Dato for udgivelse
07 jun 2007 11:53
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 maj 2007 14:19
SKM-nummer
SKM2007.353.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-089674
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Udenlandsk indkomst + Personlig indkomst + Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber
Emneord
Skattepligt, tilflytning, bopæl, ophold
Resumé
Skatterådet bekræfter, at der ikke indtræder fuld skattepligt for spørgeren, såfremt han midlertidigt opholder sig hos sin familie i weekender og ferier i en bolig, de erhvervede i Danmark i 2005 efter at have boet en årrække i USA. Familien flyttede til Danmark 1. august 2006, og samme dato flyttede spørgeren til Belgien, hvor han arbejder mandag til fredag. Såfremt spørgeren udfører arbejde under sine ophold i Danmark, vil den fulde skattepligt indtræde første gang, han arbejder her. Spørgeren vil i givet fald blive anset for hjemmehørende i Danmark efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Belgien, idet hans eneste tilknytning til Belgien er arbejdet.
Reference(r)

Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1
Kildeskatteloven § 7, stk. 1
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Belgien, artikel 4

Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-2 D.A.1.1.1

Spørgsmål

  1. Vil spørgeren blive anset for fuldt skattepligtig til Danmark, hvis han bor i Belgien, arbejder mandag til fredag i Belgien og kun besøger familien i Danmark i weekender og ferier, indtil han flytter til Danmark?
  2. Vil spørgeren blive anset for fuldt skattepligtig til Danmark, hvis han arbejder i gennemsnit én dag om ugen i Danmark fra en arbejdsplads i boligen i Danmark?
  3. Hvis svaret på spørgsmål 1 er "ja", vil spørgeren blive anset for skattemæssigt hjemmehørende i Belgien, indtil han flytter til Danmark?
  4. Hvis svaret på spørgsmål 2 er "ja", vil spørgeren blive anset for skattemæssigt hjemmehørende i Belgien, indtil han flytter til Danmark?

Svar

  1. Nej, se dog indstilling og begrundelse.
  2. Ja, se indstilling og begrundelse.
  3. Bortfalder.
  4. Nej, se indstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørgeren har siden den 12. marts 2000 haft bopæl i USA sammen med sin familie. Fra samme dato har spørgeren opgivet sin fulde danske skattepligt og har været anset for fuldt skattepligtig til USA. Spørgeren har været omfattet af det amerikanske sociale sikrings system.

Spørgeren har siden den 12. marts 2000 arbejdet for X i USA og har således haft en udenlandsk arbejdsgiver. Han har derfor ikke betalt dansk arbejdsmarkedsbidrag under opholdet i USA.

Da spørgeren og familien flyttede til USA, opsagde de deres lejede lejlighed i Danmark. De har således ikke haft bolig til rådighed i Danmark før i 2005, hvor de købte en ejendom i Danmark. Spørgeren har ikke udført arbejde for X i Danmark og har ikke modtaget vederlag for arbejde udført i Danmark. Han har ikke været begrænset skattepligtig til Danmark før erhvervelsen af ejendommen i 2005.

Den 1. august 2006 flyttede spørgerens familie tilbage til Danmark og bosatte sig i boligen, der blev erhvervet i 2005. Spørgeren bosatte sig i Belgien og har fra 1. august 2006 arbejdet for X i Belgien.

Spørgeren skal hovedsageligt arbejde i Belgien, det vil sige, at han som udgangspunkt arbejder mandag til fredag i Belgien. Han vil gerne have mulighed for i gennemsnit én dag pr. uge at arbejde fra en arbejdsplads i boligen i Danmark. Han vil ligeledes besøge familien i boligen i Danmark i den forbindelse. Desuden vil han hovedsageligt holde ferie og weekender i Danmark.

Ifølge spørgerens kontrakt vil han blive aflønnet af X i Danmark. Lønudgiften vil imidlertid blive viderefaktureret til X Belgium, ligesom det belgiske selskab vil udbetale visse tillæg direkte til spørgeren. X Belgium har derfor den reelle lønudgift. Spørgeren har således ingen tilknytning til X i Danmark.

