Indhold

Afsnittet beskriver straffebestemmelserne i registreringslovgivningen. Endvidere beskrives behandlingen af straffesagerne og bødeudmålingen.

Afsnittet indeholder:

  • Straffebestemmelser i forbindelse med registrering af køretøjer
  • Behandlingen af straffesagerne
  • Politiets bødetilkendegivelser
  • Bødeniveau
  • Bestemmelser hvor bødeniveauet skal fastsættes af domstolene
  • Absolut kumulation
  • Ingen gentagelsesvirkning
  • Bøder til juridiske personer

Straffebestemmelser i forbindelse med registrering af køretøjer

Overtrædelser af registreringsloven og dens forskrifter kan fra og med 1. januar 2012 straffes med bøde, selvom overtrædelsen alene kan tilregnes gerningsmanden som simpel uagtsom. Se § 20 i lov om registrering af køretøjer (lovbekendtgørelse nr. 16 af 9. januar 2013 med senere ændringer) og § 117 i registreringsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 20 af 15. januar 2013), som trådte i kraft den 20. januar 2013.

Bemærk

Ejeren af et registreringspligtigt køretøj, der benyttes fra og med 18. juni 2011 til og med 31. december 2011 på færdselslovens område, kan dog kun straffes, hvis den pågældende forsætligt eller groft uagtsomt har undladt at anmelde køretøjet til registrering. En person, kan ligeledes kun straffes, hvis den pågældende forsætligt eller groft uagtsomt i samme periode fører et registreringspligtigt køretøj, der ikke er registreret, på færdselslovens område. Se § 100 i bekendtgørelse nr. 651 af 16. juni 2011.

Fra og med den 6. juni 2012 kan en ejer og en bruger omfattet af § 7, stk. 3, i registreringsbekendtgørelsen kun straffes, hvis den pågældende forsætligt eller groft uagtsomt har undladt at anmelde et registreringspligtigt køretøj til registrering. Det samme gælder en person, der den 6. juni 2012 og fremefter fører eller bruger et registreringspligtigt køretøj, der ikke er registreret, på færdselslovens område. Se § 117, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 504 af 30. maj 2012.

Fra og med 1. januar 2013 kan en ejer og en bruger omfattet af § 7, stk. 3, i registreringsbekendtgørelsen straffes for at have undladt at anmelde et registreringspligtigt køretøj til registrering, selv om overtrædelsen alene kan tilregnes gerningsmanden som simpel uagtsom. Det samme gælder en person, der den 6. juni 2012 og fremefter fører eller bruger et registreringspligtigt køretøj, der ikke er registreret, på færdselslovens område. Se § 1, nr. 5, i bekendtgørelse om ændring til bekendtgørelse nr. 979 af 5. oktober 2012.

Behandling af straffesagerne

Straffesager, hvor overtrædelse af registreringsloven eller dens forskrifter er begået den 5. juni 2011 eller senere, behandles almindeligvis af Told- og skatteforvaltningen. Se registreringslovens § 21, stk. 2. Det betyder, at spørgsmålet om strafansvar i princippet skal behandles af SKATs Sagscenter Person - Straffesager. Se om politiets bødetilkendegivelser nedenfor.

Registreringsloven blev sat i kraft den 5. juni 2011 ved bkg. nr. 542 25. maj 2011.

Politiets bødetilkendegivelser

Selvom det er forudsat i registreringsloven, at SKAT behandler straffesager på dette område, kan politiet give gerningsmanden en bøde efter de bødeniveauer, som fremgår af skemaet nedenfor, i form af en bødetilkendegivelse (straksbøde). Dette forudsætter, at gerningsmanden dels erkender sig skyldig i overtrædelsen, og dels erklærer sig rede til at betale bøden inden en nærmere angiven frist. Se retsplejelovens § 832, stk. 1. Sager, der afgøres efter denne bestemmelse, afsluttes i politiets regi.

Bødeniveau

Rigsadvokaten har godkendt, at SKAT kan afgøre sager om overtrædelser af registreringsloven eller dens forskrifter administrativt med bødeforelæg på

  • 500 kr. pr. overtrædelse begået til og med 31. december 2011, og
  • 1.000 kr. pr. overtrædelse fra og med den 1. januar 2012,

hvor overtrædelserne er identiske eller sammenlignelige med overtrædelser i den tidligere registreringsbekendtgørelse (bkg. nr. 811 af 28. juni 2010), og hvor der var en fast bødepraksis på færdselslovens område.

