninger eller lignende med henblik på, at der skal udøves sport, må det regnes for en ydelse i form af at stille sportsfaciliteter til rådighed omfattet af momsfritagelsen efter ML § 13, stk. 1, nr. 5. Overlader man derimod brugsretten i en længere periode, og har lejeren i perioden eneretten til at bruge banen, herunder at udelukke eller indbyde andre, så vil der efter en konkret vurdering være tale om udlejning af fast ejendom, som er omfattet af momsfritagelsen efter ML § 13, stk. 1, nr. 8.
Se også
Se også afsnit D.A.5.8 om udlejning og bortforpagtning af fast ejendom.
Salg af adgang til en golfbane
I en sag om salg af adgang til en golfbane har EF-domstolen bemærket, at drift af en golfbane normalt ikke kun omfatter en passiv overladelse af en bane, men også en lang række kommercielle aktiviteter. Det kan eksempelvis være overvågning, administration og løbende vedligeholdelse fra tjenesteyderens side, overladelse af andre anlæg osv. Udlejningen kan derfor ikke udgøre hovedydelsen, når der ikke foreligger helt særlige omstændigheder. Domstolen bemærkede supplerende, at overladelse af en golfbane normalt kan begrænses både med hensyn til omfanget og varigheden af brugsperioden, fordi varigheden af benyttelsen af den faste ejendom efter domstolens praksis er et afgørende forhold i en lejeaftale. Se EF-domstolens sag C-150/99, Lindöpark AB.
En forenings udlejning af en skydebane
Landsskatteretten har udtalt, at en forenings udlejning af en skydebane er en momsfritaget tjenesteydelse med nær tilknytning til udøvelsen af sportaktiviteter eller fysisk træning efter ML § 13, stk. 1, nr. 5. Landsskatteretten udtalte, at sporten baneskydning vanskeligt kan praktiseres uden en bane, samt at den tjenesteydelse, som blev præsteret, var muligheden for at dyrke sporten snarere end muligheden for at bruge en bane, og den nødvendige nære forbindelse mellem formål, sport og tjenesteydelse var derfor til stede. Retten bemærkede desuden, at udlejning af banerne både på betalingskortbasis og i forbindelse med turneringer og lignende var ydelser til fordel for sports- og idrætsudøvere, da en eventuel afgiftsfritagelse på sådanne transaktioner netop kommer baneskydningssportens udøvere til gode. Se SKM2008.587.LSR.
Eksempler på ydelser i nær tilknytning til sportsaktiviteter og fysisk træning
Nedenstående er eksempler på ydelser i nær tilknytning til sportsaktiviteter og fysisk træning, der er fritaget for moms.
- Udlejning af skabe til golfudstyr m.v.
Det daværende Momsnævn har udtalt, at udlejning af skabe til golfudstyr i amatørsportsklubber er fritaget for moms, fordi det regnes for at være en ydelse i nær tilknytning til sport eller fysisk træning. Se TfS1996.124.MN. Fritagelsen omfatter desuden rideklubbers udlejning af skabe til medlemmerne.
Told- og Skattestyrelsen har udtalt, at en idrætsklubs levering af tjenesteydelser i form af leje af skøjter i forbindelse med klubbens salg af adgang til en skøjtehal, må regnes for at være en ydelse i nær tilknytning til sportsaktiviteter eller fysisk træning, der er momsfritaget efter § 13, stk. 1, nr. 5. Se SKM2003.19.TSS.
- Ydelser ved trav- og galopløb
Det daværende Momsnævn har også truffet afgørelse om, at en række ydelser (fx registrering, udfærdigelse af certifikater mm.) fra visse foreninger i forbindelse med trav- og galopløb, må regnes for at være momsfri. Nævnet lagde vægt på, at foreningernes overskud tjente til fremme af hestevæddeløbssporten i sin helhed, da der i altovervejende grad var tale om amatørsport. Se TfS1996, 362MN.
Eksempler på ydelser, der ikke leveres i nær tilknytning til sportsaktiviteter og fysisk træning
Nedenstående er eksempler på ydelser, der ikke leveres i nær tilknytning til sportsaktiviteter og fysisk træning.
Restaurations- og cafeteriadrift udgør ikke ydelser i nær tilknytning til sportsaktiviteter eller fysisk træning. Der skal derfor betales moms af sådanne ydelser, selv om ydelserne sker i klub-/foreningsregi til medlemmerne.
- Sponsor-, reklame- og annonceindtægter
Sportsforeninger, som modtager sponsorindtægter fra en erhvervsvirksomhed som betaling for, at foreningens medlemmer under idrætsudøvelse bærer sportstøj med virksomhedens navn eller lignende, skal betale moms af indtægterne. Det samme gælder sponsoraftaler, hvor klubben m.fl. som betaling for diverse modydelser, herunder reklameydelser, til sponsor, får stillet sportstøj og anden form for sportsrekvisitter til rådighed. Der skal desuden betales moms af indtægter fra salg af annoncer i kampprogrammer og lignende.
