Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for, hvornår et køretøj skal registreres her i landet som følge af, at køretøjets ejer eller bruger bliver anset for at have bopæl eller hjemsted her i landet.

Afsnittet beskriver samtidig reglerne for, hvornår et udenlandsk køretøj må bruges her i landet.

Afsnittet indeholder:

• Hvornår skal et køretøj registreres?
• Hvornår har en person bopæl her i landet?
• Hvornår har en person bopæl i hjemlandet?
• Når ejeren eller brugeren bor i flere stater (dobbeltdomicil)
• Når ejeren eller brugeren flytter fra Danmark
• Når ejeren eller brugeren flytter til Danmark
• Tilladelse til at bruge et udenlandsk køretøj i Danmark
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Hvornår skal et køretøj registreres?

Et køretøj skal som udgangspunkt registreres i Motorregistret, før køretøjet tages i brug på færdselslovens område, hvis køretøjets ejer har bopæl eller hjemsted her i landet. Der er dog visse tilfælde, hvor dette ikke gælder - se eksempelvis nedenfor om dobbeltdomicil.

Med hensyn til, hvornår en køretøj kan anses for at være taget i brug på færdselslovens område, se afsnit E.A.8.5.1.

Se registreringsbekendtgørelsen § 7 og § 8.

Køretøjet skal ikke registreres i Motorregistret, selvom køretøjets ejer har bopæl eller hjemsted her i landet, hvis

• der er en bruger af køretøjet, og denne bruger ikke har bopæl eller hjemsted her i landet og
• ejeren har givet afkald på retten til at bruge køretøjet i den aftalte brugsperiode. Se registreringsbekendtgørelsens § 41 om definition af en bruger.

Hvis køretøjets ejer ikke har bopæl eller hjemsted her i landet, skal køretøjet dog stadig registreres i Motorregistret, hvis

• der er en bruger af køretøjet,
• og denne har bopæl eller hjemsted her i landet.  

Som bruger anses i denne sammenhæng en fysisk eller juridisk person, der i 30 dage eller mere råder over køretøjet på færdselslovens område. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Køretøjsregisteret påhviler i disse tilfælde tillige brugeren af køretøjet .

Der vil således være registreringspligt for en herboende, som låner eller lejer et udenlandsk registreret køretøj, og råder over dette på færdselslovens område i 30 dage eller mere. Dette betyder konkret, at der skal betales registreringsafgift og der skal danske nummerplader på køretøjet. SKAT skal underrettes inden 24 timer efter, at ibrugtagningen er sket. Køretøjet skal anmeldes til til SKAT til registrering og afgiftsbetaling inden 14 dage efter at køretøjet er taget i brug på færdslelsovens område. Se registreringsbekendtgørelsens § 15, stk. 2.

Hvornår har en person bopæl her i landet?

En person anses for at have bopæl her i landet, hvis personen er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet.

Ved bopæl forstås efter cpr-loven: "...det sted(bolig) hvor en person regelmæssigt sover, når denne ikke er midlertidigt fraværende på grund af ferie, forretningsrejse, sygdom eller ligende, og hvor denne har sine ejendele."

En person, der ikke er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet, regnes alligevel for at have bopæl her i landet, hvis

• den pågældende opholder sig her i landet i 185 dage eller mere, eller
• den pågældende opholder sig her i landet i afbrudte perioder på tilsammen 185 dage eller mere inden for en periode på 12 måneder.

Se registreringsbekendtgørelsens § 8.

En virksomhed regnes for at have hjemsted, der hvor den har sin faste drift. Se registreringsbekendtgørelsens § 9.

Dobbeltdomicil 

Selvom en person jf. ovenstående anses for at have bopæl her i landet, kan personen samtidig have bevaret sin bopæl i et andet land. Det er tilfældet, hvis den pågældende har en bolig til rådighed der. Der skal som udgangspunkt være tale om en bolig, der kan danne grundlag for almindelig helårsbeboelse. Der kan ikke stilles krav om, at den pågældende ejer boligen, eller at der ikke bor andre i boligen.

