Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for, hvornår et køretøj skal registreres her i landet som følge af, at køretøjets ejer eller bruger bliver anset for at have bopæl eller hjemsted her i landet.

Afsnittet beskriver samtidig reglerne for, hvornår et udenlandsk køretøj må bruges her i landet.

Afsnittet indeholder:

Hvornår skal et køretøj registreres?
Hvornår har en person bopæl her i landet?
Hvornår har en person bopæl i hjemlandet?
Når ejeren eller brugeren bor i flere stater (dobbeltdomicil)
Når ejeren eller brugeren flytter fra Danmark
Når ejeren eller brugeren flytter til Danmark
Tilladelse til at bruge et udenlandsk køretøj i Danmark
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Hvornår skal et køretøj registreres?

Et køretøj skal som udgangspunkt registreres i Motorregistret, før køretøjet tages i brug på færdselslovens område, hvis køretøjets ejer har bopæl eller hjemsted her i landet. Der er dog visse tilfælde, hvor dette ikke gælder - se eksempelvis nedenfor om dobbeltdomicil.

Med hensyn til, hvornår en køretøj kan anses for at være taget i brug på færdselslovens område, se afsnit E.A.8.5.1.

Se Bekendtgørelse nr. 1315 af 9. december 2014 om registrering af køretøjer (registreringsbekendtgørelsen) § 7 og § 8.

Køretøjet skal ikke registreres i Motorregistret, selvom køretøjets ejer har bopæl eller hjemsted her i landet, hvis

der er en bruger af køretøjet, og denne bruger ikke har bopæl eller hjemsted her i landet og
ejeren har givet afkald på retten til at bruge køretøjet i den aftalte brugsperiode.

Hvis køretøjets ejer ikke har bopæl eller hjemsted her i landet, skal køretøjet dog stadig registreres i Motorregistret, hvis

der er en bruger af køretøjet,
og denne har bopæl eller hjemsted her i landet.

Som bruger anses i denne sammenhæng en fysisk eller juridisk person, der i 30 dage eller mere råder over køretøjet på færdselslovens område. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Motorregistret påhviler i disse tilfælde tillige brugeren af køretøjet .

Se registreringsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, og § 41 om definition af en bruger.

Der vil således være registreringspligt for en herboende, som låner eller lejer et udenlandsk registreret køretøj, og råder over dette på færdselslovens område i 30 dage eller mere. Dette betyder konkret, at der skal betales registreringsafgift og der skal danske nummerplader på køretøjet. SKAT skal underrettes om ibrugtagningen på færdselslovens område inden ibrugtagningen sker, på internetadressen www.skat.dk/motor-udland. SKAT udsteder en elektronisk kvittering for anmeldelsen. Kvitteringen skal medbringes under kørslen og efter anmodning vises til politiet eller SKAT. Køretøjet må her i landet kun føres af den, der har anmeldt ibrugtagningen til SKAT og af personer, der tilhører den pågældendes husstand. Er anmelderen en virksomhed, må køretøjet føres af en ansat i den pågældende virksomhed. Køretøjet skal registreres i Motorregistret senest 30 dage efter, at køretøjet er taget i brug. Se registreringsbekendtgørelsen § 15, stk. 2.

Hvornår har en person bopæl her i landet?

En person anses for at have bopæl her i landet, hvis personen er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet.

Ved bopæl forstås efter cpr-loven: "...det sted(bolig) hvor en person regelmæssigt sover, når denne ikke er midlertidigt fraværende på grund af ferie, forretningsrejse, sygdom eller ligende, og hvor denne har sine ejendele."

En person, der ikke er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet, regnes alligevel for at have bopæl her i landet, hvis

den pågældende opholder sig eller påtænker at opholde sig her i landet i 185 dage eller mere, eller
den pågældende opholder sig eller påtænker at opholde sig her i landet i afbrudte perioder på tilsammen 185 dage eller mere inden for en periode på 12 måneder.

Se registreringsbekendtgørelsen § 8.

En virksomhed regnes for at have hjemsted, der hvor den har sin faste drift. Se registreringsbekendtgørelsen § 9.

Dobbeltdomicil

Selvom en person jf. ovenstående anses for at have bopæl her i landet, kan personen samtidig have bevaret sin bopæl i et andet land. Det er tilfældet, hvis den pågældende har en bolig til rådighed der. Der skal som udgangspunkt være tale om en bolig, der kan danne grundlag for almindelig helårsbeboelse. Der kan ikke stilles krav om, at den pågældende ejer boligen, eller at der ikke bor andre i boligen.

Ved vurderingen af, om en person har bolig i hjemlandet, skal der tages udgangspunkt i de bolig- og familiemønstre der eksisterer i den pågældendes hjemland. Således vil det for eksempel i visse syd- og østeuropæiske lande være normalt, at personer i 20'erne og evt. også i 30'erne bor sammen med deres forældre. Det vil som udgangspunkt være ensbetydende med, at de pågældende har bopæl i hjemlandet. (Men er ikke nødvendigvis tilstrækkeligt til, at de har den største private tilknytning til hjemlandet, se nedenfor).

