Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.C.5.2.2.4 Erhvervsmæssige aktiver" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Omskrivning og sammenskrivning

De tidligere afsnit C.C.5.2.2.4 Erhvervsmæssige aktiver og C.C.5.2.2.5 Aktier, andelsbeviser mv. blev i Den juridiske vejledning 2021-2 om- og sammenskrevet til ét nyt afsnit C.C.5.2.2.4 Erhvervsmæssige aktiver.

Omskrivningen blev foretaget for at gøre afsnittet mere struktureret og læsevenligt. Der skete ikke ændring af indholdet.

Indhold

Dette afsnit beskriver de generelle regler for, hvilke aktiver der kan eller skal indgå i virksomhedsordningen, når den selvstændige har valgt beskatning efter virksomhedsskattelovens afsnit 1.

Afsnittet indeholder:

Resumé
Hovedregel
Undtagelse
Aktiver, der kan eller skal indgå i virksomhedsordningen
Aktiver, der ikke kan indgå i virksomhedsordningen
Afkast af aktiver omfattet af reglen
Konsekvenser ved investeringer i aktiver, der ikke kan indgå i virksomhedsordningen
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Resumé

Som hovedregel er det kun erhvervsmæssige aktiver, der kan indgå i virksomhedsordningen. Det er derfor nødvendigt at dele aktiverne op i en erhvervsmæssig og en privat del. Afsnittet indeholder eksempler på afgrænsningen mellem erhvervsmæssige og private aktiver.

Hovedregel

Når den selvstændigt erhvervsdrivende har valgt at bruge virksomhedsordningen for et indkomstår, skal reglerne anvendes for hele virksomheden i hele indkomståret. Se VSL § 2, stk. 2.

De erhvervsmæssige aktiver skal indgå i virksomhedsordningen. Som udgangspunkt er det ikke muligt at holde en del af de erhvervsmæssige aktiver uden for ordningen.

Den selvstændige kan vælge, om visse blandet benyttede aktiver skal indgå i virksomhedsordningen eller holdes uden for. Se VSL § 1, stk. 3.

De nærmere regler om blandet benyttede aktiver er omtalt i afsnit C.C.5.2.2.6 om blandet benyttede aktiver.

Udlejningsejendomme er nærmere beskrevet i afsnit C.C.5.2.2.5.

Bemærk

Private aktiver kan ikke indgå i virksomhedsordningen.

Se nærmere om dette nedenfor i afsnittet: "Aktiver, der ikke kan indgå i virksomhedsordningen", hvor der er eksempler på private aktiver.

Undtagelse

Aktiver i virksomheder omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 9 og 11 (anpartsvirksomhed), kan ikke indgå i virksomhedsordningen. Se nærmere i afsnit C.C.5.2.2.2 om anpartsvirksomhed.

Visse finansielle aktiver kan heller ikke indgå i virksomhedsordningen, selvom de er erhvervsmæssige. De kan dog indgå i virksomhedsordningen, hvis den selvstændige driver næringsvirksomhed med disse aktiver. Se VSL § 1, stk. 2.

Dette gælder fx

aktier mv. omfattet af aktieavancebeskatningsloven
uforrentede obligationer
præmieobligationer.

Aktiver, der kan eller skal indgå i virksomhedsordningen

Dette afsnit indeholder eksempler på erhvervsmæssige aktiver, der kan eller skal indgå i virksomhedsordningen. Eksemplerne er ikke udtømmende.

Materielle aktiver er

erhvervsmæssigt benyttede grunde, bygninger, tekniske anlæg
maskiner, driftsmateriel og inventar
varelagre, beholdninger og igangværende arbejder for fremmed regning - opgjort efter gældende skattemæssig praksis.

Immaterielle aktiver er

aktiverede forsknings- og udviklingsomkostninger, patenter, licenser, varemærker, goodwill og lignende immaterielle aktiver
aktiverede udgifter til ombygning af lejede lokaler.

Finansielle aktiver er

forudbetalt husleje, deposita og forudbetalinger på ovennævnte aktiver
tilgodehavender fra salg af varer og tjenesteydelser
periodeafgrænsningsposter
konvertible obligationer omfattet af aktieavancebeskatningsloven. Se nærmere nedenfor.
andele i foreninger omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 3 og 4. Se nærmere om andelsbeviser nedenfor.
strukturerede obligationer der beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter. Se nærmere nedenfor.
aktier og investeringsbeviser mv., når de er udstedt af et investeringsselskab omfattet af ABL § 19. Se nærmere nedenfor.
aktier, uforrentede obligationer og præmieobligationer, når den selvstændige driver næring med sådanne aktiver.
beløb indskudt på en ordning omfattet af PBL § 53 A, kan i visse tilfælde medtages i virksomhedsordningen. Se nærmere nedenfor.
fordringer omfattet af EBL § 6 D, stk. 1 ("sælgerpantebrevsmodellen"). Se nærmere i afsnit C.H.2.1.11.9, om udskydelse af beskatning ved finansiering med sælgerpantebreve.
hybride obligationer. Se nærmere nedenfor.
finansielle kontrakter der har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. Se nærmere nedenfor.

Konvertible obligationer

Konvertible obligationer, herunder uforrentede konvertible obligationer, kan indgå i virksomhedsordningen, så længe de ikke er konverteret til aktier. Hvis de konverteres til aktier, kan aktierne ikke indgå i virksomheden, og et beløb svarende til aktiernes værdi anses for overført til den selvstændige i hæverækkefølgen.

Investering i konvertible obligationer, der er udstedt af et selskab ejet af den skattepligtige eller dennes nærtstående, skal behandles på samme måde som andre udlån til selskabet. Se beskrivelsen heraf nedenfor i dette afsnit. Se også SKM2019.243.LSR, hvor det ikke blev anerkendt, at konvertible obligationer, der var udstedt af et af ægtefællen ejet selskab, indgik i klagers virksomhedsordning. Opsparede midler i virksomhedsordningen med en foreløbig lav beskatning kunne ikke anvendes til privat motiverede formål, uden at beløbet først blev hævet.

Andelsbeviser

Efter Skattestyrelsens opfattelse har den selvstændige valgfrihed til at lade andele i andelsbeskattede og aktieselskabsbeskattede andelsselskaber indgå i virksomhedsordningen. Den selvstændige kan vælge, fx at lade en eller flere af andelene indgå i virksomhedsordningen, mens andre andele holdes udenfor. Valgfriheden indebærer også, at den selvstændige kan vælge at placere andele, der er erhvervet i ét indkomstår, i virksomhedsordningen, mens andele, der er erhvervet i et andet indkomstår, holdes uden for virksomhedsordningen.

Et andelsbevis, der var omfattet af

SEL § 1, stk. 1, nr. 3, kunne indgå i virksomhedsordningen, fordi den selvstændige valgfrit kunne placere andelsbeviset i virksomhedsordningen. Indskuddet i andelsforeningen kunne derfor ske af midler, der var opsparet i virksomhedsordningen. Se SKM2009.122.SR.

Andelsbeviser er finansielle aktiver. Det indebærer, at flytning af andelsbeviser mellem den selvstændiges privatøkonomi og virksomhedsøkonomien i virksomhedsordningen kun kan bogføres med virkning fra indkomstårets udløb, jf. VSL § 2, stk. 5. Andelsbeviser kan ikke sidestilles med kontante beløb. Den selvstændigt erhvervsdrivende kan derfor ikke overføre et andelsbevis fra privatøkonomien til virksomhedsordningen og bogføre værdien på mellemregningskontoen. Det kan kun ske som et indskud på indskudskontoen. Se VSL § 4 a.

Fortjeneste eller tab ved afståelse af andelsbeviser, som er indskudt i virksomhedsordningen, skal indgå i virksomhedens skattepligtige overskud.

Strukturerede obligationer mv.

Obligationer og fordringer, der beskattes efter reglerne om finansielle kontrakter, kan indgå i virksomhedsordningen.

En fordring beskattes efter regler om finansielle kontrakter, når den reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver mv., hvis udviklingen er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt. Se KGL § 29, stk. 3, 1. pkt.

Fordringen er dog ikke omfattet af reglerne for finansielle kontrakter, hvis fordringen kun reguleres i forhold til udviklingen i forbrugerprisindekset eller nettoprisindekset beregnet af Danmarks Statistik eller tilsvarende officielle indeks inden for EU. Se KGL § 29, stk. 3. 2. pkt.

Se nærmere i afsnit C.B.1.8.2 om strukturerede fordringer.

I SKM2009.34.SR fandt Skatterådet, at investering i obligationer, hvor indfrielseskursen delvist blev reguleret af udviklingen i værdipapirer på el- og energimarkedet, var omfattet af KGL § 29, stk. 3. Obligationerne kunne derfor indgå i virksomhedsordningen, jf. VSL § 1, stk. 2.

Skatterådet bekræftede i SKM2008.449.SR, at et struktureret indlån i et pengeinstitut var omfattet af reglerne i KGL § 29, stk. 3, om finansielle kontrakter, og at det derfor kunne indgå i virksomhedsordningen.