Ved vurderingen af, om en person har bolig i hjemlandet, skal der tages udgangspunkt i de bolig- og familiemønstre der eksisterer i den pågældendes hjemland. Således vil det for eksempel i visse syd- og østeuropæiske lande være normalt, at personer i 20'erne og evt. også i 30'erne bor sammen med deres forældre. Det vil som udgangspunkt være ensbetydende med, at de pågældende har bopæl i hjemlandet. (Men er ikke nødvendigvis tilstrækkeligt til, at de har den største private tilknytning til hjemlandet, se nedenfor).

Bevis for bopæl eller hjemsted i tilknytning til en anden EU/EØS-stat kan føres med ethvert egnet bevismiddel, herunder identitetskort eller andet gyldigt dokument. Hvis SKAT nærer tvivl om om gyldigheden af en erklæring om bopæl eller hjemsted i eller i tilknytning til en anden EU/EØS-stat, der er afgivet på grundlag af et sådant bevismiddel, kan SKAT med henblik på specifikke kontrolforanstaltninger kræve yderligere oplysninger eller beviser. Se registreringsbekendtgørelsens § 13. 

I tilfælde hvor en ejer eller bruger af et køretøj samtidigt har bopæl - hvilket i denne sammenhæng betyder, at den pågældende har en bolig til rådighed - i flere stater (dobbeltdomicil), anses den pågældende, i relation til registrering af køretøjer, for at have bopæl i den stat mv., hvor den pågældende er hjemmehørende. Se registreringsbekendtgørelsen § 10, stk. 1.

Fastlæggelsen af, hvor en person med dobbeltdomicil er hjemmehørende, skal ske ud fra en vurdering af, hvor den pågældende har oprettet eller har til hensigt at oprette centrum for sine livsinteresser. Afgørelsen skal træffes på baggrund af en samlet vurdering af alle relevante omstændigheder.

Udgangspunktet er, at en person anses for hjemmehørende dér, hvor den pågældende normalt opholder sig. Det vil sige, et sted den pågældende opholder sig mindst 185 dage inden for et kalenderår på grund af en privat og erhvervsmæssig tilknytning. Se registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 2.

Hvis en person således ikke har opholdt sig i Danmark i 185 dage inden for samme kalender år, og den pågældende samtidig har bevaret sin bopæl i hjemlandet, så er den pågældende ikke hjemmehørende i Danmark.

Hvis personen har opholdt sig i Danmark i mere end 185 dage inden for samme kalender år, så skal der ses på den private henholdsvis den erhvervsmæssige tilknytning. Hvis begge dele er i Danmark, er personen hjemmehørende i Danmark.

Eksempel
Se SKM2012.133.LSR, hvor en kvinde fra Polen havde midlertidigt arbejde i Danmark i perioden oktober 2011 til april 2012. Hun havde bevaret sin bopæl i Polen. Hun havde således opholdt sig i Danmark i mere end 185 dage i alt og ansås derfor for at have bopæl i Danmark efter registreringsbekendtgørelsens § 8, men idet perioderne delte sig i to forskelige kalenderår, så hun hverken i 2011 eller i 2012 havde opholdt sig 185 dage i Danmark, fandt Landsskatteretten, at hun var hjemmehørende i Polen efter registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 1.

Privat tilknytning

En person, der er uden erhvervsmæssig tilknytning til et sted, er hjemmehørende det sted, hvor den pågældende normalt opholder sig. Det vil sige, at personen opholder sig et sted mindst 185 dage inden for et kalenderår, på grund af en privat tilknytning mellem den pågældende og det sted, hvor den pågældende bor. Se registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 3.

En person, der ikke har privat og erhvervsmæssig tilknytning til samme sted, og som derfor er nødt til skiftevis at tage ophold på forskellige steder i to eller flere EU/EØS-stater, er hjemmehørende på stedet for den private tilknytning. Dette er under forudsætning af, at den pågældende regelmæssigt vender tilbage til dette sted. Der stilles dog ikke krav om, at personen vender regelmæssigt tilbage, hvis den pågældende opholder sig her i landet med henblik på at udføre en arbejdsopgave af tidsbegrænset varighed  på ikke over 6 måneder inden for 12 måneder.  At følge undervisning på universitet eller anden skole indgår ikke som et element ved fastlæggelsen af, hvor en person er hjemmehørende. Se registreringsbekendtgørelsens § 10. stk. 4, 2. pkt. 

