Indhold

I dette afsnit beskrives, hvordan aktionæren skal beskattes, når kapitalen i et selskab nedsættes.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Mulighed for dispensation
  • Dispensationspraksis
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre. 

Regel

Udlodning til aktionærer i forbindelse med nedskrivning af aktiekapitalen i selskaber, som ikke er i likvidation, skal beskattes som udbytte. Se LL § 16 A, stk. 1.

Foretages udlodningen fra et selskab, som er omfattet af ABL § 19, til en person, skal udlodningen beskattes som kapitalindkomst. Se PSL § 4 a, stk. 1, nr. 1 og PSL § 4 a, stk. 2. Foretages udlodningen fra et selskab, som er skattepligtigt efter SEL § 1, stk. 1, nr.1, 2, 2 e eller 4, og som er eller har været hjemmehørende i udlandet, til en person, skal beløbet beskattes som aktieindkomst. Se PSL § 4 a, stk. 1, nr. 1. Er der tale om næringsaktier omfattet af ABL § 17, skal udbyttet beskattes som personlig indkomst. Se PSL § 4, stk. 5. Det gælder også aktier omfattet af ABL § 19, hvis de ville være omfattet af ABL § 17, hvis de ikke var omfattet af ABL § 19. ►Er aktierne omfattet af ABL § 17 A, skal personer beskattes enten som aktieindkomst eller som personlig indkomst. Se afsnit C.B.2.7

Udlodning ved nedsættelse af aktiekapitalen til selskaber, som ejer aktier omfattet af ABL § 17 (næringsaktier), hvor det modtagende selskab opfylder betingelserne for at modtage skattefrit udbytte efter SEL § 2, stk. 1, litra c, eller SEL § 13, stk. 1, nr. 2, skal beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Se LL § 16 A, stk. 3, nr. 3 og ABL § 2, stk. 2. 

Nedskrives aktiekapitalen i et selskab, som ikke er i likvidation, anses kapitalnedsættelsen for omfattet af reglen i LL § 16 A om udbytte, selvom der ikke sker nogen udlodning i forbindelse med kapitalnedsættelsen.

Når nedskrivning af aktiekapitalen er omfattet af LL § 16 A, stk. 1, det vil sige at udlodningen anses for udbytte, kan anskaffelsessummen for den nedskrevne aktiekapital ikke fratrækkes i forbindelse med beskatningen. Men hvis aktionæren ved en senere afståelse af aktier i selskabet, skal anvende gennemsnitsmetoden ved afgørelse af gevinst eller tab, indgår anskaffelsessummen for den nedskrevne aktiebeholdning i beregningen af den gennemsnitlige anskaffelsessum for den resterende aktiebeholdning. Det gælder dog kun, hvis aktionæren er blevet beskattet af det udloddede beløb. Se SKM 2007.29.HR.

Har aktionæren erhvervet aktierne i selskabet ved en skattefri virksomhedsomdannelse, og skal udlodningen beskattes som udbytte, forhøjes det udloddede beløb med en del af det negative beløb opgjort efter VOL § 4, stk. 2-4. Se VOL § 4, stk. 4 og KSL § 65 A, stk. 2.

Se også

Se også afsnit

Mulighed for dispensation

Told- og skatteforvaltningen kan tillade, at beløb der udloddes fra aktieselskaber og andelsselskaber i forbindelse med nedsættelse af kapitalen, beskattes efter aktieavancebeskatningsloven og ikke som udbytte. Se ABL § 2, stk. 2 og LL § 16 A, stk. 3, nr. 2, litra b.

Det er en forudsætning for at opnå dispensation, at kapitalnedskrivningen kun er begrundet i selskabets erhvervsmæssige forhold. Det vil ofte være tilfældet, hvor et selskab i tilknytning til kapitalnedskrivningen har afhændet en del af sine aktiviteter og realiseret de hertil hørende driftsmidler, så den hidtidige aktiekapital skønnes at være for stor til de resterende aktiviteter. Det vil sige, at det er en forudsætning, at der er sket en vis aktivitetsindskrænkning og ikke bare et mindre eller midlertidigt frasalg af driftsmidler eller lignende.  