Bevis for bopæl eller hjemsted i tilknytning til en anden EU/EØS-stat kan føres med ethvert egnet bevismiddel, herunder identitetskort eller andet gyldigt dokument. Hvis SKAT nærer tvivl om gyldigheden af en erklæring om bopæl eller hjemsted i eller i tilknytning til en anden EU/EØS-stat, der er afgivet på grundlag af et sådant bevismiddel, kan SKAT med henblik på specifikke kontrolforanstaltninger kræve yderligere oplysninger eller beviser. Se registreringsbekendtgørelsen § 13.

I tilfælde hvor en ejer eller bruger af et køretøj samtidigt har bopæl - hvilket i denne sammenhæng betyder, at den pågældende har en bolig til rådighed - i flere stater (dobbeltdomicil), anses den pågældende, i relation til registrering af køretøjer, for at have bopæl i den stat mv., hvor den pågældende er hjemmehørende. Se registreringsbekendtgørelsen § 10, stk. 1.

Fastlæggelsen af, hvor en person med dobbeltdomicil er hjemmehørende, skal ske ud fra en vurdering af, hvor den pågældende har oprettet eller har til hensigt at oprette centrum for sine livsinteresser. Afgørelsen skal træffes på baggrund af en samlet vurdering af alle relevante omstændigheder.

Udgangspunktet er, at en person anses for hjemmehørende dér, hvor den pågældende normalt opholder sig. Det vil sige, et sted den pågældende opholder sig mindst 185 dage inden for et kalenderår på grund af en privat og erhvervsmæssig tilknytning. Se registreringsbekendtgørelsen § 10, stk. 2.

Hvis en person således ikke har opholdt sig i Danmark i 185 dage inden for samme kalender år, og den pågældende samtidig har bevaret sin bopæl i hjemlandet, så er den pågældende ikke hjemmehørende i Danmark.

Hvis personen har opholdt sig i Danmark i mere end 185 dage inden for samme kalender år, så skal der ses på den private henholdsvis den erhvervsmæssige tilknytning. Hvis begge dele er i Danmark, er personen hjemmehørende i Danmark.

Opholder en person sig ikke i nogen stat 185 dage inden for et kalenderår, jf. registreringsbekendtgørelsen § 10, stk. 2. og 3, bortses fra dette tidsmæssige kriterium ved bestemmelsen af, i hvilken stat den pågældende er hjemmehørende det pågældende kalenderår. Se registreringsbekendtgørelsen § 10, stk. 7.

Eksempel
Se SKM2012.133.LSR, hvor en kvinde fra Polen havde midlertidigt arbejde i Danmark i perioden oktober 2011 til april 2012. Hun havde bevaret sin bopæl i Polen. Hun havde således opholdt sig i Danmark i mere end 185 dage i alt og ansås derfor for at have bopæl i Danmark efter registreringsbekendtgørelsens § 8, men idet perioderne delte sig i to forskellige kalenderår, så hun hverken i 2011 eller i 2012 havde opholdt sig 185 dage i Danmark, fandt Landsskatteretten, at hun var hjemmehørende i Polen efter registreringsbekendtgørelsen § 10, stk. 1.

Privat tilknytning

En person, der er uden erhvervsmæssig tilknytning til et sted, er hjemmehørende det sted, hvor den pågældende normalt opholder sig. Det vil sige, at personen opholder sig et sted mindst 185 dage inden for et kalenderår, på grund af en privat tilknytning mellem den pågældende og det sted, hvor den pågældende bor. Se registreringsbekendtgørelsen § 10, stk. 3.

En person, der ikke har privat og erhvervsmæssig tilknytning til samme sted, og som derfor er nødt til skiftevis at tage ophold på forskellige steder i to eller flere EU/EØS-stater, er hjemmehørende på stedet for den private tilknytning. Dette er under forudsætning af, at den pågældende regelmæssigt vender tilbage til dette sted. Der stilles dog ikke krav om, at personen vender regelmæssigt tilbage, hvis den pågældende opholder sig her i landet med henblik på at udføre en arbejdsopgave af tidsbegrænset varighed på ikke over 6 måneder inden for 12 måneder. At følge undervisning på universitet eller anden skole indgår ikke som et element ved fastlæggelsen af, hvor en person er hjemmehørende. Se registreringsbekendtgørelsen § 10. stk. 4, 2. pkt.

Når en person enten ikke har erhvervsmæssig tilknytning til et sted, eller har erhvervsmæssig tilknytning i ét land og privat tilknytning i et andet land, så er personen altså hjemmehørende på stedet for den private tilknytning - under forudsætning af, at den pågældende vender regelmæssigt tilbage dertil (se nedenfor).

Fastlæggelsen af, hvortil en person har den stærkeste private tilknytning, sker ved en samlet bedømmelse af alle private forhold, herunder boligforhold, familiemæssige forhold, fritidsinteresser, besiddelse af fast ejendom og lignende.

Der er som udgangspunkt ikke nogen enkelte forhold eller omstændigheder, der er alene er afgørende for, om en person, der fx. har arbejde i Danmark, har bevaret den private tilknytning til hjemlandet, da der er tale om en samlet vurdering af alle relevante omstændigheder. Har personen imidlertid ægtefælle og/eller børn i hjemlandet, som han har kontakt til, så vil det som hovedregel være tilstrækkeligt til, at personen anses for at have privat tilknytning til hjemlandet.