Når en person enten ikke har erhvervsmæssig tilknytning til et sted, eller har erhvervsmæssig tilknytning i ét land og privat tilknytning i et andet land, så er personen altså hjemmehørende på stedet for den private tilknytning - under forudsætning af, at den pågældende vender regelmæssigt tilbage dertil (se nedenfor).

Fastlæggelsen af, hvortil en person har den stærkeste private tilknytning, sker ved en samlet bedømmelse af alle private forhold, herunder boligforhold, familiemæssige forhold, fritidsinteresser, besiddelse af fast ejendom og lignende.

Der er som udgangspunkt ikke nogen enkelte forhold eller omstændigheder, der er alene er afgørende for, om en person, der fx. har arbejde i Danmark, har bevaret den private tilknytning til hjemlandet, da der er tale om en samlet vurdering af alle relevante omstændigheder. Har personen imidlertid ægtefælle og/eller børn i hjemlandet, som han har kontakt til, så vil det som hovedregel være tilstrækkeligt til, at personen anses for at have privat tilknytning til hjemlandet. 

Hvis personen ikke har ægtefælle eller børn i hjemlandet, kan forhold som eksempelvis kæreste/forlovet i hjemlandet, anden familie, som den pågældende er i tæt kontakt til og evt. bidrager til at forsørge mv., være forhold, der taler for, at personen har bevaret den private tilknytning i hjemlandet. Ligeledes kan det i vurderingen indgå, om den pågældende ejer fast ejendom i hjemlandet, hvor den pågældende har den væsentlige del af sine private ejendele osv. Der skal i hvert enkelt tilfælde ske en samlet vurdering af alle relevante omstændigheder.

Eksempler
En studerende, der opholder sig i Danmark 265 dage om året samtidig med, at bopælen hos forældrene i Tyskland var bevaret, anses for hjemmehørende i Danmark, hvorfor hun ikke må køre i en tysk indregistreret bil her i landet. Se SKM2012.102.LSR.

En polsk studerende, der skulle opholde sig i Danmark i 2 år i forbindelse med studiet, havde bevaret sin bopæl ved forældrene i Polen. Under opholdet i Danmark ville hun vende tilbage til Polen i forbindelse med ferier mv., på mere end 10 dage. Den pågældende blev anset for at være hjemmehørende i Danmark, og kunne derfor ikke få tilladelse til at køre i sin polsk indregistrerede bil i Danmark. Se SKM2011.127.LSR. 

To Islandske statsborgere opholdt sig i Danmark i ca. et år, med henblik på at studere og søge arbejde. De boede sammen i lejlighed i Danmark under opholdet. De havde en ejerbolig i Island, der var lejet ud for et år. Under opholdet forventede de at tilbringe alle weekender mv. i Danmark. De pågældende fandtes ikke at have privat tilknytning ti Island, ligesom de ikke regelmæssigt vendte tilbage til Island. De blev derfor anset for at være hjemmehørende i Danmark, og kunne derfor ikke få tilladelse til at køre i deres islandsk indregistrerede bil i Danmark. Se SKM2011.128.LSR.

Regelmæssig tilbagevenden

Hvis en person har dobbeltdomicil, og vurderes at have den største private tilknytning til hjemlandet, så vil den pågældende være hjemmehørende i hjemlandet - under forudsætning af, at den pågældende regelmæssigt vender tilbage dertil.

Kravet om regelmæssig tilbagevenden er et krav om om at vende tilbage så ofte som arbejdet tillader, normalt uanset afstanden til bopælen i udlandet. Det er således ikke tilstrækkeligt alene at tilbringe ferier og højtider i hjemlandet.

