Indhold

Dette afsnit handler om ændret bedømmelse af afskrivningsgrundlag.

Afsnittet indeholder:

  • Ændret bedømmelse af et afskrivningsgrundlag
  • Ansættelse inden for den ordinære frist og afskrivningsgrundlag uden for fristen
  • Ansættelsen skal angå beregning - ikke skøn
  • Konsekvensen af bestemmelsen
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Ændret bedømmelse af et afskrivningsgrundlag

En ansættelse, der hviler på en ændret bedømmelse af et afskrivningsgrundlag for et indkomstår, der ligger uden for fristerne efter § 26, kan foretages eller ændres efter bestemmelsen i § 26, stk. 1, medmindre ansættelsen er skønsmæssig. Se SFL § 26, stk. 3.

SFL § 26, stk. 3, er en videreførelse af den tidligere gældende bestemmelse i SSL § 35, stk. 1, nr. 2, vedrørende den del af bestemmelsen, der angik afskrivningsgrundlag. Bestemmelsen har sin baggrund i Fristudvalgets anbefalinger, hvorved bestemmelsen blev flyttet fra de ekstraordinære tilfælde til de ordinære frister, idet bestemmelsen angår ansættelser, der skal foretages inden for fristen. Se Betænkning 1426/2003.

Ansættelse inden for den ordinære frist og afskrivningsgrundlag uden for fristen

Bestemmelsen stiller krav om, at ansættelsen skal foretages inden for fristen, hvilket er i overensstemmelse med hovedreglen i SFL § 26, stk. 1.

Det særlige ved bestemmelsen er, at det accepteres, at den ansættelse, der foretages inden for fristen, kan vedrøre et afskrivningsgrundlag, som ligger uden for den ordinære frist. Hvis et afskrivningsgrundlag, der ligger uden for fristen, er ansat forkert, kan det korrekte afskrivningsgrundlag hermed lægges til grund for skatteansættelsen, når blot ansættelsen foretages inden for den ordinære frist.

Bestemmelsen omfatter fx tilfælde, hvor det efterfølgende konstateres, at et afskrivningsgrundlag for et indkomstår uden for fristerne, er opgjort forkert. SKAT har adgang til at lægge afskrivningsgrundlaget som det ville have set ud, hvis der var foretaget ansættelsesændringer i tidligere år til grund ved ansættelsen i de indkomstår, hvor ændringen kunne ske inden for fristreglen. SKAT skal her foretage en beregning over, hvilke skattemæssige virkninger ændringer i grundlaget for tidligere år ville have i de år, der forhøjes.

Højesteret har anerkendt bestemmelsens anvendelse, hvor der blev foretaget en ansættelsesændring inden for fristen på baggrund af et afskrivningsgrundlag, der lå uden for den ordinære frist. Se SKM2006.612.HR.

Østre Landsret anvendte bestemmelsen i en sag om deltagelse i et anpartsprojekt. Landsretten slog fast, at skattemyndighederne under henvisning til bestemmelsen kan lægge ændringer i grundlaget for en ansættelse til grund for et senere indkomstår, selvom ændringerne er konstateret efter udløbet af ansættelsesfristen. Landsretten konkluderede, at skattemyndigheden var berettiget til at ændre bedømmelsen af det afskrivningsgrundlag, der lå uden for fristen, med virkning for ansættelser for de følgende år, der således lå inden for den ordinære frist. Se SKM2005.8.ØLR.

Østre Landsret har truffet afgørelse om, at regulering af et afskrivningsgrundlag skal ske på baggrund af de faktiske foretagne afskrivninger, uanset om disse svarer til de lovbestemte afskrivninger. Se SKM2005.25.ØLR.

Byretten slog fast, at skattemyndighederne var berettiget til i 2009 at ændre genvundne afskrivninger vedrørende indkomståret 2006 og i den forbindelse ændre det afskrivningsgrundlag, der havde været benyttet fra 1998 til 2005. Sagen omhandlede et vederlag til udbyderen af et anpartsprojekt. Byretten traf afgørelse om, at vederlaget ikke skulle indgå i afskrivningsgrundlaget og bemærkede, at dette spørgsmål ikke indeholdt elementer af skøn. Se SKM2012.460.BR.

Ansættelsen skal angå beregning - ikke skøn

Hvis ændringen af ansættelsen hviler på et skøn, finder bestemmelsen ikke anvendelse. Se SFL § 26, stk. 3, sidste led.

Skønsbegrebet i SFL § 26, stk. 3, svarer til det, der fremgik af den tidligere gældende skattestyrelseslovs § 15, stk. 5 fra 1977, som i nogle tilfælde afskar skønsmæssige forhøjelser. Skøn skal forstås som en skøn over de faktiske forhold. Et faktisk skøn kan enten angå en ændret værdiansættelse, fordeling af værdier eller skøn over andre faktiske forhold. I samtlige de nævnte tilfælde kan der ikke anvendes afskrivningsgrundlag uden for fristen til ændringer inden for fristen.

Bestemmelsen giver hermed kun adgang til at anvende afskrivningsgrundlag uden for fristen, hvis den ansættelse der skal anvende disse afskrivningsgrundlag foretages ud fra en beregning over afskrivningsgrundlaget.

Spørgsmålet, om et vederlag til udbyderen af et anpartsprojekt skulle indgå i afskrivningsgrundlaget, indeholdt ikke elementer af skøn. Se SKM2012.460.BR.

Konsekvensen af bestemmelsen

Omfattes en ændring af bestemmelsen, foretages der ingen ansættelsesændring af de indkomstår, der ligger uden for den ordinære frist, men alene en anden opgørelse af grundlaget for de senere år inden for fristen.

Hvis der klages over en ansættelse, der er foretaget med hjemmel i SFL § 26, stk. 3, skal klagen angå de indkomstår, der ligger inden for fristen.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området A.A.8.2.1.3.

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2006.612.HR

Der kunne foretages ansættelsesændring inden for den ordinære frist, hvor et afskrivningsgrundlag for ansættelser uden for fristen, blev anvendt.

 

Landsretsdomme

SKM2005.8.ØLR

Et afskrivningsgrundlag uden for den ordinære frist kunne anvendes som grundlag for forhøjelse af ansættelse inden for den ordinære frist.

 

Byretsdomme

 

 SKM2012.460.BR

 Afskrivningsgrundlag for 1998 til 2005 blev i 2009 anvendt til at ændre et afskrivningsgrundlag for 2006.

Dommen er anket til Vestre Landsret.