Transfersummer i forbindelse med køb og salg af kontraktspillere er momspligtige ydelser. Se ML § 4, stk. 1, 2. punktum og SKM2012.62.SR, hvor Skatterådet bekræfter, at køb af ret til en andel i transfersum som passiv investor er en momspligtig aktivitet.
Landsretten har slået fast, at der ikke foreligger en momsfri aktivitet i forbindelse med træning af heste til travløb. Se UfR1968, 872ØLR. Hvis en ansat instruktør i en rideklub tilrider heste, der er ejet af klubbens medlemmer, regnes tilridningen for at være en integreret del af rideklubbens momsfritagne undervisningsaktiviteter. Se afsnit D.A.5.3 om undervisnings- og kursusvirksomhed.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
EU-domme
|
xC-18/12, Mesto Zamberkx |
xIkke-organiserede, usystematiske sportsaktiviteter, der ikke har deltagelse i sportskonkurrencer for øje, kan også udgøre udøvelse af sport.
Adgang til et vandland, der ikke alene tilbyder de besøgende et kompleks, der tillader sportsaktiviteter, men også andre former for underholdning og rekreation, kan udgøre en levering af ydelser med nær tilknytning til udøvelsen af sport, selv om ydelsen er sammensat af flere elementer, som ikke har en sådan tilknytning. Se D.A.4.1.6.1 om sammensatte ydelser.x
|
|
C-253/07, Canterbury Hockey Club
|
Momsfritagelsen skal fortolkes sådan, at den i forbindelse med personer, der deltager i sport, også omfatter tjenesteydelser, der præsteres til juridiske personer og sammenslutninger, der ikke har selskabsform, forudsat at disse tjenesteydelser præsteres i nær tilknytning til sportsaktiviteten og er uomgængeligt nødvendige for udførelsen af aktiviteten, at de præsteres af organer, som ikke arbejder med gevinst for øje, og at de personer, som faktisk er berettiget til at modtage disse tjenesteydelser, er personer, som deltager i sport.
|
|
C-150/99, Lindöpark AB
|
Drift af en golfbane omfatter normalt ikke kun en passiv overladelse af en bane, men også en lang række kommercielle aktiviteter. Det kan være overvågning, administration og løbende vedligeholdelse fra tjenesteyderens side, overladelse af andre anlæg osv. Når der ikke foreligger helt særlige omstændigheder, kan udlejningen af golfbanen derfor ikke udgøre hovedydelsen.
|
|
Landsretsdomme
|
UfR1968, 872ØLR
|
Landsretten har udtalt, at der ikke foreligger en momsfri aktivitet i forbindelse med træning af heste til travløb.
|
|
Landsskatteretskendelser
|
SKM2008.587.LSR
|
En forenings udlejning af en skydebane er omfattet af fritagelsesbestemmelsen efter ML § 13, stk. 1, nr. 5.
|
|
TfS1996, 362MN
|
En række ydelser fra visse foreninger i forbindelse med trav- og galopløb var undtaget fra momspligten.
|
|
TfS1996, 124MN
|
Momsnævnet har udtalt at udlejning af skabe til golfudstyr i amatørsportsklubber er fritaget for moms.
|
|
SKAT
|
SKM2012.62.SR
|
Skatterådet bekræfter, at køb af en andel i transfersum som passiv investor, er en momspligtig aktivitet.
|
|
SKM2009.517.SKAT
|
Midlertidig overdragelse af brugsretten til sportsanlæg til private personer, foreninger eller lignende med henblik på, at der skal udøves sport, må regnes for en tjenesteydelse i form af at stille sportsfaciliteter til rådighed. Overlades brugsretten derimod i en længere periode, og har lejeren i perioden eneretten til at bruge banen, herunder at udelukke eller indbyde andre, så vil der efter en konkret vurdering være tale om udlejning af fast ejendom.
|
|
SKM2003.339.TSS
|
Konkurrencer og træning med hunde indenfor agility er momsfritaget efter
ML § 13, stk. 1, nr. 5.
|
|
SKM2003.19.TSS
|
Styrelsen har udtalt, at den omhandlede ydelse i form af leje af skøjter må regnes for at være en ydelse i nær tilknytning til sportsaktivitet eller fysisk træning, der er momsfritaget. Se ML § 13, stk. 1, nr. 5.
|
|
TfS1999, 662TSS
|
Danmarks Jægerforbund er ikke omfattet af momsfritagelsen, hvad angår de aktiviteter, som er nævnt i forbundets vedtægter. Aktiviteterne omfattede bl.a. afholdelse af træning og mesterskaber inden for diverse skydediscipliner.
|
|