Praksisændring:
Højesteret har ved dom af 10. oktober 2013, jf. SKM 2013.731. HR, fastslået, at der hverken efter ordlyden eller forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1, er hjemmel til at yde omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand m.v., der ydes efter, at der er truffet afgørelse i klageinstansen.
Højesteret har i sin dom ikke alene taget stilling til, om der kan ydes omkostningsgodtgørelse i det tilfælde, Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage afgørelsen. Højesteret går det skridt videre og fastslår helt overordnet, at der ikke kan ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v., der ydes efter, at der er truffet afgørelse i klageinstansen.
SKAT har siden 2004 fulgt en administrativ praksis, hvorefter der ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v. i tilfælde af hjemvisning af en sag og for afsluttende arbejder, der relaterer sig til en klage - eller retssag, og som er nødvendige for at realisere den trufne afgørelse.
Skatteministeren har den 30. oktober 2014 fremsat et lovforslag, som bl.a. lovfæster denne praksis med en enkelt modifikation. Forslaget indgår til lov om ændring af skatteforvaltningsloven, opkrævningsloven og forskellige andre love (Hurtig afslutning i visse klagesager, omkostningsgodtgørelse i retssager, dækningsrækkefølgen for underholdsbidrag, restanceforebyggelse, momsregistrering af visse virksomheder, forbedret inddrivelse af restancer til det offentlige m.v.), jf. L42.(Folketinget 2014-15). Lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2015 og har på dette punkt virkning for sager, som påklages til en administrativ klageinstans eller indbringes for domstolene den 1. januar 2015 eller senere.
På baggrund af ovennævnte dom fra Højesteret og lovforslaget om lovfæstelse af praksis med en enkelt modifikation finder SKAT ikke grundlag for at opretholde den administrative praksis.
Bortfald af ovennævnte praksis har virkning for sager, som påklages til en administrativ klageinstans eller indbringes for domstolene den 1. januar 2015 eller senere.