åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "E.A.8.5.1 Regel og lovgrundlag" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for, hvornår et køretøj skal registreres her i landet. Det vil sige, at det forsynes med danske nummerplader.

Afsnittet indeholder:

  • Regel 
  • "Taget i brug på færdselslovens område" 
  • Ejer eller bruger med hjemsted her i landet 
  • Lovgrundlag 
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Regel

Et motorkøretøj skal registreres i Motorregistret, før det tages i brug på færdselslovens område. Det står i registreringslovens § 2, stk. 1, og i registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.

Bemærk
SKAT kan udlevere nummerplader i form af prøveskilte (faste prøveskilte) til erhvervsdrivende fysiske eller juridiske personer, der vedvarende og i et ikke uvæsentligt omfang har brug for skiltene i deres erhverv til kørsel som nævnt i registreringsbekendtgørelsen §§ 77-80. SKAT kan udlevere nummerplader i form af prøveskilte (faste prøveskilte) til erhvervsdrivende fysiske eller juridiske personer, der vedvarende og i et ikke uvæsentligt omfang har brug for skiltene i deres erhverv til kørsel som nævnt i registreringsbekendtgørelsen §§ 77-80. Se afsnit E.A.8.5.11 om særlige nummerplader, herunder prøveskilte og prøvemærker.

SKAT kan fritage et køretøj for registrering, hvis køretøjet primært skal bruges uden for offentlig vej. SKAT fastsætter det område, hvor køretøjet må bruges, hvis det er fritaget for registrering. Se afsnit E.A.8.5.3 om køretøjer der er fritaget for registrering.

Efter registreringsafgiftsloven skal der betales afgift af motorkøretøjer, som skal registreres i Motorregistret. Se REGAL § 1 og § 1a og afsnit E.A.8.1.1, om hvornår der skal betales registreringsafgift.

"Taget i brug på færdselslovens område"

Det er en betingelse for at der indtræder registreringspligt med heraf følgende registreringsafgiftspligt, at køretøjet er taget i brug på færdselslovens område.

Når det skal vurderes om et køretøj er taget i brug på færdselslovens område, lægges der i retspraksis vægt på selve hensigten med erhvervelsen af køretøjet. Endvidere lægges der vægt på omfanget og karakteren af den faktiske brug af køretøjet.

Et motorkøretøj er herefter registreringspligtigt, når det er hensigten, at det - ikke i et enkeltstående tilfælde, men ved almindelig, løbende anvendelse - skal bruges på færdselslovens område. Således kan den første kørsel/anvendelse af et køretøj på færdselslovens område være tilstrækkeligt til, at køretøjet anses for at være taget i brug, men dette forudsætter en hensigt om en mere varig benyttelse. Det er ikke i sig selv afgørende, hvor lang en distance køretøjet har tilbagelagt på færdselslovens område, hvis der ikke også er en underbygget hensigt om varig benyttelse.

Der stilles endvidere i retspraksis kvalitative krav til omfanget og karakteren af den konkrete kørsel, for at det kan siges, at kørslen har medført, at et køretøj er "taget i brug" på færdselslovens område. Retspraksis viser, at det er et bevismæssigt spørgsmål om et køretøj alene eller i et eller ganske få tilfælde har været benyttet på færdselslovens område, og at der skal foreligge objektive holdepunkter for at hensigten med at eje køretøjet ikke faktisk er færdsel på færdselslovens område.

Enkeltstående anvendelse af et køretøj på færdselslovens område uden denne hensigt om yderligere eller fortsat anvendelse på færdselslovens område udløser ikke registreringspligt med heraf følgende registreringsafgiftspligt.  Sådanne enkeltstående kørsler er alene at betragte som en overtrædelse af registreringsbekendtgørelsens § 3, der efter omstændighederne kan udløse en bødestraf efter registreringsbekendtgørelsens § 99.