Hvis personen ikke har ægtefælle eller børn i hjemlandet, kan forhold som eksempelvis kæreste/forlovet i hjemlandet, anden familie, som den pågældende er i tæt kontakt til og evt. bidrager til at forsørge mv., være forhold, der taler for, at personen har bevaret den private tilknytning i hjemlandet. Ligeledes kan det i vurderingen indgå, om den pågældende ejer fast ejendom i hjemlandet, hvor den pågældende har den væsentlige del af sine private ejendele osv. Der skal i hvert enkelt tilfælde ske en samlet vurdering af alle relevante omstændigheder.

Eksempler
En studerende, der opholder sig i Danmark 265 dage om året samtidig med, at bopælen hos forældrene i Tyskland var bevaret, anses for hjemmehørende i Danmark, hvorfor hun ikke må køre i en tysk indregistreret bil her i landet. Se SKM2012.102.LSR.

En polsk studerende, der skulle opholde sig i Danmark i 2 år i forbindelse med studiet, havde bevaret sin bopæl ved forældrene i Polen. Under opholdet i Danmark ville hun vende tilbage til Polen i forbindelse med ferier mv., på mere end 10 dage. Den pågældende blev anset for at være hjemmehørende i Danmark, og kunne derfor ikke få tilladelse til at køre i sin polsk indregistrerede bil i Danmark. Se SKM2011.127.LSR.

To Islandske statsborgere opholdt sig i Danmark i ca. et år, med henblik på at studere og søge arbejde. De boede sammen i lejlighed i Danmark under opholdet. De havde en ejerbolig i Island, der var lejet ud for et år. Under opholdet forventede de at tilbringe alle weekender mv. i Danmark. De pågældende fandtes ikke at have privat tilknytning ti Island, ligesom de ikke regelmæssigt vendte tilbage til Island. De blev derfor anset for at være hjemmehørende i Danmark, og kunne derfor ikke få tilladelse til at køre i deres islandsk indregistrerede bil i Danmark. Se SKM2011.128.LSR.

Regelmæssig tilbagevenden

Hvis en person har dobbeltdomicil, og vurderes at have den største private tilknytning til hjemlandet, så vil den pågældende være hjemmehørende i hjemlandet - under forudsætning af, at den pågældende regelmæssigt vender tilbage dertil.

Kravet om regelmæssig tilbagevenden er et krav om om at vende tilbage så ofte som arbejdet tillader, normalt uanset afstanden til bopælen i udlandet. Det er således ikke tilstrækkeligt alene at tilbringe ferier og højtider i hjemlandet.

I kravet om regelmæssig tilbagevenden ligger ikke et krav om varigheden af opholdet på bopælen i udlandet ved tilbagevenden, men alene et krav om jævnlig tilbagevenden.

Registreringsbekendtgørelsens bestemmelser om dobbeltdomicil skal fortolkes i overensstemmelse med Rådets direktiv 83/182 om afgiftsfritagelse inden for Fællesskabet ved midlertidig indførsel af visse transportmidler. Også efter direktivet er det en forudsætning, at den pågældende regelmæssigt vender tilbage til den stat, som han har det private tilhørsforhold til. Der er dog hverken i direktivet eller i EU-domstolens praksis taget stilling til, hvor hyppigt vedkommende skal vende tilbage, for at dette kan anses for at være "regelmæssigt".

Reglerne om dobbeltdomicil tilsigter at afgrænse medlemsstaternes beskatningskompetence, og de må derfor undergives en ensartet fortolkning i alle medlemsstater. Der er derfor principielt ikke mulighed for, at de enkelte medlemsstater opstiller særlige individuelle krav til hyppigheden af personens tilbagevenden til den stat, hvortil vedkommende har et privat tilhørsforhold.

I registreringsbekendtgørelsen § 10, stk. 4, står der, at regelmæssig tilbagevenden vejledende er 2 gange om måneden, idet der dog er tale om en konkret vurdering. Vurderingen af, om der foreligger regelmæssig tilbagevenden skal derfor altid foretages på baggrund af en konkret vurdering af alle faktiske omstændigheder i sagen.

Eksempel
En dansk statsborger, der havde erhvervsmæssig tilknytning og bolig til rådighed i Tyskland, ejede samtidig en helårsbolig i Danmark, hvor hans ægtefælle boede. Retten lagde til grund at pågældende, der i det forløbne år havde været i Danmark i ca. 20 gange med en samlet varighed af ikke under 96 dage, vendte tilbage til Danmark så ofte som hans arbejde tillod det. Med henvisning dertil og "idet det ikke kan anses for en betingelse for at pålægge en person registreringspligt, at vedkommende opholder sig i Danmark mindst 2 gange om måneden, idet denne bemærkning i registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, alene er vejledende", fandt retten at pågældende var hjemmehørende i Danmark. Se SKM2014.432.BR.

Bemærk
Kravet om regelmæssig tilbagevenden gælder ikke, hvis den arbejdsopgave, der skal udføres her i landet er af tidsbegrænset varighed. En arbejdsopgave er tidsbegrænset, hvis der forud er fastsat en dato for, hvornår arbejdet skal være udført eller arbejdsaftalen udløber, og arbejdsopgavens varighed ikke overstiger 6 måneder indenfor 12 måneder. Se Registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, 2. pkt.