Modsat fandt Skatterådet i SKM2016.301.SR, at en struktureret fordring, der var omfattet af KGL § 29, stk. 3, ikke kunne placeres i virksomhedsordningen. Fordringen var opstået ved salg af virksomhedsaktiver fra far til søn. Sælgerfinansieringen blev anset for at være usædvanlig mellem ikke interesseforbundne parter, og dermed båret af spørgers private formueinteresser. Se nærmere om sælgerfinansiering ved salg af virksomhed eller aktiver i virksomhedsordningen nedenfor.

I SKM2020.241.SR fandt Skatterådet, at et finansielt produkt skulle beskattes efter reglerne for strukturerede fordringer, og at den strukturerede fordring herefter kunne indgå i virksomhedsordningen. Skatterådet lagde forudsætningsvist til grund, at kreditor og debitor var uafhængige parter. Se også SKM2021.196.SR og SKM2022.165.SR.

Aktier og investeringsbeviser udstedt af et investeringsselskab omfattet af ABL § 19

Aktier og investeringsbeviser mv. der er udstedt af et investeringsselskab omfattet af ABL § 19, kan indgå i virksomhedsordningen.

Skattestyrelsen offentliggør inden udgangen af hvert kalenderår en liste over de investeringsselskaber, som har indsendt meddelelse om, at de er aktiebaserede, jf. ABL § 19 B, stk. 2. Listen offentliggøres på ►www.skat.dk.◄ Hvis det efterfølgende viser sig, at et investeringsselskab ikke opfylder betingelserne, fjernes det fra listen. Der henvises til § 6 i BEK nr. 1011 af 04/10/2019. Der offentliggøres ikke en lignende liste over obligationsbaserede investeringsselskaber.

I SKM2018.596.SR fandt Skatterådet, at en række konkrete EFT’er var udstedt af investeringsselskaber omfattet af ABL § 19. De udstedende selskaber og "subfunde" blev anset for at svare til selvstændige danske skattesubjekter, og de var samtidigt omfattet af UCITS-direktivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF).

Skatterådet bekræftede i SKM2020.222.SR, at investeringsbeviser i en irsk ICAV var omfattet af ABL § 19, og derfor kunne indgå i virksomhedsordningen.

Hvis et selskab driver anden virksomhed end investering i værdipapirer m.v., vil selskabet ikke være omfattet af ABL § 19. I SKM2019.406.SR fandt Skatterådet, at en aktivitet med udlån direkte fra et selskab, hvor ansatte eller andre i selskabet selv vurderede debitor og under hvilke vilkår udlånene skulle foretages, gik ud over at investere i værdipapirer, således at der var tale om “anden virksomhed". Der var derfor ikke tale om et investeringsselskab omfattet af ABL § 19. Modsat blev et selskab i SKM2019.404.SR anset for omfattet af ABL § 19, idet selskabet ikke selv vurderede, om der skulle foretages udlån og vilkårene herfor.

I SKM2020.94.SR fandt Skatterådet ikke, at en investering i en alternativ investeringsfond (AIF) var et investeringsbevis omfattet af ABL § 19, idet det ikke var godtgjort, at AIF’en alene investerede i værdipapirer mv. Se også SKM2022.80.SR.

Betingelsen om erhvervsmæssig tilknytning efter VSL § 1, stk. 1, omfatter ikke investering i aktier eller investeringsbeviser omfattet af ABL § 19. Det er dog en forudsætning, at investeringen ikke er båret af private interesser, som tilfældet var i SKM2019.243.LSR og SKM2016.301.SR, der omhandlede udlån til henholdsvis et selskab ejet af ægtefællen, og til en søn. Se også SKM2019.404.SR og SKM2019.406.SR.

Se nærmere om investeringsselskaber i afsnit C.D.1.1.10.2.

Indskud på pensionsordning omfattet af PBL § 53 A

I visse tilfælde kan indskud på en pensionsordning omfattet af PBL § 53 A medtages i virksomhedsordningen.

SKM2011.701.LSR omhandlede en pensionsaftale omfattet af PBL § 53 A, hvor der ikke var nogen forsikringselementer. Indskuddet kunne opsiges med en måneds varsel, og tilvæksten blev beskattet løbende. Landsskatteretten betragtede indskuddet som enhver anden kapitalanbringelse i virksomheden, herunder indskud på en bankkonto med kortere eller længere bindingsperiode. Indskuddet kunne derfor medtages i virksomhedsordningen.

I SKM2019.48.LSR anerkendte Landsskatteretten, at indskudte beløb på en ordning omfattet af PBL § 53 A, stk. 1, nr. 7, kunne indgå i virksomhedsordningen, selv om det indskudte beløb var anvendt til køb af aktier. Det var dog en forudsætning, at investeringerne under ordningen kunne anses for erhvervsmæssig kapitalanbringelse, og dermed ikke i henhold til praksis, fx om udlån til nærtstående, måtte anses for private dispositioner. Se også SKM2019.479.SR.

Hybride obligationer mv.

Ved hybride obligationer og hybride fordringer forstås fordringer omfattet af de pr. 1. januar 2020 ophævede bestemmelser i KGL § 1, stk. 5, og LL § 6 B, samt tilsvarende fordringer udstedt af ikke-finansielle virksomheder m.v.

Hybride obligationer er bl.a. karakteriseret ved, at de ikke forfalder på et forud aftalt tidspunkt.

Hybride obligationer kan indgå i virksomhedsordningen. Se Skatteministeriets kommentarer på side 17-19 i høringsskema af 2. oktober 2019 til lovforslag L22 (FT 2019/20). Ligesom det gælder for bl.a. strukturerede og konvertible obligationer, er det dog en forudsætning, at investeringen ikke er båret af private hensyn. Hybride obligationer/fordringer, der er udstedt af et selskab ejet af den skattepligtige eller dennes nærtstående, skal derfor behandles på samme måde som udlån til selskabet. Se nærmere om udlån fra virksomhedsordningen nedenfor.

Finansielle kontrakter

Ifølge VSL § 1, stk. 1 og 2, kan finansielle kontrakter indgå i virksomhedsordningen. Det forudsætter dog, at den finansielle kontrakt har tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed.

Likvide midler i virksomhedsordningen kan ikke anbringes i finansielle kontrakter, der i øvrigt ikke har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed.

Efter Skattestyrelsens opfattelse følger det af praksis, at en finansiel kontrakt kan anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed i følgende tilfælde:

Finansielle kontrakter, der afdækker rente- eller valutakursrisici
Finansielle kontrakter, der har til formål at reducere virksomhedens finansieringsomkostninger.
Finansielle kontrakter, hvor de underliggende aktiver eller passiver er andet end tilgodehavender eller gæld.

Det er dog en betingelse, at der er en tæt sammenhæng mellem den finansielle kontrakt og det underliggende aktiv eller passiv. Følgende betingelser skal derfor alle være opfyldt:

Den tekniske hovedstol på den finansielle kontrakt må ikke overstige værdien af det underliggende aktiv eller passiv (f.eks. den erhvervsmæssige gæld, hvis der er tale om en valutaterminskontrakt eller en rente- eller valutaswap, der er knyttet til den erhvervsmæssig gæld). Der kan dog ses bort fra helt ubetydelige differencer.
Den finansielle kontrakts løbetid må ikke være længere end løbetiden for det underliggende aktiv eller passiv. Der kan dog ses bort fra helt ubetydelige differencer.
Den ene valuta i en valutaterminskontrakt eller en swapaftale skal være den samme valuta, som den valuta, den erhvervsmæssige gæld er optaget i.

Praksis for hvornår en finansiel kontrakt kan anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed er nærmere beskrevet i afsnit C.B.1.8.4.2. om finansielle kontrakter.

Vurderingen af, om en finansiel kontrakt har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, er efter Skattestyrelsens opfattelse den samme, uanset om spørgsmålet har betydning i relation til KGL § 32, stk. 1, eller til VSL § 1, stk. 1 og 2. En afgørelse vedrørende kursgevinstloven kan derfor også tillægges betydning ved vurderingen vedrørende virksomhedsskatteloven og omvendt.

Øvrige finansielle aktiver

Øvrige finansielle aktiver, der ikke er nævnt i VSL § 1, stk. 2, kan indgå i virksomhedsordningen. Det kan fx være en kontantbeholdning, bankkonti eller obligationer m.v.

Garantbeviser i en sparekasse er omfattet af VSL § 1, stk. 1, og kan indgå i virksomhedsordningen. Der kan ikke ske kursstigninger eller kursfald på disse garantbeviser. Se SKM2004.146.LR.

Skatterådet bekræftede i SKM2021.340.SR, at virksomhedens midler kan indsættes på skattekontoen, uden at der herved bliver tale om en hævning i hæverækkefølgen efter VSL § 5. Dette gælder også midler, der overstiger virksomhedens skyldige beløb til Skattestyrelsen. Det bindende svar skal ses i sammenhæng med lovgivningen i forbindelse med Covid-19, hvori loftet for indeståender på skattekontoen midlertidigt er hævet til 100 mia. kr.

