Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne om gevinst og tab på aktier, der er ejet af kapitalfondspartnere (også kaldet "carried interest").
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Lovbestemmelsens baggrund og formål
- Hvornår er gevinst og tab omfattet af reglerne om kapitalfondspartnere?
- Skal gevinst og tab medregnes til den personlige indkomst eller til aktieindkomsten?
- Hvilke regler anvendes ikke for aktier, der er ejet af kapitalfondspartnere?
- Hvornår anvendes reglerne om aktier, der er ejet af kapitalfondspartnere, ikke?
- Hvad gælder, hvis en kapitalfondspartner indskyder et eller flere selskaber mellem sig selv og kapitalfonden?
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Regel
Personer med en fortrinsstilling i en kapital- eller venturefond skal medregne gevinst og tab af aktier, der er erhvervet via kapital- eller venturefonden, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst - i visse tilfælde som personlig indkomst. Se ABL § 17 A, stk. 1, og PSL § 4 a, stk. 1, nr. 4.
Udbytter og afståelsessummer på aktierne regnes også med som gevinster. Se ABL § 17 A, stk. 1.
Lovbestemmelsens baggrund og formål
Reglerne i ABL § 17 A om udbytte af samt gevinst og tab på aktier, der er ejet af kapitalfondspartnere, og reglerne i personskatteloven, hvorefter gevinster og udbytter, omfattet af ABL § 17 A, i visse tilfælde er personlig indkomst, er indsat ved lov nr. 525 af 12. juni 2009.
Baggrunden for, at gevinst og udbytte, der overstiger et standardafkast af den indskudte kapital, skal beskattes som personlig indkomst, er, at dette merafkast må anses for en bonus for en succesfuld afvikling af kapitalfonden, dvs. et vederlag for partnernes knowhow og indsats ved fondens etablering, drift og afvikling. Se nedenfor.
Hvornår er gevinst og tab omfattet af reglerne om kapitalfondspartnere?
Den skattepligtige har en fortrinsstilling, når det er aftalt, at den skattepligtiges forholdsmæssige andel af resultatet i investeringsenheden overstiger den skattepligtiges forholdsmæssige andel af den samlede deltagerkapital. Se ABL § 17 A, stk. 1. Den skattepligtige har også en fortrinsstilling, hvis resultatet fordeles ligeligt i forhold til den indskudte kapital, og de andre deltagere har indskudt mere lånekapital end partneren. Den samlede deltagerkapital omfatter både den indskudte kapital og lånekapital, der er indskudt af deltagere i kapital- og venturefonden.
Ved kapital- og venturefonde forstås investeringsenheder, der investerer i aktier for helt eller delvis at erhverve et eller flere selskaber mv. for at deltage i ledelsen og driften af disse. Se ABL § 17 A, stk. 3.
Skal gevinst og tab medregnes til den personlige indkomst eller til aktieindkomsten?
Gevinster, der er omfattet af ABL § 17 A, stk. 1, skal opdeles i gevinster, der ikke overstiger et standardafkast af den indskudte kapital, og gevinster, der overstiger standardafkastet af den indskudte kapital. Se ABL § 17 A, stk. 2.
Ved standardafkast forstås det afkast, som de andre deltagere i kapital- og venturefonden uden fortrinsstilling opnår. Ved beregningen af standardafkastet medregnes både afkastet af den indskudte kapital og afkastet af lånekapitalen. Se ABL § 17 A, stk. 4.
Gevinst, der ikke overstiger et standardafkast af den indskudte kapital, er aktieindkomst. Se PSL § 4 a, stk. 1, nr. 4.
Gevinst, der overstiger standardafkastet af den indskudte kapital, er derimod personlig indkomst. Se PSL § 3, stk. 1, og PSL § 4 a, stk. 1, nr. 4. Fra og med indkomståret 2011 er alle de beløb, der skal beskattes som personlig indkomst, AM-bidragspligtige. Se AMBL § 2, stk. 1, nr. 2.
Tab fragår i alle tilfælde i aktieindkomsten. Se PSL § 4 a, stk. 1, nr. 4.
