Indhold

Dette afsnit handler om de fem prisfastsættelsesmetoder, som OECD anbefaler. Afsnittet giver en introduktion til metoderne.

Afsnittet indeholder:

• OECD's anbefalinger
• De traditionelle transaktionsbaserede metoder
• De transaktionsbestemte nettoavancemetoder
• Andre metoder.

OECD's anbefalinger

OECD anbefaler i kapitel II af OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven) fem metoder, som kan anvendes ved fastsættelse og dokumentation af armslængdepriser for kontrollerede transaktioner. Metoderne er følgende:

Som udgangspunkt er metoderne baseret på, at de kontrollerede transaktioner sammenlignes med tilsvarende uafhængige transaktioner (sammenligningsgrundlaget). Sammenligningsgrundlaget findes med udgangspunkt i OECD's fem sammenlignelighedsfaktorer:

• Produkters (varer, tjenesteydelser, aktiver, immaterielle aktiver mv.) egenskaber
• En funktionsanalyse (funktioner, aktiver og risici)
• Kontraktvilkår
• Økonomiske omstændigheder
• Forretningsstrategier.

Det skal dog bemærkes, at behovet for at finde sammenlignelige transaktioner og kravene til sammenligneligheden, afhænger af den anvendte metode. Ved anvendelse af profit split-metoden er der således mulighed for, at en del af indtjeningsallokeringen mellem de involverede parter, helt eller delvis, baseres på andre økonomiske analyser end sammenlignelige transaktioner.

Prisen eller avancen for de sammenlignelige, uafhængige transaktioner anvendes til at fastsætte armslængdeprisen på de kontrollerede transaktioner. Ved CUP-metoden anvendes prisen for de sammenlignelige transaktioner. Ved de øvrige fire metoder anvendes henholdsvis brutto- og nettoavancen for de sammenlignelige transaktioner.

Uanset valg af metode skal alle fem sammenlignelighedsfaktorer, som udgangspunkt, tages i betragtning. Prioriteringen af de fem sammenlignelighedsfaktorer afhænger dog af den anvendte metode. Ved CUP-metoden er egenskaber ved produktet den primære sammenlignelighedsfaktor. Ved de øvrige fire metoder er funktioner, aktiver og risici (funktionsanalysen) den primære sammenlignelighedsfaktor.

Ved valg af metode er målet at finde den mest egnede metode til den pågældende transaktion. Valget af metode afhænger af 

• overvejelser om styrker og svagheder ved de enkelte OECD-metoder
• metodens anvendelighed særligt i forhold til funktionsanalysen for den kontrollerede transaktion 
• datatilgængelighed og -pålidelighed
• graden af sammenlignelighed mellem den kontrollerede og den ukontrollerede transaktion, herunder pålideligheden af eventuelle justeringer.

Se OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven) pkt. 2.2.

I tilfælde, hvor en traditionel transaktionsbaseret metode og en transaktionsbestemt nettoavancemetode er lige pålidelige at anvende, er den traditionelle transaktionsbaserede metode dog at foretrække. Tilsvarende for CUP-metoden i relation til Cost+-metoden og RPM-metoden.

De traditionelle transaktionsbaserede metoder

De tre første metoder betegnes som de traditionelle transaktionsbaserede metoder og er beskrevet i kap. 2, del II i OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven). Ved de traditionelle transaktionsbaserede metoder er der en direkte sammenhæng mellem prisfastsættelsesmetoden og de fastsatte afregningspriser. Derfor betragtes de traditionelle transaktionsbaserede metoder som de mest direkte metoder.

Dette skal ses i forhold til de transaktionsbestemte nettoavancemetoder, hvor der udover den faktiske afregningspris mellem de kontrollerede parter, ligeledes indgår driftsomkostninger/kapacitetsomkostninger i relation til den forretningsmæssige aktivitet, som den kontrollede transaktion vedrører. Disse omkostninger er således ikke direkte henførebare til den kontrollerede transaktion.

CUP-metoden anvender prisen på sammenlignelige transaktioner til at fastsætte prisen på kontrollerede transaktioner. RPM-metoden og Cost+ anvender bruttoavancer på sammenlignelighed transaktioner for at finde prisen på de kontrollerede transaktioner.

De transaktionsbestemte nettoavancemetoder

Profit Split-metoden og TNMM betegnes de transaktionsbestemte avancemetoder og er beskrevet i kap. II, del III i OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven). Disse metoder sammenlignes som udgangspunkt på nettoavanceniveau, dvs. indtjeningen efter både variable omkostninger og kapacitetsomkostninger/driftsomkostninger er fratrukket. Metoderne er mere indirekte end de traditionelle metoder og benyttes, når der ikke kan findes en direkte metode.

Andre metoder

OECD's fem metoder er ikke udtømmende. Andre metoder kan ifølge OECD's Transfer Pricing Guidelines (2010-udgaven) pkt. 2.9 også anvendes, men kun så længe de er i overensstemmelse med armslængdeprincippet.