Statens uddannelsesstøtte (SU)
Personer, der er studieaktive på en SU-berettiget ungdomsuddannelse eller en SU-berettiget videregående uddannelse, kan modtage statens uddannelsesstøtte. Uddannelsesstøtten er skattepligtig indkomst. Se SL § 4.
Skattepligtige stipendier, der udbetales efter lov om statens uddannelsesstøtte, er A-indkomst. Se KSL § 43, stk. 2, litra c, og KSLbek. § 18, stk. 1, nr. 4. Der skal ikke indeholdes AM-bidrag af SU, da SU'en ikke er optjent i et ansættelsesforhold og ikke anses som et vederlag. Se AMBL § 2, stk. 1, nr 1 og nr. 2.
Stipendier, der udbetales efter reglerne i lov nr. 1507 af 27. december 2009 om friplads og stipendium til visse udenlandske studerende ved erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, er A-indkomstomfattet og omfattet af den begrænsede skattepligt. Se KSL-bek § 18, stk. 1, nr. 47 og KSL § 2, stk. 1, nr. 28.
Uddannelseshjælp
Det offentlige kan yde forskellige former for tilskud til personer, der deltager i uddannelser omfattet af lov om arbejdsmarkedsuddannelser og andre love om erhvervsmæssige uddannelser.
Godtgørelse ydet efter sådanne regler for tab af indtægt eller arbejdsmulighed er i overensstemmelse med de grundlæggende principper indkomstskattepligtig indkomst.
Bemærk
En arbejdsgiver m.fl. kan afholde udgifter til uddannelse og kurser til sine ansatte, uden at de ansatte bliver skattepligtige af indkomsten. Se LL § 31 og afsnit C.A.5.4 om undervisning og skattefrihed efter LL § 31.
Se også
Se også afsnit C.A.6.5 om uddannelseslegater mv.