Indhold

Dette afsnit handler om, hvorvidt den erhvervsdrivende mv. kan trække udgifter til erstatninger, som den pågældende har pådraget sig, fra efter SL § 6, stk. 1, litra a. Med baggrund i den righoldige retspraksis belyses de forskellige scenarier på området, dels ud fra sagernes karakter, dels ud fra grovheden af de ansvarspådragende handlingers karakter, fordi dette væver sig ind i hinanden.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Normal driftsrisiko
• Strafbar handling mv.
• Arbejdsgiveransvar påført af ansatte i erhvervsvirksomheden mv.
• Misligholdelse af arbejdskontrakter
• Misligholdelse af leveringskontrakter
• Overtrædelse af konkurrenceklausul
• Forsømmelighed i forbindelse med varetagelse af offentlige hverv
• Krænkelse af rettigheder eller lignende i kontrakt
• Krænkelse af rettigheder eller lignende uden for kontrakt
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

En selvstændigt erhvervsdrivende mv. kan trække en udgift til erstatning, som han eller hun har pådraget sig, fra som driftsudgift, hvis erstatningsydelsen er knyttet tilstrækkeligt nært og naturligt til driften af virksomheden, og udgiften har været nødvendig at afholde for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Se LL § 6, stk. 1, litra a. Afgørelsen beror på en konkret vurdering.

Det bemærkes, at fradragsretten for driftstab, som erstatningsudgifter ofte er, også reguleres efter reglerne i SL § 6, stk. 1, litra a. Derfor sondrer afsnittet ikke mellem de to begreber, medmindre det er af betydning for resultatet.

Se også

Se også afsnit C.C.2.2.3.1 Generelt om driftstab.

Udgangspunktet for at kunne fratrække erstatningsydelser er derfor, at den erhvervsdrivende har pådraget sig erstatningspligten i forbindelse med, at vedkommende har drevet sin virksomhed, og at udgiften er et udslag af den risiko, der normalt er ved at drive virksomhed inden for det pågældende erhverv.

Konkret er det først og fremmest nødvendigt at slå fast, hvad årsagen er, til at erstatningskravet og dermed udgiften er opstået.

Hvis udgiften står i naturlig og tæt forbindelse med virksomhedsdriften og er en følge af et uheld eller lignende, der er sædvanligt inden for den aktuelle virksomhedstype, kan udgiften til erstatningsydelsen trækkes fra.

Derimod kan udgifter til erstatning, der skyldes strafbare handlinger, normalt ikke trækkes fra som driftsomkostninger, fordi de ikke anses for at være normale og af den grund driftsfremmede.

Erstatningsydelser behandles skatteretligt ligesom den udgift eller det tab, som beløbet skal kompensere for. Det er derfor også afgørende at slå fast, hvad erstatningen træder i stedet for, herunder om den retter sig mod driften af virksomheden, dvs. omsætningsformuen, eller mod anlægsformuen, eller om den vedrører privatsfæren. Kun i førstnævnte tilfælde kan erstatningsydelsen som udgangspunkt anses for en fradragsberettiget driftsudgift. Dog kan erstatningsydelser, der vedrører anlægsformuen, fx en bil, trækkes fra, hvis der er den tilstrækkeligt nødvendige og naturlige forbindelse mellem virksomhedens drift og erstatningsudgiften. Se fx UfR 1966.362 Ø, hvor en bil blev totalskadet, men hvor erstatningsudgiften alligevel blev anset for fradragsberettiget, fordi tabet indtrådte i forbindelse med driften af erhvervsvirksomheden, og uden at der var handlet groft uagtsomt eller forsætligt.

Normal driftsrisiko

Udgangspunktet for at kunne fratrække erstatningsydelser er, som nævnt, at den erhvervsdrivende har pådraget sig erstatningspligten i forbindelse med at have drevet sin virksomhed, og at erstatningsudgiften anses for at være en naturlig og normal følge af den risiko, der er forbundet med at drive det aktuelle erhverv.

Speditør - fradrag for erstatning for at have misligholdt en aftale - udslag af normal driftsrisiko.

I TfS 1996, 174 VLD kunne en speditør, der havde misligholdt en speditøraftale, trække den erstatning, han derved havde pådraget sig, fra som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a, fordi udgiften faldt inden for de naturlige rammer for en speditør. Udgiften blev derfor anset for at være udslag af den normale risiko ved at drive virksomhed inden for det felt.

Erstatningskravet opstod, fordi speditøren havde påtaget sig den speditørmæssige opgave at opbevare håndpantsatte varelagre og sikre, at varer kun blev udleveret efter tilladelse fra de banker, der som håndpanthavere havde sikkerhed i varelagrene. Håndpantet ansås dog ikke for tilstrækkeligt sikret over for håndpantsætter og derfor heller ikke beskyttet over for det senere konkursbos kreditorer. Det økonomiske tab, håndpanthaverne led i den forbindelse, krævede de erstattet af speditøren, fordi han havde handlet i strid med den speditøraftale, han havde indgået med dem.

Det var ikke i sagen bestridt, at speditørens erstatning var fradragsberettiget som driftsudgift, men derimod hvor stort et beløb det drejede sig om. Speditøren havde pådraget sig erstatningspligten i forbindelse med driften af speditørvirksomheden, den var et resultat af en sædvanlig og naturlig drift af sådan virksomhed, og speditøren havde ikke handlet forsætligt, men dog uagtsomt, fordi han ikke havde været tilstrækkeligt agtpågivende over for, om nøglepantet var etableret tilstrækkeligt effektivt, hvilket jo var hans kerneopgave i denne sag.

Advokat fradrag for erstatningsydelse - udslag af normal driftsrisiko, på trods af groft uagtsom adfærd.

Det er indledningsvis nævnt, at udgifter til erstatning, der skyldes en forsætlig adfærd, i sig selv gør udgiften så unormal og dermed driftsfremmed, at fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, er udelukket.

Spørgsmålet er herefter, om erstatningskrav, der er opstået i forbindelse med groft uagtsom adfærd, også afskæres fra fradrag som driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a. Eller formuleret lidt anderledes: Om en erstatningsudgift, der skyldes grov uagtsomhed, altid anses som så driftsfremmed, at den nægtes fradrag som driftsudgift og på den måde bliver behandlet ligesom en erstatning, der følger af forsætlig handling eller adfærd.

Af TfS 1987, 59 HRD kan man udlede, at det er på en konkret vurdering, hvorvidt en groft uagtsom adfærd bevirker, at en erstatningsudgift anses for så unormal og dermed driftsfremmed, at den ikke kan trækkes fra som driftsomkostning.

Dette betyder, at erstatning som følge af en groft uagtsom adfærd i nogle tilfælde og efter en konkret vurdering kan trækkes fra som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Der er derfor ikke automatik mellem en groft uagtsom adfærd og manglende fradragsret for udgifter, der følger heraf. Det vidner resultatet i den konkrete sag om, hvor Højesteret anerkendte fradrag for erstatningsudgiften, der stammede fra en groft uagtsom handling.

Højesteret mente nemlig, at dispositionerne var et led i at drive advokatvirksomhed. Endvidere fandt retten, efter at have vurderet sagen i dens helhed, at advokatens groft uagtsomme dispositioner faldt inden for rammerne af den risiko, som driften af en advokatvirksomhed medfører, og tillod som følge heraf udgiftsfradrag. I Højesterets helhedsvurdering indgik bl.a., at advokatens dispositioner ikke havde medført strafansvar.

Sagen drejede sig om en advokatvirksomhed, der blev drevet som et interessentskab med to interessenter, hvor den ene advokat havde handlet groft uagtsomt, hvilket fik forsikringsselskabet til at nægte at dække tabet, der fulgte af denne adfærd. Den anden advokat blev som medinteressent også kendt erstatningsansvarlig på grund af den personlige og solidariske hæftelse for interessentskabets gæld.

Den groft uagtsomme handling havde bestået i, at advokaten i forbindelse med behandling af en betalingsstandsning havde brugt nogle frigivne midler til at dække kreditorer, hvis krav allerede var sikrede, uden at konkursboets aktivmasse dermed var blevet forøget. På den måde havde han handlet på bekostning af de kreditorer, som havde usikrede krav, hvilket fik det senere konkursbo til at rejse erstatningskrav mod ham for det lidte tab.

Landsretten fandt, at advokaten havde handlet groft uagtsomt, og at hans dispositioner var så usædvanlige, at de faldt uden for den risiko, der normalt er ved at drive advokatvirksomhed. Medinteressenten, som ikke havde været uvidende om dispositionerne, blev nægtet fradrag for erstatningsudgifterne.

Advokat - ej fradrag for tab på grund af solidarisk hæftelse for medinteressentens uberettigede private hævninger på en fælles kassekredit - ikke udslag af normal driftsrisiko og dertil et ikke fradragsberettiget formuetab

I TfS 1997, 619 ØLD kom Østre Landsret til det modsatte resultat, hvor en advokat ikke fik fradrag for det tab, han havde lidt ved i kraft af en solidarisk hæftelse at skulle dække tabet ved, at en medinteressent uberettiget havde hævet beløb på interessentskabets kassekredit til privat brug. Landsretten anså nemlig ikke tabet for at være et resultat af den normale risiko, der er ved at drive advokatforretning i interessentskabsform. I øvrigt vedrørte tabet ikke advokatfirmaets drift, fordi virksomheden gennem alle årene havde givet overskud.

Det fremgik af sagen, at advokatvirksomheden blev drevet som et interessentskab med tre interessenter, herunder de to advokater i sagen kaldet henholdsvis "advokaten" og "medinteressenten".

Interessentskabskontrakten bestemte bl.a., at hver interessent hæftede personligt og solidarisk for interessentskabets gæld, og at interessentskabets overskud eller underskud skulle deles ligeligt imellem hver af interessenterne. Den sidste bestemmelse blev dog med virkning fra og med 1990, og dermed også for det omtvistede indkomstår, ændret, så overskudsandelen skulle opgøres efter hver af interessenternes andel i omsætningen. Ændringen skyldtes, at medinteressentens indtjening allerede på det tidspunkt var væsentligt lavere end de to øvrige advokaters.

