Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for, hvornår et køretøj skal registreres her i landet. Det vil sige, at det forsynes med danske nummerplader.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Lovgrundlag

Regel

x

Et køretøj skal registreres i Motorregistret, før det tages i brug på færdselslovens område, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet.

Der skal dog ikke ske registrering her i landet, selv om ejeren af køretøjet har bopæl eller hjemsted her i landet, hvis der ifølge en skriftlig aftale er en bruger af køretøjet, brugeren ikke har bopæl her i landet, og ejeren i brugsaftalen har afskåret sig fra at bruge køretøjet i den aftalte brugsperiode.

Derimod skal der ske registrering af køretøjet i Motorregistret, selvom ejeren af køretøjet ikke har bopæl eller hjemsted her i landet, hvis der er en bruger af køretøjet, og brugeren har bopæl eller hjemsted her i landet.

En bruger er i denne sammenhæng en fysisk eller juridisk person, der i 30 dage eller mere råder over køretøjet på færdselslovens område. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Motorregistret påhviler i disse tilfælde ikke kun ejeren, men også brugeren af køretøjet.

Se registreringsbekendtgørelsens § 7.

x

Lovgrundlag

Reglerne om registrering af køretøjer fremgår af bekendtgørelse af lov om registrering af køretøjer nr. 16 af 9. januar 2013 (registreringsloven) og af bekendtgørelse nr.  20 af 15. januar 2013 (Registreringsbekendtgørelsen).