Indhold

I dette afsnit defineres begrebet toldpræference nærmere.

Afsnittet indeholder:

  • Definitioner
  • Oprindelsesstatus
  • Procesliste
  • Præferencedokumentation
  • Territorialprincippet
  • Generel toleranceregel
  • Kumulation
  • Leverandørerklæring
  • Utilstrækkelige bearbejdninger og forarbejdninger
  • Forbud mod toldgodtgørelse eller toldfritagelse ("no drawback"regel)
  • Reglen om direkte transport.

Definitioner

Begrebet "toldpræference" er forbundet med begrebet varers "oprindelse", der i toldmæssig henseende betegner den pågældende vares "økonomiske nationalitet": hvor er varen produceret? - er den "fuldt ud fremstillet" af materialer med oprindelse i eksportørlandet, eller er den fremstillet ved "tilstrækkelig bearbejdning eller forarbejdning" af materialer uden oprindelse i eksportørlandet?

En vare eller et produkt kan godt indeholde materialer fra et andet land end dér, hvor varen bliver eksporteret fra, hvis blot disse materialer har undergået en "tilstrækkelig bearbejdning eller forarbejdning."

Derved kan varen få "oprindelse" i eksportørlandet og dermed opnå "toldpræference" i importørlandet.

Til varers præferentielle oprindelse er der knyttet økonomiske fordele (præferencer) i handelen mellem Den Europæiske Union og forskellige lande uden for EU, nemlig indførsel af varer med hel eller delvis reduktion af tolden.

Toldpræference er altså hel eller delvis nedsættelse af tolden på baggrund af en vares oprindelse - og en præferenceaftale.

Reglerne for toldpræference er beskrevet i en protokol i de handelsaftaler, som EU har indgået med lande uden for EU.   

Der er knyttet betingelser for opnåelse af præferencetoldbehandling af importerede varer. Varerne skal have oprindelse i et land eller område, der er omfattet af en præferenceaftale, og der skal fremlægges bevis for oprindelsen, enten i form af et certifikat (et EUR.1-certifikat, et EUR-MED-certifikat, et GSP-certifikat) eller en oprindelses- eller fakturaerklæring.

Kan en vares "præferentielle oprindelse" beskrives som varens "økonomiske nationalitet", så kan oprindelsesdokumentationen (certifikat og fakturaerklæring) sammenlignes med et pas, der for Den Europæiske Union giver adgang til markeder i lande uden for EU, og omvendt for disse lande giver adgang til Den Europæiske Unions marked til nedsat told.

Selvom præferencereglerne kan variere i forhold til de indgåede handelsaftaler, så er det umiddelbare formål med præferencearrangementerne det samme, nemlig hel eller delvis reduktion af tolden.

Præferencearrangementerne indgår overordnet som et vigtigt instrument i EU's handelspolitik.

Der skelnes toldmæssigt mellem to slags oprindelse:

  • Præferentiel oprindelse
  • Ikke-præferentiel oprindelse

Afsnittene F.A.26.1 til F.A.26.4 drejer sig om den præferentielle oprindelse. Se afsnit F.A.26.5 om ikke-præferentiel oprindelse.

EU's præferenceaftaler er overordnet organiseret inden for to præferencearrangementer, GSP-systemet ("Generalised System of Preference") samt Pan-Euro-Med-aftalerne.

Under GSP-systemet giver EU ensidigt præference til ca. 90 fortrinsvis udviklingslande. Det betyder, at import at varer fra disse lande kan komme ind i EU til præferencetold, dvs. nedsat told, hvis de opfylder betingelserne herfor. Læs mere om dette nedenfor.

Det formelle mål med GSP-systemet er at reducere fattigdom og fremme bæredygtig udvikling og god regeringsførelse, at fremme demokrati, at inddrage udviklingslandene i den internationale handel og økonomi, og derved, gennem eksporten til de udviklede lande, at fremme disse landes egen industri og udvikling.

Danmark er i kraft af sit EU-medlemsskab deltager i GSP-arrangementet. EU vedtog den 22. juli 2008 et nyt GSP-arrangement for perioden 1. januar 2009 til 31. december 2011. Den 11. maj 2011 blev der i EU enighed om at forlænge arrangementet frem til 31. december 2013.

Forordning (EF) nr. 732/2008 ophæves med virkning fra 1. januar 2014 og afløses af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 978/2012 af 25. oktober 2012 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 732/2008, der træder i kraft og anvendes fra den 20. november 2012.(Den Europæiske Unions Tidende L 303, 31.10.2012)

Toldpræferencerne efter den nye GSP-ordning finder anvendelse fra den 1. januar 2014. På Kommissionens hjemmeside kan man på følgende link, finde mange nyttige oplysninger vedrørende den nye GSP ordning.

EU Kommissionen har i en gennemførelsesforordning - Forordning Nr. 496/2013 af 29. maj 2013 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EF) nr. 732/2008 om anvendelsen af et arrangement med generelle toldpræferencer, (EU Tidende L 143, 30.5.2013) - vedtaget hvilke lande og territorier, der er omfattet af fællesskabets arrangement med generelle toldpræferencer. Dette bilag, erstatter bilag I i forordning Nr. 732/2008. 

EU Kommissionen har i en delegerede forordning (EU) Nr. 1/2014 af 28. august 2013, (EU tidende L 1, 4.1.2014) om affattelse af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 978/2012 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer, ændret listen med hvilke lande der er omfattet af GSP+ ordningen. Se også oversigten nedenfor. 

Det nuværende GSP-arrangement består af tre dele:

  • Et arrangement med fælles præference til samtlige deltagere.
  • Et arrangement for bæredygtig udvikling og god regeringsførelse, også kaldet GSP+, der giver ekstra fordele, toldfrihed for de mest almindelige varer, for et antal lande, der har ratificeret og gennemført 27 internationale konventioner om menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, miljøbeskyttelse og god regeringsførelse: FN- og ILO-konventioner om borgerlige og politiske rettigheder, om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, om afskaffelse af alle former for racediskrimination, om afskaffelse af diskrimination af kvinder, mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, om barnets rettigheder, om forebyggelse af og straf for folkedrab, om mindstealder for adgang til beskæftigelse, om forbud mod og omgående indsats til afskaffelse af de værste former for børnearbejde, vedrørende lige løn til mandlige og kvindelige arbejdere for arbejde af samme værdi, m.fl., samt en række konventioner om miljø og god regeringsførelse: Montreal-protokollen om stoffer, der nedbryder ozonlageet, Basel-konventionen om kontrol med grænseoverskridende overførsel af farligt affald og bortskaffelse heraf, Stockholm-konventionen om persistente organiske miljøgifte, konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter, Kyoto-protokollen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, m.fl. GSP+-landene tæller Armenien, Bolivia, Costa Rica, Ecuador, Georgien, Kap Verde, Guatemala, Mongoliet, Peru, Pakistan og Paraguay
  • Et arrangement for de af FN klassificerede mindst udviklede lande, LDC-landene ("Least Developed Countries"), der tillader toldfri eksport til EU for alle de varer, de producerer, undtagen våben, heraf også navnet Everything But Arms, EBA-arrangementet.

Det er EU's mål at ændre det ensidige GSP-system til en række såkaldte økonomiske partnerskabsaftaler ("Economic Partnershaft Agreements"/"EPA") og derved gøre aftalerne til gensidige præferenceaftaler.

EU har en række gensidige præferenceaftaler med et antal lande i EU's nærområde, de sålkaldte Pan-Euro-Med(-iterranean)-aftaler.

De lande som er omfattet af disse aftaler, tæller EFTA-landene (Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz), Algeriet, Egypten, Færøerne, Israel, Jordan, Libanon, Marokko, Syrien, Tunesien, Vestbredden og Gaza, samt Tyrkiet.

Kommissionen har udsendt to håndbøger til brugerne af GSP-systemet og præferenceordningen mellem EU og landene i "the Euro-Mediterranean Partnership".

For at få et mere fuldstændigt billede af præferencearrangementerne, så er det nødvendigt at se på både de fælles og de særlige regler for hvert præferencearrangement.

Bestemmelserne i de enkelte præferencearrangementer kan variere, men alle præferencearrangementer har et antal fælles begreber, der, skønt fælles, alt efter hvilket præferencearrangement, det drejer sig om, kan afvige på forskellig måde.

De følgende begreber er fælles for præferenceordningerne:

  • Oprindelsesstatus
  • Procesliste
  • Præferencedokumentation
  • Territorialprincippet
  • Generel toleranceregel
  • Kumulation
  • Leverandørerklæring
  • Utilstrækkelige bearbejdninger og forarbejdninger
  • Forbud mod toldgodtgørelse eller toldfritagelse ("no drawback"regel)
  • Reglen om direkte transport
  • Præferencetoldbehandling.

Oprindelsesstatus

En vare skal have oprindelse i aftalelandet/Den Europæiske Union for at kunne få toldmæssig præferencebehandling, hel eller delvis nedsættelse af tolden.