Det er vanskeligt at afgøre, om øvrige finansielle aktiver er erhvervsmæssige eller private. Derfor skal den selvstændiges fordeling eller placering af aktiverne som udgangspunkt lægges til grund. Det fremgår fx af SKM2007.351.SR.

Særligt om udlån fra virksomhedsordningen

Ledig kapital i virksomhedsordningen kan placeres på bankkonti og i obligationer m.v.

Landsskatteretten fandt i et konkret tilfælde, at ledige midler i virksomhedsordningen kunne investeres i en serie virksomhedsobligationer uden, at det ville blive betragtet som en hævning. Der ville maksimalt blive udstedt 33 obligationer og stykstørrelsen var 750.000 kr. Flertallet i Landsskatteretten fandt, at der i dette tilfælde er tale om en investering af virksomhedens kapital på almindelige markedsvilkår mellem uafhængige parter. Der ses endvidere en tydelig beskrivelse for vilkår og tegning af obligationerne, hvor der er lagt vægt på, at der, som beskrevet, er tale om en uafhængig og professionel udbyder. Se SKM2018.647.LSR.

Midlertidige udlån til forretningsforbindelser kan i særlige tilfælde indgå i virksomhedsordningen. Det afgørende er, om udlånet kan anses for et normalt led i virksomhedens drift.

Andre udlån fra virksomhedsordningen antages som udgangspunkt for at tilgodese skatteyderens private investeringsinteresser, med mindre virksomheden driver næring ved finansiering. Anvendes midler i virksomhedsordningen til sådanne udlån, vil et beløb svarende til udlånet blive anset for en hævning i rækkefølgen efter VSL § 5.

I SKM2013.505.HR fandt Højesteret, at lån ydet fra en lægevirksomhed under virksomhedsordningen til lægens anpartselselskab ikke havde erhvervsmæssig karakter. Der var derimod tale om, at lægen finansierede privat långivning, idet han, uden at det havde tilknytning til lægevirksomhedens aktiviteter, hævede beløb i virksomheden. Herved skete der en "overførsel af værdier" fra virksomheden "til den skattepligtige".

I SKM2023.190.HR anførte Højesteret, at en virksomhed under virksomhedsordningen kan yde lån, der har erhvervsmæssig karakter, uden at dette anses for en overførsel af værdier til den skattepligtige. Højesteret anførte endvidere, at virksomheden således kan give kredit til personer, som har en erhvervsmæssig tilknytning til virksomheden, f.eks. varedebitorer. Virksomheden kan endvidere placere ledig kapital som bankindskud, i obligationer mv. Hvis den skattepligtige derimod finansierer privat långivning, herunder til en ægtefælle eller nært beslægtede, ved at hæve beløb i virksomheden, er der tale om overførsel af værdier til den skattepligtige i henhold til VSL § 5.

Højesteret fandt, at 75 % af mellemregningen med et interessentskab (hvori långiver selv ejede en andel på 25%), der måtte anses for et lån til den anden interessent, ikke havde erhvervsmæssig karakter. Højesteret lagde vægt på, at lånet til den anden interessent ikke opstod som led i en løbende samhandel mellem interessentskabet og långivers landbrugsvirksomhed. Lånet udgjorde derimod en generel finansiering af driften i interessentskabet. Efter Højesterets opfattelse kunne en sådan finansieringsvirksomhed ikke anses for at have fornøden tilknytning til aktiviteterne i den virksomhed, som långiver drev under virksomhedsordningen, dvs. minkdriften i interessentskabet og landbrugsdriften uden for interessentskabet. Dette gjaldt, selv om långiver hæftede for interessentskabets forpligtelser.

Højesteret anså dermed udlånet for privat långivning, som medførte en hævning i hæverækkefølgen.

I SKM2023.59.SR havde en person foretaget et udlån, i form af en mellemregningskonto, til et partnerselskab, hvori han var deltager. Mellemregningskontoen blev anvendt til overførsel af deltagerens overskudsandel og han hævede ikke straks overskuddet fra kontoen. Det var oplyst, at det var tilfældigt, om overskuddet blev på mellemregningskontoen i dage, uger eller flere måneder.

Det var Skatterådets vurdering, at der var tale om et erhvervsmæssigt udlån, der kunne indgå i virksomhedsordningen. Skatterådet lagde blandt andet vægt på, at mellemregningen blev anvendt til overførsel af overskudsandele, og at der var tale om en midlertidig placering. Skatterådet lagde forudsætningsvist til grund, at der var tale om udlån i uger/måneder og ikke i år. Dette udelukkede dog ikke, at der kunne aftales længerevarende udlån, når det var konkret begrundet i selskabets driftsforhold, f.eks. i form af et aftalt mindstebeløb på hver partners mellemregningskonto.

Det er således fortsat muligt for en partner at foretage længerevarende udlån fra virksomhedsordningen til et partnerselskab, i form af et aftalt mindste beløb, men også i form af individuelle udlån, når det er konkret begrundet i driften af partnerselskabet.

SKM2023.285.SR omhandlede personer, som både ejede kapitalandele i H2 P/S og i H1 K/S, og som påtænkte at udlåne midler fra deres virksomhedsordning til K/S’et. Skatterådet fandt, at udlånene i den konkrete sag måtte anses for at have den fornødne tilknytning til aktiviteterne i den virksomhed, som blev drevet i virksomhedsordningen, og at de derfor ikke ville medføre en hævning i hæverækkefølgen. Dog blev den andel af en deltagers udlån, som svarede til deltagerens egen andel i K/S’et, ikke anset for et udlån, men for egenkapital, idet en person ikke kan udlåne penge til sig selv, med skattemæssig virkning. Denne del kunne ikke indgå i virksomhedsordningen, men ville udgøre en hævning i hæverækkefølgen, idet andelene i K/S’et var omfattet af anpartsreglerne (se C.C.5.2.2.2 om anpartsvirksomhed).

Om udlån til eget selskab, se SKM2001.201.LR, SKM2013.505.HR, SKM2006.555.LSR, SKM2016.189.SR, og SKM2016.42.SR.

Om udlån til eget investeringsselskab omfattet af ABL § 19, se SKM2020.245.SR.

Om udlån til familie, se SKM2016.278.SR og SKM2001.201.LR.

Om udlån til interessentskab, ejet af skatteyder og hans søn, se SKM2023.190.HR.

Om udlån/mellemregning med partnerselskab, se SKM2014.764.SR og SKM2023.59.SR.

Om udlån til et kommanditselskab, se SKM2023.285.SR.

Om udlån til et uafhængigt selskab, se SKM2020.222.SR og SKM2023.128.BR.

Om udlån via en crowd lending model, se SKM2015.719.SR.

Om investering i pantebreve med pant i fast ejendom, se SKM2016.15.SR.

Om investering i konvertible obligationer, se SKM2019.243.LSR.

Om investering i et usædvanligt udlånskoncept, hvor forrentningen blev sikret via spil hos bookmakers, se SKM2010.96.LSR.

Særligt om sælgerfinansiering ved salg af virksomhed eller aktiver i virksomhedsordningen

Udlån fra virksomhedsordningen kan ske som hel eller delvis finansiering af aktiver, der sælges fra virksomhedsordningen. Endvidere kan udlån opstå ved hel eller delvis finansiering af salget af virksomheden eller andele heraf.

Fordringer, der har forbindelse med erhvervsmæssig samhandel (typisk varedebitorer), vil være erhvervsmæssige udlån, og kan dermed indgå i virksomhedsordningen. Aftales der en usædvanlig lang kredittid, kan mellemværendet dog få karakter af et egentlig udlån, og skal vurderes konkret og efter den praksis, der gælder herfor.

Ved salg af virksomheden eller virksomhedsaktiver, er det ikke usædvanligt, at der ved salget indgår en (delvis) sælgerfinansiering. Sådanne udlån kan anses for erhvervsmæssige udlån i relation til virksomhedsordningen.

Er udlånet imidlertid primært båret af private interesser, hvilket oftest vil forekomme, når handlen er indgået mellem interesseforbundne parter, vil lånet blive anset for ydet af den skattepligtige uden for virksomhedsordningen. Konsekvensen heraf er, at et beløb svarende til udlånet vil blive anset for en hævning i rækkefølgen efter VSL § 5. Ved vurderingen af, om lånet anses for privat (og ikke erhvervsmæssigt) henses til, om en tilsvarende finansiering ville være tilbudt en uafhængig køber.

Bestemmelsen i VSL § 15, stk. 3, hindrer ikke, at der skal foretages en konkret vurdering af, om den sælgerfinansiering, der aftales mellem interesseforbundne parter, kan anses for erhvervsmæssig eller ej. Se SKM2017.731.LSR.

En fordring opstået ved delvis sælgerfinansiering af en ejendomsoverdragelse til den skattepligtiges 2 børn, kunne ikke forblive i virksomhedsordningen. Udlånet var sket på anfordringsvilkår uden afdragsprofil, og der var ikke erhvervsmæssig samhandel mellem parterne. Se SKM2015.728.LSR. Se også SKM2023.346.ØLR og SKM2020.188.SR. I en anden sag fandt Landsskatteretten derimod, at den delvise sælgerfinansiering kunne forblive i virksomhedsordningen. Der blev ved vurderingen lagt vægt på, at der i ejendomshandler mellem ikke interesseforbundne parter ligeledes inddrages sælgerfinansiering i form af sælgerpantebreve, at finansieringen med sælgerpantebrevet konkret i dette tilfælde udgjorde 20 procent af den samlede overdragelsessum, og at der på forhånd er aftalt afdrag og renter. Samlet set måtte sælgerfinansieringen, på baggrund af oplysningerne, anses for en aftale på sædvanlige markedsvilkår. Se SKM2017.545.LSR.