Varigheden af opholdet i Danmark

En person med tidsbegrænset arbejde her i landet eller som følger undervisning her i landet anses for hjemmehørende her i landet, hvis den pågældende opholder sig her i landet i et år, eller hvis den pågældende opholder sig her i landet i afbrudte perioder, dvs. at den pågældende inden for en periode på 24 måneder opholder sig her i landet i tilsammen 365 dage eller mere. Dette gælder dog ikke, hvis den anden stat, hvor den pågældende også har bopæl, er en EU/EØS-stat, og

den pågældendes ægtefælle og børn bor i denne anden stat, eller
denne anden stat modsætter sig, at den pågældende regnes for hjemmehørende her i landet. Se nedenfor.

Hvis en person skal opholde sig i Danmark i mere end et år - eller mere end 365 dage indenfor 24 måneder, anses personen for hjemmehørende i Danmark, med mindre den pågældende har ægtefælle eller børn i hjemlandet. Når varigheden af opholdet i Danmark altså overstiger et år, kan kravet om den private tilknytning til hjemlandet altså ikke opfyldes på andre måder end med ægtefælle eller børn i hjemlandet.

Se registreringsbekendtgørelsen § 10, stk. 5.

I tilfælde hvor SKAT anser en person for hjemmehørende her i landet, og den anden stat, hvor den pågældende tillige har bopæl, er en EU/EØS-stat, underretter SKAT den kompetente myndighed i denne anden stat om den påtænkte afgørelse med et varsel på 8 uger. Fremsætter myndigheden indsigelse mod den påtænkte afgørelse, afgør SKAT spørgsmålet om, hvor den pågældende er hjemmehørende, i forståelse med myndigheden. Meddeler myndigheden inden fristens udløb, at den er enig i den påtænkte afgørelse, kan SKAT træffe afgørelsen på dette tidspunkt. Undlader myndigheden at svare inden fristens udløb, kan SKAT træffe afgørelsen som varslet. Se registreringsbekendtgørelsen § 10. stk. 6.

Når ejeren eller brugeren flytter fra Danmark

Hvis en registreret ejer eller bruger af et køretøj opgiver sin bopæl eller sit hjemsted her i landet, skal køretøjet afmeldes eller omregistreres til en ny ejer eller en ny bruger. Det er dog en betingelse, at den fraflyttende har været afgørende for registreringen i Motorregistret efter registreringsbekendtgørelsen § 7.

Dette gælder dog ikke, hvis den pågældende kun tager ophold i en anden stat, Færøerne eller Grønland i mindre end 185 dage. Se registreringsbekendtgørelsen § 11.

Når ejeren eller brugeren flytter til Danmark

Hvis et udenlandsk køretøj skal bruges på færdselslovens område, og køretøjets ejer eller bruger bosætter sig her i landet, skal køretøjet registreres i Motorregistret inden 30 dage efter tilflytningen. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Motorregistret påhviler også brugeren af køretøjet.

Se registreringsbekendtgørelsen § 12.

Tilladelse til at bruge et udenlandsk køretøj her i landet

En person kan føre et udenlandsk køretøj her i landet uden forudgående tilladelse fra SKAT, medmindre andet er bestemt i reglerne for brugen af et udenlandsk køretøj her i landet, jf. afsnit E.A.8.5.5.2. Se registreringsbekendtgørelsen § 14, stk. 1.

Efter registreringsbekendtgørelsen § 14, stk. 2, kan SKAT efter anmodning give personer med dobbeltdomicil tilladelse til at bruge et udenlandsk køretøj her i landet. Tilladelsen angiver under hvilke betingelser, køretøjet kan anvendes.

Et "udenlandsk køretøj" er ifølge registreringsbekendtgørelsens terminologi er køretøj, "hvis ejer eller bruger har en sådan tilknytning til en anden stat, jf. kapitel 4, at køretøjet, hvis det skal registreres, ikke skal registreres i køretøjsregistret". Se registreringsbekendtgørelsen § 1, stk. 5.

Bestemmelsen i registreringsbekendtgørelse § 14, stk. 2, handler endvidere om personer med dobbeltdomicil - dvs. tilfælde, hvor en ejer eller bruger af et køretøj samtidig har bopæl i flere stater mv.

Det må derfor anses for at være en betingelse for at give tilladelse efter registreringsbekendtgørelsen § 14, stk. 2, at den pågældende person med dobbeltdomicil er ejer eller bruger af det køretøj, der søges om tilladelse til at føre. Der kan således ikke gives tilladelse til kørsel i eksempelvis erhvervskøretøjer, hvor det er en udenlandsk virksomhed eller en dansk filial/fast driftssted, der reelt er ejer eller bruger af køretøjet - og ikke den person, der har søgt om tilladelsen, uanset at han eventuelt er ansat i virksomheden.

