Indhold
Afsnittet indeholder:
SKAT fører eftersyn af toldoplag
SKAT er berettiget og forpligtet til at foretage eftersyn på toldoplag. SKAT skal bl.a. efterse de oplagte varer eller andre varer, der opbevares i oplagshavers godkendte lokaler og områder samt i andre af oplagshaverens forretningslokaler. Endvidere kan SKAT efterse forretningsbøger og øvrigt regnskabsmateriale samt korrespondance mv. Se TDL § 57 og TBEK § 109. SKAT kan gennemføre eftersynet enten uanmeldt eller efter aftale.
Oplagshaveren og de personer der er beskæftigede på oplaget skal være SKAT behjælpelige med at udføre de handlinger, der er nødvendige for eftersynet. I den forbindelse skal de stille det nævnte materiale og nødvendige ressourcer til rådighed. Se TBEK § 109, stk. 2.
Lagerregnskab for toldoplag
Oplagshaveren har pligt til at føre det lagerregnskab, der er omtalt i toldkodeksen. Se TK art. 105. Regnskabet skal indeholde alle de oplysninger, der er nødvendige for at sikre en korrekt overvågning og kontrol af oplaget. Lagerregnskabet skal altid vise den aktuelle beholdning på toldoplaget. Se GB art. 529.
Regnskabet skal indeholde:
- Oplysninger, som står i rubrikkerne fra minimumslisten i GB bilag 37 om angivelse til henførsel under toldoplagsproceduren, dvs. for oplag af type A og C oplysningerne anføres i rubrik 1 (1. underrubrik), 3, 5, 8, 14, 19, 31, 32, 35, 37, 38, 40, 44, 49 og 54 i angivelsen om henførsel under proceduren. For oplag af type D skal regnskabet desuden indeholde oplysningerne fra rubrik 33 og 47.
- Oplysninger fra de toldangivelser, som medfører at varerne gives en toldmæssig bestemmelse eller anvendelse. Herved afsluttes proceduren.
- Dato og henvisning til andre tolddokumenter og alle andre dokumenter, der vedrører henførslen under og afslutningen af proceduren.
- De nødvendige oplysninger til at kunne følge varerne. Dette gælder især med hensyn til, hvor varerne opbevares, og oplysninger om eventuel overførsel af varerne fra et toldoplag til et andet uden afslutning af proceduren.
- Den nødvendige handelsmæssige eller tekniske beskrivelse til at kunne identificere varerne
- Oplysninger om fælles oplagring af både T1-varer og T2-varer som fremgår af GB art. 534, stk. 2, omhandlede samt alle andre eventuelt nødvendige enkeltheder til identifikation af varerne.
- Oplysninger om de sædvanlige behandlinger, som varerne underkastes.
- Oplysninger om midlertidig fjernelse af varerne fra toldoplaget.
- Udbyttesatsen eller i givet fald en metode til beregning heraf.
I visse tilfælde, kan SKAT lempe kravene til at føre lagerregnskab. Se GB art. 516.
Lagerregnskabet skal være ordnet på en sådan måde, at man tydeligt og nemt kan kontrollere, at alt, hvad der er oplagt på toldoplaget, endnu befinder sig der, eller er angivet til en godkendt toldbehandling.
Hvis oplagshaveren fører regnskab til handelsmæssige eller fiskale formål, og dette regnskab indeholder de oplysninger, som SKAT finder nødvendige, kan SKAT godkende dette regnskab xsom toldoplagsregnskabx.
Oplagshaveren skal periodisk indsende en opgørelse over lagerbeholdningen efter SKATs retningslinjer.
Opgørelsen skal være opdelt efter varekode og vise mængde og toldværdi pr. varekode eller pr. vareart under hver varekode og vise ekspeditionsnummer.
Tilskrivning i regnskabet skal ske på tidspunktet for varernes fysiske oplægning på toldoplaget på grundlag af de elementer, der er blevet konstateret eller godkendt af SKAT. Fraskrivning i regnskabet skal ske på tidspunktet for frigivelse af varerne, dvs. antagelsen af angivelsen om fraførsel. ►Se sag C-28/11, Eurogate Distribution◄. Ansvaret for varer, der overføres fra/til et andet toldoplag, overdrages til den oplagshaver, der modtager varerne. Overdragelsen sker på det tidspunkt, hvor oplagshaveren modtager varerne og bogfører dem i sit oplagsregnskab. Se GB art. 530.
Regnskabet skal til enhver tid udvise den aktuelle beholdning af varer, som befinder sig under toldoplagsproceduren. De bilag, der danner grundlag for oplagsregnskabet, skal opbevares sammen med regnskabet. Bilagene skal være ordnet på en sådan måde, at SKAT har mulighed for umiddelbart at sammenholde regnskabet med de relevante bilag.
Oplagshaveren skal anskaffe det nødvendige regnskabsmateriale, og oplagsregnskabet med tilhørende bilag skal opbevares efter bogføringslovens bestemmelser.
Hæftelse
Oplagshaveren hæfter for told, moms og eventuelle punktafgifter for varer, som ikke forefindes ved SKATs eftersyn, og som ikke er fraført i overensstemmelse med reglerne om toldoplag.
►
Oplagshaver hæfter dog ikke, hvis toldskylden anses for opstået efter TK artikel 204, stk. 1, litra a), og varerne er helt tilintetgjorte eller gået uigenkendeligt tabt
a) af grunde, der skyldes varernes egen beskaffenhed,
b) som følge af hændelige omstændigheder eller force majeure eller
c) destrueret efter endelig tilladelse fra SKAT.
Se TK art. 206 og sag C-273/12, Harry Winston◄.
En vare betragtes som uigenkaldeligt tabt, når den er blevet totalt uanvendelig for alle.
Indbrudstyveri er ikke at betragte som en hændelig omstændighed.
Som naturligt svind betragtes kun svind ved fordampning, udlækning og lignende.
Indbrud og brand i lokaler, der er godkendt som toldoplag, skal snarest muligt meldes til SKAT.
Se også
Se også afsnit D.A.4.9.3 om pligt til at betale moms og om evt. fradragsret for betalt moms i forbindelse med indbrudstyveri.
Afgifter af de varer, der omfattes af hæftelsen, ansættes skønsmæssigt af SKAT. Hvis tidspunktet for fraførslen kendes, lægges beskatningselementerne på dette tidspunkt til grund for ansættelsen af afgifter. Kendes fraførselstidspunktet ikke, lægges de beskatningselementer til grund, der var gældende på det tidspunkt, hvor lagermanglen konstateredes.
Se også
Se også afsnit D.A.11 om fradragsret for momsen i den indgåede afgift.►
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
EU-domme
|
C-273/12, Harry Winston
|
Tyveri af varer henført under toldoplagsproceduren udgør en unddragelse fra toldtilsyn af disse varer i henhold til TK art. 203, stk. 1, som medfører, at der opstår toldskyld. TK art. 206, hvorefter toldskylden i særlige tilfælde ikke anses for at opstå, kan alene finde anvendelse i tilfælde, hvor en toldskyld anses for opstået i henhold til TK artikel 202 og artikel 204, stk. 1, litra a).
|
|
C-28/11, Eurogate Distribution
|
En manglende bogføring i toldoplagsregnskabet på tidspunktet for varernes fraførsel fra toldoplaget anses for en misligholdelse af bevillingshavers bogføringsforpligtelse, hvilket medfører at toldskyldens anses for opstået i henhold til TK art. 204, stk. 1, litra a), uanset at varerne efterfølgende var genudført af EU.
|
|
◄