Indhold

Afsnittet indeholder:

• Regel
• EU-regulering af livsforsikringsselskaber og pensionskasser
• Beskrivelse af traditionelle danske livsforsikrings- og pensionskasseordninger
• Beskrivelse af unit-linked ordninger.

Regel

Det skattepligtige afkast af ordninger i livsforsikringsselskaber, pensionskasser og pensionsfonde, der er omfattet af PAL § 1, stk. 1, nr. 1 og 4 opgøres på depotniveau - som værdiudviklingen af pensionstagerens depot. Se PAL § 4, stk. 1.

Formålet med at beskatte på depotniveau er, at hele forrentningen af den skattepligtiges depot bliver beskattet.

Ordninger i livsforsikringsselskaber og pensionskasser er karakteriseret ved at indeholde et forsikringselement. Den enkelte pensionstagers afkast er således ikke nødvendigvis direkte relateret til afkastet af bestemte underliggende aktiver. En undtagelse hertil er unit-linked ordninger, hvor pensionstagerens afkast er direkte relateret til bestemte underliggende aktiver.

Det skattepligtige afkast af ordninger i livsforsikringsselskaber, pensionskasser og pensionsfonde, der er omfattet af PAL § 1, stk. 1, nr. 1, opgøres som forskellen mellem

• værdien af forsikringens depot ved indkomstårets udgang (ultimodepotet) korrigeret efter PAL § 4, stk. 3 og
• værdien af forsikringens depot ved indkomstårets begyndelse (primodepotet) korrigeret efter PAL § 4, stk. 4.

Der bortses fra overførsler til depotet, der er blevet regnet med til beskatningsgrundlaget efter PAL § 4, stk. 5. Se afsnit C.G.2.3.2.2 Særlige forhold ved krav på en andel af ufordelte bonusreserver (PAL § 4, stk. 5) og afsnit C.G.2.3.2 om opgørelse af beskatningsgrundlaget af pensionsordninger i livsforsikringsselskaber, pensionskasser og pensionsfonde efter PAL § 4.

Der er valgmulighed mellem at opgøre beskatningsgrundlaget efter PAL § 4 eller § 4 a. Valget er bindende og træffes, når beskatningen efter PAL indtræder. Se PAL § 4 a, stk. 1. 

Efter PAL § 31, stk. 3 kan skatteministeren dog fastsætte administrative regler vedrørende omgørelse af valget mellem opgørelse af beskatningsgrundlaget efter PAL § 4 eller § 4 a. Disse regler er udmøntet i § 3 i Bekendtgørelse nr. 1138 af 22. oktober 2014. Pensionsinstitutter kan omgøre valget af opgørelsesmetode i følgende tre situationer: 1) Ved overtagelse eller tilkøb af en ny bestand af kunder, hvor det afgivende pensionsinstitut har opgjort beskatningsgrundlaget for bestanden efter en anden metode end den, det modtagende pensionsinstitut anvender. 2) Ved fusion af pensionsinstitutter, hvor de fusionerede pensionsinstitutter ikke har opgjort beskatningsgrundlaget efter samme metode. 3) Ved indtræden i et forsikringsadministrationsfællesskab, der opgør beskatningsgrundlaget efter en anden metode end den, pensionsinstituttet har anvendt forud for indtræden i forsikringsadministrationsfællesskabet.

Omgøres valget af opgørelsesmetode efter PAL § 4 eller § 4 a i løbet af indkomståret, finder § 23, stk. 4, 3.-6. pkt., tilsvarende anvendelse. Se mere herom i afsnit C.G.4.1.3.1.

PAL § 4 a er en mulighed for at opgøre beskatningsgrundlaget efter en mere direkte metode, hvor der som udgangspunkt kun sker beskatning af aftalte rente og rentebonus, der tilskrives den pensionsberettigedes depot.

Se afsnit C.G.2.3.3 om opgørelse af beskatningsgrundlaget af pensionsordninger i livsforsikringsselskaber, pensionskasser og pensionsfonde efter PAL § 4 a.