I kravet om regelmæssig tilbagevenden ligger ikke et krav om varigheden af opholdet på bopælen i udlandet ved tilbagevenden, men alene et krav om jævnlig tilbagevenden.

Registreringsbekendtgørelsens bestemmelser om dobbeltdomicil skal fortolkes i overensstemmelse med Rådets direktiv 83/182 om afgiftsfritagelse inden for Fællesskabet ved midlertidig indførsel af visse transportmidler. Også efter direktivet er det en forudsætning, at den pågældende regelmæssigt vender tilbage til den stat, som han har det private tilhørsforhold til. Der er dog hverken i direktivet eller i EU-domstolens praksis taget stilling til, hvor hyppigt vedkommende skal vende tilbage, for at dette kan anses for at være "regelmæssigt".

Reglerne om dobbeltdomicil tilsigter at afgrænse medlemsstaternes beskatningskompetence, og de må derfor undergives en ensartet fortolkning i alle medlemsstater. Der er derfor principielt ikke mulighed for, at de enkelte medlemsstater opstiller særlige individuelle krav til hyppigheden af personenes tilbagevenden til den stat, hvortil vedkommende har et privat tilhørsforhold.

►I registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, står der, at regelmæssig tilbagevenden vejledende er 2 gange om måneden. Vurderingen af, om der foreligger regelmæssig tilbagevenden beror dog altid på en konkret vurdering af alle faktiske omstændigheder i sagen.◄

►Eksempel
En dansk statsborger, der havde erhvervsmæssig tilknytning og bolig til rådighed i Tyskland, ejede samtidig en helårsbolig i Danmark, hvor hans ægtefælle boede. Retten lagde til grund at pågældende, der i det forløbne år havde været i Danmark i ca. 20 gange med en samlet varighed af ikke under 96 dage, vendte tilbage til Danmark så ofte som hans arbejde tillod det. Med henvisning dertil og "idet det ikke kan anses for en betingelse for at pålægge en person registreringspligt, at vedkommende opholder sig i Danmark mindst 2 gange om måneden, idet denne bemærkning i registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, alene er vejledende", fandt retten at pågældende var hjemmehørende i Danmark. Se SKM2014.432.BR.◄

Bemærk
Kravet om regelmæssig tilbagevenden gælder ikke, hvis den arbejdsopgave, der skal udføres her i landet er af tidsbegrænset varighed. En arbejdsopgave er tidsbegrænset, hvis der forud er fastsat en dato for, hvornår arbejdet skal være udført eller arbejdsaftalen udløber, og arbejdsopgavens varighed ikke overstiger 6 måneder indenfor 12 måneder. Se Registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, 2. pkt. 

Varigheden af opholdet i Danmark

En person med tidsbegrænset arbejde her i landet eller som følger undervisning her i landet anses for hjemmehørende her i landet, hvis den pågældende opholder sig her i landet i et år, eller hvis den pågældende opholder sig her i landet i afbrudte perioder, dvs. at den pågældende inden for en periode på 24 måneder opholder sig her i landet i tilsammen 365 dage eller mere. Dette gælder dog ikke, hvis den anden stat, hvor den pågældende også har bopæl, er en EU/EØS-stat, og

• den pågældendes ægtefælle og børn bor i denne anden stat, eller
• denne anden stat modsætter sig, at den pågældende regnes for hjemmehørende her i landet. Se nedenfor.

Hvis en person skal opholde sig i Danmark i mere end et år - eller mere end 365 dage indenfor 24 måneder, anses personen for hjemmehørende i Danmark, med mindre den pågældende har ægtefælle eller børn i hjemlandet. Når varigheden af opholdet i Danmark altså overstiger et år, kan kravet om den private tilknytning til hjemlandet altså ikke opfyldes på andre måder end med ægtefælle eller børn i hjemlandet.

Se registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 5.