Interessenternes aconto hævninger på kassekreditten, herunder medinteressentens, i sig selv var berettigede og en helt sædvanlig forretningsmæssig disposition, som kunne sidestilles med lønudbetaling. Det problematiske var imidlertid, at medinteressenten havde hævet mere, end hans andel af driftsresultatet berettigede til.

Der var ikke anlagt hverken straffe- eller erstatningssag mod medinteressenten, fordi parterne ønskede at opretholde en pæn facade udadtil. Landsretten lagde ved sin præmis om, at det lidte tab ikke skyldtes normal risiko ved at drive advokatvirksomhed, vægt på bl.a.:

• Størrelsen af de foretagne hævninger var uberettigede efter interessentskabskontrakten.
• Interessenterne (advokaten og den tredje interessent) havde ikke løbende kontrolleret hverken medinteressentens indtjening eller hævninger over den fælles kassekredit.
• Interessentskabet havde gennem alle årene givet overskud, så tabet ikke kunne anses for at vedrøre interessentskabets drift, såsom en inddækning af et driftsunderskud. Derimod opstod tabet ved, at en medinteressent havde foretaget hævninger, som var i strid med den aftalte overskudsfordeling i kontrakten, og på den måde skulle betragtes som et ikke fradragsberettiget formuetab efter SL § 5 a.

Ejendomsmægler - ej fradrag for tab på grund af solidarisk hæftelse for medinteressentens uberettigede private hævninger på en fælles kassekredit - ikke udslag af normal driftsrisiko og dertil et ikke fradragsberettiget formuetab.

TfS 2000, 362 HRD kom til samme resultat i en nogenlunde tilsvarende sag, men hvor en ejendomsmæglers to medinteressenterne havde gjort sig skyldige i og var blevet idømt straf for underslæb og erstatning for det beløb, de havde besveget ejendomsmægleren for.

Højesteret nægtede derfor - i lighed med landsretten i samme sag - ejendomsmægleren fradrag for det tab, han havde lidt ved i kraft af en solidarisk hæftelse at skulle inddække tabet ved, at de to medinteressenter uberettiget havde hævet beløb på interessentskabets kassekredit til privat brug. Højesteret anså nemlig ikke tabet for at være et resultat af den normale risiko, der var ved at drive ejendomsmæglerforretning i interessentskabsform. I øvrigt blev tabet anset for et ikke fradragsberettiget formuetab, fordi beløbene ikke var hævet uberettiget i forbindelse med driften af ejendomsmæglervirksomheden, men for at dække medinteressenternes privatforbrug, hvad landsretten udtrykkeligt nævner i sine præmisser, og Højesteret synes at forudsætte.

Det blev nærmere om besvigelserne forklaret, at de to havde camoufleret deres hævninger som tilgodehavende honorar, der stammede fra ejendomssalg, så de var vanskelige, men dog ikke umulige at opdage.

Drift af solcenter mv. - fradrag for erstatning, som var pådraget ved at misligholde to leasingkontrakter - udslag af normal driftsrisiko.

Normalt kan erhvervsdrivende mv. altid fratrække udgifter til erstatning, som de pådrager sig ved at misligholde aftaler om varekøb, varesalg og entrepriser eller lignende. Denne udgift er nemlig udslag af den risiko, der normalt er ved at drive erhvervsvirksomhed.

I TfS 1997, 332 VLD blev en erstatning anset for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Sagen vedrørte et erstatningskrav, som en erhvervsdrivende med et sol- og motionscenter skulle betale, fordi hun havde misligholdt to leasingkontrakter. Der var enighed om, at erstatningsudgiften skulle anses for en fradragsberettiget udgift. Tvisten i sagen angik, hvordan tabets størrelse skulle opgøres, herunder hvornår en delvis gældseftergivelse havde fundet sted.

Leasingkontrakterne omfattede henholdsvis motionsudstyr og solarier. Den erhvervsdrivende indgik kontrakterne på det tidspunkt, hvor hun startede sit sol- og motionscenter, og kontrakterne var uopsigelige i 5 år. Hun stoppede dog allerede efter ca. et år med at drive virksomheden, fordi kunderne svigtede, og på den måde pådrog hun sig erstatningsansvaret.

Erstatningsudgiften i denne sag er et godt eksempel på et resultat af den risiko, der normalt er ved at drive erhvervsvirksomhed, nemlig om der er kunder nok til at skabe en omsætning, der kan dække dels driftsudgifterne mv., dels et overskud til ejeren.

Udgiften stammede nemlig fra en indgået lejekontrakt, der vedrørte driftsmateriel til virksomheden, og misligholdelsen skyldtes, at omsætningen svigtede, og at ejeren derfor blev tvunget til at lukke virksomheden for at begrænse sit tab.

Landbrug - ej fradrag for erstatningsudgifter for at annullere en ordre på en silo - ej udslag af normal driftsrisiko, og dertil en ikke fradragsberettiget formueudgift.

Derimod anses erstatningsudgifter, som udspringer af, at aftaler om køb af inventar og driftsmateriel eller lignende er misligholdt, som udgangspunkt ikke for fradragsberettigede driftsudgifter. Det skyldes, at køb og salg af driftsmateriel normalt udgør anlægsaktiver, ikke omsætningsaktiver i virksomheden, og at erstatningsudgiften på grund af misligholdelse af en kontrakt vedrørende sådanne aktiver tilsvarende ikke anses for at være en følge af den risiko, der er forbundet med at drive det aktuelle erhverv. Handlingen knytter sig snarere til indtægtsgrundlaget eller virksomhedens formue.

I TfS 1984, 241 LSR blev en gårdejers erstatningsudgift for at have annulleret en afgivet ordre på driftsmateriel til landbrugsvirksomheden, anset for et formuetab, der blev nægtet fradrag for efter SL § 6 in fine; fordi denne handling (annulleringen) ikke blev anset for at være udslag af en risiko, der er forbundet med at drive landbrugsvirksomhed. Gårdejeren, der ejede og drev en større landbrugsejendom, havde bestilt en silo for 500.000 kr., men annullerede ordren ca. et halvt år senere, fordi landbrugsdriften i mellemtiden var lagt om. Som følge heraf havde gårdejeren betalt leverandøren en erstatning på 10.000 kr., hvor fradragsretten for dette beløb var sagens stridspunkt.

Bemærk

Bemærk dog, at det anførte ikke gælder, hvis en virksomhed omsætter netop driftsmateriel eller driftsinventar, som i så tilfælde bliver betragtet som omsætningsaktiver i erhvervsvirksomheden.

Bogtrykker - fradrag for erstatningsydelse på grund af fejlagtig undladelse af at tegne forsikring og totalskade ved brand - udgiften udslag af normal driftsrisiko.

Derimod kunne en bogtrykker i TfS 1988, 676 LSR fratrække den erstatningsudgift, han pådrog sig over for leasingselskabet, ved ikke at have forsikret leasede trykkerimaskiner på trods af krav herom i leasingkontrakten. Maskinerne blev totalskadede af brand, og bogtrykkeren ifaldt derfor efter kontrakten erstatningsansvar over for leasingselskabet.

Det fremgår af sagen, at bogtrykkeren fejlagtigt troede, at leasingselskabet forsikrede de maskiner, de lejede ud, og derfor ikke selv havde foretaget sig noget i den anledning.

Landsskatteretten fandt, at erstatningsudgiften var et resultat af den normale risiko, der er ved at drive virksomhed som bogtrykker, og havde i den forbindelse lagt vægt på, at trykkeriet var i drift på det tidspunkt, maskinerne brændte, og at bogtrykkeren efter leasingkontrakten havde pligt til at betale erstatning. Landsskatteretten har formentlig også lagt vægt på den lettere uagtsomme karakter i bogtrykkerens forseelse og hans forklaring herom.

Gårdejer - fradrag for erstatningsudgift for at have forurenet grundvandet hos naboen - udslag af normal driftsrisiko

I TfS 1993, 451 LSR anså Landsskatteretten en gårdejers udgift til erstatning, som han blev idømt for at have spredt gylle på sin mark og dermed forurenet grundvandet hos naboen, for en fradragsberettiget driftsudgift, der var udslag af normal risiko ved at drive landbrug med kreaturhold. Se SL § 6, stk. 1, litra a.

Den erstatningspligtige gårdejer drev et landbrug med en besætning på 180 kreaturer, hvis gylle han havde kørt ud og spredt på sin let skrånende mark. I forbindelse med efterfølgende regnvejr og frosset hård jord var gyllen skyllet ind på naboejendommen, hvis grundvand den havde forurenet.

Det var endvidere oplyst, at gårdejeren var blevet frifundet for strafansvar efter miljøloven, hvorimod han var blevet pålagt erstatningsansvar.

Landsskatteretten lagde i sin afgørelse til grund, at håndtering af gylle, herunder opbevaring, transport og spredning, skulle anses for et sædvanligt og naturligt led i at drive landbrug med kreaturbesætning. Landsskatteretten var også enig i, at der i forbindelse med de nævnte procedurer bestod en latent risiko for, at gyllen kom i kontakt med områder, hvor den kunne forårsage skader på grundvand eller lignende. Herudover havde Landsskatteretten lagt vægt på, at gårdejeren var blevet frifundet for strafansvar efter miljølovgivningen og derfor kun havde handlet uagtsomt.

Revisor - fradragsret for erstatning til klient på grund af manglende rettidig momsafregning - udslag af normal driftsrisiko.