En tilladelse kan højest udstedes for 12 måneder. Der kan indgives anmodning om en ny tilladelse i forlængelse heraf. Se registreringsbekendtgørelsen § 14, stk. 2.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

xSKM2015.123.VLRx

Ankesag indbragt af Skatteministeriet vedrørende spørgsmål om registreringspligt og registreringsafgiftspligt af et tysk indregistreret køretøj. Byretten havde givet indstævnte medhold i, at der ikke kunne rejses et afgiftskrav mod indstævnte, idet det ikke fandtes godtgjort, at indstævnte selv havde taget køretøjet i brug på færdselslovens område. Videre havde byretten fundet, at der ikke kunne lægges vægt på, at en af indstævntes venner havde ført køretøjet i Danmark. Retten tilføjede, at indstævnte ikke kunne antages at have givet samtykke til vennens brug af bilen i Danmark. Byretten fandt således, at indstævnte ikke hæftede for afgiften af køretøjet, jf. den dagældende registreringsafgiftslovs § 20, stk. 2. Byretten tog ikke stilling til sagens øvrige spørgsmål om, hvem der ejede køretøjet på ibrugtagningstidspunktet, og om indstævnte måtte anses for at have haft bopæl her i landet i registreringsmæssig henseende.

For landsretten var yderligere fremlagt en række observationsrapporter fra Politiet vedrørende observationer af køretøjet i den i sagen omhandlede periode, lige som der blev afgivet ny forklaring af en af politiobservatørerne, der havde deltaget i observationerne.

Landsretten bemærkede, at det var ubestridt, at indstævnte var den reelle ejer af køretøjet, da det blev indregistreret i Tyskland, selv om et tysk selskab stod som "halter" af køretøjet i det tyske motorregister. Landsretten fandt det endvidere ikke godtgjort, at indstævnte ikke fortsat var ejer af køretøjet i perioden fra Politiets første observation af køretøjet i august 2010 til Politiets beslaglæggelse heraf i oktober 2010.

På baggrund af en også for byretten fremlagt rapport fra Rigspolitiet samt de for landsretten fremlagte observationsrapporter fra den i sagen omhandlede periode, understøttet af den supplerende, sikker og troværdig forklaring fra politiobservatøren fandt landsretten det godtgjort, at køretøjet var taget i brug her i landet af både indstævnte selv og af hans ven med indstævntes fulde accept.

Indstævnte, der var dansk statsborger, havde haft bopæl her i landet indtil den 4. marts 2010, og var herefter formelt udrejst og registreret med bopæl i Tyskland frem til den 28. september 2010. Landsretten fandt det på baggrund af en række oplysninger i sagen ikke godtgjort af indstævnte, at han havde opgivet sin bopæl her i landet, jf. den dagældende registreringsbekendtgørelses § 8, stk. 2.

Bilen var herefter registreringspligtig og registreringsafgiftspligtig her i landet, og indstævnte hæftede for afgiften heraf i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 20, stk. 2

xVestre Landsret ændrer byrettens afgørelse i SKM2013.385.BRx

xSKM2015.93.ØLRx

xAppellanten, som var ansat i et fransk selskab, der ejede sagens fransk indregistrerede køretøj, fandtes at være bruger af køretøjet. Landsretten fandt endvidere, at appellanten havde fast bopæl i Danmark i sagens relevante periode, og at han ikke kunne anses for også at have bopæl i Frankrig. Den dokumentation, som appellanten havde fremlagt for at løfte bevisbyrden for bopæl i Frankrig, belyste i stedet et forretnings- eller ferieophold i Frankrig. Køretøjet var derfor registreringspligtigt og registreringsafgiftspligtigt. Landsretten stadfæstede dermed byrettens dom.x

xØstre Landsret stadfæster Byrettens afgørelse i SKM2013.420.BRx

SKM2013.314.ØLR

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren var registreringsafgiftspligtig vedrørende en svensk indregistreret Mercedes. Retten fandt det efter en konkret bevisbedømmelse ikke godtgjort, at sagsøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1. Herefter var registreringsafgift med rette opkrævet hos sagsøgeren.

Landsretten fandt af de af byretten anførte grunde, at appellanten ikke havde godtgjort, at han i registreringsafgiftsmæssig henseende havde opgivet sin bopæl i Danmark. Det for landsretten anførte og det af et vidne forklarede kunne ikke føre til et andet resultat. (Stadfæstelse af SKM2012.453.BR).

SKM2013.280.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt appellantens køretøj, en Jeep, var registreringspligtig i Danmark.

Byretten lagde til grund som ubestridt, at sagsøgerens køretøj i perioden august til november 2009 i alt 36 dage var blevet observeret holdende på en parkeringsplads i umiddelbar nærhed af den lejlighed, hvor hans søn og barnets mor var bosiddende. På baggrund af sagsøgerens forklaring, sammenholdt med oversigten over bropassage i 2009 lagde retten endvidere til grund, at køretøjet primært befandt sig i Danmark og kun sjældent blev benyttet i Sverige. Under disse omstændigheder fandt retten, at der var en sådan formodning for, at sagsøgeren på tidspunktet for beslaglæggelsen af køretøjet, havde bopæl eller hjemsted her i landet, at det påhvilede sagsøgeren at godtgøre, at dette ikke var tilfældet.

Retten bemærkede endvidere, at der ikke under sagen var fremlagt dokumentation for afholdelse af udgifter til befordring, forbrugsafgifter eller andet der godtgjorde, at sagsøgeren reelt havde boet i Sverige.

Tværtimod lagde retten til grund, at der i 2009 ikke var registreret noget forbrug af el i lejligheden. Retten fandt det på denne baggrund ikke alene ved sagsøgerens forklaring godtgjort, at han reelt var bosiddende i Sverige. Retten lagde herefter til grund, at sagsøgeren på daværende tidspunkt havde bopæl i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1, hvorfor køretøjet var registreringspligtigt i Danmark.

