Indhold

Dette afsnit handler om ophør af registrering for A-skat og AM-bidrag.

Afsnittet indeholder:

  • Ophørsgrunde uden for konkurs, der skal anmeldes
  • Ophør som følge af konkurs
  • Tidsfrist for anmeldelse af ophør af registrering for A-skat og AM-bidrag.

Ophørsgrunde uden for konkurs, der skal anmeldes

En virksomhed, der er registreret for A-skat og AM-bidrag, kan ophøre af andre grunde end konkurs, fx ved:

  • Solvent likvidation
  • Skattepligtig (modsat skattefri) omdannelse af selvstændigt drevet virksomhed til selskab
  • En personlig virksomhedsindehavers dødsfald
  • Afmeldelse på grund af manglende angivelser 4 afregningsperioder i træk efter OPKL § 4, stk. 3.  

Disse ophørsgrunde medfører også pligt for virksomheden/boet eller SKAT til at bringe registreringen for A-skat og AM-bidrag til ophør.

Ophør som følge af konkurs

Ophør af registrering for A-skat og AM-bidrag kan også ske ved virksomhedens konkurs.

For samtlige virksomhedstyper gælder, at SKAT afmelder disse virksomheders registreringsforhold for indeholdelsespligt af A-skat og AM-bidrag pr. datoen for konkursdekretet ud fra oplysningerne i Registreringstidende. Se afsnit A.B.2.1 om adgang for et konkursbo til at fortsætte aktiviteter under en selvstændig registrering.

Der indsættes desuden en virksomhedsophørsdato afhængig af virksomhedstype:

  • For selskaber og fonde skal der først registreres en virksomhedsophørsdato, når selskabet/fonden bliver opløst af Erhvervsstyrelsen.
  • For kommanditselskaber skal der registreres en virksomhedsophørsdato pr. dato for konkursdekretet, hvis komplementaren(erne) er erklæret konkurs.
  • For enkeltmandsvirksomheder skal der registreres en virksomhedsophørsdato pr. dato for konkursdekretet.
  • For foreninger forholder det sig som ved enkeltmandsvirksomhed. Dog skal SKAT ikke anmelde en virksomhedsophørsdato til registrering, hvis foreningen er skattepligtig efter selskabsskatteloven.
  • For interessentskaber eller partrederier skal der registreres en virksomhedsophørsdato pr. dato for konkursdekretet, hvis der kun er 1 ejer tilbage.

Hvis konkursdekretet tilbagekaldes, skal de registrerede oplysninger om konkurs slettes i SKATs Erhvervssystem. Herunder også afmeldelsen af registreringsforholdene for indeholdelsespligt af A-skat og AM-bidrag, hvis disse registreringsforhold er blevet afmeldt pr. dato for konkursdekretet.

Tidsfrist for anmeldelse af ophør af registrering for A-skat og AM-bidrag

Ændring af registrering for A-skat og AM-bidrag, herunder ophør af indeholdelsespligt, skal meddeles til SKAT inden 8 dage efter, at ændringen er indtrådt. Se KSLbek § 16, stk. 2.