En vares oprindelsesstatus kan enten være "fuldt ud fremstillet" ("wholly obtained") i aftalelandet og dermed have "oprindelse", eller være "tilstrækkeligt bearbejdet eller forarbejdet" ("sufficiently worked or processed") til at give "oprindelse". Der er altså to kriterier som gælder, når en vares oprindelse skal bestemmes.

En vare, der er "fuldt ud fremstillet", består hovedsagelig af naturgivne produkter eller forarbejdede naturgivne materialer fra det præferenceberettigede land ("the beneficiary country") eller fra Den Europæiske Union. Det betyder, at varen ikke må indeholde importerede dele eller materialer uden oprindelse.

Hvad der kan betegnes som "fuldt ud fremstillet" i et præferenceberettiget land eller i EU fremgår af de enkelte præferenceaftaler/oprindelsesprotokoller - eksempelvis af artikel 75, stk. 1 i Kommissionens forordning (EU) Nr.1063/2010 af 18. november 2010 (GSP-arrangementet) som er berigtiget ved EFT L 292, 10.11.2011:

Artikel 75, stk. 1, litra

Bestemmelsen omfatter

Litra a)

mineralske produkter, som er udvundet af dets jord eller havbund,

Litra b)

planter og vegetabilske produkter, der er dyrket eller høstet dér,

Litra c)

levende dyr, som er født og opdrættet dér,

Litra d)

produkter fra levende dyr, som er opdrættet dér,

Litra e)

produkter fra slagtede dyr, som er født og opdrættet dér,

Litra f)

produkter fra jagt og fiskeri, som drives dér,

Litra g)

akvakulturprodukter i de tilfælde, hvor de pågældende fisk, krebsdyr og bløddyr er født og opdrættet dér,

Litra h)

produkter fra havfiskeri og andre produkter fra havet, som er optaget af dets fartøjer uden for noget søterritorium,

Litra i)

produkter, som er fremstillet på dets fabriksskibe udelukkende på grundlag af de i litra h) nævnte produkter,

Litra j)

brugte genstande, som indsamles dér og kun kan anvendes til genindvinding af råmaterialer,

Litra k)

affald og skrot, der hidrører fra fremstillingsvirksomhed, som udøves dér,

Litra l)

produkter, som er udvundet af havbunden eller -undergrunden beliggende uden for noget søterritorium, for så vidt det har eneret på udnyttelsen af denne havbund eller -undergrund,

Litra m)

varer, som er fremstillet dér udelukkende på grundlag af de i litra a) til l) nævnte produkter.

Bemærk:

Hér, som overalt i afsnittet, er det den trykte lovtekst, der gælder, og ikke, som ovenfor, en afskrift.

For fisk, fanget ved havfiskeri uden for 12-mile-zonen ("on the high seas"), gælder der en række regler om fiskefartøjets registrering og ejerskab: udtrykket "dets fartøjer" og "dets fabriksskibe" i stk. 1, litra h) og i), omfatter kun de fartøjer og fabriksskibe, som opfylder alle nedenstående krav:

  • De er registreret i det præferenceberettigede land eller i en medlemsstat,
  • De fører et præferenceberettiget lands eller en medlemsstats flag,
  • De opfylder en af de følgende betingelser
    • de ejes for mindst 50 pct.s vedkommende af statsborgere i det præferenceberettigede land eller i medlemsstaterne eller
    • de ejes af selskaber, hvis hovedkontor og vigtigste forretningssted er i det præferenceberettigede land eller i medlemsstaterne og som for mindst 50 pct.s vedkommende ejes af det præferenceberettigede land eller medlemsstater eller af offentlige institutioner eller statsborgere i det præferenceberettigede land eller medlemsstaterne.

Se artikel 75 stk. 2 i Kommissionens forordning (EU) Nr. 1063/2010 af 18. november 2010.

En vare, der indeholder materialer, der ikke har oprindelse i aftalelandet, kan, hvis disse materialer uden oprindelse bliver "tilstrækkeligt bearbejdet eller forarbejdet", opnå oprindelse i udførselslandet og dermed adgang til toldpræference i indførselslandet.

"Tilstrækkeligt bearbejdet eller forarbejdet" betyder tilstrækkeligt bearbejdet eller forarbejdet efter reglerne i proceslisten til præferenceaftalerne, se nedenfor.

Reglen om "sufficiently worked or processed"/"substantial transformation" kan tilfredsstilles på tre måder:

  • ved positionsskifte, hvorved færdigvaren henføres under en anden firecifret toldposition i toldtariffen
  • ved opfyldelse af et værdikriterium, hvorved værdien af materiale uden oprindelse ikke må overstige en bestemt procentdel af færdigvarens pris
  • ved et teknisk kriterium, hvorved der stilles krav til (arten og bearbejdningen af) de materialer, der anvendes ved fremstillingen af færdigvaren.

Procesliste

Enhver præferenceaftale/oprindelsesprotokol indeholder en procesliste ("List of Working or Processing Operations Which Confer Originating Status"). Proceslisten beskriver hvilke bearbejdninger eller forarbejdninger, der giver oprindelsesstatus til materiale eller produkter uden oprindelse i aftalelandene.

Selv om et produkt er opført i proceslisten, så betyder det ikke, at det er omfattet af præferencearrangementet. Det vil fremgå af den handelsaftale, som oprindelsesprotokollen er en del af. Det gælder også for GSP-arrangementet, hvor EU ensidigt giver toldpræference til 176 fortrinsvis udviklingslande.

Eksempel

Folkerepublikken Kina, der blandt mange andre varer ikke har adgang til toldpræference for kemiske produkter, plast og varer deraf, træ og trævarer, tekstiler, fodtøj, hovedbeklædning, ridepiske, varer af sten, glas og glasvarer, naturperler, uædle metaller og varer deraf, maskiner, mekaniske redskaber, lydoptagere, billed- og lydoptagere, transportmidler, optiske fotografiske og kinematografiske instrumenter. Se Bilag 1 til Rådets forordning (EF) nr. 732/2008 af 22. juli 2008 om anvendelsen af et arrangement med generelle toldpræferencer for perioden 1. januar 2009 til 31. december 2011. Arrangementet er ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 512/2011 af 11. maj 2011 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 732/2008 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer for perioden 1. januar 2009 til 31. december 2011 foreløbigt blevet forlænget til 31. december 2013 (EU-Tidende L 145/2011, 31.05.2011)

Forordning (EF) nr. 732/2008 ophæves med virkning fra 1. januar 2014 og afløses af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 978/2012 af 25. oktober 2012 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 732/2008, der træder i kraft og anvendes fra den 20. november 2012 (Den Europæiske Unions Tidende L 303, 31.10.2012)

Toldpræferencerne efter den nye GSP-ordning finder imidlertid først anvendelse fra den 1. januar 2014.

De aktuelle toldsatser vil kunne ses i den elektroniske tarif ved at indtaste varekode og land.

For GSP-arrangementet (Generalised System of Preferences), der tæller 176 lande, fortrinsvis udviklingslande, som EU giver toldpræference, er listen over produkter, der er omfattet af arrangementet, fastlagt i Rådets forordning (EF) 732/2008 af 22. juli 2008 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer for perioden 1. januar 2009 til 31. december 2011 (der med Europa-Parlamentets og Rådets forordning Nr. 512/2011 af 11. maj 2011 om ændring af Rådets forordning (EF) Nr. 732/2008 er blevet forlænget til udgangen af 2013.

De nedenfor anførte eksempler på bearbejdninger eller forarbejdninger, som giver oprindelsesstatus til materialer eller produkter uden oprindelse, er hentet

Sådan læses proceslisten

Kolonne 1 og 2 beskriver det fremstillede produkt ("item"). I kolonne 1 angives et tocifret kapitelnummer ("chapter"), en firecifret position ("heading") eller en sekscifret underposition ("sub-heading") i det harmoniserede system. Kolonne 2 indeholder de varebeskrivelser, der anvendes for de pågældende kapitler eller positioner. For hver enkelt angivelse i kolonne 1 og 2 er der i kolonne 3 fastlagt en eller flere regler, såkaldte "kvalificerende behandlinger", som giver materialer eller produkter uden oprindelse oprindelsesstatus.

Når flere positioner eller underpositioner er grupperet i kolonne 1, eller hvis et kapitel er angivet, og varebeskrivelsen i kolonne 2 derfor er angivet generelt, så finder den tilsvarende regel i kolonne 3 anvendelse på alle de produkter, der er grupperet i kolonne 1.

Når der er forskellige regler i proceslisten for forskellige produkter inden for en position, så indeholder hver "indrykning" beskrivelsen af den del af positionen, der er omfattet af den tilsvarende regel i kolonne 3.

Hvis der i kolonne 3 er alternative regler, som er adskilt af ordet "eller", så kan eksportøren vælge, hvilken regel, der skal anvendes.

Eksempel

I ethanol-eksemplet nedenfor fra EØS-aftalens procesliste (den oven for nævnte Afgørelse nr. 1/2005 EU-Norge) indeholder procesbeskrivelsen et teknisk kriterium eller et kriterium til de anvendte materialer.  HS nedenfor står for det "Harmoniserede System".

