Klagen vedrører omkostningsgodtgørelse.

Landsskatterettens afgørelse
SKAT har afslået foreningens ansøgning om omkostningsgodtgørelse med henvisning til, at foreningen er omfattet af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, således at foreningens ansøgning om omkostningsgodtgørelse på 9.663,28 kr. imødekommes, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. skatteforvaltningslovens § 53, stk. 1.

Sagens oplysninger
Andelsboligforeningen H1 er en andelsboligforening med 12 andelsboliger.

Ved klageskrivelse af 13. august 2009 har foreningen klaget til Landsskatteretten over en afgørelse fra vurderingsankenævnet om fradrag i grundværdien for forbedringer i foreningens ejendom.

Foreningens advokat har den 30. september 2009 udstedt salærnota nr. 2305 for sin bistand i sagen. Salæret udgør 19.326,56 kr., inkl. moms.

Ved ansøgning af 13. oktober 2009 har foreningen ansøgt SKAT om omkostnings-godtgørelse (a conto) med 50 % af beløbet på 19.326,56 kr., dvs. 9.663,28 kr.

SKATs afgørelse
SKAT har afslået foreningens ansøgning om omkostningsgodtgørelse.

Da foreningen er skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og klagen er indgivet efter den 14. juni 2009, er foreningen ikke berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Foreningens påstand og argumenter
Foreningens advokat har fremsat påstand om, at foreningens ansøgning om omkostningsgodtgørelse imødekommes.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslag nr. L 202 af 22. april 2009, hvor bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, blev foreslået indført.

Hensigten med lovændringen var at fjerne tilskyndelsen til at tilbageholde oplysninger eller udskyde rådgiverarbejde i skattesager. Tilskyndelsen bestod i, at der var omkostningsgodtgørelse for domstols- og landsskatteretssager, men ikke for sager ved 1. instans.

Tilskyndelsen blev fjernet ved at ophæve adgangen til omkostningsgodtgørelsen for visse selskaber m.v. og samtidig give juridiske personer fradragsret for udgifter til rådgivere i alle instanser.

Denne løsning fungerer selvfølgelig ikke for juridiske personer, som ikke betaler skat, da fradraget for sådanne personer er uden værdi.

Af lovbemærkningerne fremgår således også klart, at omkostningsgodtgørelsesmuligheden alene mistes for de juridiske personer, der reelt betaler skat efter selskabsskatteloven og dermed kan opnå fradrag i stedet for. Som eksempel nævnes, at selskaber m.v., som egentlig er omfattet af selskabsskattelovens §§ 1 eller 2, alligevel ikke mister adgangen til omkostningsgodtgørelse, hvis de er fritaget efter lovens § 3.

På baggrund af forarbejderne må det konkluderes, at der med lovtekstens formulering "Skattepligtige efter selskabsskattelovens §§ 1 eller 2" menes de juridiske personer, der er omtalt i de nævnte bestemmelser, og som reelt er skattepligtige. I overensstemmelse hermed er for eksempel visse almennyttige boligselskaber efter praksis også omkostningsgodtgørelsesberettigede, selvom de er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, da disse efter en anden bestemmelse i selskabsskatteloven (§ 3, stk. 1, nr. 6) kan blive fritaget for skattepligt.

I henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, jf. § 1, stk. 4, er andelsboligforeninger kun skattepligtige, såfremt de udlejer lejligheder i ejendommen. Dette forklares således i SKM2008.791.DEP (www.skat.dk):

"Lejligheder, som udlejes til ikke-andelshavere, anvendes erhvervsmæssigt af foreningen. Det skyldes, at udlejning af fast ejendom anses for erhvervsmæssig virksomhed for foreningen. Denne erhvervsmæssige virksomhed er skattepligtig for andelsboligforeningen, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, jf. stk. 4. Lejligheder, som anvendes af andelshavere, anvendes ikke erhvervsmæssigt af foreningen. Det skyldes, at omsætning med medlemmer ikke er erhvervsmæssig virksomhed, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 5."

Andelsboligforeningen H1 udlejer ikke nogen lejligheder, idet ejendommens samtlige etageareal anvendes af andelsbolighavere. Foreningen er dermed ikke skattepligtig og vil derfor ikke kunne opnå fradrag for udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med skattesager.

Det er således et faktum, at foreningen ikke er skattepligtig efter selskabsskattelovens §§ 1 eller 2. Foreningen er derimod fritaget for skattepligt i medfør af § 1, stk. 1, nr. 6, jf. § 1, stk. 4.