Ved vurderingen af om aktiviteten er indskrænket, kan der henses til koncernens og aktionærernes samlede forhold, herunder om aktiviteten er afhændet til købere, som i forhold til koncernen og aktionærerne er fremmede.

Dispensationen baseres på en samlet vurdering af sagens omstændigheder, hvor der også henses til, om

  • kapitalnedsættelsen sker kort tid efter aktivitetssalget (indenfor ca.1 ½ år),
  • udlodningen nogenlunde svarer til de midler, der er indkommet ved salget
  • der fortsat er en ikke uvæsentlig aktivitet i selskabet (koncernen).

Det er en ubetinget forudsætning for at opnå dispensation, at nedskrivningen berører aktionærerne forholdsmæssigt lige meget, så aktionærernes indflydelse i selskabet ikke forrykkes.

Sker der ikke udlodning i forbindelse med kapitalnedsættelsen, men nedsættelsen - fx ved samtidig nytegning af kapital - finder sted for at fjerne en underskudssaldo, gives der ikke dispensation til aktionærer, der efter nedsættelsen fortsat ejer aktier i selskabet, da dispensationsadgangen ikke bør anvendes som alternativ til likvidation. Kunne der opnås dispensation i denne situation, ville det betyde, at aktionæren opnåede fradrag for aktiernes anskaffelsessum efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven.

Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 309 af 25. maj 1987 (L 207) om ændring af forskellige skattelove (Skattepligt), at dispensationspraksis fremover strammes, så ikke kun selskabets forhold undersøges nøje, men at det også nøje overvejes, om der skal gives dispensation i tilfælde hvor dette medfører, at en beskatning helt eller delvis undgås hos aktionærer, som er hjemmehørende i udlandet. I den forbindelse vil både aktionærernes individuelle forhold spille ind - fx besiddelsestiden af aktierne og indflydelsen i selskabet - og også mere generelle forhold kan få betydning. Udenlandske aktionærer vil dog ikke generelt blive afskåret fra dispensation, hvilket kunne virke urimeligt i visse situationer, fx hvor selskabet har ført en rimelig udbyttepolitik, og hvor aktionæren er uden indflydelse på selskabets forhold. Dispensationsansøgninger fra ansøgere, der er skattepligtige til et EU-land eller EØS-land, skal vurderes med samme målestok som ansøgninger fra personer og selskaber, der er skattepligtige til Danmark.

I de tilfælde hvor betingelserne for at opnå dispensation er opfyldt, er det efter SKAT's nyeste praksis en betingelse for tilladelse til dispensation for aktionærer, som ikke er skattepligtige til enten Danmark, et EU-land eller EØS-land, at der enten efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativ indgået aftale om bistand i skattesager, udveksles oplysninger med de danske skattemyndigheder.

Når der gives dispensation, anses en til nedskrivningen svarende del af aktionærens aktier for afstået. Det betyder, at det udloddede beløb skal reduceres med en forholdsmæssig del af anskaffelsessummen, for at finde gevinst/tab. Først ind-først ud reglen gælder også her, og gevinst og tab skal opgøres efter de regler, som i øvrigt ville gælde, hvis aktionæren havde solgt aktierne.        

De udloddede beløb anses som afståelsessum for den del af aktiekapitalen, der annulleres.  

Når der gives dispensation, er afståelsestidspunktet, det tidspunkt, hvor generalforsamlingen træffer beslutning om kapitalnedsættelsen.

►Der kan ikke gives en generel forhåndsdispensation, idet SKAT først kan tage stilling til en ansøgning om dispensation, når de konkrete forhold i den påtænkte eller gennemførte transaktion er oplyst.

Der kan heller ikke gives en generel dispensation til en gruppe aktionærer, heller ikke selv om gruppen er klart defineret. Det skyldes, at dispensation gives til den enkelte aktionær, og den enkelte aktionærs identitet skal derfor oplyses i ansøgningen om dispensation.◄

Se også

Se også afsnit C.B.2.1.7 om opgørelsesmetoder ved afståelse af aktier mv.