HS-position

Varebeskrivelse

Bearbejdning eller forarbejdning af materialer uden oprindelsesstatus, som giver den færdige vare oprindelsesstatus.

(1)

(2)

(3) eller (4)

2207

2208

Ethanol (ethylalkohol), ikke denatureret, med et alkoholindhold på 80 pct. vol eller derover; ethanol (ethylalkohol) og anden spiritus, denatureret, uanset alkoholindholdet

Ethanol (ethylalkohol), ikke denatureret, med et alkoholindhold på under 80 pct. vol; spiritus, likør og andre spiritusholdige drikkevarer

Fremstilling:

- på basis af alle materialer, undtagen materialer, der henhører under pos. 2207 eller 2208, og

- ved hvilken alle druer eller af druer afledte materialer skal være fuldt ud fremstillet eller, ved hvilken arrak, såfremt alle de andre anvendte materialer har oprindelsesstatus, må anvendes i et forhold, der ikke overstiger 5 pct. vol

Fremstilling:

- på basis af alle materialer, undtagen materialer der henhører under pos. 2207 eller 2208, og

- ved hvilken alle druer eller af druer afledte materialer skal være fuldt ud fremstillet eller, ved hvilken arrak, såfremt alle de andre anvendte materialer har oprindelsesstatus, må anvendes i et forhold, der ikke overstiger 5 pct. vol

I de fleste tilfælde gælder de regler, der er fastlagt i kolonne 3, for alle de præferenceberettigede GSP-lande (dvs. både for dem, der er omfattet af "den særlige ordning for de mindst udviklede lande" ("Least Developed Countries"/"LDC") under GSP (også kendt som "alt undtagen våben"-landene eller "Everything But Arms"/"EBA"), og dem, der er omfattet af den generelle GSP-ordning eller den særligt ansporende ordning for bæredygtig udvikling og god regeringsførelse, også kendt som "GSP Plus"/"GSP+").

For visse produkters vedkommende gælder der dog en mindre streng regel, hvis de har oprindelse i de mindst udviklede lande. I disse tilfælde er kolonne 3 opdelt i to delkolonner, a) og b), hvor delkolonne a) viser den regel, der gælder for de mindst udviklede lande/"LDC", og delkolonne b) viser den regel, der gælder for alle andre præferenceberettigede GSP-lande.

HS-position

Varebeskrivelse

Bearbejdning eller forarbejdning af materialer uden oprindelsesstatus, som giver den færdige vare oprindelsesstatus.

(1)

(2)

(3)

8407

Forbrændingsmotorer med gnisttænding, med frem- og tilbagegående eller roterende stempel

a)

LDC [= Least Developed Countries]

Fremstilling, ved hvilken værdien af alle anvendte materialer ikke overstiger 70 pct. af produktets pris ab fabrik*

b)

Andre præferenceberettigede lande

Fremstilling, ved hvilken værdien af alle anvendte materialer ikke overstiger 50 pct. af produktets pris ab fabrik*

8408

Forbrændingsmotorer med kompressionstænding med stempel (diesel- eller semidieselmotorer)

a)

LDC

Fremstilling, ved hvilken værdien af alle anvendte materialer ikke overstiger 70 pct. af produktets pris ab fabrik*

b)

Andre præferenceberettigede lande

Fremstilling, ved hvilken værdien af alle anvendte materialer ikke overstiger 50 pct. af produktets pris ab fabrik*

*Leveringsbetingelsen "ex works" eller "ab fabrik" bruges, når man som sælger stiller varen til købers disposition på et aftalt sted (f.eks. fabrik eller lager), uden at varen er toldbehandlet og godkendt til eksport eller læsset på det transportmiddel, der skal afhente den. Alle omkostninger og risici ved transport af varen bæres af køberen.

Når der i nogle tilfælde står et "ex" før angivelsen i første kolonne, betyder det, at reglen i kolonne 3 kun finder anvendelse på den del af den pågældende position, som er beskrevet i kolonne 2, hvilket betyder, at reglen kun gælder for de produkter der er nævnt i kolonne 2.

HS-position

Varebeskrivelse

Bearbejdning eller forarbejdning af materialer uden oprindelsesstatus, som giver den færdige vare oprindelsesstatus.

(1)

(2)

(3)

ex Kapitel 87

Køretøjer (undtagen til jernbaner og sporveje) samt dele og tilbehør dertil, undtagen:

a)

LDC [= Least Developed Counrtries]

Fremstilling, ved hvilken værdien af alle anvendte materialer ikke overstiger 70 pct. af produktets pris ab fabrik

b)

Andre præferenceberettigede lande

Fremstilling, ved hvilken værdien af alle anvendte materialer ikke overstiger 50 pct. af produktets pris ab fabrik

8711

Motorcykler (herunder knallerter) og cykler med hjælpemotor, også med sidevogn; sidevogne

a)

LDC

Fremstilling på basis af alle materialer, undtagen materialer, der henhører under samme position som produktet ellerFremstilling, ved hvilken værdien af alle anvendte materialer ikke overstiger 70 pct. af produktets pris ab fabrik

b)

Andre præferenceberettigede lande

Fremstilling på basis af alle materialer, undtagen materialer, der henhører under samme position som produktet eller Fremstilling, ved hvilken værdien af alle anvendte materialer ikke overstiger 50 pct. af produktets pris ab fabrik

Eksempel

Nedenfor gives der valgfrihed til at vælge mellem de regler der er anført i enten kolonne tre eller kolonne fire.

HS-position

Varebeskrivelse

Bearbejdning eller forarbejdning af materialer uden oprindelsesstatus, som giver det færdige produkt oprindelsesstatus.

(1)

(2)

(3) eller (4)

Ex 9006

Fotografiapparater (undtagen kinematografiske apparater); lynlysapparater og lynlyslamper til fotografisk brug, undtagen udladningslamper

Fremstilling:

- på basis af alle materialer, undtagen materialer, der henhører under samme position som produktet

- ved hvilken værdien af alle anvendte materialer ikke overstiger 40 pct. af produktets pris ab fabrik, og

- ved hvilken værdien af alle anvendte materialer uden oprindelsesstatus ikke overstiger værdien af alle anvendte materialer med oprindelsesstatus

Fremstilling, ved hvilken værdien af alle anvendte materialer ikke overstiger 30 pct. af produktets pris ab fabrik

Præferencedokumentation

Når importører gør krav på præferencetoldbehandling, så skal der fremlægges bevis for varernes oprindelse i form af et oprindelsesdokument. Der skal præsenteres oprindelsesdokumentation alt efter, hvilket præferencearrangement, der er tale om.

EUR.1-/EUR-MED-certifikater

Der kræves et EUR.1-certifikat eller et EUR-MED-certifikat til de præferencearrangementer, som EU har med en række lande. Under GSP (Generalised System of Preferences) skal der fremvises et GSP-certifikat ("Form A") for toldmyndighederne i EU. De handlende skal være opmærksomme på, hvilken form for præferencedokumentation de skal have fra eksportøren for at kunne gøre krav på toldpræference. Se nedenfor under F.A.26.4.5 Præferencedokumentation.

Fakturaerklæringer

En "fakturaerklæring"/"invoice declaration" på et handelsdokument (en faktura, en følgeseddel eller ethvert andet handelsdokument, hvor varerne er anført eller beskrevet tilstrækkeligt til, at de umiddelbart kan identificeres) kan erstatte et oprindelsescertifikat. For varer op til en værdi af 6.000 EUR kan alle eksportører under de fleste præferencearrangementer udskrive en fakturaerklæring. For beløb over 6.000 EUR skal eksportørerne have en autorisation til selv at kunne udstede fakturaerklæringer. Se nedenfor under "Autorisationsordning for godkendte eksportører - udstedelse af fakturaerklæringer" F.A.26.4.10.

Efterfølgende/retrospektivt udstedt oprindelsesdokumentation

I begrænset omfang kan oprindelsesdokumentationen udstedes efterfølgende ("retrospectively"), og i tilfælde af bortkomst eller destruktion kan eksportøren anmode om et nyt certifikat, et duplikat ("duplicate").

Erstatningscertifikater

Et GSP-erstatningscertifikat ("Replacement Certificate") udstedes af toldmyndighederne i EU efter skriftlig anmodning fra den eksportør, der ønsker at genudføre varerne til et andet EU-land, til Norge eller til Schweiz.

Et erstatningscertifikat udstedes på baggrund af det originale GSP-certifikat, udstedt af det præferenceberettigede lands kompetente myndigheder (hvilke ikke altid er lig med toldmyndighederne, men fx et handelskammer).

Erstatningscertifikatet udstedes af den toldmyndighed under hvis kontrol varerne befinder sig, og varerne, for hvilke der skal udstedes et erstatningscertifikat, må ikke være bragt i fri omsætning eller frit forbrug.

Omvendt kan erstatningscertifikater udstedes i Norge og Schweiz, når varer transporteres gennem disse lande til EU under iagttagelse af ikke-manipulationsreglen. Se artikel 74 i Kommissionens forordning (EU) Nr. 1063/2010 af 18. november 2010.

