Indhold

Afsnittet handler om, hvornår erhvervelse af varer fra andre EU-lande er fritaget for moms. Se ML § 35.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Definition: Erhvervelse
  • Erhvervelse: Når tilsvarende varer kan sælges momsfrit her i landet
  • Trekantshandel
  • Erhvervelse: Når erhververen kan få momsen tilbage.

Lovgrundlag

ML § 35 har følgende ordlyd:

"§ 35. Erhvervelse af varer fra andre EU-lande er fritaget for afgift, når

1) tilsvarende leverancer her i landet af sådanne varer foretaget af registrerede virksomheder er fritaget for afgift,

2) en udenlandsk virksomhed, der er registreret for merværdiafgift i et andet EU-land, sælger varer her i landet, som er erhvervet fra et andet EU-land end det land, hvor virksomheden er registreret (trekantshandel), og den registrerede varemodtager her i landet betaler afgiften, jf. § 46, stk. 1, nr. 1. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om den udenlandske virksomheds dokumentation for, at afgift ikke skal betales af virksomheden.

Stk. 2. Erhvervelse af varer er fritaget for afgift i samme omfang, som erhververen har ret til godtgørelse efter kapitel 10."

Momsbekendtgørelsens §§ 106-107 har følgende ordlyd:

"§ 106. Registrerede virksomheder (mellemhandlere), der ved erhvervelse af en vare fra et andet EU-land har opgivet dansk registreringsnummer til sælgeren, kan undlade at angive erhvervelsen på angivelsen, når det kan godtgøres, at

1) varerne er sendt direkte fra ét EU-land til en registreret varemodtager i et andet EU-land, uden at mellemhandleren er registreret i afsenderlandet eller etableret i modtagerlandet, og

2) varemodtageren svarer afgift på vegne af mellemhandleren.

Stk. 2. Mellemhandleren skal på den i § 97 nævnte angivelse af EU-leverancer særskilt angive følgende oplysninger:

1) Virksomhedens registreringsnummer, navn og adresse samt listeperiode.

2) Den i stk. 1 nævnte varemodtagers registreringsnummer.

3) Den samlede værdi af virksomhedens salg uden afgift til den pågældende varemodtager.

Stk. 3. Ved indgivelse af lister efter stk. 2 finder § 98 tilsvarende anvendelse.

§ 107. Registrerede mellemhandlere, der ikke er etableret her i landet, og som leverer varer direkte fra et andet EU-land til en registreret varemodtager her i landet, kan undlade at lade sig registrere og svare afgift her i landet, når mellemhandleren i det andet EU-land har opfyldt betingelser svarende til de i § 106 anførte betingelser."

Momssystemdirektivets artikel 140 har følgende ordlyd:

"Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:

a) erhvervelse af varer inden for Fællesskabet, når afgiftspligtige personers levering af disse varer under alle omstændigheder er fritaget for afgift på medlemsstaternes respektive område

b) erhvervelse af varer inden for Fællesskabet, når indførslen af disse varer under alle omstændigheder er fritaget i henhold til bestemmelserne i artikel 143, stk. 1, litra a), b) og c) samt e)-l)

c) erhvervelse af varer inden for Fællesskabet, for hvilke erhververen i henhold til artikel 170 og 171 under alle omstændigheder har ret til fuldstændig tilbagebetaling af den moms, der skal betales i henhold til artikel 2, stk. 1, litra b)."

Momssystemdirektivets artikel 141 har følgende ordlyd:

"Hver enkelt medlemsstat træffer særlige foranstaltninger, således at erhvervelser af varer inden for Fællesskabet, som er foretaget på den pågældende medlemsstats område, jf. artikel 40, ikke pålægges moms, når følgende betingelser er opfyldt:

a) erhvervelsen af varer foretages af en afgiftspligtig person, som ikke er etableret i denne medlemsstat, men er momsregistreret i en anden medlemsstat

b) erhvervelsen af varer foretaget med henblik på en efterfølgende levering af disse varer, som foretages i samme medlemsstat af den i litra a) omhandlede afgiftspligtige person

c) de varer, som den i litra a) omhandlede afgiftspligtige person således har erhvervet, forsendes eller transporteres direkte fra en anden medlemsstat end den, hvor han er momsregistreret, til den person, for hvilken han foretager den efterfølgende levering

d) modtageren af den efterfølgende levering er en anden afgiftspligtig person eller en ikke-afgiftspligtig juridisk person, som er momsregistreret i samme medlemsstat

e)  den i litra d) omhandlede modtager er i henhold til artikel 197 blevet udpeget som betalingspligtig for momsen for den levering, der er foretaget af den afgiftspligtige person, som ikke er etableret i den medlemsstat, hvor momsen skal betales."