Spørgeren har under sit ophold i udlandet fortsat sin pensionsopsparing i Danmark. Under opholdet i Belgien vil X i Danmark viderefakturere deres udgift til spørgerens pensionsordning (arbejdsgiverbidraget) til X Belgium.

Spørgeren ønsker at få afklaret, om han i denne konkrete situation bliver fuldt skattepligtig til Danmark, hvis han bor og opholder sig i Belgien og arbejder mandag til fredag i Belgien, men tager til Danmark i weekender og ferier for at besøge familien, der den 1. august 2006 bosatte sig i Danmark. Spørgeren har opgivet sin fulde skattepligt, da han og hans familie flyttede til USA den 12. marts 2000. Han har kun været begrænset skattepligtig til Danmark af en ejendom, han og familien erhvervede i 2005.

Spørgeren ønsker endvidere at få afklaret, om han i denne konkrete situation bliver fuldt skattepligtig til Danmark, hvis han arbejder mandag til torsdag i Belgien og i gennemsnit én dag pr. uge i Danmark fra en arbejdsplads i boligen i Danmark.

Hvis spørgeren bliver anset for fuldt skattepligtig til Danmark, ønsker han af få afklaret, om han kan anses for skattemæssigt hjemmehørende i Belgien, da han bor og arbejder i Belgien.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørgsmål 1

Efter kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, er personer, der har bopæl i Danmark, fuldt skattepligtige til Danmark.

Spørgeren har haft bopæl til rådighed i Danmark fra 1. august 2006, hvor hans familie flyttede til Danmark.

Ved erhvervelse af bopæl indtræder den fulde skattepligt imidlertid først, når der tages ophold i Danmark, jf. kildeskatteloven § 7, stk. 1. Som ophold medregnes ikke kortvarige ophold i Danmark på grund af ferie eller lignende.

Efter praksis anses et uafbrudt ophold her i landet af en varighed på mere end 3 måneder, eller samlede ophold på i alt mere end 180 dage inden for et tidsrum af 12 måneder ikke for "kortvarige ophold på grund af ferie eller lignende".

Bl.a. kan vi henvise til TfS 1992.388 LSR, hvor et ægtepar, der var bosiddende i udlandet, erhvervede en ejendom i Danmark. Manden forblev i udlandet et år efter erhvervelsen, hvorimod hustruen umiddelbart efter købet flyttede til Danmark og tog permanent ophold på ejendommen. Landsskatteretten fandt, at hvis mandens ophold ikke oversteg 3 måneder i sammenhæng eller 180 dage inden for en 12-måneders periode, ville han først blive fuldt skattepligtig til Danmark, når han tog permanent ophold i Danmark.

Som tidligere nævnt vil spørgeren opholde sig i Danmark i forbindelse med besøg hos familien, det vil sige hovedsageligt i weekender og ferier. Efter bestemmelsen i kildeskatteloven § 7, stk. 1, vil fuld skattepligt først indtræde til Danmark, når der tages ophold i Danmark. Som ophold medregnes ikke kortvarige ophold her i landet på grund af ferie eller lignende.

Det er derfor vores vurdering, at det følger af kildeskatteloven § 7, stk. 1, at spørgerens fulde danske skattepligt ikke indtræder, selv om han besøger sin familie i Danmark i weekender og ferier, da han ikke har taget sådant ophold i Danmark, der kan medføre, at hans fulde skattepligt indtræder.

Spørgsmål 2

Som anført under vores begrundelse for spørgsmål 1, vil den fulde skattepligt ved erhvervelse af bopæl først indtræde, når der tages ophold i Danmark. Som ophold medregnes ikke kortvarige ophold i Danmark på grund af ferie eller lignende.

Spørgeren vil ud over ferier og weekender arbejde i Danmark i gennemsnit én dag pr. uge fra en arbejdsplads i boligen i Danmark. Den afgørende faktor vil her være, om den fysiske tilstedeværelse kan anses som led i løbende regelmæssig varetagelse af et indtægtsgivende erhverv og opholdenes varighed.