Dispensationspraksis

Kapitalkravet i anpartsselskabsloven nedsat - afslag

Anpartshaveren havde stiftet et selskab med en anpartskapital på 125.000 kr. I anledning af at kapitalkravet i anpartsselskabsloven var nedsat til 80.000 kr. ville han nedsætte anpartskapitalen til 80.000 kr.

Den omstændighed, at minimumskravet til anpartskapitalen ifølge selskabsloven var nedsat fra 125.000 kr. til 80.000 kr., var ikke tilstrækkeligt til, at der blev givet dispensation.

Det bemærkes, at den tidligere bestemmelse i LL § 16 A, stk. 8, ikke gælder mere.

Se SKM2011.245.LSR

Stiftet med for stor selskabskapital - afslag

Aktionærerne begrundede ansøgningen om dispensation med, at selskabet ved en fejl blev stiftet med for stor en anpartskapital nom. 250.000 kr.

Der blev givet afslag under hensyn til:

  • Anpartskapitalen var året inden forhøjet fra 125.000 kr. til 250.000 kr.
  • Den nuværende anpartskapital på 250.000 kr. skønnes ikke at være for stor til selskabets aktivitet
  • Nedsættelse af kapitalen, grundet for høj egenkapital, ansås for alternativ til almindelig udlodning af kapitalen som udbytte.

Selskabet overkapitaliseret - ikke frasalg - afslag

Et selskab er overkapitaliseret, og man ønsker derfor at nedsætte anpartskapitalen. Der er ikke sket frasalg af virksomhed.

SKAT finder, at der skal gives afslag, da der er tale om udlodning af overskydende likviditet. Det blev desuden skønnet, at anpartskapitalen på 125.000 kr. ikke var for stor til selskabets aktivitet.

Nedsættelse af anpartskapital - anmodning 2 ½ år efter frasalg - det udloddede beløb mindre end salgssummen - afslag

Et selskab blev i maj 2010 omdannet fra aktieselskab til anpartsselskab. Ultimo 2008 havde selskabet afstået aktiviteterne, så aktiviteterne i selskabet hovedsageligt bestod i likvider.

Skatteyderen begrundede ansøgningen om dispensation med, at kapitalen var blevet for stor.

Der blev givet afslag på dispensation under hensyn til følgende:

  • Der var forløbet mere end 2 ½ år fra frasalg af virksomhed til nedsættelse af kapitalen
  • Udlodningen var meget mindre end det provenu, der var opnået ved frasalget.

Indtjening faldet - afslag

A begrundede sin anmodning om dispensation med, at selskabets indtjening af konjunkturmæssige årsager var faldet, så den investerede kapital ikke gav et tilfredsstillende afkast.

Der blev givet afslag, da konjunkturmæssig nedgang ikke kunne sidestilles med frasalg af aktivitet.

Kapitalnedskrivning til 0 kr. og derefter nyt kapitalindskud - afslag

A erhvervede 5,1 pct. af aktiekapitalen i det udstedende selskab U. Samme år blev U´s aktiekapital nedskrevet til 0 kr. til dækning af underskud, fordi selskabet havde et negativt resultat. U fik samtidigt tilført ny kapital fra U Management, som herefter kom til at eje hele aktiekapitalen i U. A erhvervede samtidigt 40 pct. af aktiekapitalen i U Management.

Hvis der ikke sker udlodning, men kapitalnedsættelse - fx i forbindelse med nytegning - sker for at dække et underskud, gives der ikke dispensation til aktionærer, der efter nedskrivningen af den tidligere aktiekapital fortsat ejer aktier i selskabet. Begrundelsen er, at dispensationsadgangen ikke bør anvendes som alternativ til likvidation. Dispensation vil i dette tilfælde kun betyde, at aktionæren opnår fradrag for aktiernes anskaffelsessum.