I LSRM 1980.159 LSR kunne en regnskabsfører som driftsudgift fratrække en erstatningsydelse, han havde betalt til sin klient, fordi han havde glemt at afregne salgsmoms for sin klient rettidigt. Landsskatteretten fandt, at udgiften skulle anses for at være udslag af en normal driftsrisiko i det daglige arbejde som regnskabsfører, og at fejlen skyldtes almindelig uagtsomhed fra regnskabsførerens side. Assurandør-Societetet havde bekræftet dette ved over for Landsskatteretten at erklære, at en revisoransvarsforsikring ville have dækket udgiften, hvis regnskabsføreren ellers havde tegnet en sådan. Klienten havde fået en bøde på 15.000 kr. for ikke at have afregnet sin salgsmoms rettidigt.

Revisor - ikke fradragsret for erstatning for at formidle klienters investering i pantebreve - ikke udslag af normal driftsrisiko.

I LSRM 1975.158 LSR kunne en revisor, der bl.a. var økonomisk rådgiver for en landsforenings medlemmer, derimod ikke fratrække den erstatningsudgift, som han havde pådraget sig ved at anbringe nogle klienters formuemidler i pantebreve. Landsskatteretten fandt, at erstatningen faldt uden for den normale risiko, der var ved at drive erhverv som revisor med bl.a. økonomisk rådgivning for en landsforenings medlemmer. Landsskatteretten lagde i den forbindelse formentlig vægt på, at revisoren alene formidlede klienternes investering i pantebrevene, men i øvrigt ikke rådgav dem om investeringen. I det mindste skulle revisoren selv som formidler og revisor anses for at have handlet groft uagtsomt ved at betale for pantebrevene, inden de var leveret tinglyste og frie for anmærkninger, samt uden tilsyneladende at have gjort sig bekendt med deres indhold.

Det var nemlig nærmere oplyst i sagen, at revisoren i en årrække igennem en af sine bekendte, der var ejendomsmægler, havde formidlet, at nogle af hans klienter fik anbragt deres formuemidler i pantebreve. Det foregik på den måde, at revisoren i tillid til ejendomsmæglerens dispositioner betalte vederlag for pantebrevene til den pågældende, inden pantebrevene blev leveret i tinglyst stand og uden retsanmærkninger. Senere begyndte ejendomsmægleren at levere falske pantebreve med et andet indhold end aftalt, og efter at ejendomsmægleren havde standset sine betalinger, havde revisoren dækket det tab, hans klienter havde lidt ved at købe helt eller delvist værdiløse pantebreve.

Assurandør - driftsfradrag for frivilligt at have påtaget sig at betale udgift til kulanceerstatning for at bevare forsikringskunde - udslag af normal driftsrisiko

I LSRM 1979.131 LSR tillod landsskatteretten en inspektør, der arbejdede som assurandør i et forsikringsselskab på provisionsbasis, at trække en udgift til kulanceerstatning til en af sine forsikringskunder fra som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten lagde ved sin afgørelse om fradrag følgende til grund:

• På grund af assurandørvirksomhedens betydelige størrelse var det nødvendigt at kalkulere med udgifter til kulanceerstatninger.
• Hans udgift til kulanceerstatning var bestemt af forretningsmæssige hensyn.
• Erstatningen var ydet til en stor kunde.

Forsikringsselskabet havde pr kulance tilbudt at dække halvdelen af tabet for en af sine forsikringskunder, en bank, fordi den havde haft indbrud, men ikke havde opfyldt de formelle krav, som forsikringsselskabet havde stillet til, hvordan kontanter skulle opbevares. Imidlertid var banken så utilfreds med forsikringsselskabets tilbud, at den ville opsige samtlige forsikringer, hvis dens tab ikke blev dækket fuld ud. Da assurandøren, for hvem bankens forsikringer udgjorde en væsentlig provisionsindtægt, ikke kunne få forsikringsselskabet til at yde banken fuld erstatning, betalte han af egen lomme den resterende halvdel af bankens krav.

Biludlejer - ikke fradragsret for idømt erstatning for at udleje bil uden indregistrering eller forsikring til udlejning - ikke udslag af normal driftsrisiko, men af udlejers grove uagtsomhed.

Heller ikke i LSRM 1976.138 LSR anerkendte Landsskatteretten fradragsret for en idømt erstatningsudgift, fordi udgiften blev anset for at ligge uden for den normale risiko ved at drive erhvervsvirksomhed - i denne sag som biludlejer. Den erstatningsansvarlige drev ved siden af sin købmandsforretning virksomhed med at udleje personbiler uden fører. Han havde gentagne gange til en af sine største kunder udlejet den varevogn, som han i øvrigt også brugte i købmandsforretningen, men som ikke var indregistreret og forsikret til udlejning. Mens varevognen var udlejet, kom den ud for et færdselsuheld, hvorved en trafikant omkom, og biludlejerens forsikringsselskab udbetalte erstatning til den dræbtes familie, hvorefter det søgte regres mod biludlejeren, som blev dømt til at betale erstatningsbeløbet, hvis fradragsret var sagens fokus.

Landsskatteretten lagde ved sin afgørelse vægt på, at biludlejeren selv var skyld i den idømte erstatning, som skyldtes, at han havde udlejet en bil uden fører, selv om den hverken var indregistreret eller forsikret til en sådan brug. Erstatningsudgiften var derfor ikke udslag af normal driftsrisiko, når den groft uagtsomme adfærd hos biludlejeren blev taget i betragtning.

Gårdejer - ikke fradragsret for idømt erstatning for at have undladt at tegne lovpligtig ansvarsforsikring for traktor - ikke udslag af normal driftsrisiko, men af gårdejerens grove uagtsomhed.

Samme resultat kom Landsskatteretten til i TfS 1993, 449 LSR, hvor den nægtede en gårdejer at trække sin udgift til en idømt erstatning fra som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Erstatningen skyldtes, at han ikke havde tegnet lovpligtig ansvarsforsikring for sin traktor. Landsskatteretten fandt derfor, at han havde pådraget sig erstatningsudgiften under forhold, der lå uden for grænserne af, hvad der kan anses at høre under normal drift for et landbrug med hesteavl. Landmandens forklaring om, at han fejlagtigt troede, at hans erhvervsansvarsforsikring også dækkede traktoren, blev ikke tillagt nogen vægt. Den erstatningspligtige drev landbrug med hestestutteri. Han blev påkørt af en motorcykel, da han passerede en offentlig vej i forbindelse med, at han kørte i traktoren for at transportere halm. Landmanden blev, ud over erstatningen, idømt en bøde for at have overtrådt færdselslovens straffebestemmelser, hvilket Landsskatteretten formentlig også har tillagt betydning for sin afgørelse.

Kroejer og plejefar - ikke fradragsret for idømt erstatning for at have undladt at tegne lovpligtig ansvarsforsikring for erhvervsmæssigt anvendt personbil - ikke udslag af normal driftsrisiko, men udslag af kroejerens grove uagtsomhed.

Se også SKM2006.236.LSR, der vedrørte en kroejer og plejefar, som også blev nægtet fradrag for sin udgift til erstatning, fordi han ikke havde tegnet en lovpligtig ansvarsforsikring på sit køretøj. Landsskatteretten fandt, at erstatningsudgiften var pådraget under forhold, der lå uden for grænserne af, hvad der kan anses at høre under normal drift for en kro og det at have børn i pleje. SKAT havde i sagen udtalt, at erstatning i forbindelse med den manglende lovpligtige forsikring ikke kunne føre til fradrag, fordi der ikke var tale om udslag af normal driftsrisiko. SKAT henviste i den forbindelse til TfS 1993, 449 og LSRM 1976.138 LSR, der begge er omtalt ovenfor.

Direktør i et entreprenør-ApS - ikke fradragsret for idømt erstatningsudgift for manglende indeholdelse af A-skat efter KSL § 69 - ej udslag af normal erhvervsrisiko.

Et erstatningsbeløb, som en arbejdsgiver, der ikke havde indeholdt A-skat, var blevet gjort ansvarlig for efter KSL § 69, kunne ikke trækkes fra ved indkomstopgørelsen. Erstatningsudgiften blev anset for at falde uden for den normale risiko, der var ved at være direktør i et anpartsselskab. Se LSRM 1981.152 LSR og SL § 6, stk. 1, litra a modsætningsvis og SL § 6 in fine.

En erhvervsdrivende arbejdsgiver - ikke fradragsret for udgift til et erstatning for at have undladt at foretage indeholdelse i en ansat lønmodtagers løn efter KSL § 73 - ej udslag af normal erhvervsrisiko.

En erstatningsudgift, som en erhvervsdrivende og arbejdsgiver er blevet pålagt for ikke at have efterkommet skattemyndighedens pålæg efter KSL § 73 om at tilbageholde beløb i en ansat lønmodtagers løn for at inddrive en skatterestance, ansås ikke for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgiften blev nemlig ikke anset for at udgøre en almindelig risiko ved at drive erhvervsvirksomhed og samtidig have folk med skatterestancer ansat. Se LSRM 1975.47 LSR

En direktør og bestyrelsesmedlem - ikke fradrag for udgift til erstatning for at have "sminket" selskabets regnskab - ej udslag af normal erhvervsrisiko.

I TfS 1985, 650 LSR blev en ingeniør, der havde været direktør og bestyrelsesmedlem i et selskab, nægtet fradrag for en idømt erstatning for sammen med revisor at have ansat selskabets aconto fortjeneste for højt i regnskabet for regnskabsåret forud for selskabets konkurs og dermed påført en leverandør et tab. Landsskatteretten anså nemlig ikke erstatningsudgiften for at være udslag af den almindelige risiko, der er ved at være direktør og bestyrelsesmedlem i et selskab, der driver erhverv. Et anbringende om, at der ikke i Højesterets placering af ansvar indgik nogen pønale elementer, tillagde landsskatteretten tilsyneladende ikke nogen vægt. Det fremgik nærmere af sagen, at selskabet gik konkurs uden at give dividende til de simple kreditorer, herunder en leverandør, som før dets konkurs havde solgt varer til selskabet i tillid til regnskaberne. Højesteret fandt, at opstillingen i selskabets regnskab for regnskabsåret før konkursåret havde været uforsvarlig og i strid med aktieselskabsloven og placerede erstatningsansvaret for det skete hos selskabets direktør og bestyrelsesmedlem samt hos revisor.