Erstatningscertifikaterne betragtes da som definitive, præferencegivende certifikater.

Det toldsted, der foretager ekspeditionen, færdigbehandler det originale GSP-certifikat ved at anføre det udstedte GSP-erstatningscertifikats løbenummer.

Myndighederne i det land, hvor erstatningscertifikatet er udstedt, varetager på anmodning fra bestemmelseslandet den efterfølgende kontrol af gyldigheden af det originale GSP-oprindelsescertifikat.

Erstatningscertifikatet udfærdiges således:

  • I rubrikken øverst til højre angives navnet på det transitland, hvor erstatningscertifikatet udstedes.
  • I rubrik 1 anføres navnet på den eksportør, der genudfører varerne.
  • I rubrik 2 kan navnet på den endelige varemodtager anføres.
  • I rubrik 3 til 9 anføres alle de oplysninger fra det originale GSP-certifikat, der vedrører de genudførte varer.
  • I rubrik 4 anføres "Replacement Certificate", det originale GSP-certifikats løbenummer samt datoen for udstedelsen af dette.
  • I rubrik 10 henvises til fakturaerne fra den eksportør, der genudfører varerne.
  • Rubrik 11 påtegnes af den toldmyndighed, som udsteder erstatningscertifikatet.

Den myndighed, der udsteder erstatningscertifikater, er kun ansvarlig for udstedelsen - ikke oprindelsen. I rubrik 12 anføres det oprindelsesland og det bestemmelsesland, som er anført på det originale GSP-certifikat. Denne rubrik underskrives af den eksportør, der genudfører varerne. En eksportør, der underskriver denne rubrik i "god tro", er ikke ansvarlig for rigtigheden af de oplysninger og angivelser, der er anført i det originale certifikat. Se artikel 97p, stk. 4 i Kommissionens forordning (EU) Nr. 1063/2010 af 18. november 2010.

Det toldsted, som foretager ekspeditionen, anfører på det originale GSP-certifikat de genudførte kollis vægt, nummer og art samt det eller de pågældende erstatningscertifikaters løbenummer. Det originale GSP-certifikat samt ansøgningen om erstatningscertifikat opbevares i mindst tre år af det ansvarlige toldsted.

En fotokopi af det originale GSP-certifikat kan bilægges erstatningscertifikatet. Se GB artikel 97p, stk. 5 (Kommissionens forordning (EU) Nr. 1063/2010 af 18. november 2010, artikel 97p, stk. 5 som er indarbejdet i den seneste konsoliderede version af GB)

Tyrkiet - AT.R. varecertifikater

I toldunionen indgået mellem EU og Tyrkiet, anvendes der A.TR. certifikater. Et A.TR. certifikat er ikke et oprindelsescertifikat, men er et bevis for, at varerne er i fri omsætning ( har T2 status) indenfor toldunionen. A.TR certifikatet udfærdiges af eksportøren og stemples af toldmyndighederne eller af eksportøren selv hvis denne har en særlig tilladelse til dette.

Det er ikke alle varer som er omfattet af toldunionen og er derfor toldpligtige under en præferenceaftale. Dette gælder bl.a. nogle kul og stål varer samt visse landbrugsvarer, hvorfor et A.TR. certifikat ikke anvendes for disse varer. Her skal der i stedet anvendes enten fakturaerklæringer, EUR.1 eller EUR-MED certifikater.

For at finde ud af hvilke aftaler der er indgået mellem EU og Tyrkiet, kan man få et godt overblik over dette på Kommissionens hjemmeside på dette Link.

Udstedelse af fakturaerklæringer fra et andet EU-land

Det er muligt for en EU-eksportør at udstede oprindelsesdokumentation (fakturaerklæringer) i et andet EU-land end det, hvori eksportøren er etableret. Under bestemte betingelser kan en autorisation udstedes af toldmyndighederne til en "godkendt eksportør", der er etableret i ét EU-land, men hvis varer eksporteres fra et andet EU-land. Se Rådets forordning (EF) Nr. 1207/2001 af 11. juni 2001. Artikel 8. (Den Europæiske Unions Tidende L165, 21.06.2001)

Oprindelsesdokumenters gyldighed

Et præferencebevis er gyldigt i en begrænset periode på 4, 10 eller 12 måneder, alt efter hvilket præferencearrangement, der er tale om. Perioden løber fra datoen for dokumentets udstedelse. Eksportørerne er forpligtet til at opbevare kopier af oprindelsesdokumentationen i op til fire år fra udstedelsesdatoen. Se nedenfor under F.A.26.4.5 Gyldigheden af bevis for oprindelse.

Undtagelser fra kravet om oprindelsesdokumentation

Der er undtagelser fra kravet om udstedelse af oprindelsesdokumentation. Småpakker uden erhvervsmæssig karakter, der er sendt fra én privatperson til en anden, og som er under en vis værdi, kan modtages uden et krav om oprindelsesdokumentation. Ligeledes kan den rejsendes personlige bagage under en vis værdi indføres uden et krav om oprindelsesbevis. Se nedenfor under F.A.26.4.6 Undtagelser fra kravet om oprindelsesbevis.

Det administrative samarbejde

Med henblik på at kontrollere oprindelsesdokumentationens ægthed og rigtighed er det administrative samarbejde mellem de kompetente myndigheder i aftalelandene og i EU obligatorisk.

Adgangen til præference er betinget af, at de præferenceberettigede lande etablerer og opretholder administrative strukturer, som muliggør en effektiv forvaltning af arrangementet, og forpligter sig til at yde den nødvendige bistand mellem myndighederne i Den Europæiske Union og i de præferenceberettigede lande. 

Dette samarbejde danner rammen for oprindelseskontrollen.

Importørerne bør sikre sig kontraktmæssigt

Hvis det ved en efterfølgende kontrol viser sig, at varerne ikke var berettiget til toldpræference, opkræves der fuld told. Det er derfor i importørernes interesse på forhånd at sikre sig korrekt information om varernes oprindelse eller kontraktmæssigt at sikre sig kompensation for det tilfælde, at varerne ikke har den angivne oprindelse.

I SKM.2013.448.ØLR vedrørende import af cykler fra Cambodja fandt Landsretten frem til, at importøren ikke havde sikret sig, at reglerne for oprindelse og regional kumulation var blevet opfyldt i forbindelse med de enkelte leverancer. Det blev af Landsretten fremhævet, at importøren ikke havde forlangt den fornødne dokumentation eller oplysninger, som kunne sikre, at betingelserne for at opnå præference var opfyldt. Derved havde importøren ikke været i den fornødne gode tro jf. Toldkodeks artikel 220, stk. 2, litra b.

Udstedelse af oprindelsesdokumentation

Oprindelsescertifikater EUR.1 og EUR-MED udstedes af toldmyndighederne. Visse medlemslandelande i EU (bl.a. Sverige) har tilsyneladende givet tilladelse til, at deres handelskamre kan udstede EUR.1 certifikater. Der findes imidlertid en domstolsafgørelse, der fastslår, at det er "udførselsstatens toldmyndigheder", der har "enekompetence til at udfærdige EUR.1-varecertifikater". Se Domstolens dom af 25. februar 2010 C-386/08, præmis 51.  

EUR-MED-certifikater bruges i de tilfælde, hvor kumulation er anvendt med produkter fra EUR-MED-landene, eller hvor varer skal reeksporteres fra et EUR-MED-land.

EUR-MED-landene omfatter EU, Algeriet, Egypten, Færøerne, Island, Israel, Jordan, Libanon, Liechtenstein, Marokko, Norge, Schweiz, Syrien (Syrien anvender ikke protokollerne for diagonal kumulation), Tunesien, Tyrkiet samt Vestbredden og Gaza.

I alle andre tilfælde bruges et EUR.1-certifikat.

GSP-certifikater udstedes af toldmyndighederne i de præferenceberettigede lande.

EU's toldmyndigheder udsteder kun GSP-erstatningscertifikater.

Erstatningscertifikater benyttes, når en forsendelse fra et præferenceberettiget land lægges på oplag i EU og splittes op i mindre enheder for at blive sendt til en eller flere modtagere i EU, Norge eller Schweiz.

Fakturaerklæringer på beløb op til 6.000 EUR kan udstedes af enhver eksportør, mens fakturaerklæringer på beløb over 6.000 EUR kræver bevilling fra toldmyndighederne. Se nedenfor "Autorisationsordning for godkendte eksportører - udstedelse af fakturaerklæringer" i afsnit F.A.26.4.10.

Israel og præferencestatus - Indførsel af varer fra Israel til EU

Israel udgør et særtilfælde, når det drejer sig om kontrol af oprindelse. Varer fra de områder som Israel har besat (Golan, Vestbredden og Østjerusalem) kan ikke opnå israelsk præferencestatus ved indførsel i EU. En særlig ordning for efterfølgende oprindelseskontrol er derfor indført i samarbejde med de israelske toldmyndigheder. En meddelelse herom fra Kommissionen til EU's importører blev den 3. august 2012 offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende C 232, 03.08.2012, side 5.

