Indhold

Dette afsnit handler om de krav der gælder for en anmodning om aktindsigt efter offentlighedsloven (OFL).

Afsnittet indeholder:

  • Identifikationskravet
  • Vejledningspligten
  • Oversigt over udtalelse fra Folketingets Ombudsmand

Identifikationskravet

En anmodning om aktindsigt efter offentlighedsloven skal indeholde oplysninger, som er nødvendige for at myndigheden kan identificere den sag eller de dokumenter, der ønskes aktindsigt i, ►og en angivelse af det tema, som sagen eller dokumenterne vedrører◄. Se OFL § 9, stk. 1, nr. 1 og 2.

►Kravet om at der skal være angivet et tema gælder ikke, hvis der i anmodningen er oplyst et journalnummer.◄

►Selvom anmodningen opfylder identifikationskravet, kan myndigheden afslå at behandle anmodningen, hvis behandlingen skønnes at nødvendiggøre et uforholdsmæssigt ressourceforbrug. Se OFL § 9, stk. 2, nr. 1.◄

►Denne mulighed gælder dog ikke, hvis det er pressen eller andre med en "særlig interesse", der anmoder om aktindsigt. Dette følger af bemærkningerne til offentlighedsloven.◄ 

Det følger også af god forvaltningsskik, at der bør udvises tilbageholdenhed med at afslå anmodninger fra pressen. Se FOB 1995, 244 om aktindsigt i en liste over selskabstømmere.

►Der er tale om et uforholdsmæssigt ressourceforbrug, hvis behandlingen skønnes at tage 25 timer, svarende til mere end 3 fulde arbejdsdage. Der skal dog indlægges en vis margin, da der er tale om et skønnet tidsforbrug. Og myndigheden skal, ved dialog med anmoderen, først forsøge at få præciseret anmodningen, så tidsforbruget ikke vil overstige 25 timer.◄

Myndigheden kan også afslå at behandle en anmodning om aktindsigt, selv om identifikationskravet er opfyldt, hvis det må antages, at anmodningen skal tjene et retsstridigt formål eller lignende. Se OFL § 9, stk. 2, nr. 2.

Denne bestemmelse omfatter også de tilfælde, hvor anmodningen har til formål at forfølge eller genere myndighedens ansatte eller privatpersoner (chikane).

Offentlighedsloven indeholder ikke yderligere indholdsmæssige eller formmæssige krav til anmodningen. Det betyder eksempelvis, at der ikke kan stilles krav om skriftlighed eller begrundelse. En anmodning om aktindsigt, der modtages pr. telefon, skal derfor behandles og afgøres som en skriftlig anmodning.

Vejledningspligten

Efter forvaltningslovens almindeligt gældende sagsbehandlingsregler skal myndigheden i nødvendigt omfang vejlede om, hvilke oplysninger der er nødvendige i det enkelte tilfælde. Se FVL § 7, stk. 1. 

Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Skemaet viser relevante udtalelser på området:

Udtalelser fra Ombudsmanden

Udtalelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Udtalelse fra Ombudsmanden

FOB 1995, 244

Det følger af god forvaltningsskik, at der bør udvises tilbageholdenhed med at afslå anmodninger fra pressen, der omfatter alle sager af en bestemt art eller alle sager inden for en bestemt periode.