De almindelige regler for, hvornår gevinst og tab skal opgøres efter realisationsprincippet, og hvornår gevinst og tab skal opgøres efter lagerprincippet, gælder også for aktier, ejet af kapitalfondspartnere. Se ABL § 23, stk. 1-4, og afsnit C.B.2.1.7.2.
Hvilke regler anvendes ikke for aktier, der er ejet af kapitalfondspartnere?
Følgende regler anvendes ikke for aktier, der er ejet af kapitalfondspartnere:
- Hovedreglerne i aktieavancebeskatningsloven. Se ABL §§ 12-14
- Reglerne om andelsbeviser forbundet med brugsret til en beboelseslejlighed. Se ABL § 15
- Reglerne om investeringsbeviser i obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning. Se ABL § 22
- Reglerne om skattefrihed for mindre beholdninger af børsnoterede aktier, der er erhvervet før den 1. januar 2006. Se ABL § 44 Reglerne om ejertidsnedslag for hovedaktionæraktier, der er erhvervet før den 19. maj 1993. Se ABL § 47.
Se ABL § 17 A, stk. 5.
Hvornår anvendes reglerne om aktier, der er ejet af kapitalfondspartnere, ikke?
Reglerne om aktier, der er ejet af kapitalfondspartnere, anvendes ikke for følgende aktier mv.:
- Visse tegningsretter, der ikke er tildelt forholdsmæssigt til de hidtidige aktionærer. Se ABL § 16, stk. 1
- Næringsaktier. Se ABL § 17
- Visse andelsbeviser i andelsforeninger. Se ABL § 18
- Aktier og investeringsbeviser, der er udstedt af et investeringsselskab. Se ABL § 19.
Se ABL § 17 A, stk. 5.
Hvad gælder, hvis en kapitalfondspartner indskyder et eller flere selskaber mellem sig selv og kapitalfonden?
Der er i LL § 16 I indsat regler om beskatning som CFC-indkomst i visse nærmere angivne tilfælde, hvor en kapitalfondspartner indskyder et eller flere selskaber mellem sig selv og kapitalfonden. Se afsnit C.D.4.2.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
SKAT |
SKM2011.728.SR |
Skatterådet bekræftede, at nye aktionærer (familiemedlemmer) ikke ville blive omfattet af ABL § 17 A. Det skyldtes, at Skatterådet efter en konkret vurdering ikke fandt, at de omhandlede selskaber kunne betragtes som en kapital- eller venturefond, idet selskaberne ikke havde den profil, der kendetegner en kapital- eller venturefond. Der var derimod tale om, at der som led i et generationsskifte skete ændringer i selskabsstrukturen, og at børnene som led i generationsskiftet blev tildelt en fortrinsstilling i selskabet. Der var ikke indskudt et selskab mellem den fysiske person og en kapitalfond, og bestemmelsen i LL § 16 I kunne derfor heller ikke anvendes. |
|
SKM2011.463.SR |
Skatterådet bekræftede, at et selskab ikke ved tilkøb af aktier i et andet selskab ville blive anset for en kapital- og venturefond som defineret i LL § 16 I, stk. 3, og at det førstnævnte selskab derfor ikke ville blive omfattet af ABL § 17 A på trods af en opnået fortrinsstilling. |
|
SKM2011.440.SR |
Skatterådet bekræftede, at et generationsskifte i en koncern ikke indebar, at de involverede selskaber eller personer blev omfattet af reglerne om kapitalfonde i LL § 16 I eller ABL § 17 A. |
|
SKM2011.249.SR |
Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en bonusordning for medarbejderne i selskabet kunne beskattes som carried interest efter reglerne i LL § 16 I og ABL § 17 A. Skatterådet bekræftede, at hvis aftalen blev ændret, således at medarbejderne modtog merafkastet direkte fra fonden, ville der ske beskatning efter carried interestreglerne.
Skatterådet bekræftede, at en ændring af bonusaftalen ikke ville udløse afståelsesbeskatnintg, heller ikke ved aftale om årlige a'conto-udbetalinger, dog under forudsætning af, at der ikke allerede er realiseret beløb til beskatning ud over almindeligt afkast.
|
|