I en sag forelagt Skatterådet, var overdragelsen delvist finansieret ved et anfordringslån uden afdragsprofil. Lånet var dog reguleret således, at der set fra kreditors side var tale om en struktureret fordring omfattet af KGL § 29, stk. 3. Skatterådet fandt, at sælgerfinansieringen var båret af skatteyderens private formueinteresser, og at fordringen dermed ikke kunne forblive i virksomhedsordningen. Det forhold, at fordringen skatteretligt ansås for en struktureret fordring omfattet af kursgevinstlovens regler herom, ændrede ikke herved, idet virksomhedsskattelovens særlige bestemmelse om investering i strukturerede obligationer, ikke ansås for at omfatte fordringer som den i sagen omhandlede. Se SKM2016.301.SR.

I SKM2017.731.LSR fandt Landsskatteretten ikke, at den fordring, der opstod ved salg af minkskind og minkdyr til et nystiftet selskab, kunne placeres i virksomhedsordningen. Finansieringen ansås for usædvanlig og for at være udsprunget af klagerens interesser som ejer af både selskabet, hvortil dyrene og skindene var solgt, og den virksomhed, hvorfra salget skete.

I SKM2004.480.LSR fandt Landsskatteretten, at en opsat livsbetinget ydelse kunne indgå i virksomhedsordningen. Den løbende ydelse udgjorde en del af berigtigelsen af købesummen for en tømrerhandel, der blev overdraget til en uafhængig køber. Se nærmere om løbende ydelser i afsnit C.C.6.8 om løbende ydelser.

Sælgerpantebreve, der er omfattet af EBL § 6 B, stk. 1, kan altid indgå i virksomhedsordningen, jf. VSL § 1, stk. 2. Reglerne kaldes også for "sælgepantebrevsmodellen" og er nærmere omtalt i afsnit C.H.2.1.11.9 om udskydelse af beskatning ved finansiering med sælgerpantebreve.

Vedvarende energianlæg - herunder vindmøller

Kun vedvarende energianlæg eller andele i vedvarende energianlæg, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, kan indgå i virksomhedsordningen. Erhvervsmæssigt benyttede vedvarende energianlæg eller andele heri skal indgå i virksomhedsordningen, hvis den selvstændige har valgt beskatning efter VSL afsnit 1.

Hvis den skattepligtige vælger at anvende den skematiske ordning efter LL § 8 P, stk. 2 og 3, anses det vedvarende energianlæg eller andelene i det vedvarende energianlæg for udelukkende benyttet til private formål, jf. LL § 8 P, stk. 4. Anvendelse af virksomhedsordningen er derfor udelukket.

Hvis den skattepligtige i stedet for at anvende den skematiske ordning vælger at opgøre resultatet efter et regnskabsmæssigt princip, og anlægget er erhvervet ved en bindende aftale, der er indgået før den 20. november 2012, er anlægget pr. definition erhvervsmæssigt, jf. den nu ophævede bestemmelse i LL § 8 P, stk. 5. Dette indebærer, at det vedvarende energianlæg bliver omfattet af VSL § 1, stk. 1, og kan indgå i virksomhedsordningen. Skatterådet har bekræftet, at en husstandsvindmølle kan indgå i virksomhedsordningen, når den selvstændigt erhvervsdrivende har valgt at opgøre resultatet efter et regnskabsmæssigt princip. Se SKM2009.290.SR.

Hvis anlægget er erhvervet ved bindende aftale, der er indgået den 20. november 2012 eller senere, skal det afgøres efter de almindelige skatteregler, om anlægget kan anses for erhvervsmæssigt, således at virksomhedsordningen kan anvendes. Det bemærkes, at blandet benyttede anlæg ikke kan indgå i virksomhedsordningen, jf. VSL § 1, stk. 3.

Vedvarende energianlæg eller andele i et vedvarende energianlæg, der er omfattet af anpartsreglerne i PSL § 4, stk. 1, nr. 9 eller 11, kan dog ikke indgå i virksomhedsordningen. Se afsnit C.C.5.2.2.2.

Se også

Se også afsnit C.C.4.5.2 om beskatning af vedvarende energianlæg - herunder vindmøller.

Bemærk

Kapitalafkast og rentekorrektion er i et vist omfang et værn mod, at private aktiver og gæld medtages i virksomheden. Det er derfor af mindre betydning, om øvrige finansielle aktiver og passiver indgår i virksomheden eller holdes udenfor.

Som udgangspunkt vil Skattestyrelsen ikke undersøge den regnskabsmæssige opdeling, når indskudskontoen i åbningsbalancen er positiv eller 0, og de åbenbart erhvervsmæssige aktiver og gældsposter er medtaget.

Skattestyrelsen kan tilsidesætte den selvstændiges valg, fordi Skattestyrelsen har en generel adgang til at efterprøve virksomheders regnskaber.

Der kan være skattemæssige fordele ved, at lade finansielle aktiver og passiver indgå i virksomhedsordningen. Det er tilfældet, hvis det er store beløb, og der samtidig er stor forskel mellem den faktiske rentesats og kapitalafkastsatsen/satsen for rentekorrektion. Hvis der kun er en skattemæssig begrundelse for at medtage en stor post finansielle aktiver og/eller passiver i virksomheden, kan Skattestyrelsen vurdere nærmere, om disse aktiver og passiver er erhvervsmæssige eller private.

Aktiver, der ikke kan indgå i virksomhedsordningen

Dette afsnit indeholder eksempler på aktiver, der ikke kan indgå i virksomhedsordningen. Eksemplerne er ikke udtømmende.

Private aktiver kan ikke indgå i ordningen

Eksempler på private aktiver, der ikke kan indgå i ordningen:

Privat indbo.
Værdien af en livsforsikringspolice.
Private udlån. Se nærmere ovenfor i afsnittet "Særligt om udlån fra virksomhedsordningen".
Boliger der er stillet gratis til rådighed for forældre og svigerforældre m.fl. efter reglerne i LL § 12 A. Se afsnit C.H.3.5.4 om ejendomsværdiskat.
Udlejede sommerhuse, der er til rådighed for ejeren.

I SKM2019.25.SR fandt Skatterådet, at investeringsvine, der ikke havde tilknytning til virksomhedens erhvervsmæssige aktivitet, ikke kunne indgå i virksomhedsordningen.

Erhvervsmæssige aktiver, der ikke kan indgå i ordningen

Aktiver i anpartsvirksomhed omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 9 eller 11 kan ikke indgå i virksomhedsordningen. Se nærmere i afsnit C.C.5.2.2.2.

Efter VSL § 1, stk. 2, kan

aktier mv. omfattet af aktieavancebeskatningsloven. Se nærmere nedenfor
uforrentede obligationer
præmieobligationer

ikke indgå i virksomhedsordningen, medmindre den selvstændige driver næring med sådanne aktiver, fx som vekselerer.

Uforrentede obligationer kan dog indgå, hvis de beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter. Dette gælder dog alene, såfremt de er erhvervet d. 27. januar 2010 eller senere. Investeringen må endvidere ikke være båret af private interesser. Se SKM2016.301.SR.

Forrentede indeksobligationer kan indgå i virksomhedsordningen, såfremt de er erhvervet d. 27. januar 2010 eller senere. Vedrørende indeksobligationer erhvervet før d. 27. januar 2010 henvises til DJV 2021-1, afsnit C.C.5.2.2.5.

Aktier mv.

Aktier mv. omfattet af aktieavancebeskatningsloven kan ikke indgå i virksomhedsordningen. Aktier og investeringsbeviser, der er udstedt af et investeringsselskab omfattet af ABL § 19 kan dog godt indgå i ordningen. Endvidere kan andelsbeviser indgå. Se nærmere ovenfor i afsnittet om andelsbeviser. Endeligt kan aktier indgå i ordningen, når den selvstændige driver næring med aktier.

Bestemmelsen om, at aktier ikke kan indgå i virksomhedsordningen, omfatter også aktier, som virksomheden besidder med henblik på deltagelse i et erhvervsmæssigt samarbejde. F.eks. en aktiepost som virksomhedsejeren er nødt til at eje, for at kunne deltage i et kædesamarbejde. Se også SKM2005.410.LR.

I SKM2007.203.SR svarede Skatterådet, at en aktielejlighed ikke kunne indgå i virksomhedsordningen. Den selvstændige drev ikke næring med aktier, og aktien var ikke udstedt af et investeringsselskab.

En "working interest" (konkret retten til en løbende nettoandel af indtjeningen fra et olie- og gasfelt i USA) er omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 9, og kan dermed ikke indgå i virksomhedsordningen. Se SKM2013.793.HR og afsnit C.C.5.2.2.2 om anpartsvirksomhed.