Definition: Erhvervelse

Ved erhvervelse af en vare forstås erhvervelse af retten til som ejer at råde over en vare, som af sælgeren eller erhververen eller for disses regning sendes eller transporteres til erhververen fra et andet EU-land. Se ML § 11, stk. 2 og afsnit D.A.4.8 om erhvervelser.

At forsendelsen eller transporten sker for sælgerens eller erhververens regning betyder, at det er sælgeren eller erhververen, der står for og betaler for forsendelsen eller transporten.

Bemærk

Hvis varen bliver sendt eller transporteret fra et land uden for EU, er der i stedet tale om indførsel. Se ML § 12, som affattet ved lov nr. 1532 af 27. december 2014, § 19, nr. 1, og afsnit D.A.4.9 om indførsel.

Erhvervelse: Når tilsvarende varer kan sælges momsfrit her i landet

Der skal ikke betales moms ved erhvervelse af varer fra andre EU-lande, når momsregistrerede virksomheders indenlandske salg af tilsvarende varer er fritaget for moms. Se ML § 35, stk. 1, nr. 1.

Der er altså momsfrihed for erhvervelser i samme omfang, som indenlandske vareleverancer er fritaget for moms efter ML § 13 og ML § 34. Se afsnit D.A.5 om momsfritagelser uden fradragsret (for sælger) og afsnit D.A.10.1 om momsfritagelser med fradragsret (for sælger).

Trekantshandel

En trekantshandel opstår, når varer sendes direkte fra en leverandør i et EU-land til den endelige køber i et andet EU-land efter instruktion af en mellemhandler, der bor i et tredje EU-land.

For at der er tale om en trekantshandel i momslovens forstand, er det en betingelse, at mellemhandleren ikke er momsregistreret i afsendelseslandet og ikke er etableret i modtagelseslandet.

Når varer erhverves i Danmark i forbindelse med en trekantshandel, er den udenlandske EU-mellemhandler fritaget for at betale dansk erhvervelsesmoms, når den momsregistrerede køber her i landet betaler momsen. Se ML § 35, stk. 1, nr. 2, momsbekendtgørelsens § 107 og afsnit D.A.13.2.2.1 om købers betaling af erhvervelsesmoms ved en trekantshandel.

Bemærk, at der med ændringerne til momsbekendtgørelsens tidligere §§ 108 og 109 (nu §§ 106 og 107) ved bekendtgørelse nr. 825 af 25. juni 2014 er tale om en teknisk tilpasning af de underliggende direktivbestemmelser. Af hensyn til formuleringen af momssystemdirektivets regler for mellemhandlere ved trekantshandel med varer inden for EU, præciseres det med ændringen, at en mellemhandler ikke må være etableret i modtagerlandet. Før ændringen var det en betingelse, at mellemhandleren ikke er registreret i afsender- eller modtagerlandet. Denne betingelse finder efter direktivet imidlertid kun anvendelse i afsenderlandet.

Eksempel

En tysk momsregistreret mellemhandler køber en vare i Holland for at videresælge den til en dansk momsregistreret virksomhed, og varen sendes direkte fra Holland til Danmark.

Den tyske mellemhandler skal momsregistreres i Danmark, da varerne erhverves og afsættes her.

Mellemhandleren kan undlade at lade sig registrere her og betale erhvervelsesmoms, da modtageren er en momsregistreret virksomhed, der skal betale erhvervelsesmomsen.

Bemærk

Der er særlige regler for EU-salgsangivelse for mellemhandlere. Se afsnit A.B.4.2.2.

Erhvervelse: Når erhververen kan få momsen tilbage

Erhververen er fritaget for at betale moms af erhvervelser i samme omfang, som erhververen har ret til at få momsen godtgjort efter reglerne i ML § 45. Se afsnit D.A.12.

Se også

Se også:

  • Afsnit A.B.4.2.2.2 om angivelse af leverancer af varer ved trekantshandel inden for EU.
  • Afsnit D.A.4.8.1 om erhvervelsesmoms af varer, herunder betingelser for, at danske mellemhandlere kan undlade at betale dansk erhvervelsesmoms i forbindelse med trekantshandel.
  • Afsnit D.A.13.2.2.1 om købers betaling af erhvervelsesmoms ved en trekantshandel.