Hvis den nye kapital var indskudt direkte i U, ville anskaffelsessummen for de annullerede aktier (qua gennemsnitsmetoden) være overgået til de nye aktier.

Hvis A i forbindelse med kapitalnedsættelsen havde skudt ny kapital direkte ind i U, ville der have foreligget en sådan situation. Men nu blev den nye kapital indskudt af U Management.

Der blev givet afslag. Begrundelsen var bl.a., at dispensation ville medføre, at koncernen fik fradrag for tab i forbindelse med kapitalnedskrivningen efter de tidligere gældende regler i aktieavancebeskatningsloven (aktier ejet af selskaber i mindre end 3 år), samtidigt med at efterfølgende gevinster måske ikke skulle beskattes.

Frasalg af aktivitet - garantistillelse overfor køber - afslag

H A/S var ejet af to aktionærer A og AA. H A/S var holdingselskab i en koncern. H A/S havde ikke andre aktiviteter end at eje aktier i D A/S.

En uafhængig part ville købe hele H-koncernen, og det skulle ske ved salg af D A/S med underliggende selskaber.

Det var oplyst, at det ville være naturligt efter salget af D A/S at likvidere H A/S og kanalisere det samlede salgsprovenu til de to aktionærer. Det kunne imidlertid ikke lade sig gøre at likvidere selskabet efter salget af D A/S, da køber betingede sig indeståelser og garantier afgivet af sælger i forbindelse med handlen.

Afslaget blev begrundet med, at det bl.a. er en betingelse for at imødekomme en anmodning om dispensation, at der fortsat er en ikke uvæsentlig aktivitet i selskabet. Efter afståelsen af H A/S´s eneste selskab D A/S fungerer selskabet ikke mere som et holdingselskab. Dermed ophører selskabets eneste aktivitet.

Der opstår i forbindelse med aktieafståelsen et nyt og nødvendigt formål med opretholdelsen af selskabet i form af administration af indeståender og garantier. Konkret er denne aktivitet oplyst til kun at bestå i at placere salgssummen på en spærret konto i selskabets navn i en periode på indtil 36 måneder efter salget. Det anfægtes ikke, at et selskab pr. definition er erhvervsdrivende efter selskabsloven.

Der blev lagt afgørende vægt på, at selskabet afstod sit eneste aktiv i relation til selskabets eneste aktivitet.

Kapitalnedsættelse i ABL § 19-selskab

Da investorerne i et selskab, der er omfattet af ABL § 19, beskattes efter lagerprincippet, er det normalt uden betydning, om der gives dispensation eller ej. Forholdet har dog betydning for, om der skal indeholdes udbytteskat eller ej.

Herudover har forholdet betydning for aktionærer, der ikke er fuldt skattepligtige til Danmark, idet Danmark da kun har beskatningsret, hvis udlodningen anses for udbytte. Hvis der gives dispensation til de danske investorer, skal der også gives dispensation til investorer, der er skattepligtige til et EU- eller EØS-land.

Efter SKAT's opfattelse skal de almindelige betingelser for dispensation derfor være opfyldt, selv om der er tale om aktier, omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2007.29.HR

Da der som følge af eksemptionsprincippet i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland og skattefriheden efter tyske regler ikke var sket beskatning ved afståelsen i 1994 til den udstedende investeringsforening, kunne anskaffelsessummen efter praksis ikke anses for bevaret. Der var ikke tale om et reelt tab men om et tab, der er konstrueret med henblik på at opnå et skattefradrag.

Under disse omstændigheder havde appellanten ikke krav på et tabsfradrag.

Bevarelse af anskaffelsessummen forudsætter beskatning af udlodningen.

Regel

SKM2003.486.HR

I et selskab, hvori ingen aktionærer var værnsaktionærer, og hvori samtlige aktionærer havde erhvervet aktierne i 1989, blev der på en generalforsamling i 1990 gennemført en samtidig kapitalnedsættelse og kapitalforhøjelse. Kapitalnedsættelsen skete med henblik på udligning af underskud.