Lovbemærkningerne og hensigten med bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, tilsiger, at "Skattepligtige" juridiske personer i bestemmelsens forstand kun er dem, der rent faktisk betaler skat efter de nævnte bestemmelser i selskabsskatteloven. Det har derfor ikke været hensigten med lovændringen, at en juridisk person som foreningen, der ikke har fradrag for rådgiverudgifter, skulle miste adgangen til omkostningsgodtgørelse. Tværtimod fremgår det udtrykkeligt af lovbemærkningerne, at de juridiske personer, der mister adgangen til omkostningsgodtgørelse, er dem, der kan opnå fradrag for rådgiverudgifterne.

Foreningen bør stilles på samme måde som de almennyttige boligselskaber, der kan opnå omkostningsgodtgørelse, selvom de umiddelbart er omfattet af selskabsskattelovens § 1, fordi de som følge af en anden bestemmelse i loven (§ 3) reelt er fritaget for skattepligt.

Foreningen bør dermed have ret til omkostningsgodtgørelse.

Det kan ikke have været lovgivers intention, at parcelhusejere, almennyttige boligselskaber og ejerlejlighedsforeninger alle er berettiget til omkostningsgodtgørelse, mens andelsboligforeninger, som ikke kan have glæde af et fradrag for rådgiverudgifter, omvendt ikke skulle være berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Efterfølgende fremlagte oplysninger
Foreningens advokat har over for Landsskatteretten fremlagt kopi af foreningens årsrapport for 2009. I årsrapporten er der ikke opført nogen udgifter til skat. Det fremgår ej heller i øvrigt af årsrapporten, at foreningen er skattepligtig.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, har følgende ordlyd:

"Følgende juridiske personer er ikke godtgørelsesberettigede:

1) Skattepligtige efter selskabsskattelovens §§ 1 eller 2.

2) Skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1."

Selskabsskattelovens § 1, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Skattepligt i henhold til denne lov påhviler følgende selskaber og foreninger mv., der er hjemmehørende her i landet:

(...)

6) andre foreninger, korporationer, stiftelser, legater og selvejende institutioner, jf. dog § 3, for så vidt foreningen mv. ikke er omfattet af fondsbeskatningsloven. Skattepligten omfatter alene indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed samt fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed."

Selskabsskattelovens § 1, stk. 4, har følgende ordlyd:

"Som indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed for de i stk. 1, nr. 6, omhandlede foreninger mv. betragtes indtægt ved næringsvirksomhed eller anden forretningsvirksomhed, herunder indtægt ved drift, udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom. I tilfælde, hvor der er tillagt en forening mv. en ret til andel i overskuddet af en erhvervsvirksomhed, som ikke drives af den pågældende forening selv, betragtes den heraf flydende indtægt ligeledes som erhvervsmæssig indtægt for foreningen mv.; dette gælder dog ikke for hjælpe- og understøttelsesfonds for de i en virksomhed ansatte eller tidligere ansatte funktionærer eller arbejdere eller deres pårørende."

Selskabsskattelovens § 3 har følgende ordlyd:

"Undtaget fra skattepligten er:

(...)

6) Landsbyggefonden samt boligorganisationer, der er godkendt af kommunalbestyrelsen til at udøve almen boligvirksomhed, for så vidt indtægterne - bortset fra normal forrentning af en eventuel indskudskapital - ifølge vedtægtsmæssig bestemmelse udelukkende kan anvendes til fremme af alment boligbyggeri eller lignende af boligministeren godkendt formål, herunder salg af almene familieboliger efter kapitel 5 a i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. Boligorganisationer er fritaget for skattepligt, selv om de har aktiviteter i form af produktion af elektricitet og varme, som medfører, at betingelserne i 1. pkt. ikke er opfyldt. Fritagelsen gælder dog ikke for indtægt ved produktion af elektricitet og varme. Betingelserne i 1. pkt. er opfyldt, selv om boligorganisationen eller en afdeling af boligorganisationen udøver aktivitet, der falder uden for det i 1. pkt. nævnte hovedformål, såfremt disse aktiviteter udøves i et skattepligtigt datterselskab. Ved udlejning til andet end boligformål, som er omfattet af boligorganisationens hovedformål, eller som den 31. december 2005 er omfattet af § 6, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., er det dog ikke et krav, at udlejning sker gennem et skattepligtigt datterselskab.

(...)"

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, blev indført ved lov nr. 525 af 12. juni 2009 med virkning for sager, der er indbragt eller anlagt den 14. juni 2009 eller senere.

Af lovforslaget (L 202 af 22. april 2009) fremgår under de almindelige bemærkninger:

"Det foreslås, at adgangen til omkostningsgodtgørelse afskaffes for selskaber, fonde m.v., som er skattepligtige. I stedet skal de skattepligtige kunne fratrække udgifterne til klage- og genoptagelsessager i den skattepligtige indkomst.

