åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "D.A.5.15.2 Betingelser for momsfritagelse" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for, hvornår personbefordring kan ske momsfrit. Se ML § 13, stk. 1, nr. 15.

Afsnittet indeholder:

  • Hvad kan transporteres momsfrit?
  • Hvilke transportmidler er omfattet?
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Hvad kan transporteres momsfrit?

Momsfritagelsen for personbefordring omfatter kun transport af personer. For eksempel er rutebilstationers ydelser i form af informationstjeneste mv., salg af billetter, klippekort, periodekort samt varetagelse af refusioner vedrørende buskort, udlevering/salg af rutekøreplaner, rejsebestemmelser og fragtbreve, udlevering af tjenesteforsendelser til chauffører og busvognmænd, ikke omfattet af momsfritagelsen vedrørende personbefordring. Se SKM2011.609.SR. Transport af personers medfølgende bagage vil dog kunne ske momsfrit i det omfang, der ikke opkræves særskilt betaling for dette. Se Momssystemdirektivets bilag X, del B, nr. 10.

I forbindelse med befordring til eller fra udlandet omfatter fritagelsen dog passagernes ledsagende bagage og transportmidler, uanset om der opkræves særskilt betaling. Se ML § 13, stk. 1, nr. 15, 3. pkt.

Transport af andre varer er momspligtig.

Bemærk

Bestemmelsen i 3. pkt. er indsat ved lov nr. 277 af 27. marts 2012 med virkning fra 1. april 2012. Før da fandtes bestemmelsen i den daværende ML § 45, stk. 3.  

Hvilke transportmidler er omfattet?

Momsfritagelsen for personbefordring omfatter som udgangspunkt transport af personer med alle former for transportmidler, bortset fra turistbuskørsel. Momsfritagelsen for personbefordring omfatter eksempelvis:

  • Buskørsel
  • Togtransport
  • Hyrevognskørsel
  • Ambulancekørsel
  • Færgeoverførsel
  • Flytransport.

Buskørsel

Momsfritagelsen for buskørsel omfatter kun befordring af personer med busser, der foregår som rutekørsel. Se ML § 13, stk. 1, nr. 15. Turistbuskørsel er derfor momspligtig.

Ved en bus i momslovens forstand forstås et køretøj, der i forbindelse med den konkrete befordring er indrettet til befordring af mere end 9 personer, inkl. føreren.

Det følger heraf, at et køretøj, som oprindeligt er indrettet til transport af mere end 9 personer inkl. føreren, men som er godkendt til transport af personer i kørestole, ikke skal betragtes som en bus på de ture, hvor antallet af sæder i køretøjet er ændret til højst 9 inkl. førerens. Der skal derfor ikke beregnes moms ved kørsel på disse ture.

Afgrænsningen af rutekørsel følger definitionen på rutekørsel i § 19 i lov om trafikselskaber. Definitionen svarer til definitionen i den nu ophævede § 2 i lov om buskørsel.

Togtransport

Momsfritagelsen for personbefordring omfatter også togtransport med passagerer. Se SKM2009.456.LSR.

Hyrevognskørsel

Momsfritagelsen for personbefordring omfatter hyrevognskørsel med passagerer. Kørsel med varer er derimod ikke omfattet.

Hyrevognmænd er derfor momspligtige af kørsel med varer og lejlighedsvis kørsel med hastende småforsendelser uden ledsager. Se SKM2003.133.TSS.

En hyrevognmands salg af reklameydelser i form af lysskilte og streamers m.v. er også momspligtig. Sidstnævnte gælder også, hvis ydelsen leveres i underentreprise for bestillingskontorer og taxasammenslutninger.

Ambulancekørsel

Ambulancekørsel og sygetransport er omfattet af momsfritagelsen.

Færgeoverførsel

Udenrigs færgeoverførsel af passagerer og eventuelle ledsagende transportmidler, som cykler, motorcykler, personbiler samt busser (også turistbusser) med passagerer til andre EU-lande eller til tredjelande er momsfritaget.

Færgeoverførsel af lastbiler, tomme busser m.v. betragtes dog som selvstændig momspligtig varetransport.

Ved indenrigs færgeoverførsel er det kun selve befordringen af passagererne, der er fritaget for moms.. Ledsagende transportmidler betragtes som momspligtig varetransport. Hvis der udstedes fællesbillet for bil og fører, skal der, når ydelserne specificeres, kun betales moms af den del af billetprisen, der handler om overførsel af bilen. Se D.A.8.1.1.8 om salg af færgebilletter.

Se også

Se også afsnit D.A.11.1.3.8 om fradrag for moms for udenrigspersontransport. Efter ML § 37, stk. 8, kan transportvirksomheder (fx rederier og luftfartsselskaber), som har betalt moms her i landet i forbindelse med befordring af personer med ledsagende bagage og transportmidler til eller fra udlandet, få fradrag for momsen.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2009.456.LSR

Landsskatteretten stadfæstede et bindende svar, hvor det var afgjort, at persontransport med en lokal togbane beliggende ved en turistattraktion var omfattet af momsfritagelsen for persontransport.

Skatterådet har efterfølgende taget stilling til ændrede faktiske forhold i SKM2012.324.SR. Togbanen er momspligtig, når den af Trafikstyrelsen anses som en offentlig forlystelse.
SKAT

SKM2015.34.SR

►Skatterådet kan ikke bekræfte, at spørgers tilrådighedsstillelse af akutlægebil med fører under de nærmere anførte omstændighederne er omfattet af momspligten. Under hensyn til det aftalte mellem parterne må ydelsen i stedet anses for momsfritaget personbefordring.

Rådet kan heller ikke bekræfte, at såfremt ydelsen faktureres i 3 selvstændige dele, så bliver disse hver især momspligtige.◄

 

 SKM2013.605.SR

 Skatterådet bekræfter, at en virksomheds levering af flytransport til faldskærmsklubber er momsfrit, jf. momsloven § 13, stk. 1, nr. 15

 

SKM2012.622.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at spørgers levering af erstatningskørsel vedrørende skolerejser til en selvstændig offentlig virksomhed, som driver jernbanevirksomhed, er momsfritaget i henhold til momsloven § 13, stk. 1, nr. 15.

 

SKM2012.512.SR

Skatterådet bekræfter, at spørgers erhvervsmæssige persontransport af personer i køretøjer, som kunderne råder over, ikke er momspligtig.

Spørgers virksomhed tilbyder at fragte personer og deres køretøjer hjem, dvs. at spørger stiller chauffør til rådighed med taxikørekort, til at fragte kunden og hans bil hjem, fx i situationer, hvor kunden har drukket for meget til at kunne køre bil.

 

SKM2012.324.SR

Skatterådet bekræfter, at indtægter der opkræves som særskilt betaling hos besøgende for en tur med et tog i en turistattraktion er momspligtig, når jernbanen af Trafikstyrelsen anses som en offentlig forlystelse.

 

SKM2011.609.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at rutebilstationernes ydelser i form af tilrådighedsstillelse af bl.a. opholdsarealer, ventesale, toiletter mv. til de rejsende, chaufførlokaler, lokaler til brug for billetsalg og ekspedition af gods og adgangs- og opholdsarealer til busser kan momsfritages som udlejning af fast ejendom. Skatterådet kunne endvidere ikke bekræfte, at rutebilstationernes ydelser i form af bl.a. telefonisk informationstjeneste, salg af billetter, klippekort mv., udlevering/salg af rutekøreplaner mv. er momsfritaget som en personbefordringsydelse.