1 Sammenfatning
I styresignalet beskrives ændring af praksis vedrørende afgiftsfrihed for køretøjer, der udelukkende anvendes af selvejende institutioner, der kan betegnes som statsinstitutioner som følge af Østre Landsrets afgørelse af 23. december 2013, offentliggjort som SKM.2014.160.ØLR.
I styresignalet fastlægges endvidere hvilke institutioners afgiftsindbetalinger, der vil blive genoptaget, samt genoptagelsesperioden.
2 Hidtidig praksis
Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 2, at fritaget for registreringsafgift er personkøretøjer og varevogne, som nævnt i registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, stk. 2 og stk. 8, der udelukkende anvendes af danske statsinstitutioner, bortset fra køretøjer, der anvendes erhvervsmæssigt i konkurrence med private erhvervsdrivende.
I Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit E.A.8.1.3.2, er det angivet, at "ved statsinstitutioner forstås institutioner, hvis budget er optaget på finansloven. Fx er Danmarks Radio, Regioner og kommunale institutioner ikke omfattet. Selvejende institutioner (eksempelvis en teknisk skole) anses ikke som statsinstitutioner, selv om driften fuldt ud finansieres af det offentlige."
3 Baggrunden for ændringen
Østre Landsret har i SKM2014.160.ØLR truffet afgørelse om, at H1 Universitet skal anses for at være en statsinstitution, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 2, således at H1 Universitet er fritaget for at betale registreringsafgift af institutionens køretøjer.
Af Østre Landsrets begrundelse fremgår det indledningsvist, at
"Efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 2, skal der ikke betales registreringsafgift af køretøjer, som anvendes af danske statsinstitutioner. Det er ikke nærmere angivet i lovens forarbejder, hvad der præcis menes med "danske statsinstitutioner".
Ved H1 Universitets-loven fra 2000 og universitetsloven fra 2003 ændres først DTUs og dernæst de andre universiteters forhold, således, at de får væsentlig større uafhængighed af ministeren og bliver selvstændige retssubjekter med egne formue, adskilt fra statens formue. I H1 Universitets-lovens § 1, stk. 2 og i universitetslovens § 1, stk. 1, angives blandt andet, at universiteterne skal være "selvejende institutioner".
Landsretten gennemgår herefter en række bestemmelser i loven og i bemærkningerne til loven. Landsretten sammenfatter herefter, at
"Samlet set er den af staten oprettede institution H1 Universitet herefter i vidt omfang fortsat underlagt de rammer, staten opstiller for dens institutioner, og staten kan ved lov foretage ændringer i H1 Universitets forhold og fastsætte hvilke skatte- og afgiftsregler, der skal gælde for H1 Universitet - eventuelt således at institutionen undtages for regler indenfor skatte- og afgiftsområdet, hvor staten og dens institutioner har en særstilling".
Landsretten bemærker videre, at der ikke i H1 Universitets-loven og universitetsloven eller i bemærkningerne hertil udtrykkeligt er anført, hvorledes universiteter generelt set fremover skal være stillet vedrørende skatter og afgifter. Østre Landsret konkluderer herefter, at
"Det er under sagen ubestridt, at H1 Universitet indtil lovændringen i 2000 og 2003 var en dansk statsinstitution i registreringsafgiftslovens forstand (og SKAT fortsatte i øvrigt indtil 2009 med at anse universiteterne for at være fritaget for at skulle betale registreringsafgift).
Herefter finder landsretten efter en samlet vurdering, at der ved lovændringen i 2000 og 2003 ikke er sket ændring af, at H1 Universitet i registreringsafgiftslovens forstand skal anses som en statsinstitution, og at H1 Universitet dermed er fritaget for at skulle betale registreringsafgift, jf. lovens § 2, stk. 1, nr. 2".
4 Ny praksis
SKM2014.160.ØLR vedrører en bestemt selvejende institution der er omfattet af lov om universiteter. Som det fremgår ovenfor under pkt. 3, må det imidlertid lægges til grund, at Østre Landsret ikke blot har taget stilling til hvorvidt denne bestemte selvejende institution H1 Universitet, kan anses for at være en statsinstitution i registreringsafgiftslovens forstand, men at der med dommen også er taget stilling til de øvrige selvejende institutioner omfattet af universitetsloven.
I overensstemmelse hermed, vil SKAT fremover lægge til grund, at selvejende institutioner, der er omfattet af lov om universiteter, skal anses som statsinstitutioner i registreringsafgiftslovens forstand og dermed er fritaget for at skulle betale registreringsafgift, jf. lovens § 2, stk. 1, nr. 2.
Dette betyder, at Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Roskilde Universitet, Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Copenhagen Business School - Handelshøjskolen og IT-Universitetet i København, skal anses som statsinstitutioner i registreringsafgiftslovens forstand.
Det bemærkes, at fritagelsen i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 2 ikke omfatter "køretøjer, der anvendes erhvervsmæssigt i konkurrence med private erhvervsdrivende". Hvis en selvejende institution, der er omfattet af universitetsloven, har erhvervsmæssige aktiviteter i konkurrence med private erhvervsdrivende, er personkøretøjer og varevogne, der anskaffes til disse aktiviteter ikke omfattet af afgiftsfritagelsen i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 2.
Herudover ændres SKATs praksis ikke - heller ikke i forhold til andre selvejende institutioner.
5 Genoptagelse
SKM2014.160.ØLR indebærer en praksisændring, og der er på den baggrund adgang til genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, jf. § 32, stk. 1, nr. 1.
Der kan ske genoptagelse for så vidt angår køretøjer, der
- Ikke har været anvendt erhvervsmæssigt i konkurrence med private erhvervsdrivende, jf. afsnit 4.
- Fortsat er ejet af institutionen. Dette skyldes, at hvis køretøjet er solgt i afgiftsberigtiget stand, vil registreringsafgiften være indeholdt i den opnåede salgspris.
SKAT vil af egen drift genoptage registreringsafgiftsbetalingerne for de universiteter, der er omfattet af universitetsloven.
Der kan ske genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, som resulterede i underkendelse af praksis eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.
Da SKM2014.160.ØLR vedrører en sag om bindende svar, vil tidspunktet for indgivelse af anmodningen om det bindende svar erstatte tidspunktet "det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis".
H1 Universitet indgav anmodningen om bindende svar den 6. november 2009. SKAT vil således genoptage de omfattede universiteters registreringsafgiftsbetalinger fra og med den 6. november 2009.
6 Gyldighed
Den ændrede praksis, som er indeholdt i styresignalet, vil blive indarbejdet i Den juridiske vejledning, 2014-2, afsnit E.A.8.1.3.2.
Efter offentliggørelsen af Den Juridiske Vejledning2014-2 bortfalder styresignalet.