Indhold
Dette afsnit handler om det EU-retlige grundlag om udveksling af oplysninger.
Afsnittet indeholder:
- Bistandsdirektivet
- Rentebeskatningsdirektivet
- Andre direktiver og forordninger (moms, punkafgifter).
Bistandsdirektivet
Rådets direktiv 77/799/EØF af 19. december 1977 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter og afgiftsbelastning af forsikringspræmier har virkning indtil udgangen af 2012.
Fra den 1. januar 2013 afløses direktivet af et nyt direktiv, Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 11. marts 2011.) Se lov nr. [xx] - L 44 om gennemførelsen af direktivet i dansk ret.
Rentebeskatningsdirektivet
Rådets direktiv 2003/48/EF af 3. juni 2003 om beskatning af indtægter fra opsparing i form af rentebetalinger er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 26. juni 2003. Direktivet har virkning fra den 1. juli 2005. Direktivet blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 221 af 31. marts 2004.
Direktivet har til formål at sikre beskatningen af opsparingsindkomst, som betales fra en EU-medlemsstat til en fysisk person i en anden EU-medlemsstat.
Bemærk
I Danmark foregår udveksling af oplysninger efter rentebeskatningsdirektivet og de tilknyttede aftaler i alle tilfælde gennem den kompetente myndighed, Indsats - Borger - Kompetent Myndighed, Lyseng Alle 1, 8270 Højbjerg.
Direktivets hovedregel: automatisk udveksling af oplysninger
Direktivets hovedregel er, at beskatningen sikres ved automatisk indberetning og udveksling af information. EU-landene indsamler ved udgangen af hvert år oplysninger om årets rentebetalinger fra den pågældende medlemsstat til fysiske personer i andre medlemsstater og videregiver disse oplysninger til skattemyndighederne i de andre lande.
Direktivets undtagelse/overgangsregel: kildeskat
Direktivet indeholder en undtagelse, hvorefter en medlemsstat kan vælge ikke at udveksle oplysninger automatisk. I stedet skal medlemsstaten trække kildeskat af alle rentebetalinger fra det pågældende land til fysiske personer i de øvrige medlemsstater. Kildeskatteprocenten er fra og med 2010 35 pct. Denne undtagelse gælder siden 2010 kun for Luxembourg og Østrig.
Bemærk
Det fremgår af direktivet, at kildeskatteordningen er en overgangsordning. Der er ikke sat tidsfrist på, hvornår overgangsordningen vil ophøre.
Aftaler i tilknytning til rentebeskatningsdirektivet
Direktivet indeholder betingelser for, at direktivet kan finde anvendelse. Betingelserne er:
- at Kommissionen indgår aftaler med Schweiz, Liechtenstein, San Marino, Monaco og Andorra om, at de skal anvende tilsvarende fremgangsmåder som foreskrevet i direktivet, altså enten automatisk udveksling af oplysninger eller kildeskattetræk
- at medlemsstaterne indgår aftaler med Kanaløerne, Isle of Man og UK's og Nederlandenes tilknyttede territorier i Caribien om, at de skal udveksle oplysninger på tilsvarende vilkår som efter direktivet, eller at de skal trække kildeskat på tilsvarende måde som efter direktivets overgangsordning, så længe overgangsordningen efter direktivet gælder.
Kommissionen har indgået sådanne aftaler med Schweiz, Liechtenstein, San Marino, Monaco og Andorra.
Danmark har indgået sådanne aftaler med Aruba, Anguilla, Caymanøerne, Guernsey, Isle of Man, Jersey, De Britiske Jomfruøer, De Nederlandske Antiller, Montserrat og Turks- og Caicosøerne. Se afsnit C.F.9.2 om de enkelte jurisdiktioner.
Andre direktiver og forordninger (moms, punkafgifter)
Der foregår udveksling af oplysninger om moms og visse punktafgifter mellem EU-medlemslandene. Udvekslingen sker på:
Momsområdet med hjemmel i:
- Rådets Forordning (EF) nr. 1798/2003 af 7. oktober 2003 om administrativt samarbejde vedrørende merværdiafgift og ophævelse af forordning (EØF) nr. 218/92.
- Kommissionens Forordning (EF) nr. 1925/2004 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Rådets Forordning (EF) nr. 1798/2003 om administrativt samarbejde vedrørende merværdiafgift.
- Rådets Forordning (EF) nr. 904/2010 af 7. oktober 2010 om administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig vedrørende merværdiafgift.
- Området for visse punktafgifter med hjemmel i:
- Rådets Forordning (EF) nr. 2073/2004 af 16. november 2004 om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet.
- Rådets Direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF.
Bemærk
Al udveksling af oplysninger efter disse retsgrundlag foregår gennem den kompetente myndighed, Indsats - Borger - Kompetent Myndighed, Lyseng Alle 1, 8270 Højbjerg.