Den samlede aktiekapital i selskabet blev afhændet i 1992. Spørgsmålet i sagen var, i hvilket omfang de aktier, der blev afhændet i 1992, havde været ejet i mere end 3 år, således at fortjenesten ved afståelsen var skattefri.

Det var appellantens synspunkt, at kapitalnedsættelsen i 1990 i skattemæssig henseende skulle anses for at indebære en nedskrivning af de på samme generalforsamling nytegnede aktier, eller dog at nedskrivningen i hvert fald skulle fordeles forholdsmæssigt på de aktier, der var erhvervet i 1989, og de aktier, der blev nytegnet på generalforsamlingen i 1990.

Højesteret fandt, at rekonstruktionen af det familieejede selskabs kapitalforhold, hvorved et underskud blev udlignet ved en kapitalnedsættelse i forbindelse med tilførsel af ny kapital ved en kapitalforhøjelse - som forudsatte, at aktierne blev tegnet mindst til pari - skattemæssigt måtte bedømmes således, at det var den hidtidige - og ikke den nytegnede - aktiekapital, som måtte anses for ligeligt nedsat.

Ved en kapitalnedsættelse med en samtidig kapitalforhøjelse, var det de "gamle" aktier, der måtte anses for afstået.

Gevinst/tab

Landsretsdomme

TfS 1993, 131.ØLD

Skatteyderen erhvervede i 1984 100.000 kr. aktier i et selskab ved nytegning til kurs 105, eller for 105.000 kr. Som følge af nedskrivning af aktiekapitalen i 1985 til dækning af underskud i selskabet blev skatteyderens aktiepost nedskrevet uden udlodning til nominelt 60.000 kr. Der blev givet aktionærerne afslag på dispensation efter den daværende LL § 16 A, stk. 2. I 1986 solgte skatteyderen de resterende 60.000 kr. aktier til et af ham ejet selskab for 71.640 kr. Landsretten lagde til grund, at der var tale om salg af almindelige aktier inden for 3 års ejertid, og at fortjeneste eller tab derfor skulle opgøres efter aktie for aktie-metoden. Da de 60.000 kr. aktier var erhvervet for 63.000 kr., var fortjeneste med rette opgjort til 8.640 kr. Nedskrivningen i 1985 af aktiekapitalen og dermed af skatteyderens aktiebeholdning måtte sidestilles med de i den daværende LL § 16 A, stk. 2, nævnte undtagelser fra, hvad der skulle indgå i den skattepligtige indkomst, således at tabet ikke kunne fradrages.    

Beregning af gevinst/tab ved anvendelse af aktie for aktie-metoden.

Beregning

Aktie for aktie-metoden

 Byretsdomme

 SKM2014.138.BR

►Et forsikringsselskab havde nedsat aktiekapitalen fra 100 mio.kr. til 0 kr. til dækning af underskud. Samtidigt blev aktiekapitalen forhøjet til 30 mio.kr. ved kontantindskud. Byretten fastslog, at en nedsættelse af aktiekapitalen er omfattet af LL § 16 A, selv om der ikke sker udlodning, og bemærkede, at dette fremgår af forarbejderne til ABL § 2, stk. 2. Byretten henviste endvidere til SKAT's ligningsvejledning, hvoraf det fremgik, at der ikke gives dispensation til aktionærer, der efter nedskrivningen af den tidligere aktiekapital fortsat ejer aktier i selskabet, da dispensationsadgangen ikke bør anvendes som alternativ til likvidation. Hvis der blev givet dispensation efter LL § 16 A, ville tab på de nedskrevne aktier kunne fradrages. Byretten tiltrådte herefter, at der ikke var givet dispensation efter LL § 16 A.

Ikke dispensation, når der uden udlodning sker nedskrivning af aktiekapitalen til dækning af underskud.

►Dommen er anket til Østre Landsret◄

Landsskatteretskendelser

SKM2011.245.LSR

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at udlodninger, der sker i forbindelse med kapitalnedsættelser, der alene er begrundet i de selskabsretlige kapitalkrav, ikke kan tillades behandlet efter reglerne om beskatning af gevinst og tab ved afståelse af aktier mv., jf. LL § 16 A, stk. 3, nr. 2, litra b.

