Hvis modtageren af en vare eller ydelse er etableret i EU, men ikke i det EU-land, hvor leveringen finder sted, skal der anvendes en særlig fritagelsesattest for moms- og/eller punktafgiftsfritagelse. Se Momsforordningens bilag II. Fritagelsesattesten anvendes som bekræftelse af, at transaktionen er berettiget til momsfritagelse efter ML § 34, stk. 1, nr. 14 og artikel 151 i Momssystemdirektivet.

Det EU-land, hvor modtageren af varerne eller ydelserne er etableret, kan selv beslutte, om den vil benytte en fælles moms- og punktafgiftsattest, eller om den vil benytte to separate fritagelsesattester for henholdsvis moms og punktafgifter. Se Momsforordningens artikel 51, stk. 1, og den tilhørende vejledning i forordningens bilag II.

Fritagelsesattesten skal stemples af værtsmedlemslandets myndigheder. Hvis varerne eller ydelserne er beregnet til officiel brug, kan EU-landede dispensere modtageren fra kravet om stempling af attesten på de betingelser, som de selv fastsætter. Denne dispensation kan trækkes tilbage i tilfælde af misbrug. Se Momsforordningens artikel 51, stk. 2.

Hvis der anvendes en direkte momsfritagelse i det EU-land, hvor leveringen finder sted, skal leverandøren bede modtageren af varerne eller ydelserne om en fritagelsesattest. Leverandøren skal opbevare fritagelsesattesten som dokumentation for, at der ikke er opkrævet moms ved salget.

Hvis momsfritagelsen gives i form af tilbagebetaling af momsen, skal fritagelsesattesten være vedlagt den ansøgning om tilbagebetaling, som sendes til det pågældende EU-land. Se artikel 51, stk. 3, i Momsforordningen og artikel 151, stk. 2, i Momssystemdirektivet.