Vi mener ikke, at spørgerens arbejde i Danmark i gennemsnit én dag pr. uge fra en arbejdsplads i boligen i Danmark vil medføre, at den fulde skattepligt anses for indtrådt allerede ved familiens flytning til Danmark eller ved spørgerens første arbejdsdag fra boligen i Danmark.

Arbejdsdagene fra boligen i Danmark er af begrænset omfang og vil ikke ligge på en fast dag i ugen. Desuden vil det arbejde, der udføres, relatere sig til spørgerens arbejde i Belgien for den belgiske arbejdsgiver.

I TfS 2002.504 LR blev A ikke anset for fuldt skattepligtig til Danmark, når A alene opholdt sig i 180 dage inden for en 12-måneders periode og mindre end en varighed på 3 måneder i sammenhæng, når opholdet i Danmark primært var i feriemæssig sammenhæng eller lignende, og A 14 dage om året udførte arbejdsmæssige opgaver i form af forberedelse af undervisningsmateriale mv. for en schweizisk arbejdsgiver.

I TfS 1997.590 LSR blev en operasanger ikke anset for fuldt skattepligtig til Danmark, hvis hun i forbindelse med afholdelse af et enkelt arrangement opholdt sig i sit helårshus af kortere varighed inden for 1 år.

I relation til disse afgørelser mener vi ikke, at der i den konkrete sag foreligger en fysisk tilstedeværelse, der kan anses som led i en løbende regelmæssig varetagelse af et indtægtsgivende erhverv. Dette henset til, at spørgeren arbejder fra en arbejdsplads i boligen i Danmark for en belgisk arbejdsgiver, og at det ikke ligger fast, hvilken ugedag han vil udføre arbejdet fra Danmark. Desuden må spørgerens ophold betegnes som kortvarige, idet han vil returnere til sin belgiske bolig og arbejdsplads hver uge.

Spørgsmål 3

Hvis Skatterådet anser spørgeren for fuldt skattepligtig fra den 1. august 2006, som følge af familiens flytning til Danmark, skal det efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Belgien afgøres, hvor spørgeren har sit skattemæssige hjemsted.

De kriterier, der afgør det skattemæssige hjemsted, er i artikel 4 oplistet i prioriteret rækkefølge. Det betyder, at dersom det skattemæssige hjemsted ikke kan afgøres efter det første kriterium, skal det næste i rækkefølgen vurderes, indtil det skattemæssige hjemsted er fundet.

For det første skal det vurderes, hvor spørgeren har sin faste bopæl. Eftersom han har bopæl i både Danmark og Belgien, skal det efterfølgende vurderes, hvor han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for livsinteresser).

Af kommentarerne til OECD's modeloverenskomst skal omstændighederne bedømmes samlet. Der skal således tages hensyn til familie- og sociale forhold, beskæftigelse, hvorfra man administrerer sine aktiver, kulturelle forhold mv.

Vi mener, at spørgerens økonomiske interesser er i Belgien, idet han bosætter sig og arbejder for X i Belgien. Hans primære personlige interesser er i Danmark, hvor familien opholder sig.

Vi er af den opfattelse, at det skattemæssige hjemsted ikke kan bestemmes efter kriteriet "midtpunkt for livsinteresser," idet det ikke kan lægges til grund, at de økonomiske interesser vægter mere end de personlige eller omvendt.

I det tilfælde, hvor det skattemæssige hjemsted ikke kan fastlægges ud fra kriteriet "midtpunkt for livsinteresser" skal vedkommende anses for skattemæssigt hjemmehørende i det land, hvor vedkommende sædvanligvis opholder sig. Eftersom spørgeren vil opholde sig det meste af tiden i Belgien, vil det derfor være Belgien, der skal anses for at være det skattemæssige hjemsted efter dette kriterium.