Nedsættelse af selskabsretlige kapitalkrav. Afslag.

Dispensationsansøgning

TfS 1988, 454 LSR

En eneanpartshaver rekonstruerede sit selskab, hvis anpartskapital var tabt, ved at nedskrive kapitalen til nul og samtidig konvertere sit tilgodehavende i selskabet til ny kapital. Nedskrivningen af anpartskapitalen ansås for omfattet af LL § 16 A, stk. 1, og anskaffelsessummen for den nedskrevne aktiebeholdning var herefter ikke fradragsberettiget.

Nedskrivning og samtidig konvertering af tilgodehavende til ny aktiekapital.

Regel

TfS 1984, 57 LSR

Skatteyderen ejede ca. 1/6 af aktiekapitalen i et selskab, der som led i en rekonstruktionsplan blev nedskrevet til 0 kr. med efterfølgende indbetaling af ny aktiekapital, i hvilken skatteyderen deltog med 1/6. Det var med rette, at nedsættelsen af den oprindelige aktiekapital blev anset for omfattet af LL § 16 A, selv om der ikke skete udlodning i forbindelse med nedskrivningen. Der kunne således ikke indrømmes fradrag for tab på aktierne.

En nedskrivning til 0 kr. med en samtidig kapitalforhøjelse blev anset som udbytte, og der kunne derfor ikke opnås fradag for tab efter aktieavancebeskatningsloven.

Regel

SKAT

SKM2013.602.SR I et ABL § 19-selskab sker der kapitalnedsættelse, og investorerne vederlægges med investeringsbeviser i en anden ABL § 19-investeringsforening. Det forudsættes, at der opnås tilladelse til, at det, der udloddes, anses for en afståelsessum, omfattet af aktieavancebeskatningsloven. Skatterådet bekræftede, at det, der udloddes, anses for en afståelsessum.

SKM2010.223.SR

Skatterådet bekræfter, at de foretagne omstruktureringer i perioden 12. oktober 2007 - 6. april 2009, fortsat er skattefrie, hvis A Holding ApS frasælger sine anparter i X ApS til de to øvrige anpartshavere. Skatterådet bekræfter videre, at A Holding ApS ikke bliver skattepligtig af aktieavancen ved salget. Endelig bekræfter Skatterådet, at der i stedet for salg, kunne foretages salg til udstedende selskab eller gennemføres en kapitalnedsættelse med udlodning, uden det udløser skat for A Holding ApS.

Aktionæren var et selskab. Kapitalnedsættelse ville ikke udløse beskatning.

Regel

SKM2008.572.SR

Skatterådet bekræfter, at en udlodning til et selskab skulle behandles som en almindelig udlodning, idet der ifølge det oplyste ikke foretages en kapitalnedskrivning eller salg af aktier til det udstedende selskab samtidig med den påtænkte udlodning. Værnsreglen i LL § 16 A eller LL § 16B, fandt derfor ikke anvendelse.

Aktionæren var et selskab. Udlodning skulle beskattes som almindelig udlodning.

Regel

TfS 1994, 299 LR

Det daværende Ligningsråd fandt, at kapitalnedsættelsen var omfattet af LL § 16 A, stk. 1, uanset at der ikke skete udlodning i forbindelse med nedsættelsen.

Uanset at der ikke sker udlodning i forbindelse med en kapitalnedsættelse, er nedsættelsen omfattet af LL § 16 A, stk. 1.

Regel

Skat 1990.5.393 Dep

Departementet fandt, at når der gives dispensation efter LL § 16 A, så nedsættelse af aktiekapitalen skal behandles efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven, vil afståelsestidspunkt normalt være det tidspunkt, hvor generalforsamlingen træffer beslutning om kapitalnedsættelsen.

Når der gives dispensation, er afståelsestidspunktet, det tidspunkt, hvor generalforsamlingen træffer beslutning om kapitalnedsættelsen.

Afståelsestidspunkt