Bemærk

Der kan ikke ske modregning af negativ PAL-skat mellem to skattesubjekter.

Negativ PAL-skat opgjort efter PAL §§ 4-4a, kan udelukkende fradrages i PAL-skat opgjort efter PAL §§ 4-4a vedrørende den samme pensionsopsparer i et senere indkomstår og ikke i PAL-skat opgjort efter PAL § 7 eller § 8. Det samme gælder for negativ PAL-skat opgjort efter PAL §§ 7 og 8. Der henvises til bemærkningerne til § 17, stk. 1 i L 10 af 28. november 2007.

EU-regulering af livsforsikringsselskaber og pensionskasser

Livsforsikringsselskabers aktiviteter er inden for EU reguleret af direktiv nr. 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring. Direktivet vedrører adgangen til direkte livsforsikring, der er udøvet gennem selskaber etableret i en medlemsstat. Direktivet er også gennemført af EØS-landene.

Pensionskassers aktiviteter er inden for EU reguleret af direktiv nr. 2003/41/EF af 3. juni 2003.

Beskrivelse af traditionelle danske livsforsikrings- og pensionskasseordninger

Størstedelen af pensionsordninger i danske livsforsikringsselskaber og pensionskasser er baseret på et forsikringsteknisk system med garanterede pensionsydelser. Garantisystemet er ikke et specielt dansk fænomen. Det kendes i forskellige varianter over alt i verden som et karakteristisk grundtræk ved livs- og pensionsforsikring.

Sammenhængen mellem pensionstilsagnet og pensionsbidraget er herved baseret på nogle forudsætninger om rente, dødelighed, invaliditetshyppighed og omkostninger - sammenhængen fremgår af livsforsikringsselskabets og pensionskassens tekniske grundlag. Populært sagt kan selskabet med videre beregne, hvad der kan udbetales i alderspension, når man forudsætter en fremtidig rente (grundlagsrenten), og når man tager højde for, at der løbende skal trækkes fra til omkostninger til forsikringens administration, til pension til dem, der bliver invalide, og endelig når man regulerer for, at nogle dør før normal pensionsalder.

Al forsikring går i princippet ud på at dele risici mellem forsikringsbestandens deltagere. Det gælder også for livs- og pensionsforsikring. Blandt deltagerne i et risikofællesskab foregår der derfor en omfordeling. Omfordelingen er åbenbar i forbindelse med invaliditet og dødsfald. De, der er raske, betaler via deres præmier erstatning til dem, der mister arbejdsevnen. Ved dødsfald betaler fællesskabet erstatning til de efterladte for tab af forsørgelse. Også ved aldersdækning foregår der en omfordeling. Alderspensionen dækkes af bestandens opsparing, men de, der dør tidligere end gennemsnittet, betaler ved at give afkald på videre betaling til fordel for dem, der lever længere.

Forsikringstageren betaler for selskabets overtagelse af risikoen for indtræden af risikobegivenheden ved et fradrag i præmien, en såkaldt risikopræmie. Omvendt er der også en sandsynlighed for, at risikoen aldrig aktualiseres - i så fald fordeles forsikringstagerens opsparing til de andre forsikringstagere.

For at have sikkerhed for, at selskabet med videre til sin tid har tilstrækkelige midler til at opfylde pensionstilsagnene, er forudsætningerne omkring rente, risiko og omkostninger fastsat på forsigtigt grundlag.

De - forsigtige - forudsætninger omkring rente, risiko og omkostninger m.fl., der er lagt til grund for beregningen af præmien eller pensionsydelsen, indebærer, at selskabet mv. opnår en gevinst på de indgåede pensionsaftaler. Denne gevinst giver anledning til, at selskabet mv. kan yde bonus.

