Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne om beregning af kapitalafkast, når den selvstændige har valgt beskatning efter virksomhedsskattelovens afsnit 1.
Afsnittet indeholder:
- Resumé
- Regel
- Kapitalafkastet
- Regnskabsperiode forskellig fra 12 måneder.
Resumé
Beregningen af kapitalafkastet sker ved at gange afkastgrundlag med en afkastsats. Kapitalafkastet kan ikke blive negativt, og kan heller ikke overstige årets skattepligtige overskud af virksomheden.
Regel
Kapitalafkastet bliver beregnet som kapitalafkastgrundlaget ved begyndelsen af indkomståret ganget med kapitalafkastsatsen. Se VSL § 7.
Kapitalafkastet er en opdeling af årets overskud til brug for skatteberegningen. Beregningen sker på grundlag af oplysninger fra virksomhedens driftsregnskab og balance.
Kapitalafkastet er kapitalindkomst.
Kapitalafkastgrundlaget opgøres efter VSL § 8. Kapitalafkastsatsen beregnes efter VSL § 9. Opgørelsen af kapitalafkastgrundlaget og fastsættelsen af kapitalafkastsatsen er nærmere beskrevet i afsnittene C.C.5.2.9.3 og C.C.5.2.9.4.
Kapitalafkastet
Hvis kapitalafkastgrundlaget er negativt, skal kapitalafkastet sættes til 0 kr.
Kapitalafkastet kan ikke overstige årets skattepligtige overskud, når det er opgjort efter eventuel overførsel til medarbejdende ægtefælle. Se VSL § 12, sidste pkt. og VSL § 7.
Det beregnede kapitalafkast skal beskattes hos den af ægtefællerne, der har rådighed over virksomheden efter ægteskabslovgivningens regler. Se KSL § 25 A, stk. 2.
Se også
Se også afsnit C.C.5.2.4.3 om bl.a. beskatning af medarbejdende ægtefæller.
Eksempel på beregningen af kapitalafkast
De tre eksempler viser, hvordan beregningen af kapitalafkastet sker, og hvor stort det højst kan være.
|
1
|
2
|
3
|
Kapitalafkastgrundlag
|
500.000 kr.
|
500.000 kr.
|
-100.000 kr.
|
Kapitalafkastsats
|
fx 4 pct.
|
fx 4 pct.
|
fx 4 pct.
|
Årets skattepligtige overskud (efter fradrag af overførsel til medarbejdende ægtefælle)
|
50.000 kr.
|
15.000 kr.
|
50.000 kr.
|
Beregnet kapitalafkast
|
20.000 kr.
(500.000 x 0,04)
|
15.000 kr.
(500.000 x 0,04, dog højst overskuddet)
|
0 kr.
(kapitalafkastgrundlaget er negativt)
|
Regnskabsperiode forskellig fra 12 måneder
Når virksomhedens regnskabsperiode er kortere eller længere end 12 måneder, skal kapitalafkastet beregnes forholdsmæssigt. Kapitalafkastet udgør i denne situation et beløb, der svarer til det antal hele måneder, som regnskabsperioden omfatter. Se VSL § 7, stk. 2.
Eksempler på beregning af forholdsmæssigt kapitalafkast
Beregnet
kapitalafkast
|
Regnskabsperiode:
|
Forholdsmæssig periode.
Se VSL § 7, stk. 2:
|
Forholdsmæssigt
kapitalafkast
|
60.000 kr.
|
1. februar - 31. december
|
11/12
|
55.000 kr.
|
60.000 kr.
|
5. februar - 31. december
|
10/12
|
50.000 kr.
|
60.000 kr.
|
5. februar - 3. december
|
9/12
|
45.000 kr.
|
60.000 kr.
|
5. februar - 7. december
|
9/12
|
45.000 kr.
|
60.000 kr.
|
10. november år 1 - 31. december år 2
|
13/12
|
65.000 kr.
|