Indhold
Dette afsnit handler om de forskellige former for sikkerhedsstillelse og brugen af dem i forsendelsesproceduren.
Afsnittet indeholder:
- Formål og lovgrundlag
- Brug af sikkerhedsstillelse i forsendelsesproceduren
- De forskellige former for sikkerhedsstillelse.
Formål og lovgrundlag
Told og andre afgifter (punktafgifter, moms mv.), som lægges på varer, suspenderes midlertidigt, når disse varer frigives til forsendelsesproceduren. For at sikre, at told og andre afgifter bliver betalt, hvis der opstår toldskyld under en forsendelse, skal den hovedforpligtede stille en sikkerhed. Sikkerhedsstillelsen skal være gældende i samtlige EU-lande samt i de EFTA-lande, som er involveret i transporten. Hvis forsendelsen går gennem Kroatien, Andorra og San Marino, skal den stillede sikkerhed også være gyldig i disse lande. Det gælder både for T-1-forsendelser og for T-2-forsendelser. Sikkerhedsstillelsen skal beregnes ud fra de satser, der gælder for det aktuelle afgangstoldsted (dvs. de moms- og punktafgiftssatser, der til enhver tid er gældende i Danmark, når forsendelsen startes ved et dansk afgangstoldsted). Den stillede sikkerhed frigives, når forsendelsesproceduren er afsluttet.
Reglerne findes i artiklerne 94 i TK og 345-347, 372-384 i GB
Brug af sikkerhedsstillelse i forsendelsesproceduren
Sikkerheden kan stilles enten ved betaling af et kontant depositum eller ved en kaution. Sikkerheden stilles som enkelt kaution, der dækker en enkelt forsendelsesangivelse, eller som en samlet kaution, der dækker flere forsendelser. Enkelt kaution, som stilles ved en kautionist, kan have form af sikkerhedsdokumenter, som kautionisten udsteder til den hovedforpligtede. Anvendelse af samlet kaution er en forenkling af standardreglerne om forsendelse og kræver derfor en tilladelse.
Der skelnes mellem:
- Enkelt kaution i form af kontant depositum
- Enkelt kaution ved kautionist i form af en selvskyldnerkaution
- Enkelt kaution ved kautionist i form af sikkerhedsdokumenter
- Samlet kaution
- Fritagelse for sikkerhedsstillelse.
Det er ikke tilladt for den hovedforpligtede at stille sikkerhed for told og afgifter ved benyttelse af flere former for sikkerhedsstillelse.
De forskellige former for sikkerhedsstillelse
Kontant depositum - kode 3
Ved afgangstoldstedet stilles et kontant depositum, der svarer til told- og afgiftsbeløbet på forsendelsen. Det er altid afgangstoldstedet, der fastsætter og godkender sikkerhedsstillelsens størrelse. Det stillede depositum udbetales af afgangstoldstedet til den hovedforpligtede, når afgangstoldstedet fra bestemmelsestoldstedet har modtaget en ankomstmeddelelse og kontrolresultat (konform) eller retureksemplaret af enhedsdokumentet (SAD) i tilfælde af, at forsendelsen er startet op i nødproceduren.
Kontant depositum kan kun bruges på forsendelser, der starter i standardproceduren.
Se artikel 345, stk. 2 i GB
Enkelt kaution ved kautionist - kode 2
Kautionsdokumentet, der skal være udfærdiget i overensstemmelse med bilag 49 i GB bilag 49 i GB, gælder kun for en enkelt forsendelse, der startes op i standardproceduren på et afgangstoldsted. Det er altid afgangstoldstedet, der fastsætter og godkender sikkerhedsstillelsens størrelse.