Afkast af aktiver omfattet af reglen

Afkastet af finansielle aktiver, der ikke kan indgå i virksomhedsordningen, skal også holdes udenfor.

Konsekvenser ved investeringer i aktiver, der ikke kan indgå i virksomhedsordningen

Hvis en selvstændig investerer midler fra virksomheden i aktier eller andre værdipapirer, der ikke kan indgå i virksomhedsordningen, anses et beløb, der svarer til købsprisen, for overført til den selvstændige efter hæverækkefølgen i VSL § 5. Overførslen skal ske på det tidspunkt, hvor værdipapirerne bliver købt.

Se også afsnit A.A.14 om mulighederne for omgørelse, skatteforbehold og ændring af valg i oplysningsskemaet.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2023.190.HR	Udlån Sagen angik, om udlån i form af en mellemregning mellem en landmands personligt drevne landbrugsvirksomhed og et interessentskab, der drev minkfarm og havde landmanden samt hans stedsøn som deltagere, kunne indgå i landmandens virksomhedsordning, hvor den personligt drevne landsbrugsvirksomhed og andelen af minkfarmen var placeret. Højesteret udtalte under henvisning til Højesterets dom af 31. maj 2013 (SKM2013.505.HR), at en virksomhed under virksomhedsordningen kan yde lån, der har erhvervsmæssig karakter, uden at dette anses for en overførsel af værdier til den skattepligtige. Hvis den skattepligtige derimod finansierer privat långivning, herunder til en ægtefælle eller nært beslægtede, er der derimod tale om overførsel af værdier til den skattepligtige i henhold til virksomhedsskattelovens § 5. Om den konkrete sag udtalte Højesteret, at 75 % af mellemregningens saldo, svarende til stedsønnens ejerandel af interessentskabet, måtte anses for et lån til stedsønnen. Eftersom lånet ikke var opstået som led i en løbende samhandel mellem interessentskabet og landbrugsvirksomheden - men derimod som led i den generelle finansiering af interessentskabet - fandt Højesteret, at lånet måtte anses for at være privat långivning med hævede beløb i skatteyderens virksomhedsordning. Det var uden betydning for denne vurdering, at landmanden hæftede for interessentskabets forpligtelser. Højesteret fandt endvidere, at der ikke forelå en administrativ praksis, som udelukkede forhøjelsen af landmandens personlige indkomst. Højesteret stadfæstede på denne baggrund landsrettens dom.	Dommen stadfæster SKM2022.260.ØLR.
SKM2013.793.HR	Working interest En working interest (indtjening fra et olie og gasfelt i USA) er omfattet af PSL § 10, stk. 1, nr. 9 (dagældende nr. 10), og kan dermed ikke indgå i virksomhedsordningen jf. VSL § 1, stk. 1.	Tidligere instanser: SKM2012.17.VLR SKM2010.87.LSR
SKM2013.505.HR	Udlån Højesteret fandt, at udlån til eget selskab måtte anses for hævning efter reglerne i VSL § 5, idet udlånet ikke kunne anses for sket som led i lægevirksomhedens erhvervsmæssige aktivitet.	Dommen stadfæster SKM2011.537.ØLR.
Landsretsdomme
►SKM2024.325.ØLR◄	►Aktier Sagen angik, om et overskud fra køb/salg af aktier kunne indgå i virksomhedsordningen. Landsskatteretten havde ved endelig afgørelse i 2014 fastslået, at skatteyderen ikke anses for at være næringsdrivende med aktier efter ABL § 17, og at overskuddet skulle beskattes efter aktieavancebeskatningsloven som aktieindkomst, samt hvad der skulle gives i fradrag for køb af udenlandske selskaber. SKATs afgørelse i 2015 var en konsekvens heraf, og ansættelsesfristerne i SFL §§ 26 og 27 skulle derfor ikke iagttages ved afgørelsen. I forhold til den materielle ansættelse var der ikke grundlag for at anvende et andet næringsbegreb i virksomhedsskatteloven end i aktieavancebeskatningsloven. Landsretten tiltrådte herefter byrettens afgørelse om, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse om, at sagsøgeren ikke var næringsdrivende med aktier. Indkomsten kunne dermed ikke indgå i virksomhedsordningen og byrettens frifindelse blev dermed stadfæstet.◄	Tidligere: SKM2023.92.BR
SKM2023.346.ØLR	Sælgerfinansiering Sagen angik, om udlån til virksomhedsejernes børn i forbindelse med børnenes delvise overtagelse af landbrugsvirksomhederne, kunne indgå i skatteydernes virksomhedsskatteordninger. Landsretten udtalte med henvisning til Højesterets dom af 31. maj 2013 (SKM2013.505.HR), at en virksomhed omfattet af virksomhedsordningen kan yde lån, uden at dette anses for en overførsel efter virksomhedsskattelovens § 5, forudsat at lånene har erhvervsmæssig karakter. Hvorvidt et lån ydet til virksomhedsejerens ægtefælle eller andre nært beslægtede er et privat og derfor virksomheden uvedkommende lån, beror ifølge landsretten på en konkret vurdering af, om lånet er ydet som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition og på markedsvilkår, herunder om lånet er ydet på armslængdevilkår. Landsretten udtalte i den forbindelse, at det var op til landmændene at godtgøre, at lånene blev ydet på armslængdevilkår. Landsretten fandt på baggrund en sådan konkret vurdering, at ingen af lånene kunne anses at have erhvervsmæssig karakter, og lånene kunne derfor ikke kunne indgå som aktiver i landmændenes virksomhedsskatteordninger. Landsretten fandt endvidere, at skattemyndighederne havde været berettiget til at anse lånene for hævet ud af landmændenes virksomhedsskatteordninger i indkomstårene 2012 og 2013, selvom lånene blev etableret og medtaget som aktiver i virksomhedsskatteordningerne i tidligere indkomstår. Landsretten henviste til, at landmændene i de forudgående år, hvor lånene også var medtaget som aktiver, alene havde været undergivet den foreløbige beskatning, som virksomhedsskatteordningen indebærer, og at lånene også var medtaget som aktiver i de indkomstår, hvor skattemyndighederne havde anset lånene for hævet ud af virksomhedsskatteordningerne. Landsretten bemærkede, at resultatet i øvrigt er i overensstemmelse med skattemyndighedernes adgang til at korrigere en fejlagtigt opgjort indskudskonto. At skattemyndighederne ikke tidligere havde grebet korrigerende ind over for, at lånene indgik som aktiver i virksomhedsskatteordningerne, kunne ifølge landsretten i øvrigt ikke sidestilles med en positiv afgørelse om spørgsmålet. Skatteministeriet blev derfor frifundet.	Tidligere: SKM2018.652.LSR Senere: SKM2024.139.HR. Spørgsmålet om hvorvidt lånene havde erhvervsmæssig karakter indgik dog ikke i sagen ved Højesteret.
Byretsdomme
SKM2023.128.BR	Udlån Sagen angik, om et udlån, som skatteyder havde ydet fra sin virksomhed under virksomhedsordningen til en leverandør, opfyldte betingelserne for at være en del af virksomhedsordningen under virksomhedsskatteloven. Retten fandt bl.a. med henvisning til skatteyderens egen forklaring i retten, at hovedformålet med udlånet var at opnå løbende renteindtægter. Hovedformålet med lånet blev efter rettens opfattelse endvidere underbygget af oplysningerne i sagen, herunder om omfanget og karakteren af parternes samhandel samt lånets betydning for låntagers fortsatte drift. Under henvisning hertil fandt retten ikke udlånet for erhvervsmæssigt i virksomhedsskattelovens forstand, hvorfor udlånet skulle anses for hævet af skatteyderen til private formål, jf. virksomhedsskattelovens § 5 og forarbejderne til loven. Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Landsskatteretskendelser
SKM2019.243.LSR	Konvertible obligationer - udlån Landsskatteretten fandt, at erhvervelse af de omhandlede konvertible obligationer, der var udstedt af ægtefællens selskab, skulle anses for en privat hævning i VSL § 5.
SKM2019.48.LSR	Pensionsordning - PBL § 53 A Landsskatteretten fandt, at opsparingsmidler på en pensionsordning omfattet af PBL § 53 A i de i afgørelsen nævnte tilfælde kunne placeres i virksomhedsordningen og investeres i værdipapirer, der ikke var omfattet af ABL § 19, uden at dette medførte en privat hævning i virksomhedsordningen.	Tidligere afgørelse SKM2017.631.SR.
SKM2018.647.LSR	Erhvervsobligation En selvstændig erhvervsdrivende, der drev virksomhed med anvendelse af virksomhedsordningen, kunne anvende overskudslikviditet til placering i en erhvervsobligation, uden at det ville medføre en hævning i hæverækkefølgen.	Tidligere afgørelse SKM2017.717.SR.
SKM2017.731.LSR	Sælgerfinansiering En fordring, som en minkavler erhvervede ved salg af en minkbesætning inkl. minkskind til et af sælger ejet anpartsselskab, kunne ikke placeres i sælgers personlige virksomhedsordning.	Tidligere afgørelse SKM2015.610.SR.