Spørgsmål 4

Hvis Skatterådet anser spørgeren for fuldt skattepligtig fra den 1. august 2006, som følge af at han arbejder i gennemsnit én dag om ugen i Danmark fra en arbejdsplads i boligen i Danmark, skal det efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Belgien afgøres, hvor spørgeren har sit skattemæssige hjemsted. Efter samme kriterier som nævnt under spørgsmål 3 vil det være Belgien, der skal anses for at være det skattemæssige hjemsted for Spørgeren.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

SKAT kan tiltræde repræsentantens bemærkninger med hensyn til indtræden af fuld skattepligt ved tilflytning. Spørgeren bliver som udgangspunkt ikke fuldt skattepligtig til Danmark i forbindelse med kortvarige ophold i Danmark på grund af ferie eller lignende.

Situationen er sammenlignelig med den situation, der forelå i den nævnte kendelse fra Landsskatteretten, TfS 1992,388. Det bemærkes dog, at Landsskatteretten som begrundelse for ikke at anfægte den feriemæssige karakter af opholdene hos ægtefællen i Danmark bl.a. tillagde det vægt, at der var tale om et midlertidigt opholdsmønster, som skyldtes, at den pågældende person skulle afslutte et projekt i udlandet, inden han bosatte sig i Danmark. Dette vil ske i løbet af 2-3 år. 

Den tilsvarende forudsætning gælder for spørgeren, idet det er SKATs opfattelse, at opholdene kun kan anerkendes som feriemæssige, såfremt der er tale om en midlertidig ordning, der ikke strækker sig ud over 2-3 år. En længerevarende periode vil give opholdene en så fast karakter, at den fulde skattepligt vil indtræde ved første opholdsdag.

Spørgsmål 2

Såfremt spørgeren udfører arbejde under sine ophold i Danmark, vil den fulde skattepligt indtræde første gang, han udfører arbejde her. Der henvises til SKM2006.41.SR, hvor den fulde skattepligt indtrådte som følge af tjenesterejser til Danmark, hvor personen havde erhvervet helårsbolig. I den ovenfor nævnte landsskatteretskendelse fra 1992 blev det i øvrigt lagt til grund, at personen ikke skulle varetage erhvervsmæssige interesser i Danmark.

Det er i den forbindelse uden betydning, om arbejdet udføres for en dansk eller udenlandsk arbejdsgiver.

Efter SKATs opfattelse vil en arbejdsdag om ugen i Danmark medføre, at der er tale om regelmæssig, løbende, personlig varetagelse af indtægtsgivende erhverv. Dette var ikke tilfældet for personerne i SKM2002.252.LR (TfS 2002.504 LR) og TfS 1997.590 LSR, der omhandlede henholdsvis forberedelse af undervisning i ferien her i landet 14 dage om året og en operasangers ophold i forbindelse med et enkeltstående arrangement af kortere varighed inden for et år.

Spørgsmål 4

Under forudsætning af at spørgeren anses for hjemmehørende (fuldt skattepligtig) i såvel Danmark som Belgien i henhold til artikel 4, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Belgien, skal det afgøres, hvor han skal anses at være hjemmehørende i henhold til artikel 4, stk. 2.

Da han efter det oplyste har fast bolig til rådighed i begge stater, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser).

Ud fra de foreliggende oplysninger finder SKAT, at spørgeren har midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark, idet hans eneste tilknytning til Belgien er, at han udfører arbejde for X i Belgien. Han bliver aflønnet gennem X i Danmark og har bevaret sin pensionsordning her i landet. Han har ikke tidligere boet i Belgien, og der er således ikke tale om, at han opretholder bolig i den anden stat på grund af tilknytning til denne stat.

I denne situation finder SKAT, at de familiemæssige forhold vejer tungere end de økonomiske, når det skal afgøres, hvor midtpunktet for livsinteresser befinder sig. Dette medfører, at spørgeren anses for hjemmehørende i Danmark.

Det bemærkes, at det følger af skatteforvaltningsloven § 25, stk. 3, at et bindende svar, der vedrører fortolkningen af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, ikke er bindende, idet det omfang en udenlandsk respektive en færøsk eller en grønlandsk skattemyndighed lægger en anden vurdering af det pågældende spørgsmål til grund.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

5 år fra afgørelsens dato.