Regel
Momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 8 har følgende ordlyd:
"Udlejning og bortforpagtning af fast ejendom, herunder levering af gas, vand, elektricitet og varme som led i udlejningen eller bortforpagtningen. Fritagelsen omfatter dog ikke udlejning af værelser i hoteller og lign., udlejning af værelser i virksomheder, der udlejer for kortere tidsrum end 1 måned, udlejning af camping-, parkerings- og reklameplads, samt udlejning af opbevaringsbokse."
Bestemmelsen implementerer momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra l) i dansk ret:
"1. Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:
(...)
l) bortforpagtning og udlejning af fast ejendom."
Bestemmelsen implementerer også momssystemdirektivets artikel 135, stk. 2, litra a) - d) i dansk ret:
"2. Den i stk. 1, litra l), omhandlede fritagelse omfatter ikke følgende former for udlejning:
a) udlejning inden for hotelsektoren eller sektorer med tilsvarende opgaver, således som dette begreb er fastlagt i medlemsstaternes lovgivning, herunder udlejning i ferielejre eller i områder, der er indrettet som campingpladser
b) udlejning af pladser til parkering af transportmidler
c) udlejning af udstyr og maskiner, der installeres på brugsstedet
d) udlejning af sikkerhedsbokse."
►Ved Momsforordningens artikel 13b er der med virkning fra 2017 indført en fælles EU-definition af "fast ejendom". Artikel 13b er indsat i Momsforordningen ved artikel 1, nr. 2, litra a), i Gennemførelsesforordning (EU) Nr. 1042/2013.◄