En medejer og bestyrelsesmedlem - ikke fradrag for forligsmæssig påtaget udgift til erstatning for at have videreført selskabet, selv om egenkapitalen var tabt - ej udslag af normal erhvervsrisiko.

Se også SKM2009.510.BR, hvor en medejer af et selskab og bestyrelsesmedlem i samme blev nægtet fradrag for en erstatning, han havde indgået forlig om at betale, fordi han havde ladet selskabet fortsætte, selv om egenkapitalen var væk, og derved havde påført selskabets kreditorer et tab. Erstatningsudgiften faldt uden for rammerne af den risiko, der var ved at være bestyrelsesmedlem i et selskab, der driver erhverv. I øvrigt blev det lagt il grund, at den pågældende ikke havde modtaget honorar eller lignende for sit arbejde som bestyrelsesmedlem i selskabet, hvorfor han ikke havde pådraget sig erstatningen som led i sit professionelle arbejde som bestyrelsesmedlem. Selskabet gik senere konkurs, og konkursboet anlagde erstatningssag mod selskabets tidligere direktør og samtlige bestyrelsesmedlemmer, fordi det førte tilsyn havde været mangelfuldt og påført selskabets kreditorer tab. Det var denne sag, som mundede ud i et forlig.

Diskotek - ikke fradrag for idømt erstatning for en gæsts tilskadekomst - ej udslag af normal risiko ved at drive diskotek.

I SKM2006.678.LSR kunne et selskab, der havde drevet et diskotek, ikke fratrække et erstatningsbeløb, som det var blevet dømt til at betale, fordi en gæst var skredet og kommet til skade på diskotekets toilet, fordi gulvet dér var så snavset, at det var farligt at færdes på. Landsskatteretten har formentlig lagt vægt på den groft uagtsomme adfærd, som det snavsede toiletgulv var et resultat af. Diskoteket blev nægtet fradrag for erstatningsudgiften, fordi udgiften ikke blev anset for at være en naturlig følge af den risiko, der er ved at drive diskotek. Diskotekets anbringende om, at erstatningen vedrørte en gæst, som var kommet til skade inden for diskotekets åbningstid og dermed vedrørte driften af diskoteket, tillagde Landsskatteretten ikke afgørende vægt.

Travtræner - fradrag for udgifter til løbsbøder for visse mindre forseelser - udslag af normal erhvervsrisiko.

Se TfS 2000, 819 LSR, hvor en travtræners udgifter til bøder for mindre forseelser mod travsportens almindelige regelsæt, nemlig i kategorierne A-C, blev anset for fradragsberettigede driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten anså disse for at ligge inden for den normale risiko, der er ved at være travtræner.

Det var nærmere oplyst, at Travsporten i sit almindelige regelsæt for løbsbøder havde kategoriseret bøderne på en skala fra A-E. Bøder i kategorierne D og E blev anset for bøder af egentlig pønal karakter og kunne derfor ikke trækkes fra ved indkomstopgørelsen efter SL § 6, stk. 1, litra a, men blev betragtet som værende af privat og dermed ikke fradragsberettiget karakter efter SL § 6 in fine. Derimod blev bøder i kategorierne A-C anset for at være resultat af en normal risiko ved at drive virksomhed som travtræner og kunne derfor trækkes fra som driftsudgifter. Fx kunne ureglementeret påklædning udløse en bøde i laveste kategori, som følgelig var en fradragsberettiget udgift.

Se også

Se også afsnit C.C.2.2.3.1 specielt afsnittet om selskabstømning

Strafbar handling mv.

Den omstændighed, at erstatningsansvaret og dermed erstatningsudgiften skyldes en strafbar handling, udelukker ikke automatisk fradrag for udgiften.

Retspraksis er dog som regel meget tilbageholdende med at anerkende fradrag i de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende mv. har påført den ansvarspådragende skade med forsæt eller grov uagtsomhed. Tilstedeværelsen af sådanne elementer gør normalt, at erstatningsudgiften er driftsfremmed eller med andre ord, at udgiften ligger uden for den normale driftsrisiko.

Selvstændigt erhvervsdrivende revisor - ikke fradrag for idømt erstatning som følge af overtrædelser af straffeloven - ej udslag af normal risiko ved at drive revisionsvirksomhed.

Se i den forbindelse TfS 1998, 47 ØLD, hvor landsretten nægtede en revisor at fratrække de erstatningsbeløb, han var blevet pålagt at betale til sine klienter, fordi han havde handlet strafbart over for disse. Det forhold, at han havde pådraget sig erstatningsudgifterne som led i driften af sin revisionsvirksomhed, blev ikke tillagt afgørende vægt, fordi udgifterne på grund af den strafbare adfærd fandtes at falde uden for den normale risiko, der er ved at drive revisionsvirksomhed. Revisoren var ved landsretten idømt frihedsstraf og pålagt at betale erstatning til sine klienter for bl.a. dokumentfalsk, underslæb og bedrageri. I øvrigt var han blevet frakendt retten til at drive selvstændig erhvervsvirksomhed med revision og økonomisk rådgivning.

Arbejdsgiveransvar påført af ansatte i erhvervsvirksomheden mv.

Hvis ansatte påfører en selvstændigt erhvervsdrivende mv., der også er arbejdsgiver, et erstatningsansvar og dermed en erstatningsudgift efter DL 3-19-2 om arbejdsgiveransvar, kan den erhvervsdrivende som udgangspunkt trække denne udgift fra ved sin indkomstopgørelse som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Det forudsætter dog, at den ansatte person har handlet ansvarspådragende, mens han eller hun arbejdede som led i sin ansættelse for den erhvervsdrivende; fradragsretten gælder, selv om den ansatte har handlet groft uagtsomt eller endog forsætligt.

Elinstallatør - fradrag for erstatningsudgift som ansat søn har påført ham ved simpel uagtsomhed - udslag af normal driftsrisiko.

I UfR 1966.362 Ø kunne en arbejdsgiver fratrække en erstatning, som hans søn, der var ansat i virksomheden, var blevet idømt i forbindelse med et færdselsuheld, som skete, mens han udførte arbejde for faderen i dennes virksomhed. Udgiften blev derfor anset for at være naturligt og nødvendigt forbundet med driften af virksomheden, og blev derfor betragtet som en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Den omstændighed, at faderen ikke var forpligtet til at betale erstatningen, afskar ham ikke fra at betale og derpå trække beløbet fra som driftsudgift ved indkomstopgørelsen. Arbejdsgiveren (faderen) drev selvstændig erhvervsvirksomhed som elinstallatør, og hans søn, der var uddannet civilingeniør, var ansat i virksomheden, hvor han væsentligst beskæftigede sig med ingeniørarbejde i forbindelse med trykkerimaskiner. Sønnen påkørte en varevogn, mens han var på vej hjem fra møder mv., som han havde afholdt som led i sit arbejde i faderens virksomhed, hvorved begge bilers førere led personskade, og bilerne blev totalskadede. Sønnen fik pålagt ansvaret for ulykken, herunder dømt til at betale en bøde for at have overtrådt færdselsloven samt erstatte følgerne af færdselsuheldet, fordi han havde handlet uagtsomt, som i færdselssagen dog ikke blev betegnet som groft uagtsomt. Faderen havde dog som sønnens arbejdsgiver også pligt til at betale for skaden efter DL 3-19-2, der vedrører arbejdsgiveransvar for skader, som en ansat ved en fejl eller med vilje har påført tredjemand under udførelse af arbejde i arbejdsgiverens tjeneste. I øvrigt havde faderen købt den bil, som sønnen havde kørt i, til eget brug, men stillet den til sønnens disposition, selv om faderen også benyttede den af og til.

Speditør - fradrag for erstatningsudgift, som ansat chauffør har påført ham ved forsætlig strafbar handling - udslag af normal driftsrisiko.

I LSRM 1958.41 LSR kunne en speditør som driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a, fratrække den erstatningsudgift, som en af hans chauffører forsætligt påførte ham, da det tyske politi greb chaufføren i at smugle et parti kaffe, mens han kørte køletransport for speditøren. Udgiften blev anset for at være udslag af den almindelige risiko ved at drive virksomhed som speditør, idet Landsretten ved sin afgørelse lagde til grund, at speditøren ikke kendte noget til chaufførens smugleri. Speditørens virksomhed baserede sig på vognmandskørsel med kølevogne til forskellige lande i Europa, og det var på en sådan tur, at chaufførens smugleri blev opdaget, og det tyske politi beslaglagde hans kølevogn, fordi de hævdede, at speditøren havde været uforsigtig, da han ansatte chaufføren til at køre for sig. Speditøren måtte for at få sin kølevogn tilbage betale et beløb, som de tyske myndigheder havde fastsat, og som spørgsmålet om fradragsretten angik. Det betyder dog ikke, at erstatninger, som er betalt som følge af ansattes adfærd, altid kan trækkes fra.

I SKM2006.311.SR, der vedrørte erstatning i en selskabstømmersag og derfor er nævnt ovenfor, kunne den erhvervsdrivende ikke fratrække erstatningsudgiften, fordi udgiften i sig selv og baggrunden for dens pådragelse lå uden for rådgivningsvirksomhedens naturlige rammer og følgelig ikke blev anset for en normal risiko ved at drive en sådan virksomhed. En sådan vurdering ændrer sig ikke, fordi rådgiveren er ansat i frem for at eje rådgivningsvirksomheden.

