Indhold
Afsnittet beskriver reglerne for den skattemæssige behandling af udbetalinger af pensionsordninger med løbende udbetalinger, når pensionsalderen er nået.
Afsnittet indeholder:
- Resumé
- Beskatning af løbende udbetalinger
- Skattefrihed for udbetalinger, som svarer til indbetalinger, der ikke har været fradragsberettigede
- Afgørelse om indbetalinger, der ikke har været fradragsberettigede
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Resumé
Udbetalinger fra en pensionsordning med løbende udbetalinger er som udgangspunkt skattepligtige De skattepligtige udbetalinger skal medregnes i den personlige indkomst.
Beskatning af løbende udbetalinger
Løbende udbetalinger fra en livsvarig eller ophørende alderspension er skattepligtig indkomst hos pensionsopspareren. Løbende udbetalinger fra en børnepension, som begynder, når pensionsopspareren når pensionsalderen, er skattepligtig indkomst for barnet. Se PBL § 20, stk. 1, nr. 1, 1. pkt. Beløbene skal medregnes i den personlige indkomst. Se PSL § 3, stk. 1.
Børnepensionstillægget til en tjenestemands egenpension medregnes til tjenestemandens indkomst, mens børnepension efter en afdød tjenestemand skal medregnes til barnets indkomst.
Løbende bonusbetalinger er også indkomstskattepligtige. Se PBL § 46, stk. 1. Bonus, der stammer fra indbetalinger, der forfaldt før den 1. januar 1954, er derimod skattefri. Se PBL § 47.
Et pensionsinstituts betaling af et medlemskab af en patientforening, der modtages i umiddelbart tilknytning til udbetalingen fra en forsikring/pensionsordning, anses som et accessorisk tillæg til udbetalingen. Beskatningen af medlemskontingentet følger derfor beskatningen af udbetalinger fra ordningen. Se SKM2011.195.SR.
Skattefrihed for udbetalinger, som svarer til indbetalinger, der ikke har været fradragsberettigede
Den del af udbetalinger fra pensionsordninger, der svarer til indbetalinger på ordningen, som ikke har været helt eller delvist fradrags- eller bortseelsesberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst her i landet eller i udlandet, er skattefri. Se PBL § 20, stk. 4. Skattefriheden gælder udbetalinger, der sker den 1. januar 2008 eller senere.
Man skal altså kun betale skat af den del af pensionsudbetalingerne, der svarer til den del af indbetalingerne, der har været fradragsret eller bortseelsesret for i den skattepligtige indkomst.
Der skal fx betales skat af den del af udbetalingerne, der svarer til indbetalingerne i de tilfælde, hvor pensionsopspareren har haft fradrags- eller bortseelsesret for indbetalingerne, men ikke har kunnet udnytte sin fradrags- eller bortseelsesret. Det kan fx forekomme, hvis pensionsopsparerens indkomst ikke overstiger personfradraget, eller hvis hans eller hendes indkomst er lempet efter LL § 33 A. Se afsnit C.F.4.2 om skattelempelse efter LL § 33 A.
Heller ikke de udbetalinger, der svarer til indbetalinger, som arbejdsgiveren foretager på pensionsordningen, og som den ansatte ikke har haft bortseelsesret for, skal medregnes til den ansattes skattepligtige indkomst.
Den personkreds, som modtager pensionsudbetalingen, skal godtgøre, at pensionsopspareren ikke har haft hel eller delvis fradrags- eller bortseelsesret for indbetalingerne enten her i landet eller i udlandet, hvis udbetalingen skal være indkomstskattefri. Se PBL § 55, 1. pkt.
Den personkreds, som PBL § 55 handler om, og som er relevant i forhold til udbetalinger efter PBL § 20, er:
- Pensionsopspareren
- Den pensionsberettigede
- Den person, der er berettiget til udbetalingen efter pensionsopsparerens død eller i kraft af udlodning ved skifte af fællesbo ved separation eller skilsmisse.
Det er altså den person, som pensionen udbetales til, som skal godtgøre, at der ikke har været fradrags- eller bortseelsesret for indbetalingen. Der er derimod ikke krav om, at indbetalingerne skal være foretaget af den person, som pensionen udbetales til, som betingelse for skattefriheden.