Kautionsdokumentet afgives af en bank, sparekasse eller et forsikringsselskab (kautionist) og skal indeholde oplysninger om, hvem kautionisten har som korrespondent i de øvrige EU-lande samt i de EFTA-lande, som berøres af transporten. Hvis forsendelsen går gennem Kroatien, Andorra og San Marino, skal den stillede sikkerhed også være gyldig i disse lande. Inden brugen skal kautionsdokumentet indsættes i garantisystemet (GMS) af garantitoldstedet, der i Danmark er SC Århus. Sikkerhedsstillelsen frigives, når forsendelsesproceduren er afsluttet, dvs. når afgangstoldstedet fra bestemmelsestoldstedet har modtaget ankomstmeddelelse og kontrolresultat (konform) eller retureksemplaret af enhedsdokumentet (SAD) i tilfælde af, at forsendelsen er startet op i nødproceduren.
Enkelt kaution ved kautionist kan kun bruges på forsendelser, der startes op i standardproceduren.
Se artikel 346 i GB
Enkelt kaution ved sikkerhedsdokumenter - kode 4
En kautionist kan bemyndiges til at udstede sikkerhedsdokumenter (TC32) lydende på en enkelt kaution på 7000 EUR, der svarer til ca. 52.000 kr. I Danmark har foreningen Danske Speditører denne bemyndigelse. Kautionsdokumentet skal være udfærdiget i overensstemmelse med bilag 50 i GB bilag 50 i GB. Sikkerhedsdokumenterne er gyldige i alle EU-lande, alle EFTA-lande samt i Kroatien, Andorra og San Marino, og det skal udfærdiges i overensstemmelse med bilag 54 i GB bilag 54 i GB på et af EU's officielle sprog.
Sikkerhedsdokumenterne er kun gyldige, hvis garantitoldstedets navn er skrevet på dokumenterne, og forsendelsen startes inden udløbet af den tidsfrist, der står på sikkerhedsdokumentet. Det kan højst være 1 år fra udstedelsesdatoen. Sikkerhedsdokumentet skal også være underskrevet af kautionisten, men underskriften behøver ikke at være skrevet i hånden. Den hovedforpligtede behøver ikke at underskrive sikkerhedsdokumentet.
Der skal stilles det antal sikkerhedsdokumenter, der er nødvendigt for den enkelte forsendelse, og det er altid afgangstoldstedet, der fastsætter og godkender sikkerhedsstillelsens beløb. Sikkerhedsdokumenter er indsat i garantisystemet af garantitoldstedet, der i dette tilfælde er Frihavnen ved SC København. De enkelte sikkerhedsdokumenter tildeles et sikkerhedsstillelsesnummer, og dette/disse numre skrives i forsendelsesangivelsens rubrik 52. Sikkerhedsdokumenterne tilbageholdes på afgangstoldstedet, indtil der fra bestemmelsestoldstedet er modtaget ankomstmeddelelse og kontrolresultat (konform) eller retureksemplaret af enhedsdokumentet (SAD), hvis forsendelsen er startet op i nødproceduren.
Kautionisten kan fastsætte, at sikkerhedsdokumenterne ikke må bruges til forsendelse af følsomme varer, jf. bilag 44c i GB bilag 44c i GB. Hvis dette er tilfældet, skal sikkerhedsdokumenterne forsynes med påskriften "Begrænset gyldighed" på dansk eller i et andet officielt sprog i EU, der anbringes diagonalt hen over dokumentet. De sikkerhedsdokumenter, der udstedes i Danmark af Danske Speditører gælder også for følsomme varer.
Når forsendelsen er afsluttet, kan sikkerhedsdokumenterne udleveres til den hovedforpligtede, hvis han eller hun beder om det. Inden de eventuelt udleveres til den hovedforpligtede, forsyner afgangstoldstedet sikkerhedsdokumenterne med forsendelsens MRN samt stempel og underskrift.
Enkelt kaution ved sikkerhedsdokumenter kan kun bruges på forsendelser, der startes i standardproceduren.
Se artikel 347 i GB
Samlet kaution - kode 1
For at få tilladelse til samlet kaution, skal følgende betingelser være opfyldt:
- Virksomheden skal være etableret i det medlemsland, hvor sikkerheden stilles
- Virksomheden skal regelmæssigt benytte sig af proceduren for EU-forsendelse
- Virksomheden må ikke have begået alvorlige eller gentagne overtrædelser af told- og skattelovgivningen.
