Indhold

Dette afsnit beskriver betingelsen om, at rejsebureauet skal handle i eget navn over for den rejsende, for at ydelsen er omfattet af særordningen for rejsebureauer.

Afsnittet indeholder:

Regel
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

Se også:

Afsnit D.A.17.3 om virksomheder, der skal anvende særordningen for rejsebureauer
Afsnit D.A.17.6 om momsgrundlaget i rejsebureauer.

Regel

Særordningen for rejsebureauer gælder kun for transaktioner udført af rejsebureauer, der handler i eget navn over for den rejsende. Altså gælder ordningen ikke formidlere, som er omfattet af ML§ 27, stk. 3, nr. 3 om udlæg. Se ML § 67, stk. 1.

Afgørelsen af, om virksomheden handler i eget navn, foretages på baggrund af en samlet vurdering af alle relevante forhold vedrørende leveringen, herunder navnlig karakteren af virksomhedens kontraktlige forpligtelser overfor kunderne. Se EU-domstolens dom i sag C-200/04, Ist.

Af forhold/kriterier, som kan tillægges vægt ved vurderingen, er:

om virksomheden er mandatar (agent/befuldmægtigede) i forbindelse med de omhandlede transaktioner, se dommen i sag C-200/04, ISt,
hvem, der udsteder faktura, og til hvem faktura udstedes
til hvem betaling sker
eventuelle agentforbehold,
foreligger der egne standardiserede forretningsbetingelser vedrørende købet, eller finder flyselskabets eller andre tjenesteyderes forretningsbetingelser i stedet anvendelse, se SKM2005.363.LSR og Landsskatterettens bemærkninger i den ikke-offentliggjorte kendelse i j.nr. 09-01661,
om agentforbeholdet er gyldigt overfor den rejsende?

Ad 1. Aftaler om fuldmagt til en formidlingsvirksomhed til som agent/befuldmægtigede i en fuldmagtgivers navn og for dennes regning at udbyde og sælge rejseydelser vil ofte indeholde bestemmelser om, at aftalen ikke dækker tilfælde, hvor formidlingsvirksomheden tillægger egne ydelser eller ydelser fra andre fuldmagtsgivere.

Ad 2. Efter SKATs opfattelse kan der udelukkende lægges vægt på dette kriterium i tilfælde, hvor de andre kriterier, heller ikke samlet, ikke fører til et klart resultat.

Ad 6. Efter SKATs opfattelse skal der ved vurderingen ses bort fra ugyldige agentforbehold. Med ugyldige agentforbehold tænkes der på forbehold, som formidleren som følge af anden lovgivning., f.eks. lov om pakkerejser eller lov om en rejsegarantifond, ikke kan gøre gældende overfor den rejsende.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
EU-domme
C-189/11, C-193/11, C-236/11, C-269/11, C-293/11, C-296/11, C-309/11 og C-450/11	EU-domstolen fandt - modsat EU-Kommissionen - ikke, at særordningen alene kan finde anvendelse på rejser solgt til de rejsende.	Ved redaktionens slutning var SKATs overvejelser om dommens betydning for dansk praksis endnu ikke afsluttet.
Sag C-200/04, Internationale Sprach- und Studienreisen GmbH (ISt)	Sagen vedrørte et erhvervsdrivende selskab, der tilbød ydelser, som fx high school-programmer og collegeprogrammer, som bestod i organisering af sprogrejser og studier i udlandet. Selskabet leverede i eget navn mod betaling af en pakkepris sine kunder et ophold i udlandet på tre til ti måneder og anvendte i den forbindelse ydelser, der blev præsteret af andre afgiftspligtige personer. Domstolen fandt, at ISt i forbindelse med sin virksomhed vedrørende high school-programmerne og collegeprogrammerne udførte transaktioner, der er identiske med eller i det mindste sammenlignelige med dem, som et rejsebureau eller en person, der organiserer turistrejser, udfører. Dommen fastslog, at selskabets virksomhed var omfattet af særreglen om rejsebureauer i direktivets artikel 306 - 310.	For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt IST handler i eget navn, udtalte domstolen, at det følger af retspraksis, at det tilkommer den nationale ret, der behandler en tvist vedrørende anvendelsen af sjette direktivs artikel 26, at undersøge, om denne betingelse er opfyldt. I den forbindelse skal den nationale ret tage alle oplysningerne i sagen i betragtning, især karakteren af den pågældende erhvervsdrivendes kontraktlige forpligtelser over for sine kunder.
SKAT
SKM2011.631.SR	Skatterådet bekræftede, at spørgers formidling af krydstogter under de betingelser, som spørger havde angivet, skulle anses som selvstændige momspligtige ydelser, der ikke er omfattet af særordningen for rejsebureauer. Skatterådet lagde herved vægt på spørgers kontraktlige forpligtelser overfor de rejsende, herunder det forhold, at spørger handlede som mandatar. Der blev yderligere lagt vægt på: agentforbeholdet i spørgers fakturaer mv. det forhold, at det er rederiets forretningsbetingelser, som gælder i forhold til de rejsende, og spørgers agentaftale med rederiet. Spørger havde oplyst, at kunden i alle led ved aftalens indgåelse får oplysning om, at kunden handler med rederiet.
SKM2011.297.SR	Skatterådet bekræftede, at spørgers formidling af udlejning af både og sejlskibe under de betingelser, som var angivet, skulle anses som selvstændige momspligtige ydelser, der ikke er omfattet af særordningen for rejsebureauer. Skatterådet bekræftede endvidere, at spørgers formidling af færgebilletter til private og til busrejsearrangører under de betingelser, som var angivet, skal anses som selvstændige momspligtige ydelser, der ikke er omfattet af særordningen for rejsebureauer. Spørgerens formidlingsaktiviteter i de tre beskrevne situationer skulle derfor behandles efter momslovens almindelige regler, herunder regler om formidling i en andens navn og for en andens regning.
SKM2008.415.SR	Skatterådet fandt, at et rejsebureau, der udbød pakkerejser indeholdende sundheds- og kosmetisk kirurgi på klinikker og hospitaler i udlandet, var momsfritaget efter den dagældende momslovs § 13, stk. 1, nr. 16 (blev ophævet 1. januar 2011). Skatterådet begrundede sin afgørelse med, at virksomheden handlede i eget navn over for kunderne at der til rejsens gennemførelse anvendtes leveringer og ydelser, som blev præsteret af andre afgiftspligtige personer at virksomhedens ydelser måtte anses som omfattet af den EU-retlige særordning for rejsebureauer at prisen for rejse og hotelophold var så forholdsvis høj, at dette ikke kunne betragtes som en ren biydelse.