Indhold

Dette afsnit handler om hvilket land, der har beskatningsretten til fortjeneste ved erhvervsvirksomhed.

Teksten i modeloverenskomstens artikel 7 er ændret af OECD i 2010. I 2010-udgaven af modeloverenskomsten med kommentarer, findes både den nye affattelse af modeloverenskomstens artikel 7 med kommentarer og den affattelse af modeloverenskomstens artikel 7, der var gældende OECD-standard, inden teksten blev ændret.

Dette afsnit er fælles for begge udgaver af artikel 7.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel
  • Undtagelse
  • Beskatningen i kildelandet
  • Danmark som kildeland
  • Faste driftssteder i udlandet - territorialprincippet
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Hovedregel

Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed kan kun beskattes i det land, hvor foretagendet drives, dvs. i foretagendets bopælsland. Se modeloverenskomstens artikel 7, stk. 1, 1. punkt

Se også

Se også afsnit

  • C.F.8.1.1 om hvad det vil sige at have beskatningsretten til en indkomst, samt begreberne kildeland og bopælsland
  • C.F.8.2.2.3.1.4 (artikel 3) om definition af begreberne foretagende og erhvervsvirksomhed
  • C.F.8.2.2.4 (artikel 4) om definitionen af skattemæssigt hjemsted.

Undtagelse

Hvis et foretagende har et fast driftssted i et andet land, kan en del af foretagendets fortjeneste beskattes i det land, hvor det faste driftssted findes (kildelandet). Det er kun den del af fortjenesten, der kan henføres til det faste driftssted, der kan beskattes i kildelandet. Se modeloverenskomstens artikel 7, stk. 1.

Særligt ved fast driftssted hvor Danmark ikke har en DBO med det andet land

Har et foretagende i et andet land et fast driftssted i Danmark, og har Danmark ikke en DBO med det andet land, skal modeloverenskomsten artikel 7 anvendes ved opgørelse af det faste driftssteds indkomst. Se afsnit C.D.1.2.2 om erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet (SEL § 2, stk. 2), afsnit C.D.2.3.1 om territorialprincippet (SEL § 8, stk. 6) og afsnit C.F.3.2.3om indkomstopgørelse for begrænset skattepligtige (KSL § 2, stk. 3).

Bemærk

Et foretagende, der er hjemmehørende i et land, kan godt have et fast driftssted i et andet land og samtidig have nogle aktiviteter i dette land, der ikke har noget med det faste driftssted at gøre. Fortjeneste af sådanne aktiviteter, kan ikke beskattes i det land, hvor det faste driftssted ligger (kildelandet).

Visse DBO'er giver kildelandet ret til at beskatte al fortjeneste, som foretagendet indtjener i kildelandet, når blot der er et fast driftssted i kildelandet. Se punkt 12 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 7.

Disse DBO'er følger ikke OECD-modellen, men i stedet FN-modellen. Se afsnit C.F.8.2.2.2.1 om denne. Det princip, som FN-modellen bygger på, kaldes for princippet om "force of attraction": det faste driftssted "tiltrækker" beskatningsretten til de andre aktiviteter, som foretagendet har i kildelandet.   

Se også

Se også afsnit

  • C.F.8.1.1 om hvad det vil sige at have beskatningsretten til en indkomst, samt begreberne kildeland og bopælsland
  • C.F.8.2.2.2.1 om FN-modellen
  • C.F.8.2.2.3.1.4 (artikel 3) om definition af begreberne foretagende og erhvervsvirksomhed
  • C.F.8.2.2.4 (artikel 4) om definitionen af skattemæssigt hjemsted
  • C.F.8.2.2.5 (artikel 5) om definitionen på fast driftssted.

Beskatningen i kildelandet

Modeloverenskomsten fastlægger, at den del af et foretagendes indkomst, som kan henføres til et fast driftssted, kan beskattes i kildelandet.

Hvordan denne beskatning skal foregå, reguleres ikke af modeloverenskomsten. Kildelandets interne regler afgør, om indkomsten skal beskattes, og i så fald hvordan. Kildelandets regler afgør også, hvilke fradrag der gives i indkomsten. Se eksemplerne i afsnit C.F.8.2.2.7.2.2.

Kildelandet skal under alle omstændigheder respektere ikke-diskriminationsbestemmelsen i modeloverenskomstens artikel 24, stk. 3.

Se også

Se også afsnit

  • C.F.8.2.2.7.2.2 om hvilke udgifter der kan fradrages i indkomsten i et fast driftssted
  • C.F.8.2.2.24 (artikel 24) om ikke-diskriminationsbestemmelsen og faste driftssteder.

Danmark som kildeland

Hvis en udenlandsk virksomhed har et fast driftssted i Danmark, bliver den udenlandske virksomhed efter danske regler begrænset skattepligtig til Danmark. Se afsnit C.D.1.2.2 og afsnit C.F.3.1.5 om begrænset skattepligt af erhvervsvirksomhed.

Aktier knyttet til fast driftssted

Om aktier knyttet til fast driftssted, se afsnit C.D.1.2.2 om erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet, se under: særligt om aktier.

Faste driftssteder i udlandet - territorialprincippet

Ved udenlandske faste driftssteder, skal indkomsten fra det udenlandske faste driftssted ikke medgå i den danske beskatning, medmindre Danmark efter en DBO eller anden international aftale er tildelt beskatningsretten til indkomsten i det udenlandske faste driftssted. Tildeles Danmark beskatningsretten efter en DBO eller anden international aftale, skal Danmark have intern hjemmel for at beskatte indkomsten.Se afsnit C.D.1.2.2 om de danske interne regler om fast driftssted.

I en sag blev betalinger af forskellige løbende ydelser fra et dansk selskab til en person, der var hjemmehørende i Spanien, kvalificeret som erhvervsindkomst, men da den pågældende ikke havde etableret fast driftssted i DK, havde Spanien beskatningsretten efter modeloverenskomstens artikel 7. Se SKM2005.16.LR.

Se også

Se også afsnit

  • C.D.1.2.2 om beskatning af udenlandske virksomheders faste driftssteder i DK
  • C.F.8.2.2.24 (artikel 24) om danske credit-regler
  • C.F.3.1.5 om begrænset skattepligt for personer af erhvervsvirksomhed
  • C.F.8.2.2.7.2.2 om eksempler på udgifter, der kan henføres til et fast driftssted.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2005.16.LR

Betalinger af forskellige løbende ydelser fra et dansk selskab til en person, der var hjemmehørende i Spanien, kvalificeret som erhvervsindkomst, men da den pågældende ikke havde etableret fast driftssted i DK, havde Spanien beskatningsretten efter artikel 7.