Landsretten tiltrådte byrettens bemærkninger om appellantens familiemæssige tilknytning til Danmark, hans lejlighed i Sverige og de steder, hvor motorkøretøjet har befundet sig.

Endvidere lagde landsretten til grund, at appellanten havde en erhvervsmæssig tilknytning til Dannark.

Efter en samlet vurdering af sagens bevisligheder fandt Landsretten, ligesom byretten, at det påhvilede appellanten at godtgøre, at motorkøretøjet ikke skulle afgiftsberigtiges.

Appellanten havde heller ikke for Landsretten godtgjort dette, og Landsretten tiltrådte derfor i det hele den begrundelse, som byretten havde givet for at tage Skatteministeriets påstand til følge.

(Stadfæstelse af SKM2012.220.BR)

SKM2012.282.ØLR

Ankesagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt appellanten var registreringsafgiftspligtig vedrørende en polsk indregistreret Mercedes. Byretten havde efter enkonkretbevisbedømmelse fundet, at appellanten måtte anses for at have bopæl i Danmark, jf.registreringsbekendtgørelsens § 7. Herefter var registreringsafgift med rette opkrævet.

Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor, hvorfor byrettens dom blev stadfæstet.

Byretsdomme

SKM2014.840.BR

Sagsøgeren flyttede tilbage til Danmark efter en årrække at have været bosat i Sverige og kørte ved flere lejligheder i sin svensk indregistrerede bil i Danmark. Da sagsøgeren var den registrerede ejer af bilen og ikke havde dokumenteret ikke også at være den reelle ejer af bilen, ansås køretøjet for registreringsafgiftspligtigt i medfør af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, og registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 1.

Retten fandt det ikke godtgjort, at sagsøgeren havde overdraget brugsretten til bilen i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 2, hvorved retten blandt andet lagde vægt på, at det ikke var godtgjort, at sagsøgeren havde haft rådighed over en anden bil, mens han boede i Danmark.

SKM2014.603.BR

Sagen drejede sig om to forskellige problemstillinger, dels om sagsøgeren, der var polsk statsborger, var registrerings- og afgiftspligtig af en polsk indregistreret personbil, der var taget i brug her i landet, dels om betingelserne for at benytte køretøjet afgiftsfrit i Danmark efter reglerne om udenlandske firmabiler var opfyldt.

Sagsøgeren var indrejst til Danmark fra Polen i marts 2007 og havde siden da boet og være folkeregistertilmeldt i Danmark hos sin danske ægtefælle sammen med sine to mindreårige børn, som også gik i skole i Danmark. I 2009, som sagen vedrørte, havde sagsøgeren arbejdet såvel i Danmark som i Polen, hvor hun havde startet en virksomhed.

Retten fandt, at sagsøgeren havde oprettet det varige midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark på det tidspunkt i 2009, hvor køretøjet første gang blev benyttet i Danmark, og at hun derfor var hjemmehørende i Danmark i registreringsbekendtgørelsens forstand. Sagsøgeren var derfor registrerings- og afgiftspligtig af køretøjet ved ibrugtagningen.

Sagsøgeren havde anført, at køretøjet ikke var typegodkendt i Danmark og derfor slet ikke kunne indregistreres i Danmark, hvortil retten imidlertid bemærkede, at det ikke er afgørende for afgiftspligten, om køretøjet rent faktisk kan indregistreres.

Om spørgsmålet om afgiftsfri kørsel i køretøjet efter reglerne om udenlandske firmabiler bemærkede retten, at uanset, om en henvendelse fra sagsøgeren til SKAT måtte anses som en ansøgning om tilladelse til afgiftsfri kørsel i Danmark - hvilket var bestridt af Skatteministeriet - var henvendelsen indgivet efter køretøjets ibrugtagning i Danmark og dermed efter afgiftspligtens indtræden. Reglerne om udenlandske firmabiler, som forudsatte at der før afgiftspligtens indtræden blev ansøgt om og givet tilladelse til afgiftsfri kørsel, kunne derfor ikke finde anvendelse.

SKM2014.583.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt ejeren af et polsk indregistreret køretøj var registreringsafgiftspligtig af køretøjet her i landet.

Ejeren blev i november 2011 standset i køretøjet i Danmark kort efter at være kørt over grænsen. Ejeren erkendte, at hun også tidligere havde anvendt køretøjet i Danmark, og at dette var sket tre gange, hvor det var hendes polske bekendte, som førte køretøjet med hende som passager fra grænsen.

Ejeren havde ubestridt boet og opholdt sig fast i Danmark fra 1985 og i hvert fald frem til 2007, og hun var på tidspunktet for standsningen fortsat registreret med bopæl i Danmark i det danske folkeregister. Ejeren gjorde dog gældende, at hun på tidspunktet for køretøjets anvendelse i Danmark i 2011 havde opgivet sin bopæl i Danmark og flyttet fuldstændig til Polen.

