Indhold
Afsnittet handler om reglerne for afregning og indbetaling af afgift.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Indberetning af angivelsen og betalingen.
Regel
Fremstillingsvirksomheder og mellemhandlere, der har tilladelse til at opgøre mængden på grundlag af udleveringen, skal angive og indbetale afgiften for en måned senest den 15. i den følgende måned. Se CHOAL § 15, stk. 1.
Betalingen skal ske efter reglerne i OPKL § 2, stk. 4, og §§ 5-8.
Eksempel
Den 15. april angives den udleverede mængde for marts måned og afgiften indbetales.
Andre mellemhandlere
Andre mellemhandlere skal angive afgiften for en afgiftsperiode senest den 15. i den efterfølgende måned og indbetale afgiften senest den 15. i den 2. måned efter den afgiftsperiode, hvori varerne er tilført virksomheden. Se CHOAL § 15, stk. 2.
Eksempel
Den 15. april angives den tilførte mængde for marts måned, og afgiften af den tilførte mængde i februar betales.
Betalingen skal ske efter reglerne i OPKL § 2, stk. 4, og §§ 5-8.
Negativt afgiftsbeløb
Hvis en mellemhandler, der opgør den afgiftspligtige mængde på grundlag af tilgang, i en måned har haft en større afgiftsfri udlevering end den samlede tilgang, så der fremkommer et negativt afgiftsbeløb, vil forskellen blive udbetalt til virksomheden. Det er dog en betingelse, at virksomheden ikke skylder andre beløb til statskassen, fx told, moms eller skat. En sådan gæld vil blive modregnet, før beløbet bliver udbetalt.
Se også
Se også afsnit A.B.4.4 Angivelse og betaling af punktafgifter.
Indberetning af angivelsen og betalingen
Registrerede virksomheder, som er tilmeldt TastSelv, kan indberette angivelsen og betalingen elektronisk til SKAT. Se TastSelv Erhverv.
Registrerede oplagshavere, som ikke er tilmeldt TastSelv, skal bruge en angivelses- og indbetalingsblanket nr. 29.006, som SKAT automatisk sender til virksomheden. Hvis virksomheden ikke modtager angivelsen, skal den henvende sig til SKAT. Angivelsen skal underskrives af virksomhedens ansvarlige ledelse.
Registrerede varemodtagere skal ved angivelse og betaling af afgift anvende en angivelses- og indbetalingsblanket nr. Y-914A, som SKAT sender til virksomheden.
Angivelsen skal også udfyldes og afleveres, selv om den afgiftspligtige mængde/værdi er 0.
Hvis en virksomhed ikke betaler skyldige told- eller afgiftsbeløb rettidigt, eller hvis SKAT har oplysninger om virksomhedens forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at sådanne beløb ikke vil blive betalt rettidigt, kan SKAT pålægge virksomheden en kortere angivelsesperiode. SKAT kan i sådanne tilfælde også kræve, at der stilles fuld sikkerhed for afgiftsskylden.
SKAT kan inddrage autorisationen eller registreringen ved manglende betaling eller ved undladelse af at stille fuld sikkerhed for afgiftsskylden. Se CHOAL § 17.
Hvis SKAT ikke har modtaget angivelse for en afregningsperiode efter afleveringsfristens udløb, kan SKAT fastsætte virksomhedens tilsvar af skatter og afgifter mv. foreløbigt til et skønsmæssigt beløb. Tilsvaret betales senest 14 dage efter påkrav. Se OPKL § 4, stk.1.