I tilfælde hvor SKAT anser en person for hjemmehørende her i landet, og den anden stat, hvor den pågældende tillige har bopæl, er en EU/EØS-stat, underretter SKAT den kompetente myndighed i denne anden stat om den påtænkte afgørelse med et varsel på 8 uger. Fremsætter myndigheden indsigelse mod den påtænkte afgørelse, afgør SKAT spørgsmålet om, hvor den pågældende er hjemmehørende, i forståelse med myndigheden. Meddeler myndigheden inden fristens udløb, at den er enig i den påtænkte afgørelse, kan SKAT træffe afgørelsen på dette tidspunkt. Undlader myndigheden at svare inden fristens udløb, kan SKAT træffe afgørelsen som varslet. Se registreringsbekendtgørelsens § 10. stk. 6.

Når ejeren eller brugeren flytter fra Danmark

Hvis en registreret ejer eller bruger af et køretøj opgiver sin bopæl eller sit hjemsted her i landet, skal køretøjet afmeldes eller omregistreres til en ny ejer eller en ny bruger. Det er dog en betingelse, at den fraflyttende har været afgørende for registreringen i Køretøjsregisteret efter registreringsbekendtgørelsen § 7.

Dette gælder dog ikke, hvis den pågældende kun tager ophold i en anden stat, Færøerne eller Grønland i mindre end 185 dage. Se registreringsbekendtgørelsen § 11.

Når ejeren eller brugeren flytter til Danmark

Hvis et udenlandsk køretøj skal bruges på færdselslovens område, og køretøjets ejer eller bruger bosætter sig her i landet, skal køretøjet registreres i Køretøjsregisteret inden 14 dage efter tilflytningen. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Køretøjsregisteret påhviler også brugeren af køretøjet.

Se registreringsbekendtgørelsen § 12.

Tilladelse til at bruge et udenlandsk køretøj her i landet

En person kan føre et udenlandsk køretøj her i landet uden forudgående tilladelse fra SKAT, medmindre andet er bestemt i reglerne for brugen af et udenlandsk køretøj her i landet, jf. afsnit E.A.8.5.5.2. Se registreringsbekendtgørelsens § 14, stk. 1.