Det vil sige, at når pensionsopspareren dør, så skal den person, der efter bestemmelserne i policen mv. modtager udbetalingen, godtgøre, at den afdøde (dvs. ægtefælle, samlever eller forælder) ikke har haft fradrags- eller bortseelsesret for indbetalingerne. Kan det godtgøres, skal udbetalingerne ikke medregnes til modtagerens skattepligtige indkomst. Se afsnit C.A.10.2.1.4.3 om udbetaling ved dødsfald.
Det samme er tilfældet, når der sker udbetaling til en fraskilt eller frasepareret ægtefælle i kraft af udlodning ved skifte af fællesbo, idet den fraskilte eller fraseparerede ægtefælle da skal godtgøre, at den tidligere ægtefælle ikke har haft fradrags- eller bortseelsesret for indbetalingen på pensionsordningen.
I en livsvarig alderspension skal den skattefrie del af udbetalingerne fordeles over den forventede udbetalingsperiode, der fastsættes ved udbetalingens start. Strækker udbetalingsperioden sig ud over den forventede restlevetid, der blev fastsat ved påbegyndelsen af udbetalingen, er hele det skattefrie beløb udbetalt, når den fastsatte forventede restlevetid er udløbet.
I en ratepensionsordning skal det skattefrit beløb fordeles over den fastsatte udbetalingsperiode.
Se bekendtgørelse nr. 1370 af 21. december 2012 § 24 om opgørelsen af den skatte- og afgiftspligtige del af udbetalinger.
Skatterådet kunne i en konkret sag ikke bekræfte, at udbetalinger fra pensionsordning oprettet i Danmark kun kunne beskattes på Malta. Skatterådet kunne endvidere ikke bekræfte, at Danmark kun kunne beskatte pensionsudbetalingerne i det omfang, de svarer til pensionsbidrag, som skatteyderen havde opnået fradragsret (bortseelsesret) for, mens han var hjemmehørende i Danmark, mens den resterende del af udbetalingerne kun kunne beskattes på Malta. Se SKM2008.755.SR.
Afgørelse om indbetalinger, der ikke har været fradragsberettigede
Fra d. 1. januar 2014 kan alle personer, der har ret til udbetalingerne fra en pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I, PBL § 53 A eller PBL § 53 B, få en afgørelse fra SKAT om, at indbetalinger, der er foretaget til ordningen og som der ikke har været fradrags- eller bortseelsesberettiget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst hverken her i landet eller i udlandet, vil være skatte- eller afgiftsfrie efter et (krone-til-krone-princip) ved udbetaling fra ordningen efter PBL § 20, stk. 4 eller PBL § 32, stk. 1. Se PBL § 48, stk. 1, der er indsat ved lov nr. 1500 af 18. deccember 2013, § 2 nr. 10.
Muligheden for at kunne få en afgørelse efter PBL § 48, stk. 1 sikrer, at både pensionsopspareren og SKAT allerede på et tidspunkt, der ligger så tæt som muligt på tidspunktet for indbetalingerne, kan få fastlagt de indbetalinger, der ikke har været fradrags- eller bortseelsesberettigede. Det gør det lettere for den pensionsberettigede at fremskaffe den nødvendige dokumentation for, at indbetalingen er sket, og at der ikke har været fradrags- eller bortseelsesret for den.
SKATs afgørelse vedrører alene indbetalinger, der er foretaget dvs., at der ikke kan træffes afgørelse om fremtidige indbetalinger, før de har fundet sted. SKAT kan træffe afgørelse om foretagne indbetalinger til en pensionsordning, uanset, hvornår indbetalingerne har fundet sted.
Har en pensionsopsparer fået en afgørelse om, at foretagne indbetalinger ikke har været fradrags- eller bortseelsesberettigede i eksempelvis et andet land, og det pågældende land herefter indfører fradrags- eller bortseelsesret for fremtidige indbetalinger, finder SKATs afgørelse ikke anvendelse for disse indbetalinger.