Misligholdelse af arbejdskontrakter

En selvstændigt erhvervsdrivende og arbejdsgiver kan normalt fratrække erstatninger, den pågældende har pådraget sig ved at misligholde arbejdskontrakter, ligesom lønudgifter. Fradragsretten afhænger dog af, om misligholdelsen efter en konkret vurdering kan anses for at være et normalt og nødvendigt led i at drive virksomheden, med andre ord at den ligger inden for rammerne af den normale risiko, der er ved at drive den form for virksomhed.

Damefrisør - fradrag for erstatningsudgift for at ophæve en lærlingekontrakt - udslag af normal driftsrisiko.

I LSRM 1969.119 LSR kunne en damefrisør, der havde ophævet en lærlingekontrakt og derfor betalte en erstatning til lærlingen, trække denne udgift fra ved indkomstopgørelsen som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten anså nemlig erstatningsudgiften for at være en risiko, der var naturligt forbundet med at drive virksomhed som frisør. Damefrisøren havde overtaget en damefrisørsalon, hvor lærlingen var ansat, men hendes samarbejde med lærlingen blev hurtigt så dårligt, at frisøren af hensyn til driften af salonen ønskede at ophæve lærlingekontrakten. Sagen blev indbragt for lærlingevoldgiftsretten, og her indgik hun et forlig om at betale et fastsat beløb i erstatning til lærlingen til fuld og endelig afgørelse af ethvert mellemværende, der havde med lærlingeforholdet at gøre.

Damefrisør - ikke fradrag for erstatningsudgift, for at have undladt at oprette lærlingekontrakt og dermed overtrådt lærlingeloven - ej udslag af normal driftsrisiko.

Sagen i LSRM 1962.139 LSR fik imidlertid et modsat udfald. Damefrisøren havde nemlig indgået en ulovlig aftale om et lærlingeforhold, som hun pådrog sig erstatningsudgift for, men ikke kunne trække fra som driftsudgift, fordi udgiften blev anset for at falde uden for den naturlig risiko ved at drive virksomhed som damefrisør. Frisøreleven havde arbejdet som lærling i damefrisørens salon i ca. ½ år, uden at frisøren havde oprettet en lærekontrakt, hvorved hun havde overtrådt lærlingelovens bestemmelser. Sagen blev indbragt for lærlingevoldgiftsretten, og her indvilligede frisøren i at betale et nærmere fastsat beløb i erstatning til lærlingen til fuld og endelig afgørelse af ethvert mellemværende, der havde med elevens beskæftigelse og arbejdsforholdets ophævelse at gøre. Landsskatteretten lagde ved sin afgørelse formentlig vægt på, at frisøren forsætligt eller groft uagtsomt havde overtrådt præceptive regler, der beskytter og sikrer unge en uddannelse og korrekt aflønning, selv om erstatningen vedrører driften. Men erstatningen er ikke pådraget som et naturligt eller normalt led i denne drift, fordi den er pådraget i forbindelse med et lovbrud.

Misligholdelse af leveringskontrakter

Det beror på en konkret vurdering, om et erstatningsbeløb, som en selvstændigt erhvervsdrivende har pådraget sig ved at misligholde en indgået aftale om at levere en aftalt ydelse, kan trækkes fra ved indkomstopgørelsen som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Hvis erstatningsudgiften er knyttet nært og naturligt til erhvervelsen af indkomst fra virksomhedens løbende drift, kan udgiften trækkes fra som driftsudgift, hvorimod den driftsfremmede erstatningsudgift ikke kan fratrækkes.

Chips-producent - fradrag for erstatningsudgift for at misligholde en kontrakt om levering af overskudsvarme - udslag af normal driftsrisiko.

I TfS 1999, 448 LR tilkendegav Ligningsrådet i en bindende forhåndsbesked, at et (datter)selskab som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1 litra a, kunne fratrække en erstatningsudgift, som det ville pådrage sig ved at misligholde en aftale om at levere overskudsvarme, hvis det flyttede fra området. Ligningsrådet anså nemlig erstatningsudgiften for at være opstået i forbindelse med driften af erhvervsvirksomheden og være et udslag af normal risiko ved at drive den pågældende virksomhed. Se SL § 6, stk. 1, litra a.

Det fremgik af sagen, at man af effektivitets- og produktivitetsårsager overvejede at flytte selskabet, som var et datterselskab, fra Jylland til moderselskabets adresse på Fyn for at samle aktiviteterne dér. Såvel datter- som moderselskab producerede og solgte snacks og chips. Snacks blev produceret på moderselskabets produktionsanlæg på Fyn, mens datterselskabet i Jylland fremstillede chips.

Imidlertid havde datterselskabet indgået kontrakt med et energianlæg i det område, hvor datterselskabet hidtil havde ligget, om at levere overskudsvarme fra produktionen. Denne aftale ville selskabet ikke kunne påfylde, hvis det flyttede til Fyn, hvorved det ville pådrage sig den omtalte erstatningsudgift for at misligholde kontrakten.

Vognmand - ej fradrag for erstatningsudgift for at misligholde en kontrakt om at udbringe aviser - ikke udslag af normal driftsrisiko.

I TfS 1993, 450 LSR fik en vognmand, som havde pådraget sig en erstatning ved at misligholde en aftale med et selskab om at udbringe aviser til dettes distributører, ikke fradrag for denne udgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgiften blev ikke anset for at være et udslag af en normal risiko ved at drive vognmandsvirksomhed, formentlig væsentligst på grund af den erstatningspådragende handling (endog i form af forsæt). At udgiften var afholdt som led i forhandlinger om prisen på fremtidige leverancer og dermed for at sikre og vedligeholde indkomsten efter SL § 6, stk. 1, litra a, blev ikke tillagt afgørende betydning. Det gjorde heller ikke argumentet om, at erstatningen størrelse afspejlede det lidte tab. Vognmanden var selvstændigt erhvervsdrivende og medlem af en vognmandsforening, hvis virksomhed bestod i at køre aviser ud til et selskabs distributører. I forbindelse med en forhandling mellem selskabet og vognmandsforeningen blokerede vognmanden sammen med andre erhvervsdrivende kolleger forskellige trykkerier, så aviserne ikke kunne komme ud. Selskabet afskedigede straks vognmanden, men genantog ham efter 3 uger. Samtidig meddelte selskabet, at det anså blokaden for et brud på udbringningsaftalen, og at man krævede erstatning for det tab, som vognmanden havde påført selskabet.

Overtrædelse af konkurrenceklausul

I sager, hvor en erhvervsdrivende overtræder en aftale, fx en konkurrenceklausul, som han eller hun har påtaget sig i forbindelse med salg af sin virksomhed, anses erstatningsudgiften i anledning af misligholdelsen normalt for en ikke fradragsberettiget, privat udgift, der vedrører indkomstgrundlaget (formuen), eventuelt krydret med et pønalt element. Samlet set er der tale om en udgift, der anses for at ligge uden for den normale og naturlige risiko, der er ved at drive erhvervsvirksomhed af den pågældende slags.

Sælger af frisørsalon - ikke fradrag for erstatning for at misligholde aftale om konkurrenceklausul i salgskontrakt - ej udslag af normal driftsrisiko.

I SKM2002.429.LSR kunne en sælger af en frisørsalon, der pådrog sig en erstatning for at have overtrådt en konkurrenceklausul, ikke trække sin udgift hertil fra som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Erstatningsudgiften blev ikke anset for at være udslag af den risiko, der naturligt var forbundet med at drive erhverv som frisør. Frisøren (et selskab) påtog sig i forbindelse med salg af sin forretning en konkurrenceklausul, som den pågældende senere overtrådte og derfor blev dømt til at betale en erstatning til køber. Afgørelsen henviser til TfS 1991, 510 LSR der i sine præmisser uddybende anfører, at erstatningen skulle anses for ydet på grund af misligholdelse af salgskontrakten om anparterne, hvorved Landsskatteretten som grundlag for sin hovedpræmis om erstatningens manglende udslag af normal og naturlig driftsrisiko henviste til dels erstatningens pønale karakter, dels dens tilknytning til indkomstgrundlaget, som begge udgjorde driftsfremmede elementer.

Afgørelsen henviser endvidere til TfS 1997, 12 LSR, der udpensler den misligholdte aftales ikke-tilknytning til driften, men til formuen, nærmere bestemt indkomstgrundlaget. Se ordlyden umiddelbart nedenfor, hvor afgørelsen omtales nærmere.

Sælger af viktualie og diner transportable - ikke fradrag for erstatning for at misligholde aftale om konkurrenceklausul i salgskontrakt - ej udslag af normal driftsrisiko.

I TfS 1997, 12 LSR kunne en sælger af en fødevareforretning mv., som ifaldt erstatning ved at overtræde en konkurrenceklausul, ikke trække erstatningen fra som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten anførte, at misligholdelsen og dermed erstatningsudgiften ikke var udslag af en risiko, der var forbundet med at drive den pågældende virksomhed. Landsskatteretten henviste til, at aftalen var en enkeltstående disposition, der ikke var et tilbagevendende led i driften af virksomheden, samt at aftalen heller ikke var et led i den egentlige virksomhedsudøvelse. I øvrigt blev der henvist til TfS 1991, 510 LSR, der, bortset fra formueelementet, henviser til erstatningens pønale karakter. Se ovenfor under omtalen af SKM2002.429.LSR og umiddelbart nedenfor, hvor TfS 1991, 510 LSR gennemgås.

Sælger af pizzaria - ikke fradrag for erstatning for at misligholde aftale om konkurrenceklausul i salgskontrakt - ej udslag af normal driftsrisiko.

I TfS 1991, 510 LSR kunne en sælger af et pizzaria mv., som ifaldt erstatning ved at overtræde en konkurrenceklausul, ikke trække erstatningen fra som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten fandt, at erstatningen var ydet på grund af misligholdelse af salgskontrakten om anparterne (virksomheden var et anpartsselskab), og at erstatningen derfor ikke kunne anses for at være udslag af en risiko, der normalt er forbundet med at drive pizzaria mv. Landsskatteretten synes hermed at have henvist til både erstatningens pønale og formueagtige karakter som årsager til at nægte fradrag.