SKAT kan efter anmodning give personer med dobbeltdomicil tilladelse til at bruge et udenlandsk køretøj her i landet. Tilladelsen angiver under hvilke betingelser, køretøjet kan anvendes. En sådan tilladelse udstedes for højst 12 måneder, men kan fornys. Se registreringsbekendtgørelsen § 14, stk. 2.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsretsdomme
SKM2013.314.ØLR	Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren var registreringsafgiftspligtig vedrørende en svensk indregistreret Mercedes. Retten fandt det efter en konkret bevisbedømmelse ikke godtgjort, at sagsøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1. Herefter var registreringsafgift med rette opkrævet hos sagsøgeren. Landsretten fandt af de af byretten anførte grunde, at appellanten ikke havde godtgjort, at han i registreringsafgiftsmæssig henseende havde opgivet sin bopæl i Danmark. Det for landsretten anførte og det af et vidne forklarede kunne ikke føre til et andet resultat. (Stadfæstelse af SKM2012.453.BR).
SKM2013.280.ØLR	Sagen handlede om, hvorvidt appellantens køretøj, en Jeep, var registreringspligtig i Danmark. Byretten lagde til grund som ubestridt, at sagsøgerens køretøj i perioden august til november 2009 i alt 36 dage var blevet observeret holdende på en parkeringsplads i umiddelbar nærhed af den lejlighed, hvor hans søn og barnets mor var bosiddende. På baggrund af sagsøgerens forklaring, sammenholdt med oversigten over bropassage i 2009 lagde retten endvidere til grund, at køretøjet primært befandt sig i Danmark og kun sjældent blev benyttet i Sverige. Under disse omstændigheder fandt retten, at der var en sådan formodning for, at sagsøgeren på tidspunktet for beslaglæggelsen af køretøjet, havde bopæl eller hjemsted her i landet, at det påhvilede sagsøgeren at godtgøre, at dette ikke var tilfældet. Retten bemærkede endvidere, at der ikke under sagen var fremlagt dokumentation for afholdelse af udgifter til befordring, forbrugsafgifter eller andet der godtgjorde, at sagsøgeren reelt havde boet i Sverige. Tværtimod lagde retten til grund, at der i 2009 ikke var registreret noget forbrug af el i lejligheden. Retten fandt det på denne baggrund ikke alene ved sagsøgerens forklaring godtgjort, at han reelt var bosiddende i Sverige. Retten lagde herefter til grund, at sagsøgeren på daværende tidspunkt havde bopæl i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, hvorfor køretøjet var registreringspligtigt i Danmark. Landsretten tiltrådte byrettens bemærkninger om appellantens familiemæssige tilknytning til Danmark, hans lejlighed i Sverige og de steder, hvor motorkøretøjet har befundet sig. Endvidere lagde landsretten til grund, at appellanten havde en erhvervsmæssig tilknytning til Dannark. Efter en samlet vurdering af sagens bevisligheder fandt Landsretten, ligesom byretten, at det påhvilede appellanten at godtgøre, at motorkøretøjet ikke skulle afgiftsberigtiges. Appellanten havde heller ikke for Landsretten godtgjort dette, og Landsretten tiltrådte derfor i det hele den begrundelse, som byretten havde givet for at tage Skatteministeriets påstand til følge. (Stadfæstelse af SKM2012.220.BR)
SKM2012.282.ØLR	Ankesagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt appellanten var registreringsafgiftspligtig vedrørende en polsk indregistreret Mercedes. Byretten havde efter en konkret bevisbedømmelse fundet, at appellanten måtte anses for at have bopæl i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 7. Herefter var registreringsafgift med rette opkrævet. Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor, hvorfor byrettens dom blev stadfæstet.
Byretsdomme
► SKM2014.432.BR◄	► Sagen vedrørte overordnet spørgsmålet, om sagsøgeren ville blive registreringspligtig i Danmark, såfremt han anskaffede sig et udenlandsk indregistreret køretøj og anvendte dette i Danmark. Konkret var det overordnet spørgsmålet, om sagsøgeren, der havde erhvervsmæssig tilknytning og bolig til rådighed i Tyskland, havde privat tilknytning til Danmark og regelmæssigt vendte tilbage til Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, 1. pkt. SKAT traf ved en forhåndsgodkendelse afgørelse om, at sagsøgeren i registreringsmæssig henseende var hjemmehørende i Danmark i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, idet sagsøgeren havde sin private tilknytning til Danmark. SKAT havde i forhåndsgodkendelsen endvidere tilkendegivet, at sagsøgeren efter det for SKAT oplyste