Retspraksis

Et importeret køretøj ansås for taget i brug her i landet, og køretøjet skulle derfor indregistreres og afgiftsberigtiges. Ved byrettens domblev der lagt vægt på, at køretøjet i tiden mellem købet af køretøjet i Tyskland og politiets beslaglæggelse heraf i Danmark havde kørt 5.386 km. Retten fandt det ikke godtgjort, at denne kørsel alene omfattede enkelte kørsler til reparationer og fremvisning, ligesom bilen havde kørt 3.386 km. af de 5.386 km., imens bilen var udlånt i henhold til en salgskommisionsaftale. Det følger samtidig af afgørelsen, at såfremt retten havde fundet det godtgjort, at kørslen alene havde omfattet enkelte kørsler til reparation og fremvisning - kørsler som kunne have været omfattet af anvendelsesområdet for prøveplader og prøveskilte - så ville køretøjet ikke have været anset for ibrugtaget på færdselslovens område, og ville dermed være undtaget fra kravet om indregistrering og heraf følgende registreringsafgiftspligt. Østre Landsret stadfæstede byrettens dom, og fandt det endvidere ikke godtgjort, at skattemyndighederne havde fulgt en praksis, hvorved der ikke opkræves registreringsafgift, når benyttelsen sker i kortere tidsrum end 3 måneder. Flertallet i Landsretten fandt herudover ikke, at der var grund til at fritage ejeren for afgiftspligten, uanset at ibrugtagningen var sket mens bilen var udlånt i henhold til en salgskommissionsaftale. (Dissens). Se SKM2011.658.ØLR.

I en anden sag, var en person (T) tiltalt for at have benyttet en BMW med prøveskilte selv om bilen skulle have været indregistreret og afgiftsberigtiget i Danmark, hvorved der blev unddraget 251.431 kr. i registreringsafgift. T forklarede at der højst kunne være tale om en formel overtrædelse, idet brugen skete i forbindelse med forsøg på bortleasing af bilen. Bilen tilhørte T´s bror. Byretten fandt at T havde rådet over bilen i flere dage og herunder kørt i den om natten og således var begyndt at bruge bilen som sin egen, uden at der var betalt registreringsafgift. T blev derfor kendt skyldig i tiltalen. Tillægsstraffen blev fastsat til en bøde på 125.000 kr. Landsretten stadfæstede dommen efter en berigtigelse af tiltalen. Landsretten fandt ikke grundlag for, som led i fællesstraffen, at fastsætte straf af fængsel. Der blev her henset til forholdets karakter, herunder at T alene disponerede over bilen i en ganske kort periode. Se SKM2013.875.ØLR

Ejeren af en tysk indregistreret Ferrari var blevet opkrævet registreringsafgift på ca. 6,3 mio. kr. Han havde fået udleveret faste prøveskilte til sin virksomhed ved at afgive forkerte oplysninger til motorkontoret om virksomhedens aktiviteter, og blev under en straffesag bl.a. idømt en bøde på kr. 3,4 mio. kr. for at have unddraget sig registreringsafgift på bilen. Han gjorde under registreringsafgiftssagen gældende, at han ikke skulle betale registreringsafgift, bl.a. fordi bilen ikke kunne indregistreres i Danmark. Der var således tale om en specialkonstrueret racerbil til brug for banekørsel, og bilen var monteret med H-seler, som ikke opfylder de danske krav om 3-punktseler. Det var ubestridt, at bilen havde kørt ca. 500 km på færdselslovens område, og efter karakteren af kørslerne kunne disse ikke anses for bagatelagtige. Landsretten fandt derfor, at bilen var taget i brug, og at registreringspligten og dermed også pligten til at betale registreringsafgift var indtrådt. Det var uden betydning, om bilen efterfølgende kunne indregistreres. Se SKM2013.788.ØLR

Politiet standsede i juni 2009 et uindregistreret køretøj, som blev ført af en potentiel køber med prøveskilte, der var afmeldt. Køretøjets ejer, et udenlandsk selskab, blev herefter afkrævet registreringsafgift. Køretøjet havde ubestridt kørt ca. 384 km i Danmark, herunder en kørsel foretaget af selskabets direktør på faste prøveskilte, som var registreret til et dansk søsterselskab. Direktøren forklarede, at køretøjet var overladt til en kommissionær, og at det i den forbindelse var aftalt, at kommissionæren ikke måtte benytte køretøjet. Direktøren forklarede videre, at han intet kendskab havde til den mulige køber eller dennes benyttelse af køretøjet. Kommissionæren afgav en tilsvarende forklaring om hændelsesforløbet og direktørens viden og forklarede i øvrigt, at han havde overladt køretøjet til den potentielle køber, men havde instrueret denne om, at han ikke måtte benytte køretøjet, før han havde betalt købesummen. Landsrettens flertal fandt, at køretøjet var taget i brug i færdselslovens forstand, da den potentielle køber blev standset af politiet den 21. juni 2009. Flertallet fandt ikke, at der var grundlag for at fritage køretøjets ejer for at hæfte for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. Se SKM2012.705.ØLR

Ejer eller bruger med bopæl eller hjemsted her i landet

Det er endvidere en betingelse for, at et køretøj skal registreres i Motorregistret, at køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet.