Samlet kaution stilles ved en kautionist, og kautionsdokumentet skal svare til modellen i bilag 48 i GB bilag 48 i GB.
Tilladelsen til at benytte samlet kaution sker inden for rammerne af et referencebeløb, dvs. det maksimale beløb, som den hovedforpligtede kan starte forsendelser op for.
Garantitoldstedet udsteder en eller flere kautionsattester (TC 31), jf. bilag 51 i GB bilag 51 i GB til den hovedforpligtede. Kautionsattesterne gælder i alle de lande, der er nævnt på kautionsattesten. Når den samlede kaution ikke er gyldig til afsendelse af følsomme varer, påtegnes kautionsattesten teksten "Begrænset gyldighed" i rubrik 8. Kautionsattestens gyldighed er maksimalt 2 år, men kan af garantitoldstedet forlænges én gang for en periode på højst 2 år.
Referencebeløbet svarer til den toldskyld, der kan opstå for varer, som den hovedforpligtede starter forsendelser op under EU-forsendelsesproceduren for en periode på mindst 1 uge. Referencebeløbet fastsættes af garantitoldstedet i samarbejde med den hovedforpligtede på basis af oplysninger om tidligere godstransporter, forsendelser samt et skøn over fremtidige forsendelser med udgangspunkt i den hovedforpligtedes handels- og regnskabsdokumenter.
Den hovedforpligtede skal sikre sig, at det beløb, der er disponeret over i forbindelse med igangværende forsendelser, ikke overstiger referencebeløbet. I modsat fald skal den hovedforpligtede give garantitoldstedet besked, så referencebeløbet eventuelt kan blive ændret.
Beløbet på den samlede kaution (kautionsdokumentet) er som udgangspunkt lig med referencebeløbet. Det svarer til en samlet kaution på 100 pct. af de igangværende forsendelser.
Den samlede kaution kan nedsættes til:
- 50 pct. af referencebeløbet, hvis den hovedforpligtede kan bevise, at han eller hun befinder sig i en sund finansiel situation, og at han eller hun har tilstrækkelig erfaring med brugen af forsendelsesproceduren.
- 30 pct. af referencebeløbet, hvis den hovedforpligtede kan bevise, at han eller hun befinder sig i en sund finansiel situation, at han eller hun har tilstrækkelig erfaring med brugen af forsendelsesproceduren, samt at han eller hun har et højt niveau i samarbejdet med toldmyndighederne.
- 0 pct. af referencebeløbet (fritagelse for sikkerhedsstillelse), hvis den hovedforpligtede kan bevise, at han eller hun befinder sig i en sund finansiel situation, og at han eller hun har tilstrækkelig erfaring med brugen af forsendelsesproceduren, at han eller hun har et højt niveau i samarbejdet med toldmyndighederne, samt at han eller hun har transportoperationerne under kontrol. Et ISO-certifikat eller anvendelse af sporingssystemer kan være et bevis herpå.
Inden garantitoldstedet tager stilling til en eventuel nedsættelse af samlet kaution til 50 pct., 30 pct. eller 0 pct., skal kriterierne i bilag 46b i GB være opfyldt bilag 46b i GB. Hvis den samlede kaution drejer sig om fritagelse for sikkerhedsstillelse, udsteder garantitoldstedet en eller flere kautionsattester (TC 33), jf. bilag 51a i GB bilag 51a i GB. Kautionsattestens gyldighed er maksimalt 2 år, men kan af garantitoldstedet forlænges en gang for en periode på højst 2 år.
Samlet kaution kan benyttes både i standardproceduren og i den forenklede procedure.
Det er dog et krav, at der benyttes en samlet kaution, når forsendelser startes op i den forenklede procedure (godkendt afsender).