Arrangementet ("Technical Arrangement") med Israel indebærer, at oprindelsesdokumentation (EUR.1-certifikater, EUR-MED-certifikater, fakturaerklæringer og EUR-MED-fakturaerklæringer) fra Israel skal sammenholdes med en liste over byer, bosættelser og industrielle zoner samt hertil hørende postnumre ("non-eligible locations"), hvorfra varer ikke kan få israelsk oprindelse og dermed toldpræference ved import til EU.

Hvis varerne har oprindelse fra en eller flere af de adresser, der optræder på listen, så afvises præferencetoldbehandling.

Vær opmærksom på, at listen over bosættelser er blevet opdateret. Den nye opdaterede liste, kan findes på Kommissionens hjemmeside på dette link

EU Domstolen har i sag C-386/08 Brita GmbH afsagt dom vedrørende det geografiske anvendelsesområde i associeringsaftalen indgået mellem EU og Israel.

Territorialprincippet

Territorialprincippet ("Principle of territoriality") indebærer, at al bearbejdning og forarbejdning skal udføres i aftalelandene. Det vil sige at erhvervelse af oprindelse, skal opfyldes uden afbrydelse i aftalelandene. Hovedreglen er, at en vare som udføres fra et aftaleland, hvor den har opnået oprindelse, til et tredjeland, og genindføres til aftalelandet igen, vil miste sin oprindelse i aftalelandet.

Men dele af fremstillingsprocesserne kan i dag være placeret i andre lande end aftalelandene, hvorfor det ikke altid er muligt at overholde dette princip. Derfor er der undtagelser til dette princip, bl.a. hvis det over for toldmyndighederne kan godtgøres at de genindførte varer er dem, som er blevet udført, og de ikke har undergået nogen behandling, udover hvad der var nødvendigt for deres bevarelse.

I nogle af præferencearrangementerne accepteres det imidlertid, at dele af forarbejdningen foregår i et land uden for EU, men i de fleste tilfælde kan der ikke afviges fra territorialprincippet for tekstilvarer hørende under kapitel 50 til og med kapitel 63, og der kan ikke samtidigt afviges fra territorialprincippet og den generelle toleranceregel.

Når oprindelsen af det færdige produkt skal bestemmes, så skal der ikke tages hensyn til den bearbejdning og forarbejdning, der er udført i tredjelandet.

Når værditilvæksten skal udregnes, så skal hele værdien af den bearbejdning og forarbejdning, der har fundet sted i landet uden for EU, samt værdien af materialerne uden oprindelse i aftalelandene medregnes.

Den samlede værdi heraf (værditilvæksten i landet uden for EU tillagt værdien af materialer uden oprindelse) må ikke overstige procentsatsen i proceslisten. Se nedenfor under F.A.26.4.7 Undtagelser fra territorialprincippet.

Generel toleranceregel

Den generelle toleranceregel tillader eksportører at benytte materialer uden oprindelse indtil en bestemt procentdel af det færdige produkts værdi ex works/ab fabrik (leveringsbetingelsen "ex works" eller "ab fabrik" bruges, når man som sælger stiller varen til købers disposition på et aftalt sted (f.eks. fabrik eller lager), uden at varen er toldbehandlet og godkendt til eksport eller læsset på det transportmiddel, der skal afhente den. Alle omkostninger og risici ved transport af varen bæres af køberen).

Hvis proceslisten tillader brug af materiale uden oprindelse, så må listens procentregel ikke overskrides, idet den maksimale procentuelle andel af materiale uden oprindelse altid bestemmes af proceslisten.

Den maksimalt tilladte procentuelle andel af materiale uden oprindelse varierer. Se nedenfor under F.A.26.4.8 Materialer uden oprindelse - almindelig værditolerance.

Kumulation

Kumulation er betegnelsen for et system, der tillader bearbejdning eller forarbejdning af oprindelsesprodukter fra aftaleland A i aftaleland B som om disse produkter havde oprindelse i aftaleland B. Normalt opnår en vare kun oprindelse i ét land, men ved at anvende kumulation opnås der oprindelse i to eller flere lande.

Slutproduktet får oprindelsesstatus i aftaleland B og dermed adgang til toldpræference i aftaleland A.

Der er nogle betingelser for at anvende reglerne om kumulation. Der skal være indgået en aftale mellem alle de involverede lande, der skal være identiske oprindelsesregler og kumulationsmulighederne skal være nævnt i aftalerne.

Ved kumulation er det ikke nødvendigt, at den bearbejdning eller forarbejdning, der udføres i aftalelandet, er en "tilstrækkelig bearbejdning eller forarbejdning".

Kumulation mellem aftalelandene forudsætter som nævnt, at de har samme oprindelsesregler.

Der skelnes mellem fire typer kumulation:

a)      bilateral kumulation,

b)      diagonal kumulation,

c)      regional kumulation og

d)     fuld kumulation.

Endvidere kunne der som en femte type kumulation nævnes den "udvidede kumulation" ("extended cumulation"), der finder sted mellem et præferenceberettiget land under GSP-arrangementet og et land, med hvilket Den Europæiske Union har en frihandelsaftale. Se Kommissionens forordning (EU) Nr. 1063/2010 af 18. november 2010, artikel 86, stk. 7 og 8.

På Kommissionens hjemmeside er der en "Arrangements List" med angivelse af hvilke kumulationstyper, der gælder for de enkelte aftaler.

Se også afsnittet "Kumulation" F.A.26.4.9 nedenfor, der indeholder en komplet oversigt med en henvisning og link til de enkelte aftaler.

Ad a) Bilateral kumulation

Bilateral kumulation finder sted mellem to lande, hvor en frihandelsaftale eller et såkaldt autonomt arrangement (GSP) indeholder en bestemmelse om bilateral kumulation.

Dette er den grundlæggende form for kumulation, der er fælles for alle oprindelsesaftaler.

Kun oprindelsesprodukter kan indgå i den bilaterale kumulation.

Den Europæiske Union og aftalelandet kan bygge videre på hinandens materialer med oprindelse, hvilket betyder, at der i aftalelandet kan arbejdes videre med materialer med oprindelse i Den Europæiske Union og omvendt.

Materialerne behøver ikke ved videreforarbejdningen i Den Europæiske Union eller aftalelandet at opfylde oprindelseskriteriet om tilstrækkelig bearbejdning eller forarbejdning. Årsagen er, at den forarbejdning, der fandt sted i det andet land (EU/det præferenceberettigede land), tæller med i opgørelsen af, hvor varen får oprindelse. Dog skal bearbejdningen gå udover de utilstrækkelige bearbejdninger.

Det er herefter muligt at udstede et oprindelsesbevis ved eksport til det andet aftaleland.

Eksempel

Et stof, toldposition 5111.11, væves i Israel af indførte uldfibre og opfylder dermed oprindelsesreglen for stof. Varen har således oprindelse. Stoffet indføres i EU og forarbejdes til konfektion, toldposition 6204, der herefter sendes til Israel.

Efter oprindelsesreglen for konfektion skal fremstillingen heraf ske med udgangspunkt i garn. Dette krav opfyldes ikke ved forarbejdningen i EU, men da stoffet er fremstillet af fibre i Israel, har stoffet ved indførsel i EU allerede oprindelse, der kan bygges videre på.

Konfektionen, der eksporteres fra EU til Israel, har dermed oprindelse, og der kan udstedes et varecertifikat EUR-MED for varen ved udførsel til Israel.

Bilateral kumulation

Ved bilateral kumulation forstås, at EU og aftalelandet kan bygge videre på hinandens materialer med oprindelse. Dvs. at der i aftalepartneren kan arbejdes videre med materialer med oprindelse i EU og omvendt. Materialerne behøver ved videreforarbejdningen i EU eller aftalelandet, ikke at opfylde oprindelseskriteriet om tilstrækkelig forarbejdning eller bearbejdning dér, idet den forarbejdning, der fandt sted i det andet land tæller med i opgørelsen af, hvor varen får oprindelse. Det kan således alligevel være muligt at udstede oprindelsesbevis ved eksport til det andet aftaleland.

Ad b) Diagonal kumulation

Diagonal kumulation finder sted mellem mere end to lande under forudsætning af, at de har en frihandelsaftale, der indeholder identiske oprindelsesregler og en bestemmelse om kumulation mellem dem.

Som ved bilateral kumulation, så kan kun oprindelsesprodukter indgå i den diagonale kumulation.

Selvom mere end to lande kan deltage i fremstillingen af et produkt, så vil det færdige produkt have oprindelse i det land, hvor den sidste bearbejdning eller forarbejdning fandt sted under forudsætning af, at denne sidste bearbejdning eller forarbejdning er mere end en "utilstrækkelig bearbejdning eller forarbejdning". Ved varens videreforarbejdning i Den Europæiske Union/aftalelandene behøver materialerne derfor ikke opfylde kravene om tilstrækkelig bearbejdning eller forarbejdning, for at der kan udstedes et oprindelsesbevis.