Bemærk
SKAT tager alene stilling til, om de oplysninger om, at der ikke er fradrags- eller bortseelsesret, som de udenlandske skattemyndigheder eller eventuelt revisorer m.v. har givet, er tilstrækkelig dokumentation for, at der til sin tid ikke er indkomstskat eller afgift af den del af udbetalingerne fra ordningen, der svarer til disse indbetalinger. SKAT tager ikke stilling til, om der er fradrags- eller bortseelsesret i et andet land efter dette lands skatteregler for indbetalingerne, idet spørgsmålet herom er et anliggende mellem skattemyndigheden i det pågældende land og pensionsopspareren.
Oplysninger til brug for afgørelsen
Den person, der ønsker en afgørelse efter PBL § 48, stk. 1 fra SKAT, om hvilke indbetalinger til en pensionsordning, der ikke har været fradrags-eller bortseelsesberettiget, skal afgive følgende oplysninger om:
- Indbetalinger, som pensionsopspareren eller dennes arbejdsgiver m.fl. har foretaget til en pensionsordning m.v., og som har været uden fradragsret eller bortseelsesret ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
- De regler, der gælder for den skattemæssige behandling af indbetalingen til pensionsordningen m.v., herunder, at der ikke har været fradragsret eller bortseelsesret for indbetalingen ved opgørelsen af udenlandsk skattepligtig indkomst.
- Det eller de år, eller dele af år, hvori pensionsopspareren ikke har været omfattet af fradragsret eller bortseelsesret for indbetalingen.
- Det eller de lande, hvortil pensionsopspareren var skattepligtig på indbetalingstidspunktet.
- At pensionsopsparerens skattepligtige indkomst for så vidt angår fradragsret eller bortseelsesret for indbetalingen for det eller de relevante indkomstår er endeligt fastsat af enten den kompetente myndighed eller i henhold til administrativ afgørelse eller dom.
Se bek. nr. 1556 af 18. december 2013, § 1, stk. 1
Oplysningerne skal afgives på en særlig blanket som SKAT udarbejder. Se bek. nr. 1556 af 18. december 2013, § 1, stk. 2
Oplysningerne skal være attesteret af den kompetente myndighed i det land, hvortil pensionsopspareren var skattepligtig på indbetalingstidspunktet. Har pensionsopspareren været skattepligtig til flere lande, jf. nr. 4, skal oplysningerne være attesteret af den kompetente myndighed i hvert af disse lande. Se bek. nr. 1556 af 18. december 2013, § 2, stk. 1
Er der ikke fradragsret eller bortseelsesret for nogen del af indbetalingen efter det pågældende lands skatteregler, er attestation af oplysningerne i nr. 2-4, tilstrækkelig. Se bek. nr. 1556 af 18. december 2013, § 2, stk. 2
Kan personen ikke fremskaffe attestation fra den kompetente myndighed, skal oplysningerne som nævnt i pkt. 1-5 i stedet attesteres af en skattekyndig person. Se bek. nr. 1556 af 18. december 2013, § 5, stk. 1
En skattekyndig person er en advokat, en statsautoriseret eller registreret revisor, et medlem af Foreningen Danske Revisorer eller en person, herunder en person i udlandet, der kan ligestilles hermed, idet den pågældende skal dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandlingen af skattesager i det pågældende land. Se bek. nr. 1556 af 18. december 2013, § 5, stk. 2
Hvis ansøgerens oplysningerne efter nr. 1-5, ikke er fyldestgørende til brug for SKATs afgørelse efter PBL § 48, stk. 1, kan SKAT anmode personen om supplerende oplysninger. Se bek. nr. 1556 af 18. december 2013, § 3, stk. 1. De supplerende oplysninger skal også være attesteret af den kompetente myndighed, eller hvis det ikke kan lade sig gøre af en skattekyndig person. Se bek. nr. 1556 af 18. december 2013, § 3, stk. 3.
Har SKATs oplysninger om, at der er fradragsret eller bortseelsesret for en indbetaling, mens der ifølge personens oplysninger efter nr. 1-5, ikke er fradragsret eller bortseelsesret for den pågældende indbetaling, meddeler SKAT personen de oplysninger, som SKAT har. SKAT kan anmode personen om supplerende dokumentation for, at der ikke er fradragsret eller bortseelsesret for indbetalingen. Se bek. nr. 1556 af 18. december 2013, § 3, stk. 2.