Der skal dog ikke ske registrering her i landet, selv om ejeren af køretøjet har bopæl eller hjemsted her i landet, hvis der ifølge en skriftlig aftale er en bruger af køretøjet, brugeren ikke har bopæl her i landet, og ejeren i brugsaftalen har afskåret sig fra at bruge køretøjet i den aftalte brugsperiode.

Derimod skal der ske registrering af køretøjet i Motorregistret, selvom ejeren af køretøjet ikke har bopæl eller hjemsted her i landet, hvis der er en bruger af køretøjet, og brugeren har bopæl eller hjemsted her i landet.

En bruger er i denne sammenhæng en fysisk eller juridisk person, der i 30 dage eller mere råder over køretøjet på færdselslovens område. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Motorregistret påhviler i disse tilfælde ikke kun ejeren, men også brugeren af køretøjet.

Se registreringsbekendtgørelsens § 7. 

Lovgrundlag

Reglerne om registrering af køretøjer fremgår af bekendtgørelse af lov om registrering af køretøjer nr. 16 af 9. januar 2013 (registreringsloven) og af bekendtgørelse nr.  20 af 15. januar 2013 (Registreringsbekendtgørelsen).

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

 

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

 

Afgørelsen i stikord

 

Yderligere kommentarer

 


Landsretsdomme
 

SKM2013.875.ØLR

 

 

T var tiltalt for at have benyttet en BMW med prøveskilte selv om bilen skulle have været indregistreret og afgiftsberigtiget i Danmark, hvorved der blev unddraget 251.431 kr. i registreringsafgift.

T forklarede at der højst kunne være tale om en formel overtrædelse, idet brugen skete i forbindelse med forsøg på bortleasing af bilen. Bilen tilhørte T´s bror.

Byretten fandt at T havde rådet over bilen i flere dage og herunder kørt i den om natten og således var begyndt at bruge bilen som sin egen, uden at der var betalt registreringsafgift. T blev derfor kendt skyldig i tiltalen.

Tillægsstraffen blev fastsat til en bøde på 125.000 kr.

Landsretten stadfæstede dommen efter en berigtigelse af tiltalen. Landsretten fandt ikke grundlag for, som led i fællesstraffen, at fastsætte straf af fængsel. Der blev her henset til forholdets karakter, herunder at T alene disponerede over bilen i en ganske kort periode.
 

SKM2013.788.ØLR

 

 

Appellanten var blevet opkrævet registreringsafgift på ca. 6,3 mio. kr. af sin tysk indregistrerede Ferrari. Appellanten fik udleveret faste prøveskilte til sin virksomhed ved at afgive forkerte oplysninger til motorkontoret om virksomhedens aktiviteter, og blev under en straffesag bl.a. idømt en bøde på kr. 3,4 mio. kr. for at have unddraget sig registreringsafgift på bilen.

Appellanten gjorde under registreringsafgiftssagen gældende, at han ikke skulle betale registreringsafgift, bl.a. fordi bilen ikke kunne indregistreres i Danmark. Der var således tale om en specialkonstrueret racerbil til brug for banekørsel, og bilen var monteret med H-seler, som ikke opfylder de danske krav om 3-punktseler.

Det var ubestridt, at bilen havde kørt ca. 500 km på færdselslovens område, og efter karakteren af kørslerne kunne disse ikke anses for bagatelagtige. Landsretten fandt derfor, at bilen var taget i brug, og at registreringspligten og dermed også pligten til at betale registreringsafgift var indtrådt. Det var uden betydning, om bilen efterfølgende kunne indregistreres.
 

Stadfæstelse af byretsdom

SKM2013.77.BR

SKM2011.658.ØLR

 

 

Ejeren af et køretøj havde i henhold til en kommissionsaftale overladt køretøjet til tredjemand, som herefter kørte lystkørsel i køretøjet. Landsretten lagde til grund, at der ved tredjemands benyttelse af køretøjet var sket ibrugtagning af dette, jf. færdselslovens § 72, stk. 1. Landsretten fandt ikke, at der var grundlag for at fritage ejeren fra at betale registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 19, stk. 2 og 3. Endelig fandt landsretten det ikke godtgjort, at skattemyndighederne havde fulgt en praksis, hvorved der ikke opkræves registreringsafgift, når benyttelsen sker i kortere tidsrum end 3 måneder. (Dissens).
 

