Offentlighedsloven indeholder tilsvarende bestemmelser om undtagelse af dokumenter som de, der er indeholdt i FVL §§ 12 - 14. Se OFL §§ 23 - 27.

For så vidt angår anvendelsesområdet for bestemmelserne i OFL §§ 23, 26 og 27, se afsnit A.A.6.2.2.2.5 om omfang og undtagelser efter forvaltningslovens regler om aktindsigt. ►Offentlighedsloven undtager imidlertid også dokumenter, der er udarbejdet med henblik på udveksling mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med sager om lovgivning eller anden tilsvarende politisk proces, fra aktindsigt. Se OFL § 27, nr. 2.◄

►Det skal bemærkes, at et internt dokument ikke anses for afgivet til udenforstående i offentlighedslovens forstand, hvis der alene sker højtlæsning af dokumentets indhold.◄

►Et internt dokument, der udveksles mellem et ministerium og dets underordnende myndigheder eller mellem forskellige ministerier og/eller ministeriernes underordnede myndigheder, kan under visse betingelser stadig undtages fra aktindsigt. Se OFL § 24.◄

►Efter denne bestemmelse, vil et internt dokument, der udveksles på et tidspunkt, hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for myndighedens rådgivning eller bistand, bevare sin interne karakter selvom dokumentet udveksles mellem de myndigheder, der er nævnt i bestemmelsen.◄

►Bestemmelsen omfatter blandt andet udkast til svar på folketingsspørgsmål, udarbejdelse af lovforslag, udkast til pressemeddelelser og dokumenter til brug for både formelle og uformelle møder mellem ministre.◄

I en sag om aktindsigt afgjorde Landsskatteretten, at det var med rette, at SKAT ikke havde imødekommet en klagers anmodning om aktindsigt i en korrespondance mellem SKAT og kurator for et konkursbo. Der blev lagt vægt på, at en offentlig myndighed, der fører eller overvejer at føre retssag med henblik på at forøge konkursmassen, selvom myndigheden som sådan ikke er part i retssagen, må antages at indgå i et procesfællesskab med konkursboet. Anmodningen om aktindsigt kunne således ikke imødekommes, jf. den dagældende OFL § 10. stk. 1, nr. 4 (nugældende OFL § 27, nr. 4). Se SKM2010.588.LSR.

Bemærk

Den åbenhed i forvaltningen, der efter bemærkningerne til skatteforvaltningsloven gælder for partsaktindsigt vedrørende visse interne dokumenter, gælder ikke for aktindsigt efter offentlighedsloven.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretten

SKM2010.588.LSR

LSR fandt, at det var med rette, at SKAT ikke havde imødekommet en anmodning om aktindsigt i en korrespondance  mellem SKAT og kurator for et konkursbo, da en offentlig myndighed, der føre eller overvejer at føre retssag med henblik på at forøge konkursmassen, selvom myndigheden som sådan ikke er part i retssagen, må antages at indgå i et procesfællesskab med konkursboet. Anmodningen om aktindsigt kunne således ikke imødekommes, jf. den dagældende OFL § 10. stk. 1, nr. 4 (nugældende OFL § 27, nr. 4)