Indhold

Dette afsnit giver eksempler på, hvilke informationer beskrivelsen af koncernens organisatoriske struktur skal indeholde efter BEK nr. 42 af 24. januar 2006 § 4.

Afsnittet indeholder:

  • Indholdet af beskrivelsen
  • Hvordan kan beskrivelsen laves

Indholdet af beskrivelsen

Beskrivelsen skal give SKAT et overblik over den organisatoriske struktur i koncernen og skal også indeholde en beskrivelse af de primære forretningsmæssige aktiviteter for virksomheden og de forbundne parter, som virksomheden har haft transaktioner med. Se BEK nr. 42 af 24. januar 2006 § 4, stk. 2, nr. 2.

Bemærk

Det er tilstrækkeligt at beskrive den forretningsmæssige aktivitet for de forbundne parter, som virksomheden har haft kontrollerede transaktioner med. Ofte vil det dog være hensigtsmæssigt at udvide beskrivelsen til at omfatte hele koncernen - eventuelt på forretningsdivisionsniveau.

Hvordan kan beskrivelsen laves

Ved beskrivelsen af virksomheden og de kontrollerede transaktioner kan det være praktisk at beskrive virksomheden på et mere overordnet niveau. Denne overordnede beskrivelse af virksomheden kan indgå ved beskrivelsen af koncernens organisatoriske struktur.

Eksempelvis kan virksomheden og de forbundne parter, på et overordnet niveau, opdeles i forhold til deres forretningsmæssige aktivitet:

  • Produktionsvirksomhed
  • Salgsvirksomhed
  • Servicevirksomhed.

Inden for hver forretningsmæssig aktivitet kan man eventuelt yderligere klassificere virksomheden afhængig af, hvor kompleks og risikobetonet aktiviteten i virksomheden er. Indenfor transfer pricing-terminologien skelnes der ofte mellem kompleksiteten af virksomheden i forhold til de kontrollerede transaktioner. Herved forstås, at omfanget af de involverede aktiver, de påtagne risici og de udførte funktioner kan være meget forskellig fra virksomhed til virksomhed.

Eksempel

Dette eksempel viser, lidt forsimplet, hvordan koncernen kan tilføje oplysninger om koncernens organisatoriske struktur, ved at tilføje yderligere oplysninger til den tegning, der viser koncernens juridiske struktur.

Visning af billede: eks1

  • P P er hjemmehørende i Polen. Selskabet producerer på kontrakt for det danske moderselskab M DK. P P sælger hele sin produktion af varer (TP1) til M DK.
  • R&D DK er hjemmehørende i Danmark. Selskabet er en servicevirksomhed, der foretager forskning og udviklingsopgaver på kontrakt (TP3) for moderselskabet M DK.
  • S er salgsvirksomheder med begrænset ansvar. Først og fremmest ejer S ikke de mest betydningsfulde immaterielle rettigheder. S har ikke funktioner og risici udover, hvad der kendetegner en salgsvirksomhed med såkaldt begrænsede risici. S afholder ikke væsentlige omkostninger til salgs- og markedsføringsaktiviteter. S er hjemmehørende i flere europæiske lande. Således er

             S1 er hjemmehørende i Sverige

             S2 er hjemmehørende i Norge

             S3 er hjemmehørende i Tyskland

             S4 er osv....

  • M DK er hjemmehørende i Danmark. Selskabet er moderselskab for koncernen og leverer serviceydelser (TP4) og finansiering (TP5) til alle S selskaberne. Desuden sælger M DK varer (TP2) til datterselskaberne S.