SKM2017.545.LSR	Sælgerfinansiering Landsskatteretten fandt, at et sælgerpantebrev, der var oprettet som led i overdragelsen af en landbrugsejendom, kunne indgå som et erhvervsmæssigt aktiv i sælgerens fortsatte virksomhedsordning.
SKM2017.70.LSR	Begrænset skattepligtig - obligationer og bankindestående Landsskatteretten fandt, at en begrænset skattepligtig persons obligationsbeholdning og bankindestående, der hidrørte fra salg af en virksomhed med fast driftssted her i landet, og som var placeret i virksomhedsordningen, måtte anses for erhvervsmæssige aktiver, således at der ikke var grundlag for at anse midlerne for privat hævet i virksomhedsordningen.
SKM2015.728.LSR	Sælgerfinansiering En mellemregning på anfordringsvilkår og til markedsrente, der etableres i forbindelse med overdragelse af en næringsvirksomhed med køb og salg af ejendomme, ansås for en hævning i virksomhedsskatteordningen for overdrageren.
SKM2011.701.LSR	Pensionsordning - PBL § 53 A Der kunne indskydes beløb på en pensionsordning, der var omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, uden at indskuddet ansås for en privat hævning. Pensionsordningen indeholdt ikke nogen forsikringselementer. Den kunne opsiges med en måneds varsel.
SKM2010.96.LSR	Udlån En anmodning om ændring af selvangivet opsparet overskud i virksomhedsordningen som følge af et udlån var med rette ikke imødekommet. Der blev lagt vægt på, at udlånet var uden forbindelse med den virksomhed, der var drevet i virksomhedsordningen.
SKM2006.555.LSR	Udlån Udlån til et af den selvstændige kontrolleret selskab blev anset for ydet for at tilgodese private interesserer. Lånet var derfor en hævning i virksomhedsordningen.
SKM2004.480.LSR	Løbende ydelse Købesummen for en virksomhed blev berigtiget i form af en opsat livsbetinget ydelse. Landsskatteretten fandt, at værdiansættelsen af den løbende ydelse skulle ske efter bekendtgørelse nr. 996 af 8. november 2000, den løbende ydelse indgik i virksomhedsordningen, kapitalværdien af den løbende ydelse indgik som kapitalafkastgrundlag i virksomhedsordningen. Kapitalværdien blev ikke betragtet som et finansielt aktiv.	Tidligere afgørelse SKM2003.419.LR.
Skatterådet og Ligningsrådet
SKM2023.245.SR	Udlån Spørgsmål 1 omhandlede personer, som både ejede kapitalandele i H2 P/S og i H1 K/S, og som påtænkte at udlåne midler fra deres virksomhedsordning til K/S’et. Skatterådet fandt, at udlånene måtte anses for at have den fornødne tilknytning til aktiviteterne i den virksomhed, som blev drevet i virksomhedsordningen, og at de derfor ikke ville medføre en hævning i hæverækkefølgen. Dog blev den andel af en deltagers udlån, som svarede til deltagerens egen andel i K/S’et, ikke anset for et udlån, men for egenkapital, idet en person ikke kan udlåne penge til sig selv, med skattemæssig virkning. Da andelene i K/S’et var omfattet af anpartsreglerne, kunne denne del ikke indgå i virksomhedsordningen, men ville udgøre en hævning i hæverækkefølgen.
SKM2023.59.SR	Mellemregning med partnerselskab Spørger var deltager i et partnerselskab, der drev erhvervsmæssig virksomhed. Et partnerselskabs kapital er opdelt i aktier, og det er derfor ikke muligt at have individuelle kapitalkonti, der udgør en del af egenkapitalen, uden at det vil forrykke det indbyrdes ejerforhold mellem partnerne. Spørgers individuelle kapitalkonto havde således form af en mellemregning med partnerselskabet, der var opført som gæld i partnerselskabets regnskab. Mellemregningskontoen blev anvendt til overførsel af Spørgers overskudsandel og Spørger hævede ikke straks overskuddet fra kontoen. Det var oplyst, at det var tilfældigt, om overskuddet blev på kapitalkontoen i dage, flere uger eller flere måneder. Som følge af partnerselskabets skattemæssige transparens, var der ikke skattemæssigt tale om et udlån til partnerselskabet, men om et udlån til de øvrige selskabsdeltagere, opgjort efter deres ideelle andel. Det gjaldt dog ikke Spørgers egen andel, der måtte anses for egenkapital. Det var Skatterådets vurdering, at der var tale om et erhvervsmæssigt udlån, der kunne indgå i virksomhedsordningen. Skatterådet lagde herved vægt på, at der var tale om en mellemregning, som blev anvendt til overførsel af hver enkelt partners overskudsandel, og at der var tale om en midlertidig placering, jf. det oplyste om varighed af "dage, flere uger eller flere måneder". Det blev således lagt forudsætningsvist til grund, at der ikke var tale om "år". Dette udelukkede dog ikke, at selskabsdeltagerne kollektivt kunne beslutte, at de alle skal lade et mindstebeløb stå på mellemregningskontoen, når det konkret er begrundet i partnerselskabets driftsforhold. Skatterådet lagde endvidere vægt på, at det måtte anses for sædvanligt, at der i et partnerselskab oprettes en mellemregningskonto til et sådant brug. Skatterådet kunne således bekræfte, at mellemregningen ikke medførte en hævning i virksomhedsordningen, idet der var tale om et erhvervsmæssigt udlån.
SKM2023.33.SR	Investeringsselskab, ABL § 19 Spørger var partner i H1-Advokatpartnerskab. Han spurgte Skatterådet, om de kunne bekræfte, at aktier i Investeringsselskab 1 ville være omfattet af ABL§ 19. Dette ville medføre at aktierne kunne indgå i Spørgers virksomhedsordning. Det bemærkedes, at nogle investeringer ville blive foretaget sammen med en medinvestor, som ikke ejede aktier i Investeringsselskab 1, og hvor Spørger og medinvestoren samlet ville opnå en ejerandel på mere end 50% eller stemmemajoritet. Da der ikke efter det oplyste forelå nogen ejeraftaler e.l. mellem Spørger og medinvestor, der ville medføre, at der udøvedes fælles bestemmende indflydelse, besvarede Skatterådet spørgsmål 1 med "Ja, se dog indstilling og begrundelse". Skatterådet skulle ligeledes tage stilling til, hvorvidt aktierne i Investeringsselskab 2 ville være omfattet af ABL§ 19, og dermed kunne indgå i Spørgers virksomhedsordning. Investeringsselskab 2 foretog forrentede udlån, hovedsageligt i form af konvertible obligationer. Dette blev i den konkrete sag anset for at være investeringer i værdipapir, hvorfor Skatterådet vurderede, at der var tale om et investeringsselskab omfattet af ABL§ 19. Skatterådet besvarede dermed spørgsmål bekræftende. Såfremt spørgsmål 2 blev besvaret bekræftende, ønskede Spørger desuden at vide, om Skatterådet også kunne bekræfte, at dette ikke blev ændret af, at nogle af gældsbrevene på et senere tidspunkt konverteredes til aktier/anparter i det selskab, som lånet ydes til. Skatterådet lagde vægt på, at aktier og anparter fortsat faldt under ordlyden værdipapirer m.v., hvorfor der var tale om et investeringsselskab efter ABL § 19, såfremt Spørger og Investeringsselskab 2 ikke fik bestemmende indflydelse i nogle af selskaberne. Spørgsmål 3 kunne således besvares bekræftende.
SKM2022.425.SR	Anlægsaktiver i ophørt minkvirksomhed Spørger var ophørt med at drive virksomhed med minkavl i 2020, hvor minkbesætningen var aflivet som en følge af det midlertidige forbud mod hold af mink. Spørgers virksomhed bestod herefter alene i bortforpagtning af 16,5 ha landbrugsjord. Skatterådet bekræftede, at bortforpagtningen af landbrugsjorden måtte anses for selvstændig erhvervsvirksomhed, og at Spørger derfor havde mulighed for at benytte virksomhedsordningen. Spørger havde søgt erstatning ved permanent nedlukning, hvilket blandt andet indebar, at staten skulle overtage minkvirksomhedens anlægsaktiver. Spørger ejede imidlertid anlægsaktiverne, herunder driftsbygninger og minkbure, frem til det tidspunkt, hvor der blev truffet en afgørelse om erstatning. I perioden fra ophøret af virksomheden med minkavl, og frem til staten overtog anlægsaktiverne, blev anlægsaktiverne ikke anvendt - hverken erhvervsmæssigt eller privat. Skatterådet bekræftede, at anlægsaktiverne, der tidligere havde været anvendt i minkfarmen, måtte anses for erhvervsmæssige aktiver i perioden fra virksomhedsophøret i 2020 og frem til staten overtog aktiverne. Anlægsaktiverne skulle derfor indgå i virksomhedsordningen, såfremt den blev anvendt. Der skulle således ikke ske hævning i virksomhedsordningen af aktiverne.