Diagonal kumulation finder sted mellem Den Europæiske Union og EFTA-landene Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz, samt Tyrkiet, og landene, der underskrev [Barcelona-deklarationen], Algeriet, Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Marokko, Tunesien, Vestbredden og Gaza, og Færøerne - den såkaldte Pan-Euro-Med(iterranean) kumulation. Se her.

Diagonal kumulation er endvidere mulig mellem EU, Tyrkiet og balkanlandene Albanien, Bosnien og Hercegovina, Kroatien, Den tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Montenegro, Serbien. Se her.

Eksempel

Frugt tilhørende Toldtariffens kapitel 6, der er fuldt ud fremstillet i Egypten, dvs. med oprindelse, sendes til Jordan, hvor den kommes på dåse. Dette er en såkaldt utilstrækkelig bearbejdning eller forarbejdning, men på grund af muligheden for diagonal kumulation mellem de to lande, så kan dåserne med frugt eksporteres til EU med et varecertifikat EUR.1.

Eksempel

Vævet uldstof, toldtarifposition 5112, med oprindelse i EU og foerstof, toldtarifposition 5407, med oprindelse i Schweiz importeres til Tyrkiet, hvor de indgår i produktionen af jakkesæt, toldtarifposition 6203.

Den sidste bearbejdning finder således sted i Tyrkiet og denne bearbejdning er mere end en utilstrækkelig bearbejdning eller forarbejdning, hvorfor jakkesættet får oprindelse i Tyrkiet.

Hvis den sidste bearbejdning eller forarbejdning ikke går ud over utilstrækkelig bearbejdning eller forarbejdning, så får varen oprindelse i det land, der står for den største værdi i færdigvaren.

Hvis der ikke i eksportlandet foretages nogen bearbejdning eller forarbejdning beholder varen den oprindelse, den havde, da den blev importeret til dette land.

Eksempel

Et tæppe med oprindelse i EU eksporteres til Schweiz. Herfra eksporteres det, uden at der er gjort noget ved det, videre til Tyrkiet to år efter. Tæppet ændrer ikke oprindelse, og har derfor stadig oprindelse i EU ved eksporten til Tyrkiet.

Mens Tyrkiet med Pan-Euro-Med-landene anvender bilateral og diagonal kumulation, så er der kun mulighed for bilateral kumulation mellem EU eller Tyrkiet og de lande, som har indgået en frihandelsaftale ("Free Trade Agreement"/"FTA") med EU eller Tyrkiet.

I Afgørelse nr. 1/95 truffet af Associeringsrådet EF-Tyrkiet den 22. december 1995 om iværksættelse af slutfasen af toldunionen (også benævnt "Grundafgørelsen") findes lovgrundlaget for varernes frie bevægelse imellem toldunionens to dele, Fællesskabet og Tyrkiet.

Toldunionens område omfatter ifølge afgørelsens artikel 3.3 Fællesskabets toldområde og Tyrkiets toldområde, og varerne (unionsvarer), der kan overgå til fri omsætning beskrives som "(varer), der er fremstillet i Fællesskabet eller Tyrkiet, også varer, der helt eller delvis er fremstillet på basis af varer fra tredjelande, og som er overgået til fri omsætning i Fællesskabet eller Tyrkiet, samt varer fra tredjelande, der er overgået til fri omsætning i Fællesskabet eller i Tyrkiet". Se artikel 3.1.

Som varer, der er overgået til fri omsætning i Fællesskabet eller Tyrkiet, betragtes "varer fra tredjelande, med hensyn til hvilke indførselsformaliteterne er opfyldt og den skyldige told og afgifter med tilsvarende virkning er opkrævet i Fællesskabet eller i Tyrkiet, og for hvilke der ikke er indrømmet hel eller delvis godtgørelse af denne told eller disse afgifter". Se artikel 3.2.

Begge parter har indgået enslydende frihandelsaftaler med tredjelande, der giver mulighed for bilateral kumulation, eksempelvis mellem EU og Chile, og mellem Tyrkiet og Chile. Disse frihandelsaftaler indeholder samme oprindelsesregler for at sikre den frie bevægelighed for varer mellem de to dele af toldunionen.

Selv om disse bilaterale frihandelsaftaler er indgået i overensstemmelse med Afgørelse Nr. 1/95 /"Grundafgørelsen" om fri bevægelighed for varer, fx i tilfældet med aftalen EU-Chile, så er der ikke mulighed hér for kumulation med varer i fri omsætning, der har tyrkisk oprindelse - og omvendt.

Eksempel

Varer, der importeres under en præferenceordning til Tyrkiet eller til EU fra en frihandelspartner, f.eks. Chile, betragtes som værende i fri omsætning efter grundafgørelsens artikel 3. Se ovenfor. Disse varer kan altså sendes fra den ene del af toldunionen til den anden med et A.TR-certifikat.

Eksempel

Varer eller produkter med oprindelse i Tyrkiet, der er i fri omsætning, kan imidlertid ikke indarbejdes i et produkt som materiale med oprindelse og blive eksporteret fra EU til en frihandelspartner som fx Chile, da kun bilateral (og ikke diagonal) kumulation er mulig mellem EU og Chile. Det samme gælder i den omvendte situation - produkter med oprindelse i EU kan ikke indarbejdes i et produkt som materiale med oprindelse og blive eksporteret fra Tyrkiet til Chile.

Eksempel

Varer eller produkter med oprindelse i Tyrkiet, der skal bearbejdes eller forarbejdes i et FTA-land, fx Chile, under ordningen for bilateral kumulation, ville ikke få præferencestatus, hvis den færdige vare blev eksporteret direkte fra Chile til EU - og omvendt. Præference ville ikke være mulig i en sådan trekantshandel. Hvis varen først blev importeret til Tyrkiet under præferenceordningen (bilateral kumulation) og derefter eksporteret fra Tyrkiet til EU med et A.TR-certifikat, ville den færdige vare derimod være i fri omsætning i toldunionen.

Diagonal kumulation

Ved diagonal kumulation forstås, at EU og en række aftalepartnere kan bygge videre på hinandens materialer med oprindelse forudsat, at alle de involverede lande har identiske oprindelsesregler. Ved færdigvarens videreforarbejdning i EU/aftalelandene behøver materialer fra EU/aftalelandene, derfor ikke at opfylde kravene til tilstrækkelig forarbejdning eller bearbejdning for, at der kan udstedes oprindelsesbevis ved eksport til de øvrige aftalelande.

Ad c) Regional kumulation

Regional kumulation er en form for diagonal kumulation, der kun findes under GSP-systemet (Generalised System of Preferences), og den forekommer mellem medlemmerne af fire regionale sammenslutninger af præferenceberettigede lande Kommissionens forordning (EU) Nr. 1063/2010 af 18. november 2010, artikel 86 samt Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 530/2013 af 10. juni, (EU-Tidende L159, 11.06.2013)

Materialer med oprindelse i et land i den regionale sammenslutning, anses som materialer med oprindelse i et andet land i den samme sammenslutning. 

Sammenslutning I: Brunei, Burma/Myanmar,Cambodja, Filippinerne, Indonesien, Laos, Thailand og Vietnam.

Sammenslutning II: Bolivia, Colombia, Costa Rica, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Honduras, Nicaragua, Panama, Peru og Venezuela.

Sammenslutning III: Bangladesh, Bhutan, Indien, Maldiverne, Nepal, Pakistan og Sri Lanka.

Sammenslutning IV: Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay.

Ikke alle materialer kan indgå i den regionale kumulation.

Sammenslutning

Deltagerlande

Sammenslutning I:

Brunei, Burma/Myanmar Cambodja, Filippinerne, Indonesien, Laos, Thailand og Vietnam

Sammenslutning II

Bolivia, Colombia, Costa Rica, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Honduras, Nicaragua, Panama, Peru og Venezuela

Sammenslutning III

Bangladesh, Bhutan, Indien, Maldiverne, Nepal, Pakistan og Sri Lanka.

Sammenslutning IV

Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay

Materialerne i bilag 13b [Kommissionens forordning] (EU) Nr. 1063/2010 af 18. november 2010 er udelukket fra regional kumulation i de tilfælde, hvor den toldpræference, der gælder ved indførsel i Den Europæiske Union, ikke er den samme for alle lande, som er involveret i kumulationen, og de pågældende materialer ville nyde fordel af en gunstigere toldbehandling end den, de ville være omfattet af, hvis de blev indført direkte til Den Europæiske Union. Se Kommissionens forordning (EU) Nr. 1063/2010 af 18. november 2010, artikel 86, stk. 3 samt Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 530/2013 af 10 juni.

Kommissionen kan efter anmodning fra et præferenceberettiget land i sammenslutning I eller sammenslutning III tillade regional kumulation mellem disse to sammenslutninger af lande. Se Kommissionens forordning (EU) 1063/2010 af 18. november 2010, artikel 86, stk. 5.