Se artikel 372-384 i GB
Samlet kaution for følsomme varer - kode 1
Hvis denhovedforpligtede ønsker at starte forsendelser med følsomme varer, jf. bilag 44c i GB bilag 44c i GB kræves det, at tilladelsen til samlet kaution også gælder for afsendelse af følsomme varer. For at få sådan en tilladelse er det en forudsætning, at den hovedforpligtede kan bevise, at han eller hun befinder sig i en sund finansiel situation, at han eller hun har tilstrækkelig erfaring med brugen af EU-forsendelsesproceduren, og enten har nået et højt niveau i samarbejdet med toldmyndighederne eller har transportoperationerne under kontrol.
Samlet kaution for følsomme varer stilles ved en kautionist, og kautionsdokumentet skal svare til modellen i bilag 48 i GB bilag 48 i GB. Tilladelsen til benyttelse af samlet kaution sker inden for rammerne af et referencebeløb, dvs. det maksimale beløb, der kan startes forsendelser for.
Garantitoldstedet udsteder en eller flere kautionsattester, jf. bilag 51 i GB bilag 51 i GB til den hovedforpligtede. Kautionsattesterne gælder i alle de lande, der er nævnt på kautionsattesten. Kautionsattestens gyldighed er maksimalt 2 år, men kan af garantitoldstedet forlænges én gang for en periode på højst 2 år.
Beløbet for den samlede kaution er som udgangspunkt lig med referencebeløbet.
Den samlede kaution for følsomme varer kan nedsættes til:
- 50 pct. af referencebeløbet, hvis den hovedforpligtede kan bevise, at han eller hun har et højt niveau i samarbejdet med toldmyndighederne, og at han eller hun har transportoperationerne under kontrol. Et ISO-certifikat eller anvendelse af sporingssystemer kan være et bevis herpå.
- 30 pct. af referencebeløbet, hvis den hovedforpligtede kan bevise, at han eller hun har et højt niveau i samarbejdet med toldmyndighederne, at han eller hun har transportoperationerne under kontrol, samt at han eller hun har en finansiel kapacitet til at opfylde sine forpligtigelser.
Der kan ikke udstedes en fritagelse for sikkerhedsstillelse, når der er tale om samlet kaution for følsomme varer.
Samlet kaution for følsomme varer kan benyttes både i standardproceduren og i den forenklede procedure.
Det er dog et krav, at der benyttes en samlet kaution, når forsendelser startes op i den forenklede procedure (godkendt afsender).
Se artikel 381 i GB
Midlertidigt forbud mod anvendelse af samlet kaution med et reduceret beløb eller samlet kaution
Der er i reglerne for samlet kaution etableret en mulighed for, at der kan udstedes et midlertidigt forbud mod at anvende samlet kaution med et reduceret beløb eller mod at anvende samlet kaution i det hele taget.
I bilag 47a i GB bilag 47a i GB er der fastsat retningslinjer for de tiltag, der skal ske, hvis der udstedes et midlertidigt forbud.
Det er kun Kommissionen, der kan udstede sådan et forbud, hvis der skulle opstå problemer med forsendelsesproceduren eller svig i større omfang.
Se artikel 94, stk.6 og 7 i TK og artikel 381, stk. 4 i GB
Enkelt kaution - kode 9
Anvendes kun i forbindelse med udstedelse af forbud mod samlet kaution.
Se bilag 47a i GB
Fritagelse for sikkerhedsstillelse for offentlige myndigheder - kode 8
Visse offentlige myndigheder kan opnå fritagelse for at stille sikkerhed.
Se artikel 189, stk. 4 i TK
Fritagelse for sikkerhedsstillelse, når det beløb, der skal stilles sikkerhed for, ikke overstiger 500 EUR - kode 5
Anvendes ikke i Danmark.
Se artikel 189, stk. 5 i TK
Fritagelse for sikkerhedsstillelse for visse transportformer - kode 6
Anvendes ikke i Danmark.
Se artikel 95 i TK