Indhold

Dette afsnit handler om toldprocedurerne ved fiskefangster, om hvornår der er tale om fællesskabsvarer samt om dokumentationen herfor.

Afsnittet indeholder:

  • Beskrivelse af ordningen
  • T-2 M-dokumentet
  • Afvikling af T-2 M-dokumentet.

Beskrivelse af ordningen

Lovgrundlaget fremgår af GB art. 325-336.

Fangster, som fiskes af et EU-fiskerfartøj og indføres til EU's område enten i uforandret stand eller efter at være behandlet om bord på nævnte fartøj eller på et EU fabriksskib, kan opnå EU-behandling ved fremlæggelse af et T-2 M-dokument, se bilag 61.

Vejledning i brugen af T-2 M-formularen står i blanketfortegnelsen.

Bemærk, at der er indført definitioner på: 1) EU-fiskerfartøj og 2) EU-fabriksskib.

T-2 M-formularen anvendes som dokumentation for at følgende produkter og varer har status som fællesskabsvarer:

  • Produkter fra havfiskeri, som et EU-fiskerfartøj har optaget fra havet uden for et søterritorium tilhørende et land eller territorium, der ikke hører under EU's toldområde
  • Varer, som er fremstillet af disse produkter om bord på det nævnte fartøj eller et EU-fabriksskib, og hvor der er gået andre produkter til fremstillingen med status som fællesskabsvarer

og som, i givet fald, pakket i emballager med fællesskabsstatus, er bestemt til at blive ført ind i EU's toldområde.

T-2 M-formularen forelægges for de ovennævnte produkter og varer, som transporteres direkte til EU's toldområde. Formularen skal forelægges af en af disse:

A

Det EU-fiskerfartøj, som har fisket dem, og i givet fald behandlet dem

 

B

Et andet EU-fiskerfartøj eller det EU-fabriksskib, om bord på hvilket de produkter, der er omladet fra det under a) nævnte fartøj, er blevet underkastet behandling

C

Ethvert andet fartøj, hvortil produkterne og varerne er blevet omladet fra de under a) og b) nævnte fartøjer, uden at der er foretaget nogen behandling

 

D

Et transportmiddel i henhold til et gennemgående transportdokument, der er udfærdiget i det land eller territorium, som ikke hører under EU's toldområde, og hvor produkterne og varerne er landet fra de under a), b) og c) nævnte fartøjer.

SKAT kan give afkald på de ovennævnte regler, hvis der ikke hersker tvivl om de pågældende produkters og/eller varers oprindelse, eller hvis der anvendes en landingserklæring som den, der er nævnt i artikel 8, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93.

Danske fiskere, der lander fangster i Danmark, forventes at bruge denne landingserklæring af fiskerikontrolmæssige årsager, og skal derfor ikke anvende T-2 M-formularen i denne situation.

T-2 M dokumentet

Der udstedes et hæfte med T-2 M-formularer, se toldvejledningens bilag 61,hvis fartøjets reder eller dennes repræsentant anmoder SKAT om det.

Udstedelsen kan først ske, når fartøjets reder eller dennes repræsentant har udfyldt rubrik 1, 2 og 3 på alle originaleksemplarerne og kopierne af de formularer, hæftet indeholder.

Ved udstedelsen udfylder SKAT rubrik B.

Afvikling af T-2 M dokumentet

T-2 M-dokumentets originaleksemplar forelægges det toldsted, hvor de omhandlede varer angives til en toldprocedure.

Hvis varerne har været oplagt i et land eller territorium uden for EU, er T-2 M dokumentet kun gyldigt i den udstrækning, det er ledsaget af en attest, som er udstedt af det pågældende lands eller territoriums toldmyndigheder.

Det skal af denne attest fremgå:

  • At fangsterne eller de fremstillede varer har været under toldtilsyn i hele det tidsrum, de har været oplagt, og at de ikke har undergået nogen behandling ud over, hvad deres holdbarhed har krævet
  • Datoen for, hvornår fangsterne eller de fremstillede varer er indgået og afsendt, og en nøjagtig betegnelse af det transportmiddel, der er benyttet ved videreforsendelsen til EU.

Hvis denne attest ikke foreligger, kan toldmyndighederne i det EU-land, som fangsten eller de fremstillede varer indføres i, tillade, at der anvendes et andet dokument, der anerkendes som svarende hertil.