Indonesien (regional sammenslutning I) og Sri Lanka (regional sammenslutning III) har ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1328/2013 af 12. december 2013 (Den Europæiske Unions Tidende L 334, 13.12.2013) fået tilladelse til at levere materialer af indonesisk oprindelse til den srilankanske cigarfremstillingssektor, som Sri Lanka ved kumulation kan anvende til yderligere bearbejdning eller forarbejdning, der er mere vidtgående end de behandlinger, der er beskrevet i artikel 78, stk. 1 i GB.

Det drejer sig om ubearbejdet tobak og tobaksaffald (jf. 2401 i det harmoniserede system (HS)), samt de forarbejdningsfaser og understøttende behandlinger, der vil blive foretaget i Sri Lanka.

EU har vedtaget forordning Nr. 1029/2012, som ensidigt indfører handelspræferencer for visse varer fra Pakistan. Forordningen trådte i kraft d. 15. november 2012. De autonome handelspræferencer for Pakistan, vil enten tage form af en undtagelse af told på import til EU eller toldkontingenter.

Oprindelsesreglerne for denne forordning følger de gældende GSP oprindelsesregler, som findes i Kommissionens forordning Nr. 2454/1993 artikel 66-97w. Dog gælder følgende artikler ikke for denne specifikke forordning: 68-71, 90-97i og 97j, stk. 2.

Vær opmærksom på, at kun bilateral kumulation er tilladt under denne ordning. Derved kan regional kumulation eller andre former for kumulation ikke anvendes.

Der skal anvendes et Form A certifikat, for at opnå præference under ordningen. Certifikatet skal have påtegnet en særlig reference i Rubrik 4: "Autonomous measure - Regulation (EU) No 1029/2012". Hvis ikke denne påtegning fremgår af certifikatet, er det ikke muligt, at indføre varer fra Pakistan til præferencetold under denne særlige ordning.   

 

Regional kumulation

Ved regional kumulation forstås, at en række lande inden for en regional sammenslutning kan arbejde videre på hinandens varer med oprindelse. Denne type kumulation svarer stort set til diagonal kumulation. Færdigvaren får oprindelse i det land, hvor den sidste forarbejdning finder sted, forudsat at der i dette land er sket den største værditilvækst, og der er sket mere end utilstrækkelig behandling i dette land. Ellers har færdigvaren oprindelse i det land, hvor den største værditilvækst er sket.

Vær opmærksom på, at i de tilfælde hvor der anvendes bilateral kumulation eller kumulation med Norge, Schweiz eller Tyrkiet kombineret med regional kumulation, opnår det fremstillede produkt oprindelse i et af landene i den pågældende regionale sammenslutning i overensstemmelse med artikel 86, stk. 4, første og andet afsnit i Kommissionens forordning (EU) Nr. 1063/2010 af 18. november 2010.

Ad d) Fuld kumulation

Hvor betingelsen ved de andre former for kumulation er, at materialerne har oprindelse før de eksporteres fra den ene aftalepartner til den anden med henblik på videre bearbejdning eller forarbejdning, er dette ikke tilfældet ved fuld kumulation.

Ved fuld kumulation er det tilladt parterne i modsætning til ved bilateral og diagonal/regional kumulation at bygge videre på materialer uden oprindelse.

Fuld kumulation betyder, at alle bearbejdninger og forarbejdninger i proceslisten skal tages i betragtning, når oprindelsen skal bestemmes af produkter, fremstillet af materialer uden oprindelse. Bearbejdninger og forarbejdninger skal altså vurderes samlet for landene i en fuld kumulationszone. Man kan sige, at man skal tænke på en fuld kumulationszone som ét land/territorium. 

Fuld kumulation finder sted mellem Den Europæiske Union og Island, Liechtenstein og Norge samt mellem Den Europæiske Union og AVS-landene (gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet/the African, Carribean and Pacific Group of States (ACP)) og OLT-landene/-territorierne (de oversøiske lande og territorier/Overseas Countries and Territories (OCT)). Kumulation med Sydafrika er omfattet af denne aftale, men er endnu ikke trådt i kraft. Se nedenfor under afsnit F.A.26.4.9 Kumulation. Endvidere er der mulighed for fuld kumulation mellem EU, Algeriet, Marokko og Tunesien.

Eksempel

Et stof, toldposition 5111, væves i EU af indført garn og opfylder dermed ikke oprindelsesreglen for stof. Stoffet har dermed ikke oprindelse i EU. Stoffet udføres til Marokko og videreforarbejdes til konfektion, toldtarifposition 6204, der sendes til Algeriet. Efter oprindelsesreglen for konfektion skal fremstillingen ske med udgangspunkt i garn.

Dette krav opfyldes ikke ved forarbejdningen i Marokko, men da stoffet er fremstillet af garn i EU, kan man ved sammenlægning af bearbejdningerne i EU og Marokko opfylde oprindelsesreglen for konfektion til Algeriet.

Da stoffet ved udførsel fra EU til Marokko ikke har oprindelsesstatus, kan der for denne handel ikke udstedes et varecertifikat EUR.1, men leverandøren i EU kan udfærdige en leverandørerklæring for råvarer eller halvfabrikata, som ikke har opnået oprindelse. For den konfektionerede vare, der eksporteres fra Marokko til Algeriet, kan der udstedes et varecertifikat EUR.1.

Fuld kumulation

I modsætning til bilateral kumulation, diagonal kumulation og regional kumulation, hvor der kun kan bygges videre på materialer med oprindelse i et bestemt land eller område, betyder fuld kumulation, at der kan bygges videre på alle materialer, dvs. også materialer, der endnu ikke har opnået oprindelse i et bestemt land/område. En eventuel oprindelse opnås først ved videreforarbejdningen i EU/ det område/land med hvilke EU har indgået aftale.

Leverandørerklæring

Både ved udstedelse og efterfølgende kontrol af præferencedokumentation kan en leverandørerklæring ("supplier's declaration") være nødvendig for at kunne dokumentere varernes oprindelse.

Leverandørerklæringer udstedes af leverandørerne af varer og materialer til EU's eksportører.

Leverandørerklæringer kan være udstedt som en særskilt erklæring for en enkelt vareforsendelse eller som en såkaldt stående leverandørerklæring. Erklæringen kan udstedes til en leverandør, der regelmæssigt forsyner en bestemt kunde med varer, hvis status med hensyn til præferenceoprindelsesreglerne forventes at forblive uændret for længere perioder ad gangen. Se Rådets forordning (EF) Nr. 1207/2001 af 11. juni 2001. (Den Europæiske Unions Tidende L 165, 21.06.2001 men er siden ændret og berigtiget)

Leverandørerklæringer anvendes dels som bevis for oprindelsesstatus og dels som støtte for ansøgninger om udstedelse eller udfærdigelse af EU-oprindelsesbeviser i henhold til bestemmelserne om præferencehandelsordningerne mellem EU og lande, med hvilke EU har en præferenceaftale.

Oprindelsesbeviserne kan være et EUR.1-certifikat, et EUR.2-certifikat, et EUR-MED-certifikat, et GSP-certifikat, en oprindelseserklæring en fakturaerklæring eller en EUR-MED-fakturaerklæring.

På samme måde som ved oprindelsesbeviser (certifikater og fakturaerklæringer) kan modtagerlandets toldmyndigheder anmode eksportøren i afsenderlandet om, at ægtheden og rigtigheden af leverandørerklæringerne efterfølgende verificeres.

En leverandørerklærings ægthed og rigtighed bekræftes ved udstedelse af et INF-4 oplysningscertifikat, der attesteres af eksportørlandets toldmyndigheder på grundlag af en verifikation.

Toldmyndigheden i modtagerlandet anmoder importøren i modtagerlandet om, at eksportøren i afsenderlandet sørger for, at denne fremsender et af eksportørlandets toldmyndigheder attesteret INF-4 oplysningscertifikat til importøren.

Eksportøren anmoder toldmyndighederne om et INF-4 oplysningscertifikat i den medlemsstat, hvor eksportøren er etableret.

Certifikatet udfyldes af eksportøren og verificeres, attesteres og udstedes efterfølgende af toldmyndighederne i den medlemsstat, hvor eksportøren er etableret senest tre måneder efter, at de har modtaget anmodningen herom fra eksportøren.

Eksportøren fremsender det så til importøren med henblik på forelæggelse for toldmyndighederne i modtagerlandet.

En leverandør, der udfærdiger en leverandørerklæring, skal opbevare alt materiale, der godtgør erklæringens rigtighed, i mindst tre år.

En toldmyndighed, der modtager en ansøgning om udstedelse af et INF-4 oplysningscertfikat, skal ligeledes opbevare ansøgningen i mindst tre år. Se Rådets forordning (EF) nr. 1207/2001 af 11. juni 2001; Rådets forordning (EF) nr. 1617/2006 af 24. oktober 2006; Rådets forordning (EF) nr. 75/2008.

Utilstrækkelige bearbejdninger eller forarbejdninger

Begrebet "utilstrækkelige bearbejdninger eller forarbejdninger" ("Minimal operations") omfatter enten bearbejdninger eller forarbejdninger af produkter eller varer, der anses for utilstrækkelige til at give "oprindelse", eller det minimum af bearbejdning eller forarbejdning, der skal udføres ved kumulation.