Bøden for efterligninger eller uberettiget anvendelse af nummerplader var på 1.000 kr. før den 1. januar 2012. Fra og med 1. januar 2012 er denne bøde hævet til 1.500 kr. for efterligninger eller uberettiget anvendelse af nummerplader, prøveskilte og prøvemærker.

Fra og med 1. januar 2012 kan bøderne pålægges for de anførte overtrædelser i skemaet (RL = Registreringsloven, RB = Registreringsbekendtgørelsen):

Overtrådt

Overtrædelse

Motor-

køretøj

Traktor

Knallert

   

 

 

 

RL § 2, stk. 1, § 20, stk. 1

Kørsel med uregistreret køretøj, der registreringspligtigt, eller kørsel uden nummerplader, inden køretøjet er taget i brug på færdselslovens område

1.000

1.000

1.000

RB § 68, stk. 1, § 117, stk. 3

Bil forsynet med kun en nummerplade eller et prøveskilt eller prøvemærke, anbragt foran eller bagpå

1.000

 

 

RB § 69, stk. 1, § 117, stk. 3

Kørsel med ulæselig/tildækket
/bøjet nummerplade, prøveskilt, prøvemærke

1.000

 

 

RB § 70, stk. 1, § 117, stk. 3

Efterligninger eller uberettiget anvendelse af nummerplade, prøveskilt, prøvemærker

1.500

 

 

RB § 77, stk. 2, § 117, stk. 3

Anvendt prøveskilte i strid med formålet med kørslen

1.000

 

 

RB § 77, stk. 3, § 117, stk. 3

Anvendt prøveskilte til befordring af personer eller gods, der var uvedkommende for formålet med kørslen

1.000

 

 

RB § 79, stk. 3, § 117, stk. 3

Udlånt prøveskilt til selvstændig afprøvning, uden at der blev medbragt dokumentation for, at udlånets varighed ikke overstiger 3 timer

1.000

 

 

RB § 81, stk. 1, jf. § 77, stk. 2, § 117, stk. 3

Anvendt prøvemærker i strid med formålet med kørslen

1.000

 

 

RB § 81, stk. 1, jf. § 77, stk. 3, § 117, stk. 3

Anvendt prøvemærket til befordring af personer eller gods, der var uvedkommende for formålet med kørslen

1.000

 

 

RB § 82, stk. 1, § 117, stk. 3

Benyttet prøvemærke uden at medbringe tilladelsen under kørslen

1.000

 

 

RB § 82, stk. 2, § 117, stk. 3

Benyttet prøvemærke efter udløbet af tilladelsen

1.000

 

 

Bestemmelser hvor bødeniveauet skal fastsættes af domstolene

Ved overtrædelse af bestemmelser i registreringslovgivningen, som ikke fremgår af ovenstående skema, skal bødeniveauet fastsættes af domstolene ved anlæggelse af prøvesager med påstand om en bøde på:

  • 500 kr. pr. overtrædelse begået til og med 31. december 2011, og
  • 1.000 kr. pr. overtrædelse fra og med den 1. januar 2012.

Absolut kumulation

Har nogen ved én eller flere handlinger begået flere overtrædelser af registreringslovgivningen, og medfører overtrædelserne en bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse.

Har nogen ved en eller flere handlinger overtrådt registreringslovgivningen og en eller flere andre love eller forskrifter fastsat i medfør heraf, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse af registreringslovgivningen og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de andre love eller forskrifter fastsat i medfør heraf.

Har nogen ved en eller flere handlinger overtrådt registreringslovgivningen og en eller flere andre love eller forskrifter udstedt i medfør heraf, og medfører overtrædelsen af registreringslovgivningen bødestraf, og medfører overtrædelsen af den eller de andre love frihedsstraf, idømmer retten en bøde ved siden af frihedsstraffen.

Se registreringslovens § 20, stk. 3 og 4.

Ingen gentagelsesvirkning

Det udmåles ikke forhøjede bøder ved gentagne overtrædelser.

Bøder til juridiske personer

Bødeniveauet for juridiske personers overtrædelse er det samme som for fysiske personer.