Bemærk

Bemærk, at sagerne TfS 1991, 510 LSR; TfS 1997, 12 LSR samt SKM2002.429.LSR ligner hinanden, fordi de alle vedrører fradrag for erstatninger for at have overtrådt påtagede konkurrenceklausuler i forbindelse med salg af virksomheder, og i øvrigt alle er afgjort af Landsskatteretten som sidste instans. Landsskatteretten har i de to seneste sager henvist til tidligere afgjorte sager og deres præmisser.

Forsømmelighed i forbindelse med varetagelse af offentlige hverv

Erstatninger, som pålægges personer, der handler forsømmeligt i forbindelse med, at de varetager offentlige hverv, er normalt ikke fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a på grund af erstatningens driftsfremmede karakter - enten fordi den udviste forsømmelighed er unormal for driften, og/eller fordi udgiften/tabet vedrører formuen og ikke driften.

Sognerådsmedlem og senere -formand - ikke fradrag for pålagt erstatning for en kæmners underslæb mod kommunekassen - ej udslag af normal driftsrisiko.

I LSRM 1964.48 LSR kunne en gårdejer, der i en periode havde været medlem af sognerådet, senere som formand for kasse- og regnskabsudvalget, ikke fratrække den erstatningsudgift, som han var blevet pålagt og havde betalt til kommunekassen, som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Erstatningsudgiften, blev anset for at ligge uden for den risiko, der normalt var forbundet med at være sognerådsmedlem eller -formand for kasse- og regnskabsudvalget. Landsskatteretten fandt ved sin afgørelse formentlig, at sognerådsformandens uagtsomhed og utilstrækkelige kontrol med kommunens værdier var medvirkende til, at underslæbet ikke var blevet afsløret langt tidligere eller måske helt kunne være undgået.

Det var i sagen oplyst, at gårdejeren over en 10-årig periode eller mere sad i sognerådet, først som almindeligt medlem, senere som formand, og at kommunens kæmner i denne periode havde begået underslæb mod kommunen, hvorved han havde påført kommunen et tab på ca. 1 1/4 mio. kr. Kæmneren blev idømt en fængselsstraf for berigelsesforbrydelsen samt pålagt at erstatte kommunens tab som følge af hans svig. Endelig bestemte landskommunalloven, at sognerådene, særligt sognerådsformændene, havde ansvaret for kommunens værdier af enhver art samt kasse- og regnskabsvæsen i det hele taget.

Revisor - ikke fradrag for pålagt erstatning for ansvarspådragende adfærd som medeksekutor i et dødsbo - ej udslag af normal driftsrisiko

I LSRM 1983.77 LSR blev en revisor nægtet fradrag for den erstatning, han var blevet pålagt at betale, fordi han som eksekutor sammen med en advokat havde handlet ansvarspådragende og derved påført arvingerne tab. Landsskatteretten bemærkede, at advokaten, men også revisoren som eksekutorer i det aktuelle dødsbo havde udført et offentligt hverv i henhold til en kongelig bevilling, og at de begge havde haft ansvar for, at hvervet blev ordentligt udført. Revisoren havde i en årrække haft lønnet beskæftigelse som revisor, hans mor havde været skolekammerat med arvelader, og revisor havde overladt den praktiske behandling af boet til advokaten, som dog (også) havde misligholdt de forpligtelser, der påhvilede ham som eksekutor.

Tidligere ansat pilot - ikke fradrag for pålagt erstatning for at have opsagt og dermed misligholdt kontrakt om arbejdsforpligtelse med forsvaret - ej hjemmel i SL § 6, stk. 1, litra a til at give fradrag for dette beløb.

I SKM2007.613.LSR blev en erstatning, som blev pålagt en tidligere ansat pilot i forsvaret, for at opsige en kontrakt i utide, ikke anset for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten udtrykte formentlig hermed, at erstatningen ikke var udslag af normal driftsrisiko ved at være pilot i forsvaret, og anvendte dermed reglerne for selvstændigt erhvervsdrivende analogt på ansatte. Mere konkret har Landsskatteretten ved sin afgørelse lagt vægt på, at erstatningsudgiften stammede fra et påført tab for af de udgifter, som Flyvevåbnet havde afholdt til pilotens uddannelse, og dermed vedrørte udgifter til videreuddannelse som en ikke-fradragsberettiget etablerings- eller formueudgift efter SL § 6 in fine. Ydermere henså Landsskatteretten til, at piloten havde udløst erstatningen (forsætligt) ved at have opsagt og dermed misligholdt kontrakten med forsvarskommandoen om at arbejde som pilot i forsvaret i 13 ½ år.

Krænkelse af rettigheder eller lignende i kontrakt

En erstatningsudgift, som en erhvervsdrivende mv. bliver pålagt for som medlem at have overtrådt foreningens vedtægter, er normalt ikke fradragsberettiget som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Dette gælder, selv om medlemskabet er dikteret af erhvervs- og driftsmæssige hensyn, fx medlemskab af en andelsforening (købs- eller salgsforening). Den manglende fradragsret er begrundet i, at en misligholdelse af foreningens vedtægter falder uden for den risiko, der normalt er i forbindelse med at drive erhverv. fx som landmand og medlem af en (andels)forening.

En gårdejer og medlem af andelsforening - ikke fradrag for erstatning, han pådrog sig ved at overtræde andelsforeningens vedtægter - ikke udslag af normal driftsrisiko.

I LSRM 1961.42 LSR blev en gårdejers erstatning, som han havde pådraget sig ved at være udtrådt af andelsforeningen uden lovligt varsel, ikke anset for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. l, litra a. Landsskatteretten lagde ved sin afgørelse formentlig vægt på, at gårdejeren havde overtrådt andelsforeningens vedtægter, hvilket i sagen gjorde udgiften driftsfremmed.

Krænkelse af rettigheder eller lignende uden for kontrakt

Erstatning, som en erhvervsdrivende mv. pådrager sig uden for kontrakt ved at krænke andres enerettigheder, fx forfatter- og kunstnerrettigheder, overholdelse af fredsskovspligt, patentrettigheder, beror normalt på en konkret bedømmelse. Afgørende er, om den forvoldte skade anses for en almindelig driftsrisiko i forbindelse med den pågældende virksomhed. En sådan krænkelse anses som udgangspunkt for at ligge uden for den normale risiko, der er ved at drive erhvervsvirksomhed, dels fordi en del af krænkelserne sker ved groft uagtsom eller forsætlig adfærd og derfor ikke er udslag af normal drift, dels fordi krænkelserne vedrører indkomstgrundlaget, altså formuen og ikke driften, og af den grund er driftsfremmede.

Fradrag nægtet for idømt erstatning for grov eller forsætlig overtrædelse af lov om forfatter- og kunstnerret - ej udslag af normal driftsrisiko.

I LSRM 1944.160 LSR nægtede Landsskatteretten en skatteyder at trække en erstatning, han var idømt for at have overtrådt lov om forfatter- og kunstnerret, fra ved indkomstopgørelsen som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten lagde ved sin afgørelse formentlig vægt på, at erstatningen var pådraget ved en adfærd, der enten havde været groft uagtsom eller forsætlig, ligesom erstatningen var udsprunget af en forseelse, der vedrørte grundlaget for indkomsterhvervelsen (formuen) og ikke driften. Der var derfor tale om en erstatning, som skulle anses for at vedrøre driftsfremmede forhold. Den erstatningspligtige var også idømt en bøde for sin overtrædelse, som Landskatteretten derfor bedømte til at være begået med enten grov uagtsomhed eller forsæt.

Husmand nægtet fradrag for pålagt erstatning for krænkelse af en fredsskovpligt på sin ejendom - ej udslag af driftsrisiko, fordi erstatningen vedrørte indtægtsgrundlaget og ikke driften.

I LSRM 1957.154 LSR blev en husmand, der var pålagt at betale en erstatning for at have krænket en fredsskovpligt, der hvilede på hans ejendom, nægtet at fratrække erstatningen som en driftsudgift ved indkomstopgørelsen efter SL § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten begrundede sin afgørelse med, at den opfattede det omhandlede beløb som en erstatning, det offentlige havde fastsat skønsmæssigt, og som husmanden havde skullet betale for at få fredsskovpligten på sin ejendom ophævet. Det betyder, at Landsskatteretten anså erstatningen for at vedrøre en byrde på hans ejendom, som blev ophævet og dermed dannede grundlag for, at husmanden kunne udvide sin indkomsterhvervelse ved fremover at dyrke jorden helt lovligt på de arealer, der nu ikke længere skulle være dækket af skov. Derimod var der ikke noget (væsentligt) pønalt element i Landsskatterettens kendelse.

En maskinfabrikant - fradrag for idømt erstatning for at have krænket en patentret - udslag af normal driftsrisiko.

I LSRM 1965.129 LSR kunne en maskinfabrikant dog trække en erstatning, som han var blevet idømt for at have krænket en anden maskinfabrikants patentret, fra som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten anså i denne sag erstatningsudgiften for at falde inden for den normale risiko, der var ved at drive virksomhed som maskinfabrikant. Erstatningen kompenserede for modpartens indtægtstab, samt at maskinfabrikanten ikke havde overtrådt patentretten hverken ved groft uagtsom eller ved forsætlig adfærd. Patentretten vedrørte en lille, men praktisk detalje ved en såmaskine, og en rettighed, hvis krænkelse var så omtvistet, at spørgsmålet blev ført helt til Højesteret for at blive afgjort. Fabrikanten drev sammen med en medinteressent en maskinfabrik, der bl.a. fremstillede radsåmaskiner. De fremstillede og solgte på et senere tidspunkt en radsåmaskine med en særlig markøranordning, som en anden maskinfabrikant fik Højesterets ord for at have patent på, og som maskinfabrikanten blev idømt erstatning for at have kopieret. Erstatningen udgjorde kompensation for modpartens indtægtstab, sagsomkostninger og renter.