Baggrunden for forslaget er, at der efter de gældende regler er en vis risiko for udnyttelse af reglerne om omkostningsgodtgørelse. De godtgørelsesberettigede har således et incitament til ikke at fremlægge dokumentation i skattesager, så længe de er under behandling hos SKAT, men til at vente, til SKAT har truffet en afgørelse i sagen, således at dokumentationen først fremkommer under en efterfølgende klagesag, hvor der kan opnås godtgørelse for udgifterne.

Når adgangen til omkostningsgodtgørelse ved klageinstanserne afskaffes og erstattes af fradragsret, opnås, at omkostningerne til fremskaffelse af dokumentation i skattesager skattemæssigt behandles ens, uanset på hvilket tidspunkt under behandlingen af sagen dokumentationen fremlægges. Herved undgås en unødig belastning af klagesystemet.

Der findes ikke at være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved at afskaffe adgangen til omkostningsgodtgørelse for skattepligtige selskaber, fonde m.v., når omkostningerne i stedet gøres fradragsberettigede, og når der henses til, at der i sager, som tabes af Skatteministeriet, tilkendes den skattepligtige sagsomkostninger efter de almindelige regler herom."

Under bemærkningerne til bestemmelsen er anført:

"§ 53 indeholder regler om, hvilke personer der er berettigede til omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapital 19. Som nævnt i de almindelige bemærkninger, afsnit 3.5., omfatter omkostningsgodtgørelsesordningen efter gældende regler alle fysiske og juridiske personer. Bestemmelsen foreslås omformuleret, således at det fremgår, at skattepligtige efter selskabsskattelovens §§ 1-2 eller fondsbeskatningslovens § 1 ikke længere skal være berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Forslaget medfører, at selskaber og fonde fremover heller ikke vil kunne få omkostningsgodtgørelse til syn og skøn efter skatteforvaltningslovens § 52, stk. 3.

Skattepligtige efter selskabsskattelovens §§ 1-2 er aktieselskaber, anpartsselskaber og en række nærmere opregnede typer af erhvervsdrivende foreninger, forsyningsvirksomheder m.v. samt begrænset skattepligtige selskaber. Skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1 er hovedsagelig fonde omfattet af lov om fonde og visse foreninger eller af lov om erhvervsdrivende fonde.

Omkostningsgodtgørelsesordningen vil fortsat være gældende for fysiske personer, dødsboer og for andre juridiske personer, der hverken er omfattet af selskabsskattelovens §§ 1-2 eller fondsbeskatningslovens § 1, herunder bl.a. staten, kommunerne, anerkendte trossamfund, havne m.v., der er undtaget fra skattepligt efter selskabsskatteloven i medfør af dennes § 3."

Selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, havde oprindeligt (lov nr. 255 af 11. juni 1960) følgende ordlyd:

"6) andre foreninger, korporationer, stiftelser, legater og selvejende institutioner, jfr. dog § 3, for så vidt angår indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed."

Bestemmelsen blev ved lov nr. 146 af 19. marts 1986 ændret til følgende ordlyd:

"6) andre foreninger, korporationer, stiftelser, legater og selvejende institutioner, jf. dog § 3, for så vidt foreningen m.v. ikke er omfattet af lov om beskatning af fonde, visse foreninger og institutter m.v. Skattepligten omfatter alene indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed."

Af lovbemærkningerne til lovforslaget (L 109 af 5. december 1985) fremgår, at der er tale om konsekvensændringer som følge af indførelsen af lov om beskatning af fonde, visse foreninger og institutter m.v. Det er videre anført, at for fonde og foreninger, der ikke er registreringspligtige, gælder selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, fortsat.

Der kan derfor ikke antages at have været lovgivers hensigt, at der skulle ske en ændring af indholdet i bestemmelsen for så vidt angår de ikke-registreringspligtige fonde og foreninger m.v.

Bestemmelsen fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 428 af 25. juni 1993.

Udtrykket "Skattepligtige efter selskabsskattelovens §§ 1 eller 2" i skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2, må i relation til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, antages at skulle forstås som alene at omfatte de nævnte juridiske personer (foreninger m.v.), der har indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed eller fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed. Der er herved henset til den oprindelige ordlyd af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, bemærkningerne i lovforslaget til ændringen i 1986 af denne bestemmelses ordlyd samt bemærkningerne i lovforslaget om indførelse af skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2.

Efter det oplyste har foreningen ikke sådanne indtægter eller fortjenester eller tab.

Foreningen er derfor ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 53, stk. 2.

Foreningen er dermed berettiget til omkostningsgodtgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. § 53, stk. 1.

Foreningens ansøgning om omkostningsgodtgørelse (a conto) med 9.663,28 kr. imødekommes derfor.

Den påklagede afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.