Dato for udgivelse
11 Mar 2024 07:17
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
02 Feb 2024 13:49
SKM-nummer
SKM2024.148.HR
Myndighed
Højesteret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-44771-2022-HJR og BS-44692/2022-HJR
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Fradrag og afskrivninger + Udenlandsk indkomst + Personlig indkomst + Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber
Emneord
Forkserskatteordning, skattepligt i danmark, udenlandsk indkomst, 10 års-betingelsen
Resumé

A flyttede den 1. januar 2005 fra Danmark til Y1-land for at arbejde der. Han anmeldte sin flytning til folkeregisteret, og det blev heri registreret, at han var udrejst den 1. januar 2005.


Sagen angik, om A kunne anvende forskerskatteordningen i kildeskattelovens §§ 48 E-F i forbindelse med, 
at han i 2016 flyttede til Danmark. Spørgsmålet var nærmere, om han opfyldt betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, hvorefter den pågældende ikke inden for de seneste 10 år forud for sin ansættelse (tjenesteforholdet) har været skattepligtig til Danmark efter bl.a. kildeskattelovens § 1.
Højesteret lagde til grund, at A ikke rettede henvendelse til de kommunale skattemyndigheder om flytningen til Y1-land eller om, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Han rettede heller ikke henvendelse til skattemyndighederne med oplysninger, der gjorde det muligt for dem at foretage en afsluttende ansættelse. A sørgede således ikke for, at der blev tilvejebragt grundlag for, at skattemyndighederne kunne tage stilling til, om hans fraflytning indebar et ophør af den fulde skattepligt til Danmark. Han var derfor i SKATs systemer fortsat registreret som fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2006-2010, og i overensstemmelse med denne registrering blev der udsendt årsopgørelser til ham for indkomstårene 2006-2010, hvor han var skatteansat som fuldt skattepligtig til Danmark.

Højesteret fandt, at årsopgørelserne for 2006-2010 var gyldige forvaltningsafgørelser, som måtte lægges til grund, når det skulle afgøres, om A "har været skattepligtig" til Danmark som nævnt i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1. Højesteret fastslog herefter, at A ved sin ansættelse i X Kommune den 1. august 2016 ikke opfyldte 10 års-betingelsen i § 48 E, stk. 3, nr. 1, idet A de seneste 10 år forud for den 1. august 2016 havde været skattepligtig til Danmark.
Sagen angik endvidere, om A i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, havde krav på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2006-2010. Højesteret fastslog, at det ikke beroede på en fejl fra skattemyndighedernes side, at A i indkomstårene 2006-2010 fortsat blev ansat som fuldt skattepligtig til Danmark. Der forelå derfor ikke særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at skatteansættelserne for 2006-2010 kunne genoptages efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

På den baggrund fik Skatteministeriet medhold.

Reference(r)

Kildeskattelovens § 10

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 

Kildeskattelovens § 48 E-F

Kildeskattelovens § 1

Henvisning

Den Juridiske Vejledning, 2024-1, C.F.6.1.3

Henvisning

Den Juridiske Vejledning, 2024-1, C.F.1.2.3

Henvisning

A.A.8.2.2.2.2.8

Redaktionelle noter

Tidligere instanser:

Landsskatterettens afgørelser, j.nr.  18-0008835 og 17-00990970, førstnævnte offentliggjort, sidstnævnte ej offentliggjort.

Sagen blev af Københavns Byret henvist til Østre Landsret, hvis dom er offentliggjort som SKM2022.615.ØLR.

Appelliste

Højesterets dom kan tilgås via dette link: Højesterets dom af 2. februar 2024