Indhold

Dette afsnit handler om forskellen på ændring af praksis og udfyldning/præcisering af praksis.

Afsnittet indeholder:

  • Betydningen af at der er tale om udfyldning/præcisering af praksis
  • Særligt om præcisering af praksis
  • Særligt om udfyldning af praksis
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Betydningen af at der er tale om udfyldning/præcisering af praksis

Ændring af praksis kan forekomme enten som en lempelse af hidtidig praksis eller som en skærpelse af hidtidig praksis. Sådanne praksisændringer kan ske under visse nærmere betingelser.

Se også

Afsnit A.A.7.1.5 om skærpelse af praksis.

Afsnit A.A.7.1.6 om lempelse af praksis.

Disse betingelser vedrørende praksisændring er imidlertid ikke relevante, hvis der ikke er tale om en egentlig praksisændring, men derimod er tale om en udfyldning/præcisering af hidtidig praksis. I det omfang en afgørelse rummer en udfyldning/præcisering af hidtidig praksis, er borgeren afskåret fra at påberåbe sig, at afgørelsen er i strid med lighedsgrundsætningen eller hidtidig praksis.

Hvis det lægges til grund, at en afgørelse er udtryk for præcisering/udfyldning af praksis, vil der i samme sag og i andre tilsvarende sager kunne ændres bagud i tid begrænset af gældende frist- og forældelsesregler.

Se også

Afsnit A.A.8 om fristregler og afsnit A.A.9 om forældelse.

Særligt om præcisering af praksis

Efter at SKAT fra 1. november 2005 er etableret som en enhedsorganisation har begrebet præcisering af praksis stort set ingen selvstændig betydning. Derimod havde begrebet betydning i den tidligere hierarkiske struktur med over- og underordnede skattemyndigheder, hvor en praksispræcisering kunne modsvare en situation, hvor en afgørelse afklarede en tvetydig praksis hos de underordnede myndigheder. I en enhedsorganisation vil en afgørelse, der afklarer en tvetydig praksis, som altovejende hovedregel skulle behandles som en ændring af praksis, dvs. som en ændring af den delpraksis, der nu er blevet underkendt, eller som en skærpelse af en hidtidig delpraksis. Se afsnit A.A.7.1.5 om skærpelse af praksis, og afsnit A.A.7.1.6 om lempelse af praksis.

Særligt om udfyldning af praksis

I realiteten er det kun situationer, hvor en afgørelse udfylder et tidligere vakuum, der ikke skal behandles efter principperne om praksisændring. Der kan nævnes en række afgørelser som eksempler på tilfælde, hvor det er fastslået, at en afgørelse udfyldte - og dermed ikke ændrede - hidtidig praksis.

Eksempel

Der var ikke dannet en fast administrativ praksis om i relation til indkomst fra Norge ikke at anvende en subsidiær beskatningsret, selv om SKAT i en periode på 5 år ikke havde håndhævet denne subsidiære beskatningsret. Se SKM2012.7.VLR.

Eksempel

Det blev lagt til grund, at der ikke havde foreligget en administrativ praksis om, at passagerer på katamaranfærgerne var fritaget for flyrejseafgift. Se SKM2009.39.ØLR.

Eksempel

Klageren blev nægtet afskrivning på investors udgift til "finders fee", fordi det ikke kunne dokumenteres, at dette spørgsmål havde været reguleret i hidtil gældende praksis. Se SKM2009.196.ØLR.

Eksempel

Det blev lagt til grund, at en afgørelse om AM-bidrag af vederlag for arbejde for dansk arbejdsgiver i udlandet udfyldte og altså ikke ændrede hidtidig praksis. Se SKM2007.154.BR.

Eksempel

Nægtelse af fradrag for udgifter til vedligeholdelse af fredede parkanlæg blev ikke anset for ændring af hidtidig praksis. Se SKM2009.95.HR.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2009.95.HR

Ikke praksisændring - fradrag - vedligeholdelse af parkanlæg.

 

Landsretsdomme

SKM2012.7.VLR SKATs undladelse af at håndhæve en subsidiær beskatningsret havde ikke dannet praksis.  

SKM2009.196.ØLR

Ingen tidligere praksis om afskrivning på "finders fee".

 

SKM2009.39.ØLR

Ingen tidligere praksis om flyrejseafgift for katamaranfærger.

 

Byretsdomme

SKM2007.154.BR

AM-bidrag - dansk arbejdsgiver i udlandet - praksisudfyldning.