Indhold

Dette afsnit handler om indberetningspligten for aktier i depot, obligationer mv.

Afsnittet indeholder:

  • Børsnoterede aktier
  • Rentekuponer og udbyttekuponer
  • Køb og salg af obligationer, aktier mv. og investeringsbeviser
  • Fritagelse for oplysningspligten
  • Finansielle aktiver i udlandet.

Børsnoterede aktier

Der er indberetningspligt for den, der som led i sin virksomhed modtager børsnoterede aktier i depot til forvaltning, når deponering er foretaget for en fysisk person. Se SKL § 10 og indberetningsbekendtgørelsens § 44.

Se om indberetning af udbytte af aktier:

Rentekuponer og udbyttekuponer

Reglerne om indberetningspligt vedrørende obligationer er fastsat i SKL § 10 A, § 10 B og § 10 C.

Det er pålagt

  • offentlige kasser,
  • realkreditinstitutioner,
  • værdipapircentralen,
  • aktieselskaber,
  • investeringsselskaber omfattet af SEL § 3, stk. 1, nr. 19, jf. ABL § 19,
  • investeringsinstitutter med minimumsbeskatning omfattet af LL § 16 C,
  • banker, sparekasser, andelskasser, investeringsforeninger, vekselerere, og
  • andre, som indløser rente- eller udbyttekuponer, tilskriver renter eller udbytte vedrørende de værdipapirer, som er nævnt i SKL § 10 A, stk. 1 og 2, eller som modtager de nævnte værdipapirer i depot til forvaltning,

en pligt til uden opfordring at indberette oplysninger herom til SKAT. Indberetningspligten omfatter også renter af medarbejderobligationer.

De nærmere regler herom samt en opregning af de omfattede værdipapirer findes indberetningsbekendtgørelsens kap. 21-22.

Indberetningspligten gælder for både danske og udenlandske værdipapirer, og uanset om indløsningen sker "over skranken", via depot i et pengeinstitut eller hos en vekselerer, eller via et obligationsudstedende institut eller et realkreditinstitut. Se indberetningsbekendtgørelsens § 46.

Indberetningspligten omfatter også obligationer, der er udstedt uden pålydende rente, dog ikke præmieobligationer.

Køb og salg af obligationer, aktier mv. og investeringsbeviser

Der skal ske indberetning om erhvervelser og afståelser af obligationer, herunder konvertible obligationer, af aktier mv., omfattet af ABL § 19, og af investeringsbeviser. Se SKL § 10 B, stk. 1.

Indberetningspligten omfatter desuden hævninger i kontoførende investeringsforeninger og indfrielser af obligationer. Se indberetningsbekendtgørelsens § 52, stk. 1, jf. § 45, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2, om opregning af de værdipapirer, hvor der skal ske indberetning ved køb og salg.

Indberetningspligten efter SKL § 10 B påhviler den, der som led i sit erhverv handler med eller formidler overdragelse af de ovenfor nævnte værdipapirer, samt den, der har det som sit erhverv at indgå eller formidle aftaler om sådanne kontrakter. Se indberetningsbekendtgørelsens § 53, stk. 1, 1.-2. pkt.

Indberetning om hævning fra en konto i en kontoførende investeringsforening skal dog foretages af foreningen. Se indberetningsbekendtgørelsens § 53, stk. 1, 2. pkt.

Indberetningspligten vedrørende indfrielser af obligationer påhviler som udgangspunkt depositaren eller kontoføreren. Er værdipapiret ikke deponeret/kontoført her i landet, og formidles indfrielsen af obligationen af et pengeinstitut eller anden indløser, påhviler indberetningspligten denne.

Der gælder en særlig indberetningspligt i forbindelse med private handler med de ovenfor nævnte værdipapirer. Overdrages de ovenfor nævnte værdipapirer således mellem parter, der ikke er indberetningspligtige efter indberetningsbekendtgørelsens § 53, og formidles overdragelsen ikke af en sådan indberetningspligtig, skal indberetningen om aftalen foretages af den part, der erhverver værdipapiret. Se indberetningsbekendtgørelsens § 54, stk. 1.

Parterne i en privat handel skal dog ikke tilmelde sig registret over indberetningspligtige, men handlen skal indberettes på en særskilt blanket, som kan rekvireres hos SKAT og indberetning til SKAT skal foretages inden 15. januar i året efter udløbet af det kalenderår, hvori dispositionen har fundet sted. Se indberetningsbekendtgørelsens § 54, stk. 4.

Med overdragelse sidestilles overgang ved arv eller gave. Dødsboer er også omfattet af indberetningspligten og skal således oplyse om salg eller arveudlæg af obligationer. Kun overdragelse til eje, men ikke til sikkerhed, er omfattet af indberetningspligten.

Fritagelse for indberetningspligten

Efter indberetningsbekendtgørelsens § 57, nr. 1-3, kan indberetning efter SKL § 10 B undlades vedrørende:

  1. Dispositioner mellem de i SEL § 3 nævnte skattefrie institutioner mv. eller statsanerkendte arbejdsløshedskasser
  2. Dispositioner mellem pengeinstitutter, pensionskasser, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber
  3. Dispositioner mellem de institutter og selskaber mv., der er nævnt i indberetningsbekendtgørelsens § 57, nr. 1 og 2.

Det samme gælder overdragelse til og fra obligationsbeholdninger, når disse er anbragt i en opsparing i pensionsøjemed.

Finansielle aktiver i udlandet

Fysiske og juridiske personer, der er skattepligtige her til landet, skal afgive en erklæring til SKAT 

  • om oprettelse af indskudskonti, værdipapirdepoter eller
  • ved tegning af livs- eller pensionsforsikring i udlandet.

Se SKL § 11 A. De nærmere krav til erklæringen fremgår af SKL § 11.

Se også

Se også om reglerne om erklæringspligt i afsnit A.B.1.2.3