i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 25, stk. 3, kunne få tilladelse til at benytte et udenlandsk indregistreret køretøj til kørsel i Danmark direkte fra en dansk/udenlandsk grænseovergang til Danmark. SKAT anførte i forhåndsgodkendelsen, at hvis sagsøgeren ønskede en sådan tilladelse, skulle sagsøgeren ansøge SKAT herom samt fremkomme med yderligere oplysninger, herunder køretøjets registreringsnummer og mærke. Sagsøgeren indbragte SKATs afgørelse for Landsskatteretten, der i sin kendelse stadfæstede SKATs afgørelse. Landsskatteretten udtalte endvidere, at der ikke forelå oplysninger om særlige omstændigheder, der gav grundlag for at tillade, at et af sagsøgeren ejet udenlandsk indregistreret køretøj ikke skulle indregistreres i Danmark, hvis sagsøgeren anvendte dette køretøj i Danmark. Sagsøgeren havde under retssagen nedlagt principal påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at han i registreringsmæssig henseende var hjemmehørende i Tyskland, og subsidiært, at Skatteministeriet skulle anerkende, at sagsøgeren kunne anvende et tysk indregistreret køretøj i Danmark i op til 30 dage pr. år. Retten fandt, at sagsøgeren havde sit varige midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark, og at sagsøgeren dermed havde sin private tilknytning til Danmark, idet retten lagde vægt på, at sagsøgeren havde sin ægtefælle og nærmeste familie i Danmark, at sagsøgeren siden 1. januar 2005 havde ejet og havde rådighed over en helårsbolig i Danmark, at sagsøgeren var dansk statsborger, og at sagsøgeren var tilmeldt folkeregistreret i Danmark. Retten lagde endvidere til grund, at sagsøgeren normalt opholdte sig i Danmark i det omfang, at hans arbejde i Tyskland tillod dette. Retten fandt på denne baggrund, at sagsøgeren regelmæssigt var vendt tilbage til Danmark, og at det ikke var en betingelse, at han skulle have opholdt sig i Danmark mindst to gange om måneden, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, 1. pkt., sidste led, idet dette kriterium i bekendtgørelsen alene var vejledende. Byretten afviste endvidere sagsøgerens anbringende om, at skattemyndighedernes afgørelse var i strid med EU-retten. ◄
►SKM2014.356.BR◄	► Politiet havde den 6. maj 2010 standset et udenlandsk indregistreret køretøj, som var ejet af en udenlandsk virksomhed. Køretøjets ejer var herefter blevet afkrævet registreringsafgift. Da den udenlandske virksomheds ejer i sit eget navn havde lejet en lejlighed i Danmark, hvor hans hustru og parrets to børn havde folkeregisteradresse, og da virksomheden i 2008, 2009 og første halvdel af 2010 havde optjent langt størstedelen af sin indtægt i Danmark, måtte virksomhedsejeren som udgangspunkt antages at have haft bopæl her. Det måtte endvidere lægges til grund, at indtægten i Danmark i væsentligt omfang hidrørte fra virksomhedens ejers eget arbejde, og hans forklaring om, at han kun i begrænset omfang havde været i Danmark og ikke altid havde boet hos sin ægtefælle, måtte efter en konkret vurdering anses som udokumenteret og utroværdig. Her var der bl.a. lagt vægt på, at virksomhedsejeren, efter at hustruen og børnene var fraflyttet Danmark, havde lejet en ny bolig her. Nogle af virksomhedsejeren egenhændigt indhentede skriftlige erklæringer var ikke egnede til at bevise, at han havde opholdt sig langt mindre i Danmark, end det fremgik af sagens øvrige oplysninger. Virksomhedsejeren måtte på denne baggrund anses at have haft bopæl i Danmark og at have været hjemmehørende i Danmark, og han var derfor pligtig at betale registreringsafgift af køretøjet. ◄
► SKM2014.262.BR◄	► Sagen vedrørte, hvorvidt sagsøgerens køretøj, en BMW, var registreringspligtig til Danmark. Sagsøgeren havde siden den 10. februar 2010 været registreret som ejer og bruger af det i sagen omhandlede køretøj, der var indregistreret i Tyskland. Sagsøgeren gjorde gældende, at hun i perioden havde været bosiddende i Tyskland, og at bilen derfor med rette var registreret der. Til brug for SKATs behandling af sagen, havde de tyske myndigheder oplyst, at de ikke anså sagsøgeren for at have haft bopæl i Tyskland. Køretøjet var dagligt blevet observeret i nærheden af sagsøgerens ejerlejlighed i Danmark, hvor sagsøgeren ifølge en anmeldelse havde bevaret sin bopæl i den omhandlede periode. Retten lagde vægt på, at sagsøgeren ikke havde fremlagt nærmere oplysninger om boliglejemålene i Tyskland, og at oplysningerne fra de tyske myndigheder ikke tydede på, at sagsøgeren havde haft bopæl i Tyskland. På denne baggrund, og efter vidneforklaringer fra sagsøgerens danske naboer, lagde retten til grund, at sagsøgeren og hendes ægtefælle på tidspunktet for erhvervelsen af den i sagen omhandlede BMW havde opholdt sig i Danmark i et sådan omfang, at sagsøgeren i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 8, stk. 2 måtte anses for at have bopæl her i landet. Sagsøgeren var herefter registreringsafgiftspligtig til Danmark. Skatteministeriet blev herefter frifundet. ◄
