Indhold

Afsnittet handler om reglerne ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde for registrerede oplagshavere, som hovedsageligt sælger afgiftspligtige varer omfattet af KULAL § 1, stk. 1, nr. 1 - 5 (kul mv.), eller som er forbrugsregistrerede for brug af kul.

Afsnittet indeholder:

  • Opgørelse af den afgiftspligtige mængde efter udleveringsmetoden - kul mv.
  • Eget forbrug
  • Godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift/energispareafgift (momsregistrerede virksomheder).

Opgørelse af den afgiftspligtige mængde efter udleveringsmetoden - kul mv.

Metoden gælder for registrerede oplagshavere, som hovedsagelig sælger afgiftspligtige varer omfattet af KULAL § 1, stk. 1, nr. 1 - 5.

Den afgiftspligtige mængde for en måned skal opgøres som den mængde afgiftspligtige varer, der er udleveret fra virksomhedens anlæg.

Som hovedregel sidestilles fakturering med udlevering, så den afgiftspligtige mængde er de afgiftspligtige varer, som er faktureret i måneden. Det er en forudsætning, at faktureringen sker umiddelbart efter leverancen, i praksis 1-2 dage efter.

Følgende varer medregnes ved opgørelsen, når varerne udleveres mv.:

  • Varer, der er udvundet eller fremstillet af virksomheden
  • Ubeskattede varer, som er tilført virksomheden fra udlandet, fra andre registrerede virksomheder samt fra ikke-registrerede virksomheder, som har bevilling fra SKAT til at foretage sådanne leverancer mod godtgørelse af kulafgiften.

Opgørelsen skal omfatte enhver udlevering i månedens løb af afgiftspligtige varer.

Det gælder, uanset om udleveringen sker for virksomhedens egen regning eller for anden regning, og uanset om varerne er endeligt solgt eller leveret i konsignation eller på anden måde. Varer, der udleveres uden betaling, skal også medregnes. Se KULAL § 5, stk. 1.

I den afgiftspligtige mængde fradrages kul mv., der er udleveret uden afgift efter bestemmelserne i afsnit E.A.4.2.9 om afgiftsfri udlevering. Se KULAL § 6.

Hvis afgiftspligtige varer, der ikke udleveres uden afgift efter KULAL § 6, stk. 1, udleveres til andre oplagringsanlæg, end de anlæg modtageren normalt bruger, kan SKAT bestemme, at udleveringen finder sted, når varerne modtages i de normale oplagringsanlæg. Se KULAL § 5, stk. 19.

Denne bestemmelse gælder i tilfælde af, at en virksomhed inden en afgiftsforhøjelse hos en registreret oplagshaver indkøber store mængder kul mv., som derfor ikke leveres til virksomhedens egne anlæg, men evt. opbevares midlertidigt hos leverandøren. I dette tilfælde kan SKAT bestemme, at udleveringen fra den registrerede virksomhed og dermed tidspunktet for afgiftsberigtigelsen, dvs. tidspunktet for fastsættelse af afgiftens størrelse, først anses for at være sket, når kullene fysisk leveres til virksomhedens egne anlæg.

Eget forbrug

I opgørelsen skal virksomhedens eget forbrug af kul mv. også medtages. Det gælder fx

  • kul, der er anvendt til fremstilling af varme til rumvarmeformål i virksomheden
  • kul mv., der er anvendt til de nævnte formål (indehaverens privatforbrug, opvarmning af funktionærboliger mv.) i ML § 42, stk. 1.

Kul mv., der er anvendt til formål, der ikke vedrører omsætningen af varer og momspligtige ydelser, medregnes også.

Godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift/energispareafgift (momsregistrerede virksomheder)

Ved opgørelsen af den afgiftspligtige mængde kan virksomheden helt eller delvist fradrage mængden af afgiftspligtige varer, som virksomheden har anvendt til formål, hvor der kan ske fradrag af afgiften efter KULAL § 8 og 8 a. Det gælder fx kul mv., der er anvendt til procesformål. Se KULAL§ 8, stk. 4. Se KULAL § 6, stk. 2.

Se også

Se også afsnit E.A.4.6 om godtgørelse af energiafgifterne og CO2-afgift/energispareafgift.