Der kan knyttes et bidrag til bonus til hvert bonuselement:

• Rentebonus skyldes, at selskabet opnår en større forrentning end forudsat ved præmieberegningen.
• Risikobonus skyldes forskellen mellem den dødelighed og den invaliditet, der er forudsat i det tekniske grundlag, og de faktiske forhold.
• Omkostningsbonus hidrører fra et lavere omkostningsniveau end forudsat i det tekniske grundlag.

Bonus opstår således ud fra overskuddet på rente- risiko- og omkostningselementerne.

Selskabet med videre skal løbende tage stilling til, hvor stor en andel af det realiserede resultat, som pensionskunderne skal have i form af bonus. Hvis der ikke er aftalt andet, vil der for bonusberettigede forsikringer gælde, at egenkapitalens andel af det realiserede resultat følger af kontributionsbekendtgørelsen.

Ved det realiserede resultat forstås regnskabsperiodens forsikringstekniske resultat reguleret for blandt andet overført investeringsafkast, PAL-skat, bonus, særlige bonushensættelser og ændringer i markedsværdireguleringen. Se § 2 i bekendtgørelse nr. 358 af 4. april 2010 om kontributionsprincippet.

De danske selskaber, der arbejder med depotrenter, fastsætter traditionelt depotrenten i december måned forud for det følgende kalenderår, og depotrenten må derfor basere sig på en prognose over investeringsafkastet for det følgende år samt resten af indeværende år. Depotrenten er den rente, en livsforsikrings kontoreserve forrentes med, dvs. rente i henhold til aftalen + rentebonus.

Rentetilskrivningen baserer sig i de traditionelle ordninger på gennemsnitsrenteprincippet.

Gennemsnitsrenteprincippet betyder, at forrentningen af en livsforsikrings opsparede reserve ikke er knyttet til bestemte værdipapirer eller investeringer, men derimod til det afkast, som forsikringsselskabet i gennemsnit opnår af alle sine investeringsaktiver. Det afkast, den enkelte forsikringstager får, er derfor grundlæggende uafhængigt af, om han eller hun har købt forsikringen på et tidspunkt, hvor renten er høj eller lav. Princippet betyder, at alle medlemmer af ordningen i det enkelte år får tilskrevet rente efter samme rentesats, uanset hvilken grundlagsrente der blev anvendt, da pensionsaftalen blev indgået.

I danske selskaber med videre anvendes bonus sædvanligvis til proportional opskrivning af forsikringerne (køb af tillægsforsikring). Bonus kan dog også opsamles på en særlig konto, der »tilhører« den enkelte forsikringstager, og udbetales med renter, når forsikringen udgår af bestanden, enten ved forsikringsbegivenhedens indtræden eller ved forsikringens udløb (bonusopsamling), til at nedsætte de fremtidige pensionsbidragsindbetalinger eller udbetales kontant.

Beskrivelse af unit-linked ordninger

Ønsker man som pensionsopsparer at have direkte indflydelse på investeringen af ens pensionsmidler, er der et alternativ, som er pensionsprodukter omfattet af forsikringsklasse III - såkaldte unit-linked ordninger.

I unit-linked ordninger følger pensionsopsparerens afkast de investeringer, der rent faktisk er foretaget (markedsafkastet). Der kan dog tegnes forskellige former for garanti i tilknytning til unit-linked ordninger - fx en 0-procent garanti - dog typisk kun mod eksplicit betaling og indskrænkning af porteføljevalget. I rene unit-linked ordninger, dvs. ordninger uden tilknyttet garanti, vil pensionsopspareren hvert år få tilskrevet det faktiske afkast, både positivt og negativt. I de senere år er dog opstået ordninger, hvorefter afkastet udjævnes over tid.

Unit-linked pensionsordninger giver kunden mulighed for at sammensætte en portefølje af forskellige værdipapirer.

I unit-linked ordningerne betaler kunden et gebyr ved indskud og et gebyr, hvis kunden vil trække indskuddet ud igen. Hertil kommer et løbende årligt gebyr, samt kurtage ved omlægning af kundens portefølje. Er der tilknyttet en garanti til ordningen, vil der ofte skulle betales særskilt for den.