Indhold
Dette afsnit handler om udstedelse af bevilling til end-use.
Afsnittet indeholder:
- Krav om bevilling
- Betingelser for bevillingsudstedelse
- Ansøgning om bevilling
- Enhedsbevilling
- Forenklet bevillingsudstedelse
- Bevillingens gyldighedsperiode
- Fornyelse af bevilling
- Udstedelse af bevilling med tilbagevirkende kraft.
Krav om bevilling
Varer kan kun overgå til fri omsætning på grund af deres særlige anvendelsesformål (end-use), hvis importøren eller modtageren af varerne har fået en skriftlig bevilling. I Danmark bliver den udstedt af SKAT København, toldforvaltningen efter skriftlig ansøgning.
Se GB art. 292, stk. 1.
Betingelser for bevillingsudstedelse
Bevilling til end-use kan udstedes til personer, der er etableret i EU, når,
- varerne anvendes i overensstemmelse med det foreskrevne særlige formål eller overdrages efter reglerne herom til en anden bevillingshaver med en tilsvarende bevilling
- der sikres effektivt toldtilsyn
- de administrative foranstaltninger står i rimeligt forhold til de økonomiske behov.
Ansøgning om bevilling
Ansøgningen skal indeholde oplysning om:
- Ansøgerens navn, adresse og CVR-nummer
- Stedet, hvor ansøgerens handels-, skatte- eller andre regnskabspapirer eller data befinder sig
- Specifikke oplysninger om det anvendte bogføringssystem
- Ønsket gyldighedsperiode med specifik dato for bevillingens ikrafttræden samt anvendelsesfrist, dvs. den nødvendige frist for varernes anvendelse til det foreskrevne formål eller overdragelse til en anden bevillingshaver
- Varekode, handelsbetegnelse og/eller teknisk beskrivelse samt anslået mængde og værdi for de varer, bevillingen skal omfatte. Vedrører ansøgningen varer til visse skibe, bore- og produktionsplatforme, civile luftfartøjer eller visse varer til anvendelse i civile luftfartøjer, anføres fx "civile luftfartøjer og dele dertil i bestemmelserne til KN, jf. afsnit II, pkt. B"
- Varekode, handelsbetegnelse og/eller teknisk beskrivelse samt den anslåede udbyttesats
- Det planlagte anvendelsesformål og det/de steder, hvor varerne skal anvendes samt navn, adresse og funktion for andre involverede erhvervsdrivende, hvis ikke ansøgeren selv gennemfører samtlige funktioner
- Modtageren, hvis rettigheder og pligter eventuelt skal overdrages til en anden bevillingshaver
- Anvendelse af en forenklet fremgangsmåde for angivelse til fortoldning
- Anvendelse af en forenklet fremgangsmåde ved overdragelse af varer mellem to bevillingshavere i Danmark.
Se GB art. 292, stk. 2, og bilag 67.
Udbyttesatsen er et udtryk for den mængde produkter, der fremkommer ved behandling eller forarbejdning af en given mængde indførselsvarer. Den anslåede udbyttesats eller, hvordan satsen vil blive beregnet, skal fremgå af ansøgningen. Omfatter ansøgningen mere end én behandlings- eller forarbejdningsproces og/eller indførselsvare, skal satsen oplyses for hver enkelt proces/vare.
Enhedsbevilling
Hvis en bevilling skal have gyldighed i flere EU-lande, fordi forarbejdning eller transport af varer under end-use ordningen involverer andre medlemsstater, kan der udstedes en enhedsbevilling.
Ansøgning om enhedsbevilling indgives til toldmyndighederne i den medlemsstat, hvor ansøgerens hovedbogholderi føres, og hvor mindst nogle af transaktionerne gennemføres. I andre tilfælde indgives ansøgning til toldmyndighederne i den medlemsstat, hvor varerne skal anvendes til det beskrevne formål.
Se GB art. 292, stk. 5.
Ansøgning om enhedsbevilling følger den fremgangsmåde, som er beskrevet for Enhedsbevillinger til forædling mv. Se afsnit F.A.21 - Fælles regler for toldprocedurer af økonomisk betydning.
Forenklet bevillingsudstedelse
Når indførselsvarerne udelukkende anvendes til det særlige anvendelsesformål (end-use) i Danmark, er der i visse tilfælde mulighed for en forenklet bevillingsudstedelse.
Se GB art. 292, stk. 3.
Denne ordning bruges især, hvis varen skal anvendes til det særlige formål umiddelbart efter fortoldningen, fx ved indførsel af en enkelt flyvemaskine eller en motor til en flyvemaskine.
I sådanne situationer betragtes fortoldningsangivelsen som en ansøgning om bevilling for de varer, angivelsen omfatter.
Ud over de sædvanlige oplysninger skal fortoldningsangivelsens rubrik 44 eller en særlig specifikation indeholde følgende oplysninger:
- Navn og adresse på bevillingsansøgeren eller forarbejderen
- Det særlige anvendelsesformål
- Teknisk beskrivelse af varerne og de produkter, der fremkommer ved den særlige anvendelse, samt midler til at identificere varerne
- Anslået udbyttesats eller metode, efter hvilken denne sats beregnes
- Frist for anvendelse af varerne til det særlige formål
- Det sted, hvor varerne skal anvendes til det særlige formål.
Den forenklede bevillingsudstedelse kan ikke anvendes ved forenklet ekspresangivelse.
Bevillingens gyldighedsperiode
En bevilling er gyldig fra udstedelsesdatoen eller en eventuelt senere ansøgt dato. Gyldighedsperioden kan normalt ikke overstige 3 år. For varer, der er omfattet af periodevise autonome toldkontingenter, fx visse fisk og fiskerivarer, er gyldighedsperioden begrænset til den fastsatte kontingentperiode. Se afsnit F.A.5 - Toldkontingenter- og importloftordninger og GB art. 293, stk.4.
Fornyelse af bevilling
Fornyelse af en bevilling kan ske ved, at der indsendes en ny ansøgning.
Fornyelse af en bevilling kan imidlertid også ske blot ved, at ansøgeren skriftligt anmoder om fornyelse eller ændring af en bevilling. SKAT afgør i hvert enkelt tilfælde, om denne fremgangsmåde kan anvendes. Se GB art. 292, stk. 2.
Ved fornyelse af en bevilling for samme type transaktioner og varer, kan bevillingen udstedes med tilbagevirkende kraft fra den dato, dog højst et år, hvor den oprindelige gyldighedsperiode for bevillingen udløb. Se GB art. 294, stk. 2.
Udstedelse af bevilling med tilbagevirkende kraft
En ny bevilling kan udstedes med tilbagevirkende kraft. Den tilbagevirkende kraft får som hovedregel virkning fra den dato, hvor ansøgningen er indgivet, men kan under ekstraordinære omstændigheder forlænges yderligere. Dog ikke ud over et år før den dato, hvor ansøgningen blev indgivet.
Ansøgninger om udstedelse af en bevilling med tilbagevirkende kraft forud for ansøgningsdatoen skal vurderes på et individuelt grundlag. Ved vurderingen bliver der bl.a. lagt vægt på,
- at ansøgningen ikke er forbundet med forsøg på bedrageri eller åbenbar forsømmelighed
- at det fremgår af ansøgerens bogholderi, at alle kravene i forbindelse med ordningen er opfyldt
- at alle nødvendige formaliteter til at bringe transaktionerne i overensstemmelse med reglerne kan opfyldes, om nødvendigt kan angivelsen også gøres ugyldig.
Se GB art. 294, stk. 1 og 3.