SKM2013.420.BR	Det sagsøgende selskab fandtes at være ejer af det i sagen omhandlede køretøj, som var indregistreret i Frankrig, men taget i brug her i landet. Den anden sagsøger, som var ansat i selskabet, fandtes at være bruger af køretøjet og for at have haft fast bopæl her i landet siden 1980. Køretøjet var derfor registreringspligtigt og registreringsafgiftspligtigt.
SKM2013.385.BR	Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren reelt havde bopæl i Danmark, mens han var registreret udrejst til Tyskland, samt om han var ejer af den i sagen omhandlede Mercedes, og dermed var registreringsafgiftspligtig efter registreringsafgiftslovens § 20. Retten fandt, at det ikke var godtgjort, at sagsøgeren personligt havde ført bilen i Danmark. Dernæst fandt retten det ikke godtgjort, at sagsøgeren havde samtykket til bilens anvendelse i Danmark. Det forhold, at bilen af sagsøgerens ven havde været anvendt i Danmark, kunne ikke begrunde, at sagsøgeren skulle betale registreringsafgift i Danmark. Sagsøgeren fik derfor medhold i, at der ikke var grundlag for at opkræve sagsøgeren registreringsafgift.	Anket til VLR af Skatteministeriet
SKM2013.58.BR	Sagsøgeren boede i Danmark og ejede et tysk indregistreret køretøj. Byretten lagde til grund, at sagsøgeren alene havde benyttet køretøjet to gange i Danmark i forbindelse med, at bilen skulle repareres. Efter en samlet konkret vurdering fandt byretten herefter, at kørslen med bilen i Danmark havde undtagelsesvis karakter og dermed ikke udløste registreringspligt med deraf følgende pligt til at betale registreringsafgift
SKM2011.802BR	Sagsøgeren gjorde gældende, at sagsøgeren ikke havde bopæl i Danmark i registreringsbekendtgørelsens forstand. Retten fandt, at sagsøgeren på baggrund af bevisførelsen ikke havde godtgjort, at sagsøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Retten fandt det godtgjort, at sagsøgeren var bruger af bilen, jf. den dagældende registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 3, og fandt herefter, at sagsøgeren hæftede for betalingen af registreringsafgift. Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.
Landsskatteretskendelser
SKM2012.270.LSR	Landsskatteretten fandt ikke, at de af klageren påberåbte sagsbehandlingsfejl og mangler ved værdiansættelsen gav grundlag for at pålægge SKAT at genoptage SKATs afgørelse vedrørende registreringsafgiftspligt for en bil tilhørende klageren
SKM2012.133.LSR	En polsk indregistreret bil kunne opnå tilladelse til kørsel her i landet, idet ejer og bruger var hjemmehørende i Polen og kun kortvarigt havde opholdt sig i Danmark. Landsskatteretten lagde vægt på, at ansøgeren ikke ville komme til at opholde sig i Danmark i 185 dage i ét kalenderår.
SKM2012.102.LSR	En studerende, som opholdt sig i Danmark ca. 265 dage om året, samtidig med at bopælen hos forældrene i Tyskland var bevaret, blev anset for hjemmehørende i Danmark, hvorfor hun ikke måtte køre tysk indregistreret bil her i landet
SKM2011.601.LSR	En polsk statsborger med bopæl i både Danmark og Polen var ikke registreringsafgiftspligtig af et polsk indregistreret køretøj ejet af et polsk selskab. Det fandtes ikke godtgjort, at der forelå en aftale om 6 måneders brugsret, hvorfor han ikke var omfattet af begrebet "bruger", jf. registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 3.
SKM2011.128.LSR	Der blev meddelt afslag på tilladelse til kørsel her i landet med en islandsk registreret bil. I tilfælde, hvor en ejer eller bruger af et køretøj samtidig har bopæl i flere stater m.v., anses den pågældende at have bopæl i den stat m.v., hvor den pågældende er hjemmehørende. En person anses for hjemmehørende det sted, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig, det vil sige mindst 185 dage inden for et kalenderår, på grund af en privat og erhvervsmæssig tilknytning.
SKM2011.127.LSR	Der blev meddelt afslag på tilladelse til kørsel her i landet med en polsk indregistreret bil.