Skatteyderen var ansat som bygningskonstruktør i en dansk koncern. Han blev udstationeret til Kina, hvor den danske koncern havde et datterselskab. Under udstationeringen var han fuldt skattepligtig til Danmark. Hans ansættelsesaftale med det danske selskab gjaldt fortsat under udstationeringen, for hvilken der tillige var indgået en særlig udstationeringsaftale, hvoraf fremgik, at han tiltrådte hos det kinesiske datterselskab.

Landsskatteretten havde fundet, at skatteyderen havde pligt til at betale arbejdsmarkedsbidrag, idet man efter en samlet vurdering fandt, at skatteyderen under udstationeringen i Kina havde en dansk arbejdsgiver. Landsskatteretten lagde overvejende vægt på, at den oprindelige ansættelsesaftale stod ved magt, at ansættelsesforholdet er undergivet funktionærloven m.v. Dette gjaldt, uanset at det kinesiske datterselskab havde refunderet det danske selskabs udgifter til skatteyderen. Flertallet fandt imidlertid, at to kendelser afsagt af Landsskatteretten (SKM2003.576.LSR og SKM2004.63.LSR) var udtryk for en skærpende praksisændring, hvorfor praksisændringen først havde virkning fra offentliggørelsen af den første afgørelse den 18. december 2003.

Ministeriet indbragte sagen for domstolene og gjorde gældende, at der ikke eksisterede en fast administrativ praksis, som skatteyderen kunne påberåbe sig. Ministeriet var enig i Landsskatterettens vurdering af, at skatteyderen har haft en dansk arbejdsgiver, og at han skulle betale arbejdsmarkedsbidrag.

Skatteyderen accepterede ministeriets påstand for domstolene (tidl. SKM2006.664.LSR)