Indhold

Dette afsnit handler om pligter til at indberette oplysninger om pantebreve, der er i depot, og pantebreve mv., der ikke er i depot.

Afsnittet indeholder:

  • Pantebreve, der er i depot
  • Pantebreve og gældsbreve, der ikke er i depot.

Pantebreve, der er i depot

Indberetningspligten

Indberetningspligten omfatter den, der som led i sit erhverv modtager pantebreve med pant i fast ejendom i depot til forvaltning. Se SKL 8 Q.

Kredsen af indberetningspligtige, der er nævnt i bestemmelsen, er ikke udtømmende, idet alle, der modtager nævnte pantebreve i depot til forvaltning, er omfattet. Sikkerhedsdepoter er omfattet, hvis den, der fører depotet, også forestår opkrævningen af ydelserne.

Adgang til at blive konkret fritaget for indberetningspligten

Når praktiske forhold taler for det, og oplysningen har mindre betydning for skattekontrollen, kan skatteministeren i medfør heraf fritage for eller lempe indberetningspligten for enkelte grupper af indberetningspligtige eller for visse kontoarter. Se SKL 8 H, stk. 4, § 8 P, stk. 4, og § 8 Q, stk. 3.

Pantebreve og gældsbreve, der ikke er i depot

Indberetningspligten

  • En person, som er skattepligtig efter KSL § 1, § 2, stk. 1, nr. 4 eller 5, eller § 5 A,
  • skal over for SKAT oplyse om identiteten af långivere af lån, hvoraf personen betaler renter,
  • medmindre lånet er omfattet af indberetningspligt efter andre bestemmelser i denne lov.

Se SKL 7 L, stk. 1.

De nærmere oplysninger, der skal afgives ved indberetning om pantebreve og gældsbreve, der ikke er i depot

Ved indberetning efter SKL 7 L, stk. 1, om långiver og renter ifølge pantebreve mv., der ikke er i depot, skal der oplyses:

  • Cpr-nr. eller cvr-nr. for långiveren
  • Størrelsen af indkomstårets fradragsberettigede renter
  • Hvorvidt der er tale om renter til forskel fra underholdsbidrag eller børnebidrag.

Hvis långiveren hverken har et cpr-nr. eller et cvr-nr., eller hvis indberetteren ikke har kendskab til långiverens cpr-nr., og långiveren ikke har et cvr-nr., skal der i stedet indberettes følgende oplysninger om den pågældende långiver:

  • Navn
  • Fødselsdato, hvis modtageren er en person, og indberetteren kender fødselsdatoen
  • Adresse, herunder med angivelse af land.

Se indberetningsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, og stk. 2, 1. og 3. pkt.