En radiofabrikant - fradrag for idømt erstatning for at have krænket en patentret - udslag af normal driftsrisiko.

I UfR 1942.335 H fik en dansk radiofabrikant (et aktieselskab) fradrag som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a, for en idømt erstatning for at have krænket en hollandsk radiofabrikants patentret ved at indføre og videresælge nogle radiorør. Højesteret lagde ved sin afgørelse til grund, at den danske virksomhed havde afholdt erstatningsudgiften for at sikre såvel sin fortjeneste ved det salg af radiorør, som allerede havde fundet sted, som sin adgang til fortjeneste ved fortsat salg af disse radiorør (altså sikre og erhverve indkomst efter SL § 6, stk. 1, litra a). Modpartens (Finansministeriets) anbringende om, at udgifterne var afholdt for at sikre en mulig ret, der udgjorde en indtægtskilde og dermed en formuedel, blev ikke tillagt nogen vægt. Erstatningen vedrørte procesudgifterne i en den sag, som den hollandske fabrikant havde anlagt mod den danske for at have krænket sin patentret. Sagen sluttede med, at den danske virksomhed var blevet idømt erstatning for at have krænket det hollandske selskabs rettighed.

Containervirksomhed (A/S) - fradrag for pådraget erstatning for at have overtrådt markedsføringsloven - udslag af normal driftsrisiko.

I TfS 1995, 49 LSR kunne en virksomhed, der samlede og solgte containere, fratrække en erstatning, den havde pådraget sig ved at have overtrådt markedsføringslovens bestemmelse om god markedsføringsskik, som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten fandt, at erstatningen var udslag af en risiko, som var normal, når man drev en virksomhed som den aktuelle.

Landsskatteretten lagde ved denne præmis vægt på følgende:

• At markedsføring, herunder udsendelse af materiale, var et sædvanligt og naturligt led i driften af en produktions- og salgsvirksomhed
• At virksomhedens overtrædelse af markedsføringsloven ikke var af pønal karakter.

Det fremgik af sagen, at virksomheden beskæftigede sig med produktion og salg af containere, og at begge ejere havde været ansat i en konkurrerende virksomhed som henholdsvis salgschef og direktør. Der var ikke mellem den tidligere arbejdsgiver og virksomheden indgået nogen form for konkurrenceklausul. Alligevel anlagde den tidligere arbejdsgiver sag mod de to forhenværende medarbejdere personligt og mod deres selskab for at have overtrådt markedsføringsloven ved at markedsføre og sælge containere, der var fuldstændigt identiske med arbejdsgiverens produkter, ved at henvende sig til dennes kunder via samme kundelister, før de to medarbejdere var fratrådt, samt ved at referere til den tidligere ansættelse hos arbejdsgiveren i kundehenvendelserne. Virksomhedens priser var 10 pct. lavere end den tidligere arbejdsgivers, og erstatningen mod virksomheden var opgjort på baggrund af den tidligere arbejdsgivers sagsomkostninger og renter i forbindelse med erstatningssagen, samt nedgang i arbejdsgiverens dækningsbidrag. Virksomheden var idømt erstatning efter markedsføringslovens § 1, som havde til hensigt at erstatte det tab, den tidligere arbejdsgiver havde lidt som følge af overtrædelsen af markedsføringsloven, men der var ikke i markedsføringsloven hjemmel til at pålægge erstatning af pønal karakter.

Salgsvirksomhed (anpartsselskab) inden for møbelindustrien - fradrag for idømt erstatning for uretmæssigt at have brugt en anden virksomheds registrerede varemærke - udslag af normal driftsrisiko.

Samme resultat nåede Landsskatteretten til i SKM2002.379.LSR, hvor en virksomhed, som solgte anlæg og væsker, der primært blev anvendt i møbelindustrien, fik fradrag for en erstatning, som den havde pådraget sig, fordi den uretmæssigt havde brugt et varemærke, som en anden virksomhed havde fået registreret som sit. Landsskatteretten begrundede sin afgørelse med, at erstatningsudgiften var et udslag af en risiko, der normalt er ved at drive en virksomhed som den aktuelle, samt at markedsføring er et sædvanligt led i at drive en salgsvirksomhed. Virksomheden brugte det omstridte navn, fordi den på det tidspunkt forhandlede en båndrenser, der hed det samme, og virksomheden fik også lavet salgsmateriale for båndrenseren under samme navn. Den pålagte erstatning udgjorde dels et beløb for uretmæssigt at have brugt et andet selskabs registrerede navn, dels kompensation for modpartens sagsomkostninger i erstatningssagen. Virksomhedens indehaver havde ikke været opmærksom på, at han havde brugt et andet selskabs navn, fordi han ikke havde haft problemer med at få sin virksomhed, der var et anpartsselskab, registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller få produceret salgsmaterialet under det pågældende navn.