Alle præferenceaftalerne indeholder en artikel, der definerer bearbejdninger og forarbejdninger, der anses for utilstrækkelige til at give en vare "oprindelse", se fx artikel 78 i Kommissionens Forordning (EU) Nr. 1063/2010 af 18. november 2010 om ændring af forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførsel af en EF-toldkodeks.

De utilstrækkelige bearbejdninger eller forarbejdninger omfatter bl.a. behandlinger, der har til formål at sikre, at produkternes tilstand ikke forringes. Følgende aktiviteter kan derfor udføres efter behov eller om nødvendigt:

  • Adskillelse og samling
  • Vask, rensning, afstøvning
  • Strygning eller presning af tekstiler;
  • Maling og polering
  • Afskalning og slibning af ris
  • Polering og glasering af korn og ris;
  • Farvning af eller tilsætning af smagsstoffer til sukker
  • Skrælning, udstening og afskalning/udbælgning af frugter
  • Hvæsning, slibning eller tilskæring
  • Sigtning, sortering, klassificering, samling i sæt
  • Aftapning på flasker, påfyldning af dåser, flakoner, anbringelse i sække, kasser, æsker samt alle andre enkle emballeringsarbejder
  • Anbringelse eller trykning af mærker, etiketter eller logoer på selve produkterne eller deres emballage
  • Enkel blanding af produkter
  • Enkel tilsætning af vand eller fortynding eller dehydrering eller denaturering af produkter
  • Enkel samling af dele for at kunne danne et komplet produkt eller adskillelse af produkter i dele
  • En kombination af to eller flere af de ovenfor nævnte processer
  • Slagtning af dyr.

Den bearbejdning eller forarbejdning, der udføres på et produkt, kan altså ikke give "oprindelse", hvis denne bearbejdning eller forarbejdning er anført som en "utilstrækkelig bearbejdning eller forarbejdning" (jf. ovenfor) i den pågældende aftale.

Når der på den anden side allokeres produkter inden for et kumulationssystem, skal enhver bearbejdning eller forarbejdning være mere omfattende end de ovenfor nævnte utilstrækkelige bearbejdninger eller forarbejdninger, men behøver samtidig ikke at være tilstrækkeligt bearbejdet eller forarbejdet. Se nedenfor under afsnit F.A.26.4.10 Kumulation.

Forbud mod toldgodtgørelse eller toldfritagelse ("no drawback"-regel)

Med begrebet "drawback"/toldgodtgørelse menes der tilbagebetaling af told på importerede produkter eller materialer uden oprindelse i EU/det pågældende aftaleland, der indgår i varer, der eksporteres med et oprindelses-/præferencebevis til aftalepartneren. Ved at give toldgodtgørelse for materialer fra lande uden for EU, så behandles disse på lige fod med materialer fra et partnerland. Ved ikke at have et forbud mod toldgodtgørelse, kan en af konsekvenserne for producenterne i EU være forringede konkurrencevilkår i forhold til producenter uden for EU. Alligevel er der i GSP-aftalen ikke et forbud imod toldgodtgørelse. Her vejer hensynet til de fattige udviklingslande højere, idet der tages hensyn til disse landes fremtidige udviklingsmugligheder.

Et forbud mod toldgodtgørelse findes i de fleste præferenceaftaler fx Chile, EØS osv. Når der i aftalerne er et forbud imod toldgodtgørelse, så er det for at forhindre, at materialer fra lande uden for EU "kommer ind ad bagdøren til EU" uden at betale told.

Hvis fx en dansk producent anvender materialer uden oprindelse i fremstillingen af en vare, der eksporteres til Norge med et præferencebevis, så må der ikke være givet toldgodtgørelse for de materialer uden oprindelse, der indgår i denne vare. Forbuddet skyldes, at der i så fald ville være givet toldgodtgørelse to gange for denne del af varen, der ikke har oprindelse: første gang ved indførsel i Danmark/EU under proceduren for aktiv forædling og anden gang ved indførsel i Norge med et præferencebevis.

Det er ikke alle aftaler, der indeholder en regel om " forbud mod toldgodtgørelse" (fx Sydkorea-aftalen), og nogle aftaler tillader delvis toldgodtgørelse i en begrænset periode.

Protokollerne mellem EU, Algeriet, Egypten, Jordan, Libanon, Marokko, Tunesien og Den Palæstinensiske Myndighed (PLO) for Vestbredden og Gaza indeholder en midlertidig bestemmelse. Se artikel 15.7 om delvis toldgodtgørelse.

Bestemmelsen gælder kun ved bilateral kumulation mellem EU og de nævnte lande. Der må altså ikke være anvendt diagonal kumulation og varerne må ikke være reeksporteret fra et af de andre lande i zonen.

Overgangsperioden for denne midlertidige bestemmelse udløb den 31. december 2009, men er blevet forlænget til den 31. december 2012.

Eksempel

Protokollen for Algeriet: Afgørelse nr. 2/2007 truffet af associeringsrådet for EU-Algeriet den 16. oktober 2007 om ændring af protokol 6 til Euro-Middelhavsaftalen om definition af begrebet "produkter med oprindelsesstatus" og om metoderne for administrativt samarbejde. Se Den Europæiske Unions Tidende L 297, 15.11.2007.

Årsagen til denne afvigelse skyldes, at tolden for produkter uden oprindelse i nogle lande er betydeligt højere end den tilsvarende told i EU, og ved at tillade delvis toldgodtgørelse kan denne forskel mindskes. Se nedenfor under afsnit F.A.26.4.11 Forbud mod toldgodtgørelse eller toldfritagelse).

Reglen om direkte transport

Indtil 1. januar 2011 var reglen om direkte transport ("direct transport rule") en regel, der gjaldt for alle præferencearrangementer.

Formålet med reglen er at sikre, at de varer, der angives til fri omsætning i EU, er de samme som dem, der blev udført fra det præferenceberettigede land.

Hvis varerne af en eller anden grund passerer gennem et tredjeland, så anses reglen om direkte transport kun for at være blevet overholdt, hvis varerne har været under toldkontrol.

Et bevis for, at reglen er blevet overholdt, kan være et "non-manipulation certificate", udstedt af toldmyndighederne i transitlandet.

Efter 1. januar 2011 er reglen i GSP-arrangementet, men ikke i de øvrige præferencearrangementer, erstattet af en regel om "ikke-manipulation" ("non-manipulation principle").

Denne regel anses for overholdt, medmindre toldmyndighederne har grund til at tro, at det modsatte er tilfældet; i så fald kan toldmyndighederne anmode klarereren om at godtgøre overholdelsen, hvilket kan gøres ved hjælp af bl.a. kontraktmæssige transportdokumenter som f. eks konnossementer eller faktuelle eller konkrete beviser på grundlag af mærkning eller nummerering af kolli eller enhver form for bevis med tilknytning til selve varerne. Dvs. at toldmyndighederne skal sikre, at varerne som er afsendt, er de samme som dem, der ankommer til EU artikel 74 i Kommissionens Forordning (EU) Nr. 1063/2010 af 18. november 2010 om ændring af forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførsel af en EF-toldkodeks.

 

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser og SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser samt evt. tilhørende SKAT-meddelelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-386/08 Brita GmbH

En tysk virksomhed Brita GmbH importerede varer fra et israelsk selskab, som er beliggende i et område på Vestbredden øst fra Jerusalem. Varernes oprindelse blev anført som israelske, hvilket blev undersøgt nærmere i en efterfølgende kontrol, for at finde frem til om disse varer var omfattet af det geografiske anvendelsesområde i den aftale, som er indgået mellem EU og Israel. Domstolen når frem til, at varer som er fremstillet i områder, der siden 1967 har været under israelsk administration, ikke kan opnå præference told iht. aftalen mellem EU og Israel.

Geografisk anvendelsesområde i associeringsaftalen indgået mellem EU og Israel.  

 SKM.2013.448.ØLR

Import af cykler fra Cambodja med en præferencetoldsats på 0% ved fremlæggelse af FORM A oprindelsescertifikat, der viste, at cyklerne havde oprindelse i Cambodja. De kompetente cambodjanske myndigheder begik i den forbindelse en fejl, som importøren ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget.

Det afgørende for efteropkrævningen iht. Toldkodeks artikel 220, stk. 2, litra b var herefter, om importøren havde handlet i god tro, og i den forbindelse havde sikret sig, at samtlige betingelser for præferencetoldbehandlingen var opfyldt. Efter en samlet vurdering fandt Landsretten, at importøren ikke havde sikret sig at reglerne for oprindelse og regional kumulation var blevet opfyldt i forbindelse med de enkelte leverancer. Det blev af Landsretten fremhævet, at importøren ikke havde forlangt den fornødne dokumentation eller oplysninger, som kunne sikre, at betingelserne for at opnå præference var opfyldt. Derved havde importøren ikke været i den fornødne gode tro iht. Toldkodeks artikel 220, stk. 2, litra b

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne Dom er anket til Højesteret