Stadfæstelse af byretsdom
SKM2010.731.BR

SKM.2012.705.ØLR

 

 

Politiet standsede i juni 2009 et uindregistreret køretøj, som blev ført af JL med prøveskilte, der var afmeldt. Køretøjets ejer, et udenlandsk selskab, blev herefter afkrævet registreringsafgift. Køretøjet havde ubestridt kørt ca. 384 km i Danmark, herunder en kørsel fra ...8 til ...6 foretaget af selskabets direktør SO på faste prøveskilte, som var registreret til et dansk søsterselskab. Direktøren forklarede, at køretøjet i ...6 var overladt til en kommissionær TK, og at det i den forbindelse var aftalt, at TK ikke måtte benytte køretøjet. SO forklarede videre, at han intet kendskab havde til JL eller JL´s benyttelse af køretøjet. TK afgav en tilsvarende forklaring om hændelsesforløbet og SO´s viden og forklarede i øvrigt, at han havde overladt køretøjet til JL, som ønskede at købe køretøjet, men havde instrueret JL om, at JL ikke måtte benytte køretøjet, før JL havde betalt købesummen.

Landsrettens flertal fandt, at køretøjet var taget i brug i færdselslovens forstand, da JL blev standset af politiet den 21. juni 2009. Flertallet fandt ikke, at der var grundlag for at fritage køretøjets ejer for at hæfte for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1. 

 

Stadfæstelse af byretsdom 
SKM2012.163.BR

SKM2011.371.ØLR

 

 

 

Appellanten boede i Danmark og ejede et tysk indregistreret køretøj, som han ved forskellige lejligheder havde benyttet i Danmark. Det stedlige motorkontor havde fejlagtigt udstedt løse prøveskilte til denne kørsel. Den foretagne kørsel udløste i den konkrete situation ikke registreringsafgiftspligt. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at appellanten var i god tro om berettigelsen af at anvende køretøjet i Danmark. Endvidere fandt landsretten, at anvendelsen af køretøjet i Danmark var sket til de formål, som prøveskiltene var udstedt til. Dissens.
 

Tidligere instansafgørelse SKM2010.557.BR

 

 

 


Byretsdomme
 

SKM.2013.58.BR

 

 

 

Retten lagde efter bevisførelsen til grund, at der alene havde været tale om de to kørsler i bilen, der fandt sted den 5. oktober 2007 og den 24. oktober 2007. Retten lagde endvidere til grund, at kørslerne skete med henblik på at bringe bilen til reparation. Retten fandt således ikke, at de forklaringer, der blev afgivet af A's kolleger, eller de fremlagte fotos med den fornødne sikkerhed kan danne grundlag for en antagelse om, at der er kørt i bilen med andre formål og i videre omfang end i de to nævnte tilfælde.

Ved de to kørsler blev der anvendt faste prøveskilte. Bilen var på tidspunktet for kørslerne indregistreret i Tyskland, og A og hans kone var i øvrigt ikke indehavere af de faste prøveskilte og var ikke ansat hos indehaveren af prøveskiltene. Retten tiltrådte derfor, at de to kørsler ikke var i overensstemmelse med reglerne for kørsel med faste prøveskilte. Retten fandt endvidere ikke, at A havde godtgjort, at han var berettiget til at antage, at kørslerne var i overensstemmelse med reglerne om kørsel med faste prøveskilte. Hans forklaring om, at han havde talt med medarbejdere på Motorkontoret og med sin kollega VP om kørsel med faste prøveskilte, kunne ikke anses som tilstrækkeligt bevis for en sådan antagelse.

Imidlertid fandt retten, at der bør lægges afgørende vægt på, at der alene forelå to kørsler over korte strækninger, at kørslerne skete for at bringe bilen til reparation, og at reparatøren efter det oplyste kunne have udført transporten af bilen, der i øvrigt få måneder senere blev dansk indregistreret og afgiftsberigtiget i forbindelse med salget til og leasingen fra G4. De stedfundne kørsler var således kendetegnet ved en række særegne omstændigheder, og retten fandt efter kørslernes undtagelsesvise karakter ikke, at der var sket en ibrugtagning af bilen på færdselslovens område, som bør udløse registreringspligt med deraf følgende pligt til at betale registreringsafgift. Retten bemærkede herved tillige, at der efter det oplyste ikke var blevet rejst straffesag mod A, og at formålet med den undtagelsesvise kørsel var sammenfaldende med et af de formål som kørsel med faste prøveskilte efter § 71, stk. 1, nr. 4, i registreringsbekendtgørelse var tilladt at varetage. Retten bemærkede endelig, at der i den påberåbte dom af 21. marts 2011

Retten bemærker endelig, at der i den påberåbte dom af 21. marts 2011 (SKM2011.371.ØLR) der frifandt bilejeren for registreringsafgiftspligt, vel dokumenterbart var sket udlevering af løse prøveskilte fra Motorkontoret til bilejeren, men at kørslen i bilen i den sag i væsentlig grad oversteg omfanget af kørslen i den foreliggende sag.