Indhold
Dette afsnit handler om, hvilke kriterier, der er afgørende for vurderingen af om et selskab har ledelsens sæde her i landet.
Afsnittet indeholder:
- Ledelsens sæde
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.
Ledelsens sæde
Afgørelsen af, om et selskabs ledelse har sæde her i landet, beror på en konkret vurdering af de faktiske forhold i forbindelse med beslutningstagningen i selskabet.
Ved denne vurdering lægges først og fremmest vægt på den daglige ledelse af selskabet. Selskabet vil derfor ofte blive anset for hjemmehørende i Danmark, når direktionen har sæde eller når selskabets hovedsæde er beliggende her i landet.
I det omfang bestyrelsen forestår den reelle daglige ledelse af selskabet, er stedet for bestyrelsens sæde af væsentlig betydning for vurderingen af, om selskabet er hjemmehørende i Danmark.
Det er stedet, hvor bestyrelsens beslutninger reelt træffes, der er afgørende for ledelsens sædes placering. Dette kan være aktuelt i tilfælde, hvor f.eks. bestyrelsesformanden reelt forestår den daglige ledelse af selskabet, eller i tilfælde, hvor beslutningerne er truffet forud for den formelle afholdelse af bestyrelsesmøde.
Beslutninger, der almindeligvis træffes på generalforsamlingsniveau, er som udgangspunkt ikke afgørende for, om selskabet kan anses for hjemmehørende her i landet. Den blotte aktiebesiddelse vil derfor som udgangspunkt ikke være afgørende for vurderingen. I det omfang en aktionær faktisk udøver ledelsen af selskabet, kan aktionærens hjemsted dog indgå i vurderingen af, om selskabets ledelse har sæde her i landet.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelser
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Højesteretsdomme
|
xTfS1998,607 H
x
|
Højesteret fandt, at selskabets sæde var i Danmark, idet der blev lagt vægt på, hvor selskabets daglige ledelse blev varetaget, dvs. hvor direktionen havde sit sæde, og ikke - som det af sagsøgeren blev anført - hvor eneaktionæren befandt sig. Ledelsens sæde var i Danmark.
|
Afgørelsen vedrører spørgsmålet om pligten til at betale kapitaltilførselsafgift og angår således ikke direkte bestemmelsen i SEL § 1, stk. 6. Men i den dagældende § 2 i lov om tilførselsafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 744 af 27. august 1992, var afgiftspligten betinget af, at selskabets egentlige ledelse havde sit sæde her i landet. De konkrete momenter som tillægges vægt i afgørelsen vil derfor også kunne antages at have betydning for en vurdering i henhold til SEL § 1, stk. 6.
|
Landsskatteretskendelser
|
x
TfS2000,209 LSR
x |
I sagen påtænkte en dansk bank at medvirke til udstedelse af såkaldte securitization-certifikater på det internationale kapitalmarked. Banken skulle fungere som arrangør og underwriter. Selve udstedelsen skulle ske gennem et uafhængigt irsk selskab. Dette selskabs ledelse kunne ikke antages at have sæde i Danmark, da den daglige drift, herunder løbende ledelsesbeslutninger, ville blive forestået af fysiske eller juridiske personer, som ville være hjemmehørende i Irland, og som ville træffe deres beslutninger i Irland. Ledelsens sæde var ikke i Danmark.
|
|
SKAT
|
xSKM2013.649.SRx |
xA ApS ejede 60 % af B Ltd. De resterende 40 % af B Ltd. var ejet af D, Y-land. B Ltd ejer 1199/1200 af C Ltd. B Ltd. og C Ltd. var ikke skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. 6, da den daglige ledelse ikke blev varetaget i Danmark. C's primære aktivitet udgjorde ikke CFC-indkomst efter selskabsskattelovens § 32, stk. 5. Spørgsmålet om hvorvidt Spørger var omfattet af reglerne om CFC-indkomst, jf. selskabsskattelovens § 32, bortfaldt dermed. Eventuelt udbytte, som A ApS måtte modtage B Ltd., skulle ikke beskattes i Danmark. Det ville ikke have nogen betydning for besvarelsen af spørgsmål 1 til 4, hvis personejeren overdrog de kapitalandele i Holdingselskabet, som han ejede personligt, til et holdingselskab, som var helejet af ham.x |
|
SKM2012.591.SR
|
Skatterådet kunne bekræfte, at ledelsen i selskabet ikke har sæde i Danmark. Selskabet var stiftet og hjemmehørende i England. Selskabet ledes af en bestyrelse, hvor 2 af de 4 medlemmer var bosiddende i Danmark. Skatterådet fandt ud fra det oplyste om ledelse af selskabet, at beslutningerne foretages i England. Ledelsens sæde var ikke i Danmark.
|
|
SKM2009.59.SR
|
I sagen bekræftede Skatterådet, at et helejet datterselskab ikke, efter en konkret vurdering, var omfattet af SEL § 1, stk. 6. Selskabets aktionær havde hjemsted i Dubai, og da denne aktionær faktisk udøver ledelsen i selskabet, kunne dennes hjemsted indgå i vurderingen. Ledelsens sæde var ikke i Danmark.
|
|
TfS1996,257.LR
|
Ligningsrådet anså ikke et selskab, hvis aktivitet var rejefiskerivirksomhed i canadisk farvand, for fuldt skattepligtigt til Danmark i medfør af den daværende SEL § 1, stk. 7. Selskabet var indregistreret og fuldt skattepligtigt til Canada. De daglige ledere og ultimative ejere af selskabet havde bopæl i Danmark. Den daglige ledelse fandt efter det oplyste i det væsentlige sted i Canada. Ledelsens sæde var ikke i Danmark.
|
|
Revision og Regnskabsvæsen 1984, skattemæssige meddelelser nr. 108
|
En investeringsforening, der var oprettet med hjemsted i Nuuk, Grønland og som havde postadresse sammesteds, ansås af Statsskattedirektoratet for hjemmehørende i Danmark, da alle dispositioner af væsentlig betydning for foreningen, herunder beslutninger om køb af værdipapirer for investerede midler samt salg af værdipapirerne og kurspleje, blev truffet i København. Ledelsens sæde var i Danmark.
|
|