Retten fandt ikke, at ejeren havde godtgjort, at hun havde opgivet sin bopæl i Danmark før, hun et par dage efter standsningen anmeldte flytning til folkeregisteret. Retten fandt dog, at ejeren også havde bopæl i Polen og dermed dobbeltdomicil, men at centrum for hendes livsinteresser var i Danmark, henset til hendes tilknytning hertil bl.a. i form af at hun modtog dansk pension, ejede fast ejendom i Danmark og ofte modtog lægebehandling i Danmark.

Da ejeren dermed var hjemmehørende i Danmark, var hun registreringsafgiftspligtig af køretøjet som følge af, at køretøjet var taget i brug her i landet ved de erkendte anvendelser af køretøjet.

Retten fandt det dog ikke bevist, at køretøjet var anvendt i Danmark på et tidligere tidspunkt end den 1. februar 2011, svarende til det tidspunkt ejeren havde erkendt første gang at have anvendt køretøjet her i landet. Ejeren fik derfor medhold i en subsidiær påstand om, at køretøjet skulle afgiftsberigtiges på baggrund af en værdiansættelse af køretøjet pr. 1. februar 2011 og ikke allerede pr. 13. november 2007, som SKAT havde lagt til grund var tidspunktet for køretøjets første anvendelse her i landet.

SKM2014.432.BR

Sagen vedrørte overordnet spørgsmålet, om sagsøgeren ville blive registreringspligtig i Danmark, såfremt han anskaffede sig et udenlandsk indregistreret køretøj og anvendte dette i Danmark.

Konkret var det overordnet spørgsmålet, om sagsøgeren, der havde erhvervsmæssig tilknytning og bolig til rådighed i Tyskland, havde privat tilknytning til Danmark og regelmæssigt vendte tilbage til Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, 1. pkt.

SKAT traf ved en forhåndsgodkendelse afgørelse om, at sagsøgeren i registreringsmæssig henseende var hjemmehørende i Danmark i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, idet sagsøgeren havde sin private tilknytning til Danmark.

SKAT havde i forhåndsgodkendelsen endvidere tilkendegivet, at sagsøgeren efter det for SKAT oplyste i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 25, stk. 3, kunne få tilladelse til at benytte et udenlandsk indregistreret køretøj til kørsel i Danmark direkte fra en dansk/udenlandsk grænseovergang til Danmark. SKAT anførte i forhåndsgodkendelsen, at hvis sagsøgeren ønskede en sådan tilladelse, skulle sagsøgeren ansøge SKAT herom samt fremkomme med yderligere oplysninger, herunder køretøjets registreringsnummer og mærke.

Sagsøgeren indbragte SKATs afgørelse for Landsskatteretten, der i sin kendelse stadfæstede SKATs afgørelse. Landsskatteretten udtalte endvidere, at der ikke forelå oplysninger om særlige omstændigheder, der gav grundlag for at tillade, at et af sagsøgeren ejet udenlandsk indregistreret køretøj ikke skulle indregistreres i Danmark, hvis sagsøgeren anvendte dette køretøj i Danmark.

Sagsøgeren havde under retssagen nedlagt principal påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at han i registreringsmæssig henseende var hjemmehørende i Tyskland, og subsidiært, at Skatteministeriet skulle anerkende, at sagsøgeren kunne anvende et tysk indregistreret køretøj i Danmark i op til 30 dage pr. år.

Retten fandt, at sagsøgeren havde sit varige midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark, og at sagsøgeren dermed havde sin private tilknytning til Danmark, idet retten lagde vægt på, at sagsøgeren havde sin ægtefælle og nærmeste familie i Danmark, at sagsøgeren siden 1. januar 2005 havde ejet og havde rådighed over en helårsbolig i Danmark, at sagsøgeren var dansk statsborger, og at sagsøgeren var tilmeldt folkeregistreret i Danmark.

Retten lagde endvidere til grund, at sagsøgeren normalt opholdte sig i Danmark i det omfang, at hans arbejde i Tyskland tillod dette. Retten fandt på denne baggrund, at sagsøgeren regelmæssigt var vendt tilbage til Danmark, og at det ikke var en betingelse, at han skulle have opholdt sig i Danmark mindst to gange om måneden, jf. registreringsbekendtgørelsens § 10, stk. 4, 1. pkt., sidste led, idet dette kriterium i bekendtgørelsen alene var vejledende. Byretten afviste endvidere sagsøgerens anbringende om, at skattemyndighedernes afgørelse var i strid med EU-retten.

Sagen er anket til Landsretten

SKM2014.356.BR

Politiet havde den 6. maj 2010 standset et udenlandsk indregistreret køretøj, som var ejet af en udenlandsk virksomhed. Køretøjets ejer var herefter blevet afkrævet registreringsafgift.

Da den udenlandske virksomheds ejer i sit eget navn havde lejet en lejlighed i Danmark, hvor hans hustru og parrets to børn havde folkeregisteradresse, og da virksomheden i 2008, 2009 og første halvdel af 2010 havde optjent langt størstedelen af sin indtægt i Danmark, måtte virksomhedsejeren som udgangspunkt antages at have haft bopæl her.

