Indhold

Dette afsnit handler om, hvilke danske skatter der er omfattet af DBO'erne.

Afsnittet indeholder:

  • Oplistede skatter i DBO'erne
  • Indkomstskat
  • Pensionsafkastskat
  • Formueskat/Ejendomsværdiskat.

Oplistede skatter i DBO'erne

I nyere danske DBO'er er listen over omfattede danske skatter meget kort. Der nævnes kun to skatter:

  • Indkomstskatten til staten
  • Den kommunale indkomstskat.

I ældre DBO'er kan der være meget omfattende lister over omfattede skatter.

Det har ingen praktisk betydning, hvordan DBO'en ser ud.

Indkomstskat

Hvis en skat er en indkomstskat til staten, er den omfattet af DBO'erne.

Begrebet indkomstskat til staten omfatter i dag bl.a.:

  • bundskat
  • topskat
  • udligningsskat
  • sundhedsbidrag
  • skat af aktieindkomst
  • skat af CFC-indkomst
  • arbejdsmarkedsbidrag (fra 2008)
  • selskabsskat
  • kulbrinteskat
  • pensionsafkastskat.

Listen er ikke udtømmende.

Listen gælder, selv om en DBO er ældre end nogle af de skatter, der står på listen. Hvis DBO'en nævner ældre, nu afskaffede indkomstskatter, er de erstattet af én eller flere af dem, der står på listen. Modeloverenskomstens regel nr. 2 om nye skatter sikrer, at DBO'en gælder for nye indkomstskatter.

Den kommunale indkomstskat er også omfattet af DBO'erne, herunder kirkeskat.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.2.1 om skatter, der er indført, efter at en DBO blev indgået.

Pensionsafkastskat

Pensionsafkastskat, der er omfattet af reglerne i pensionsafkastbeskatningsloven, er omfattet af DBO'erne. Se TfS 1999, 799, hvor Skatteministeriet ud fra en samlet vurdering fandt, at pensionsafkastskatten var en indkomstskat. Skat betalt i udlandet af afkastet på udenlandske investeringsaktiver, der også beskattes efter reglerne i pensionsafkastbeskatningsloven, vil kunne fradrages i pensionsafkastskat. Se PAL § 20.

Se også

Se også afsnit C.G.3.3.4 om dansk beskatning af pensionsafkast og skat betalt til fremmed stat, Grønland eller Færøerne.

Formueskat/Ejendomsværdiskat

Danmark har ikke haft formueskat siden 1996. Ejendomsværdiskatten er en "partiel" formueskat.

Det betyder, at ejendomsværdiskatten er omfattet af en DBO, hvis

  • den er nævnt i DBO'en, eller
  • DBO'en indeholder en artikel om formueskat.

Ejendomsværdiskatten er ikke omfattet af DBO'er, der hverken har en artikel om formueskat eller nævner ejendomsværdiskatten. Lempelse for ejendomsværdiskat behandles i den situation efter EVS § 12.

Se også

Se også afsnit

  • C.F.3.1.6 om begrænset skattepligt for udenlandske ejere af danske ejendomme
  • C.F.8.2.2.2.1 om, hvornår formueskatten er med i de danske DBO'er
  • C.F.8.2.2.2.1 om skatter, der er kommet til, efter at en DBO blev indgået
  • C.F.8.2.2.22 (artikel 22) om formue
  • C.H.3.5.2 om ejendomsværdiskattepligt for udenlandske ejere af danske ejendomme
  • C.H.3.5.5.1 om nedslag i ejendomsværdiskat for betalte skatter vedrørende ejendomme i udlandet.