Se også

Se også afsnit C.C.2.2.2.17 om udgifter til bod og bøder mv.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
TfS 2000, 362 HRD	En ejendomsmægler blev nægtet fradrag for det tab, han havde lidt på grund af en medinteressents uberettigede hævning på interessentskabets kassekredit til privat brug. Tabet faldt uden for rammerne af den normale driftsrisiko, og desuden var det et ikke fradragsberettiget formuetab.
TfS 1999, 897 HRD	Sælger samt rådgivere blev anset for erstatningspligtige ved salg af et overskudsselskab, fordi salget ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition. Sælger havde opnået et merprovenu på 1 mio. kr. svarende til 55 pct. af den latente skattebyrde i selskabet, hvorved SKAT som selskabskreditor led tab i form af manglende betaling af selskabsskat.
TfS 1989, 59 HRD	En advokats udgift til erstatningsydelse, som han havde pådraget sig på grund af sin groft uagtsomme behandling af en betalingsstandsningssag blev anset for en fradragsberettiget driftsudgift, fordi advokatens dispositioner faldt inden for rammerne af den risiko, som driften af en advokatvirksomhed fører med sig.	Landsretten kom til et modsat resultat
UfR 1942.335 H	En dansk radiofabrikant (et aktieselskab) fik fradrag for en idømt erstatning for at have krænket en hollandsk radiofabrikants patentret ved at indføre og videresælge nogle radiorør. Højesteret lagde vægt på, at erstatningsudgifterne var afholdt for at sikre og erhverve indkomst, som det fremgår af SL § 6, stk. 1, litra a.
Landsretsdomme
TfS 1998, 47 ØLD	En revisor blev nægtet at fratrække erstatningsbeløb, han var blevet dømt til at betale sine klienter, fordi han havde handlet strafbart og dermed påført dem tab. Erstatningsudgiften blev ikke anset for at være udslag af normal risiko ved at drive revisionsvirksomhed.
TfS 1997, 619 ØLD	En advokat blev nægtet fradrag for det tab, han havde lidt på grund af en medinteressents uberettigede hævning på interessentskabets kassekredit til privat brug. Tabet faldt uden for rammerne af den normale driftsrisiko, og desuden var det et ikke fradragsberettiget formuetab.
TfS 1997, 332 VLD	En erhvervsdrivende med et sol- og motionscenter kunne trække en udgift til erstatningsydelse fra som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Erstatningsydelsen stammede fra hendes misligholdelse af to kontrakter om leasing af motionsudstyr mv., fordi hun måtte lukke virksomheden.
TfS 1996, 174 VLD	En speditør, der havde misligholdt en speditøraftale, kunne trække den udgift til erstatning, han derved havde pådraget sig, fra som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a.
UfR 1966.362 Ø	En installatør og arbejdsgiver kunne ved indkomstopgørelsen og som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a, fratrække en erstatningsudgift, som hans søn, der var ansat i virksomheden, var blevet pålagt i forbindelse med et færdselsuheld, der fandt sted, mens han udførte arbejde for faderen i dennes virksomhed. Udgiften blev anset for at være naturligt og nødvendigt forbundet med driften af virksomheden.
Byretsdomme
SKM2009.510.BR	En medejer af et selskab og bestyrelsesmedlem i samme blev nægtet fradrag for en erstatningsudgift, fordi han havde ladet selskabet fortsætte, selv om egenkapitalen var væk, og derved havde påført selskabets kreditorer et tab. Udgiften blev ikke anset for at være udslag af normal driftsrisiko.
Landsskatteretskendelser
SKM2009.448.LSR	En bank, som bistod ved køb af overskudsselskaber, blev nægtet fradrag for sine erstatningsudgifter samt advokat- og revisionsomkostninger i forbindelse med selskabstømmersagerne efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgiften blev ikke anset for at være udslag af normal driftsrisiko.
SKM2007.613.LSR	En erstatning, som blev pålagt en tidligere ansat i forsvaret for at opsige sin kontrakt i utide, kunne ikke anses for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgiften blev ikke anset for at være udslag af normal driftsrisiko.
SKM2006.678.LSR	Et diskotek kunne ikke som driftsudgift fratrække en idømt erstatning, fordi en gæst var kommet til skade på diskotekets toilet på grund af, at gulvet dér var meget snavset og dermed farligt at færdes på. Erstatningsudgiften blev ikke anset for at være resultat af en risiko, der normalt er, ved at drive diskotek.
SKM2006.236.LSR	En kroejer og plejefar kunne ikke trække sin udgift til erstatning fra, fordi han ikke havde tegnet en lovpligtig ansvarsforsikring på sit køretøj. Erstatningsudgiften lå uden for grænserne af, hvad der blev anset for normal risiko ved at drive en kro og have børn i pleje.	Se lignende sager i TfS 1993, 449 LSR og i LSRM 1976.138 LSR
SKM2003.111.LSR	Et advokatfirmas (aktieselskabs) erstatningsudgift for at have rådgivet i forbindelse med salget af et aktieselskab, der blev udsat for selskabstømning, blev anset for at falde uden for advokatvirksomhedens naturlige rammer og kunne derfor ikke trækkes fra ved indkomstopgørelsen som en driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a.
SKM2002.429.LSR	En sælger af en frisørsalon, der pådrog sig en erstatning for at have overtrådt en konkurrenceklausul, kunne ikke trække sin udgift hertil fra som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Erstatningsudgiften blev ikke anset for at være udslag af den risiko, der naturligt er forbundet med at drive erhverv som frisør.	Afgørelsen henviser til tidligere kendelser i lignende sager i TfS 1991, 510 LSR og TfS 1997, 12 LSR
SKM2002.379.LSR	En salgsvirksomhed med anlæg og væsker, der primært blev anvendt i møbelindustrien, fik fradrag som driftsudgift for en erstatning, som den havde pådraget sig ved uretmæssigt at have brugt en anden virksomheds registrerede varemærke. Erstatningsudgiften blev anset for at være udslag af den risiko, der normalt er ved at drive en virksomhed af den aktuelle slags.
TfS 2000, 819 LSR	En travtræners udgifter til bøder for mindre forseelser mod travsportens almindelige regelsæt blev anset for fradragsberettigede driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a. Disse blev anset for at ligge inden for den normale risiko, der er ved at være travtræner.
TfS 1997, 12 LSR	En sælger af en fødevareforretning mv., som pådrog sig erstatning ved at overtræde en konkurrenceklausul, kunne ikke trække erstatningen fra som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Misligholdelsen og dermed erstatningsudgiften var ikke var udslag af en risiko, der var forbundet med at drive den pågældende virksomhed.	Afgørelsen henviser til TfS 1991, 510 LSR Se lignende afgørelse i SKM2002.429.LSR
TfS 1995, 49 LSR	En produktions- og salgsvirksomhed kunne fratrække den erstatning, den havde pådraget sig ved at have overtrådt markedsføringsloven om god markedsføringsskik, som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten fandt, at erstatningen var udslag af en normal risiko ved at drive en virksomhed som den aktuelle.
TfS 1993, 451 LSR	En landbrugers udgift til erstatning, som han ifaldt ved at have spredt gylle på sin mark og dermed forurenet grundvandet hos naboen, blev anset for en fradragsberettiget driftsudgift, der var udslag af normal driftsrisiko. Se SL § 6, stk. 1, litra a.
TfS 1993, 450 LSR	En vognmand, som havde pådraget sig en erstatning ved at misligholde en aftale med et selskab om at udbringe aviser til dettes distributører, blev nægtet fradrag for denne udgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgiften blev ikke anset for at være et udslag af en normal risiko ved at drive vognmandsvirksomhed.
TfS 1993, 449 LSR	En gårdejer blev nægtet at fratrække sin udgift til en idømt erstatning, som skyldtes, at han havde undladt at tegne lovpligtig ansvarsforsikring for traktoren. Udgiften fandtes at falde uden for normal risiko ved at drive landbrug.	Se lignende sager i SKM2006.236.LSR og i LSRM 1976.138 LSR
TfS 1991, 510 LSR	En sælger af et pizzaria mv., kunne ikke som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a, fratrække den erstatning, som han pådrog sig, ved at overtræde en konkurrenceklausul. Erstatningen kunne ikke anses for at være udslag af en risiko, der normalt er forbundet med at drive den pågældende virksomhed.	Se afgørelser i lignende sager i TfS 1997, 12 LSR og SKM2002.429. LSR
TfS 1988, 676 LSR	En bogtrykker kunne som driftsudgift fratrække den erstatningsudgift, han pådrog sig over for leasingselskabet, ved at have undladt at forsikre leasede trykkerimaskiner, der blev totalskadede af brand. Både pligten til at tegne forsikring og sanktionen for at undlade det - erstatningspligten i tilfælde af skade - fremgik af leasingkontrakten. Udgiften var udslag af normal driftsrisiko.
TfS 1985, 650 LSR	En ingeniør, der havde været direktør og bestyrelsesmedlem i et selskab, blev nægtet fradragsret for en idømt erstatning for i regnskabet at have ansat selskabets aconto fortjeneste for højt og dermed påført en leverandør et tab ved at handle med selskabet, der senere gik konkurs. Landsskatteretten anså ikke erstatningsudgiften for at være udslag af den normale risiko, der er ved at være direktør og bestyrelsesmedlem i et selskab, der driver erhverv.
TfS 1984, 241 LSR	En gårdejers erstatningsudgift for at have annulleret en afgivet ordre på driftsmateriel til landbrugsvirksomheden blev anset for et ikke fradragsberettiget formuetab. Se SL § 6 in fine. Handlingen (annulleringen) blev ikke anset for at være udslag af en naturlig risiko, der er forbundet med at drive landbrugsvirksomhed.
LSRM 1983.77 LSR	En revisor kunne ikke fratrække den erstatning, han var blevet pålagt, fordi han som eksekutor sammen med en advokat havde handlet ansvarspådragende og derved påført arvingerne tab.
LSRM 1981.152 LSR	En direktør i et anpartsselskab blev nægtet fradrag for et idømt erstatningsbeløb, fordi han som direktør i et selskab, der var arbejdsgiver, ikke havde indeholdt A-skat efter KSL § 69. Erstatningsudgiften faldt uden for den normale risiko, der er ved at være direktør i et anpartsselskab.
LSRM 1980.159 LSR	En regnskabsfører kunne som driftsudgift fratrække en ydet erstatning til sin erhvervsdrivende klient, fordi regnskabsføreren havde glemt at afregne klientens salgsmoms rettidigt. Udgiften var udslag af normal driftsrisiko.
LSRM 1979.131 LSR	En assurandør i et forsikringsselskab, der arbejdede på provisionsbasis, kunne trække en udgift til kulanceerstatning til en af sine forsikringskunder fra som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a
LSRM 1976.138 LSR	En biludlejers erstatningsudgift for at have udlejet en varevogn, som hverken var indregistreret eller forsikret til udlejning uden fører, blev nægtet fradrag som driftsudgift. Udgiften blev anset for at ligge uden for den normale risiko ved at drive erhvervsvirksomhed - på grund af biludlejerens groft uagtsomme adfærd.	Se lignende sager i TfS 1993, 449 og i SKM2006.236.LSR
LSRM 1975.158 LSR	En revisor kunne ikke fratrække sin erstatningsudgift for at have formidlet nogle klienters investering i pantebreve. Udgiften blev ikke anset for at være udslag af normal driftsrisiko.
LSRM 1975.47 LSR	En erhvervsdrivendes og arbejdsgivers erstatningsudgift for ikke at have lønindeholdt efter KSL § 73 ansås ikke for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgiften falder uden for den almindelige risiko ved at drive erhvervsvirksomhed, selv om de ansatte skylder skat.
LSRM 1969.119 LSR	En damefrisør kunne som driftsudgift fratrække en pådraget erstatningsudgift for at ophævet en lærlingekontrakt på grund af dårligt samarbejde. Erstatningsudgiften blev anset for at være en risiko, der var naturligt forbundet med at drive virksomhed som frisør.
LSRM 1965.129 LSR	En maskinfabrikant kunne trække en erstatning, som han var blevet idømt for at have krænket en anden maskinfabrikants patentret, fra som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Erstatningsudgiften blev anset for at være udslag af den risiko, der normalt var forbundet med at fremstille landbrugsmaskiner erhvervsmæssigt.
LSRM 1964.48 LSR	Et medlem af sognerådet og senere formand for kasse- og regnskabsudvalget kunne ikke som driftsudgift fratrække den erstatning, som han var blevet pålagt at betale til kommunekassen. Erstatningsudgiften, blev anset for at ligge uden for den normale driftsrisiko.
LSRM 1962.139 LSR	En damefrisør kunne ikke fratrække en erstatningsudgift for at have indgået en ulovlig aftale om et lærlingeforhold. Udgiften blev anset for at falde uden for den naturlige risiko ved at drive virksomhed som damefrisør.
LSRM 1961.42 LSR	En gårdejers erstatning, som han havde pådraget sig ved at være udtrådt af andelsforeningen uden lovligt varsel, blev ikke anset for en fradragsberettiget driftsudgift efter SL § 6, stk. l, litra a. Udgiften blev anset for at falde uden for den naturlig risiko ved at drive landbrugsvirksomhed.
LSRM 1958.41 LSR	En speditør kunne som driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a, fratrække den erstatningsudgift, som en af hans chauffører påførte ham ved at smugle et parti kaffe, mens han arbejdede for speditøren. Udgiften blev anset for at være udslag af den normale driftsrisiko som speditør, fordi Landsretten forudsatte, at speditøren var ubekendt med chaufførens smugleri.
LSRM 1957.154 LSR	En husmand, der var blevet pålagt at betale en erstatning for at have krænket en fredsskovpligt, der hvilede på hans ejendom, blev nægtet fradrag for denne som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten anså erstatningen for en udgift for at få fredsskovpligten ophævet og dermed en ikke-fradragsberettiget formueudgift.
LSRM 1944.160 LSR	Idømt erstatningsudgift for grov eller forsætlig overtrædelse af lov om forfatter- og kunstnerret kunne ikke trækkes fra som driftsudgift efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgiften blev ikke anset for at være udslag af den risiko, der normalt er ved at drive erhverv af den aktuelle slags.
SKAT
SKM2006.311.SR	Rådgiver for en sælger blev nægtet fradrag som driftsudgift for sin betalte erstatning i forbindelse med en selskabstømmersag, fordi udgiften faldt uden for den almindelige risiko, der var ved at drive rådgivningsvirksomhed.
TfS 1999, 448 LR	En chips-producent kunne som driftsomkostning fratrække en erstatningsudgift som følge af misligholdelse af en leveringsaftale om overskudsvarme med en nærliggende virksomhed. Erstatningsudgiften blev anset for at være et udslag af normal driftsrisiko.