Hvornår kan SKAT træffe afgørelse
SKAT kan tidligst træffe afgørelse, når den kompetente myndighed har foretaget en endelig ansættelse af pensionsopsparerens skattepligtige indkomst om fradragsret eller bortseelsesret for indbetalingen efter reglerne i det land eller de lande, hvortil pensionsopspareren var skattepligtig i det eller de indkomstår, hvori indbetalingen er sket. Se bek. nr. 1556 af 18. december 2013, § 4, stk. 1.
Er ansættelsen af pensionsopsparerens skattepligtige indkomst om fradragsret eller bortseelsesret for indbetalingen påklaget til en administrativ klagemyndighed eller indbragt for domstolene, kan SKAT tidligst træffe afgørelse, når klagemyndigheden har truffet endelig afgørelse herom, henholdsvis domstolene har afsagt en endelig dom herom. Se bek. nr. 1556 af 18. december 2013, § 4, stk. 2.
Er der ifølge de attesterede oplysningerne i nr. 2-4 ikke fradragsret eller bortseelsesret for nogen del af indbetalingen efter det pågældende lands skatteregler, kan SKAT træffe en afgørelse efter PBL § 48, stk. 1, uden at der foreligger en endelig ansættelse af pensionsopsparerens skattepligtige indkomst. Se bek. nr. 1556 af 18. december 2013, § 4, stk. 3.
Bindende virkning
SKATs afgørelse vil være bindende over for den skattepligtige indtil det tidspunkt, hvor alle de udbetalinger, der kan henføres til ikke-fradragsberettigede eller ikke-bortseelsesberettigede indbetalinger fra den pågældende pensionsordning, er sket.
I en livsvarig alderspension skal det skattefrie beløb fordeles over den forventede udbetalingsperiode, der fastsættes ved udbetalingens start. Strækker udbetalingsperioden sig ud over den forventede restlevetid, der blev fastsat ved påbegyndelsen af udbetalingen, er hele det skattefrie beløb udbetalt, når den fastsatte forventede restlevetid er udløbet.
I en ratepensionsordning vil SKATs afgørelse være bindende for SKAT i hele udbetalingsperioden, idet et skattefrit beløb skal fordeles over den fastsatte udbetalingsperiode.
Viser det sig efter, at SKAT har truffet en afgørelse om, at en given indbetaling ikke har været fradrags- eller bortseelsesberettiget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, at der alligevel gjaldt en fradrags- eller bortseelsesret for indbetalingen, og har pensionsopspareren eksempelvis handlet svigagtigt eller burde have indset, at SKAT var i en vildfarelse, da SKAT traf afgørelsen, kan SKAT tilbagekalde afgørelsen eller ændre den i bebyrdende retning med respekt af gældende frist- og forældelsesregler.
Udbetaling fra pensionsordningen
Inden udbetaling fra pensionsordningen begynder, må pensionsopspareren eller den person, der er berettiget til udbetalingen, selv kontakte SKAT med henblik på, at pensionsinstituttet får besked om, hvor meget der fx pr. år eller pr. måned kan udbetales skatte- og afgiftsfrit.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT- meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
SKAT
|
SKM2011.195.SR
|
Et pensionsinstituts betaling af et medlemskab af en patientforening, der modtoges i umiddelbart tilknytning til udbetalingen fra en forsikring/pensionsordning, ansås som et accessorisk tillæg til udbetalingen. Beskatningen af medlemskontingentet fulgte derfor beskatningen af udbetalinger fra ordningen.
|
|
SKM2008.755.SR
|
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at udbetalinger fra en pensionsordning oprettet i Danmark kun kunne beskattes på Malta. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at Danmark kun kunne beskatte pensionsudbetalingerne i det omfang, de svarede til pensionsbidrag, som pensionsopspareren havde opnået fradragsret (bortseelsesret) for, mens han var hjemmehørende i Danmark, med den konsekvens, at den resterende del af udbetalingerne kun kunne beskattes på Malta.
|
|