SKM2022.165.SR	Struktureret fordring Spørger var en kapitalfond, som investerede i aktivtyper A. De var i gang med at rejse kapital til yderligere investeringer igennem H3 A/S. I den forbindelse påtænkte spørger at oprette et holdingselskab, H2 ApS, hvis formål var at erhverve aktier i H3, og herefter udstede strukturerede obligationer / gældsbreve til investorerne, hvorefter det indkomne provenu fra obligationsudstedelsen anvendtes til investering i H3. Afkastet af de strukturerede obligationer ville blive knyttet til resultaterne i H2, og dermed indirekte til resultaterne i H3, således at hovedstolen reguleres i forhold til den finansielle udvikling i H2 og H3. Reguleringen skete på baggrund af de samlede værdisvingninger i de aktivtyper A, som H3 investerede i. Spørger ville have bekræftet, at de strukturerede obligationer, der påtænktes udstedt af H2 var omfattet af KGL § 29, stk. 2, 1. pkt., og at investorerne kunne lade de strukturerede obligationer indgå i virksomhedsordningen. Skatterådet kunne bekræfte, at beskatningen af det omhandlede gældsbrev skulle anses for omfattet af KGL § 29, stk. 3, 1. pkt., således at der var tale om en struktureret fordring, og således at aftalen skulle beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter. Der var herved henset til at der var tale om en fordring i kursgevinstlovens forstand i form af et pengekrav, og at indfrielseskursen på fordringen reguleredes på baggrund af resultaterne af ændringer i værdien af de aktivtyper A, som H2 ApS investerer i. Endvidere kunne Skatterådet bekræfte, at investorerne kunne lade de strukturerede obligationer indgå i virksomhedsskatteordningen. Skatterådet mente, at der i den foreliggende sag skulle lægges til grund, at kreditor og debitor var uafhængige parter, og at der alene var tale om et produkt, der blev udbudt med henblik på, at der kunne ske investering af overskudskapital fra kreditorernes virksomheder i virksomhedsordningen. Derfor mente Skatterådet, at strukturerede obligationer som de omhandlede, der beskattes efter KGL § 29, stk. 3, 1. pkt., kunne indgå i virksomhedsordningen, uden at dette medførte, at et beløb svarende til investeringen ansås for hævet i virksomhedsordningen.
SKM2022.80.SR	Investeringsbevis i en alternativ investeringsfond (AIF) Spørger ønskede at etablere en ejendomsfond, der skulle etableres som en AIF-værdipapirfond. Værdipapirfondens afdelinger ville alene eje kapitalandele i helejede ejendomsselskaber, hvis eneste aktivitet ville være at eje og drive de enkelte investeringsejendomme. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at den enkelte afdeling kunne anses som et investeringsselskab omfattet af ABL § 19. Afdelingerne opfyldte ikke betingelsen i ABL § 19, stk. 1, nr. 2, om, at virksomheden skal bestå i investering i værdipapirer m.v., idet afdelingerne alene investerer i fast ejendom igennem de helejede datterselskaber. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at investeringsbeviser udstedt af de enkelte afdelinger i den påtænkte AIF-værdipapirfond kunne indgå i investorernes virksomhedsordning, når disse ikke var næringsdrivende med køb og salg af værdipapirer.
SKM2021.340.SR	Skattekontoen Det var ønsket bekræftet, at Spørger kunne overføre både skyldige og ikke skyldige beløb til Spørgers skattekonto, uden dette blev anset for en hævning efter VSL § 5. Beløbsgrænsen for udbetalinger på skattekontoen var, som følge af Covid-19, midlertidigt forhøjet til 100 mia. kr. Den midlertidige beløbsgrænse gjaldt på daværende tidspunkt indtil den 1. maj 2023. Det var Skatterådets opfattelse, at en skattekonto skulle anses for et erhvervsmæssigt aktiv. En virksomheds indbetalinger på skattekontoen, måtte derfor ligeledes anses for erhvervsmæssige indbetalinger. Skatterådet kunne således bekræfte, at Spørger kunne overføre skyldige og ikke skyldige beløb til Spørgers skattekonto, uden at dette blev anset for en hævning efter VSL § 5.
SKM2021.196.SR	Struktureret fordring Skatterådet bekræftede, at en strukturerede fordring skulle behandles i overensstemmelse med KGL § 29, stk. 3, 1. pkt., og at den kunne indgå i kunne indgå i virksomhedsordningen i henhold til VSL § 1, stk. 2. Der var tale om en uafhængig og professionel udbyder.
SKM2021.27.SR	Solcelleanlæg anskaffet før 20. nov. 2012 Skatterådet kunne bekræfte, spørger kunne anvende virksomhedsordningen ved erhvervelse af et solcelleanlæg fra ægtefællen. Solcelleanlægget var anskaffet før 20. november 2012, og udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed hos ægtefællen. Ægtefællerne ville overdrage anlægget med succession efter KSL § 26 A, stk. 2 og 5.
SKM2020.245.SR	Udlån Skatterådet kunne ikke bekræfte, at frie midler i virksomhedsordningen kunne udlånes til et af spørger ejet investeringsselskab omfattet af ABL § 19, uden at det udlånte beløb blev anset for en hævning jf. VSL § 5. Udlånet fandtes at være båret af private investeringsinteresser. Det forhold, at selskabskapitalen i investeringsselskabet i det konkrete tilfælde indgik i spørgers virksomhedsordning, fandtes ikke at have betydning for besvarelsen.
SKM2020.241.SR	Struktureret fordring Skatterådet kunne bekræfte, at et finansielt produkt (obligation) skulle beskattes efter reglerne for strukturerede fordringer, og at den strukturerede fordring herefter kunne indgå i virksomhedsordningen, uden at dette blev anset for en hævning i hæverækkefølgen. Fordringens hovedstol og indfrielsessum blev reguleret i forhold til den finansielle udvikling i et ApS, der investerede i industrivirksomheder. Bl.a. henset til, at der var tale om en fordring, hvis indfrielsessum beroede på værdien af de underliggende driftsselskaber, kunne det bekræftes, at der var tale om en struktureret fordring. Det kunne ydermere bekræftes, at den strukturerede fordring kunne indgå i virksomhedsordningen, uden at dette skulle betragtes som en hævning.
SKM2020.222.SR	Udlån og investeringsbevis i en ICAV Skatterådet kunne ikke bekræfte, at et gældsbrev kunne indgå i virksomhedsordningen, uden at dette blev betragtet som en hævning heri, da det pågældende gældsbrev ikke havde nogen tilknytning til driften af den pågældende erhvervsvirksomhed. Derimod kunne det bekræftes, at investeringsbeviset i en irsk ICAV kunne indgå i virksomhedsordningen, uden at dette skulle anses for en hævning i hæverækkefølgen.
SKM2020.188.SR	Sælgerfinansiering Skatterådet kunne bekræfte, at avancen ved et skattepligtigt salg af udlejningsejendomme til en søn kunne opspares i virksomhedsordningen, og desuden, at sønnen i det efterfølgende indkomstår kunne overtage det opsparede overskud. Skatterådet kunne imidlertid ikke bekræfte, at faderens tilgodehavende kunne forblive i virksomhedsordningen, da tilgodehavendet ud fra en konkret vurdering primært var båret af private interesser og derfor blev anset for hævet.
SKM2020.94.SR	Investeringsbevis i en alternativ investeringsfond (AIF) Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en investering i en alternativ investeringsfond (AIF) var et investeringsbevis omfattet af ABL § 19, idet det ikke var godtgjort, at AIF’en alene investerede i værdipapirer mv. Allerede derfor kunne investeringsbeviset ikke indgå i virksomhedsordningen, uden at dette ville blive betragtet som en hævning i virksomhedsordningen.
SKM2019.479.SR	Pensionsordning - PBL § 53 A Spørger var en bank, der gerne ville tilbyde et pensionsprodukt uden fradragsret efter PBL § 53 A, stk. 1, nr. 7, til selvstændige erhvervsdrivende, der anvendte virksomhedsordningen. Spørger ønskede derfor at vide, om det pågældende pensionsprodukt var en pensionsordning omfattet af PBL § 53 A, stk. 1, nr. 7, og om der kunne indskydes virksomhedsmidler på denne ordning, uden at indskuddet ansås for en privat hævning efter VSL § 5. Skatterådet kunne både bekræfte, at det pågældende pensionsprodukt var en pensionsordning omfattet af PBL § 53 A, stk. 1, nr. 7, og at indskud af virksomhedsmidler på denne ordning kunne ske, uden at indskuddet ansås for hævet i overensstemmelse med hæverækkefølgen i VSL § 5. Skatterådet bemærkede dog, at det var en forudsætning herfor, at de investeringer, som virksomhedsejeren foretog for de indskudte midler på pensionsordningen, kunne anses for erhvervsmæssige kapitalanbringelser, jf. SKM2019.48.LSR. Endvidere bekræftede Skatterådet, at en ratepensionsordning, der som udgangspunkt opfyldte betingelserne i PBL § 11 A, kunne henføres til beskatning efter § 53 A, stk. 2 - 5, hvis kontohaveren ved pensionsordningens oprettelse havde givet afkald på beskatningen efter reglerne i afsnit I.
SKM2019.406.SR	Investeringsselskab, ABL § 19 Skatterådet bekræftede, at indskud i et investeringsselskab, omfattet af ABL § 19, ikke ansås for en privat hævning for de to interessenter i henhold til VSL § 5.
SKM2019.404.SR	Investeringsselskab, ABL § 19 Skatterådet bekræftede, at et selskab, hvis formål var udlån af penge til et udenlandsk selskab var omfattet af ABL § 19, og kunne indgå i virksomhedsordningen. Der blev ved besvarelsen lagt vægt på, at det var et forvaltningsselskab, som foretog det reelle arbejde i forbindelse med udlånene. Det vil sige, at det var forvaltningsselskabet, som vurderede om der skulle foretages udlån og på hvilke vilkår, således at det påtænkte investeringsselskab alene formelt besluttede, om udlånene skulle foretages på de aftalte vilkår.
SKM2019.25.SR	Investeringsvine Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der kunne anvendes ledig kapital i virksomhedsordningen til investering i investeringsvine, uden at det ville blive anset for en hævning efter hæverækkefølgen i VSL § 5.
SKM2018.596.SR	EFT'er, ABL § 19 Skatterådet bekræftede, at de påtænkte investeringer i en række ETF’er ville være omfattet af ABL § 19.
SKM2016.301.SR	Struktureret fordring - sælgerfinansiering Skatterådet bekræftede, at en fordring opfyldte betingelserne for at være en struktureret fordring. Skatterådet kunne dog ikke bekræfte, at fordringen, der var opstået ved salg af virksomhedsaktiver, kunne forblive i virksomhedsordningen, da sælgerfinansieringen ansås at være usædvanlig mellem ikke interesseforbundne parter, og dermed båret af spørgers private formueinteresser. Det forhold, at fordringen skatteretligt ansås for en struktureret fordring omfattet af kursgevinstlovens regler herom, ændrede ikke herved, idet virksomhedsskattelovens særlige bestemmelse om investering i strukturerede obligationer ikke ansås at omfatte fordringer som den i sagen omhandlede.
SKM2016.278.SR	Udlån Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgers udlån til sønnen ved dels etableringen af interessentskabet og dels købet af nabolandbrugsejendommen kunne placeres i spørgers virksomhedsordning. Spørger anses ikke at ville have ydet tilsvarende lån og vilkår til tredjemand. Begge udlån ansås at tilgodese private hensyn og interesser, hvorfor et beløb svarende til udlånet ansås for hævet i hæverækkefølgen, jf. VSL § 5, stk. 1.
SKM2016.198.SR	Sælgerfinansiering Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der ikke ud over gavebeløbet stort 536.700 kr. var beløb i forbindelse med berigtigelsen af den samlede købesum på 10.891.000 kr., der skulle betragtes som en hævning i virksomhedsordningen for spørger. Således ville sælgerfinansiering i form af udstedelse af rente- og afdragsfrie gældsbreve og købers indrømmelse af beboelsesret til sælger og hustru skulle anses hævet i virksomhedsordningen.
SKM2016.189.SR	Udlån Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der fra en virksomhedsordning, hvor en ejendom udlejes til et kontrolleret selskab, kunne ske udlån til selskabet uden, at udlånet anses for en hævning i hæverækkefølgen efter VSL § 5.
SKM2016.42.SR	Udlån Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger uden om hæverækkefølgen i VSL § 5, kunne udlåne beløb til investering i en ejendom ejet af et selskab, som delvist var ejet af spørger. Ejendommen skulle senere udlejes til den virksomhed, som spørger drev i virksomhedsordningen.
SKM2016.15.SR	Udlån/pantebrev og investeringsselskab, ABL § 19 Lån ydet mod pant i fast ejendom kunne ikke indgå i virksomhedsordningen. Virksomhedens midler ville dog, uden at det blev anset for en hævning, kunne anbringes i et investeringsselskab omfattet af ABL § 19, der i stedet stod for udlånsaktiviteten.
SKM2015.719.SR	Udlån - crowd lending Spørger påtænkte at udlåne midler fra sin virksomhedsordning via et online-låneformidlingssystem, der fungerede efter en crowd lending model. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at midlerne under virksomhedsordningen ville kunne anvendes til udlånet, uden at det blev anset som en hævning efter VSL § 5.
SKM2014.764.SR	Spørger påtænker at blive omdannet til et P/S, og i den forbindelse overgår en del af den enkelte partners kapitalkonto i det nuværende I/S til at blive udlån til P/S'et. Partnerne i P/S'et driver virksomhed i virksomhedsordningen. Skatterådet kan bekræfte, at udlån fra en partner i denne forbindelse, ikke skal anses for at være en privat hævning, men er et erhvervsmæssigt udlån. Tilsvarende kan Skatterådet bekræfte, at såfremt der efterfølgende fra partnerne udlånes yderligere beløb til driftsfinansiering, anses dette heller ikke for en privat hævning
SKM2014.711.SR	Fordringer Nogle værdipapirer blev anset for fordringer og ikke strukturerede obligationer. Midler i virksomhedsordningen kunne investeres i papirerne, så længe der skete forrentning.
SKM2014.129.SR	Udlån Skatterådet kunne bekræfte, at spørger fra sin virksomhed under virksomhedsordningen kan foretage udlån til A ApS, uden om hæverækkefølgen i VSL § 5, når lånet skal anvendes til produktionen i A ApS.
SKM2011.849.SR	Pensionsordning - PBL § 53 A Skatterådet kunne bekræfte, at anvendelse af midler opsparet i virksomhedsordningen ikke ville blive anset for hævet, hvis de blev indskudt på en livsforsikring omfattet af PBL § 53 A, og hvor midlerne i tilfælde af død tilfalder boet.
SKM2011.465.SR	Investeringsselskab, ABL § 19 Skatterådet bekræftede, at et selskab der investerede i aktier for mindst otte personer, udgjorde et investeringsselskab, jf. ABL § 19. Investeringsbeviserne kunne indgå i virksomhedsordningen.
SKM2009.290.SR	Husstandsvindmølle - LL § 8 P, stk. 5 En husstandsvindmølle skal anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet, når ejeren vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. LL § 8 P, stk. 5. Vindmøllen skal indgå i virksomhedsordningen, hvis den selvstændige bruger virksomhedsordningen på andre virksomheder.
SKM2009.122.SR	Andelsbevis Et andelsbevis omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 3, kunne indgå i virksomhedsordningen. Indskuddet i andelsforeningen kunne derfor foretages med midler, der var opsparet i virksomhedsordningen.
SKM2009.34.SR	Strukturerede obligationer Skatterådet bekræftede, at investering i obligationer, hvor indfrielseskursen delvist blev reguleret af udviklingen i værdipapirer på el- og energimarkedet, var omfattet af KGL § 29, stk. 3. Obligationerne kunne derfor indgå i virksomhedsordningen, jf. VSL § 1, stk. 2.
SKM2008.786.SR	Et indekseret og uforrentet kontoprodukt blev ikke anset for at være omfattet af VSL § 1, stk. 2. Kontoproduktet kunne derfor indgå i virksomhedsordningen, jf. VSL § 1, stk. 1.
SKM2008.449.SR	Struktureret indlån Et struktureret indlån var omfattet af reglerne i KGL § 29, stk. 3, og kunne indgå i virksomhedsordningen, jf. VSL § 1, stk. 2.
SKM2007.351.SR	Working interest Afgørelsen vedrørte en "working interest", der gav sin indehaver ret til en løbende nettoandel af indtjeningen fra et olie- og gasfelt i USA. Den selvstændiges fordeling mellem privat og erhverv var som udgangspunkt afgørende for, om aktivet skulle anses for erhvervsmæssigt og indgå i virksomhedsordningen.
SKM2007.203.SR	Aktielejlighed En aktielejlighed kunne ikke indgå i virksomhedsordningen. Aktier omfattet af aktieavancebeskatningsloven kan kun indgå i virksomhedsordningen, hvis den selvstændige driver næring med sådanne aktiver, eller der er tale om aktier udstedt af visse investeringsselskaber. Det var ikke tilfældet.
SKM2004.146.LR	Garantbeviser Garantbeviser i en sparekasse kan indgå i virksomhedsordningen, da der ikke kan ske kursstigninger eller kursfald på disse garantbeviser.
SKM2001.202.LR	Udlån Et udlån til et af den selvstændige 100 pct. ejet anpartsselskab blev ikke anset for erhvervsmæssigt. Udlånet kunne ikke indgå i virksomhedsordningen.
SKM2001.201.LR	Udlån Udlån af midler, der var opsparet i virksomhedsordningen, til en datters finansiering af et hus var ikke erhvervsmæssigt, men havde privat karakter. Fordringens værdi var en overførsel til den selvstændige i hæverækkefølgen, jf. VSL § 5.
Skattestyrelsen
SKM2020.223.SKTST	Styresignalet indeholder en præcisering af praksis for, hvornår en finansiel kontrakt for fysiske personer kan anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, således at tab ikke er kildeartsbegrænsede, og således at den finansielle kontrakt kan indlægges i virksomhedsordningen.