Det måtte endvidere lægges til grund, at indtægten i Danmark i væsentligt omfang hidrørte fra virksomhedens ejers eget arbejde, og hans forklaring om, at han kun i begrænset omfang havde været i Danmark og ikke altid havde boet hos sin ægtefælle, måtte efter en konkret vurdering anses som udokumenteret og utroværdig. Her var der bl.a. lagt vægt på, at virksomhedsejeren, efter at hustruen og børnene var fraflyttet Danmark, havde lejet en ny bolig her. Nogle af virksomhedsejeren egenhændigt indhentede skriftlige erklæringer var ikke egnede til at bevise, at han havde opholdt sig langt mindre i Danmark, end det fremgik af sagens øvrige oplysninger.

Virksomhedsejeren måtte på denne baggrund anses at have haft bopæl i Danmark og at have været hjemmehørende i Danmark, og han var derfor pligtig at betale registreringsafgift af køretøjet.

SKM2014.262.BR

Sagen vedrørte, hvorvidt sagsøgerens køretøj, en BMW, var registreringspligtig til Danmark.

Sagsøgeren havde siden den 10. februar 2010 været registreret som ejer og bruger af det i sagen omhandlede køretøj, der var indregistreret i Tyskland.

Sagsøgeren gjorde gældende, at hun i perioden havde været bosiddende i Tyskland, og at bilen derfor med rette var registreret der.

Til brug for SKATs behandling af sagen, havde de tyske myndigheder oplyst, at de ikke anså sagsøgeren for at have haft bopæl i Tyskland.

Køretøjet var dagligt blevet observeret i nærheden af sagsøgerens ejerlejlighed i Danmark, hvor sagsøgeren ifølge en anmeldelse havde bevaret sin bopæl i den omhandlede periode.

Retten lagde vægt på, at sagsøgeren ikke havde fremlagt nærmere oplysninger om boliglejemålene i Tyskland, og at oplysningerne fra de tyske myndigheder ikke tydede på, at sagsøgeren havde haft bopæl i Tyskland. På denne baggrund, og efter vidneforklaringer fra sagsøgerens danske naboer, lagde retten til grund, at sagsøgeren og hendes ægtefælle på tidspunktet for erhvervelsen af den i sagen omhandlede BMW havde opholdt sig i Danmark i et sådan omfang, at sagsøgeren i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 8, stk. 2 måtte anses for at have bopæl her i landet. Sagsøgeren var herefter registreringsafgiftspligtig til Danmark.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

SKM2013.58.BR

Sagsøgeren boede i Danmark og ejede et tysk indregistreret køretøj. Byretten lagde til grund, at sagsøgeren alene havde benyttet køretøjet to gange i Danmark i forbindelse med, at bilen skulle repareres. Efter en samlet konkret vurdering fandt byretten herefter, at kørslen med bilen i Danmark havde undtagelsesvis karakter og dermed ikke udløste registreringspligt med deraf følgende pligt til at betale registreringsafgift

SKM2011.802BR

Sagsøgeren gjorde gældende, at sagsøgeren ikke havde bopæl i Danmark i registreringsbekendtgørelsens forstand. Retten fandt, at sagsøgeren på baggrund af bevisførelsen ikke havde godtgjort, at sagsøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Retten fandt det godtgjort, at sagsøgeren var bruger af bilen, jf. den dagældende registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 3, og fandt herefter, at sagsøgeren hæftede for betalingen af registreringsafgift. Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.

Landsskatteretskendelser

SKM2014.667.LSR

Klager havde familiemæssig tilknytning til Polen og erhvervsmæssig tilknytning til Danmark. Da klager ikke havde godtgjort, at han regelmæssigt vendte hjem til Polen, havde han bopæl i Danmark og var ikke berettiget til at føre et udenlandsk motorkøretøj i Danmark. Landsskatteretten lagde vægt på, at klagers tidsbegrænsede ansættelseskontrakt ikke indeholdt bestemmelse om, at han kunne vende regelmæssigt tilbage til Polen i 1 måned hver tredje måned, således som han havde oplyst, at han ville, ligesom den udaterede erklæring fra hans danske arbejdsgiver alene bekræfter, at han i 2013 var vendt tilbage til Polen i 1 måned efter 2 måneder.

SKM2012.270.LSR

Landsskatteretten fandt ikke, at de af klageren påberåbte sagsbehandlingsfejl og mangler ved værdiansættelsen gav grundlag for at pålægge SKAT at genoptage SKATs afgørelse vedrørende registreringsafgiftspligt for en bil tilhørende klageren

SKM2012.133.LSR

En polsk indregistreret bil kunne opnå tilladelse til kørsel her i landet, idet ejer og bruger var hjemmehørende i Polen og kun kortvarigt havde opholdt sig i Danmark. Landsskatteretten lagde vægt på, at ansøgeren ikke ville komme til at opholde sig i Danmark i 185 dage i ét kalenderår.

SKM2012.102.LSR

En studerende, som opholdt sig i Danmark ca. 265 dage om året, samtidig med at bopælen hos forældrene i Tyskland var bevaret, blev anset for hjemmehørende i Danmark, hvorfor hun ikke måtte køre tysk indregistreret bil her i landet

SKM2011.601.LSR

En polsk statsborger med bopæl i både Danmark og Polen var ikke registreringsafgiftspligtig af et polsk indregistreret køretøj ejet af et polsk selskab. Det fandtes ikke godtgjort, at der forelå en aftale om 6 måneders brugsret, hvorfor han ikke var omfattet af begrebet "bruger", jf. registreringsbekendtgørelsens § 7, stk. 3.

SKM2011.128.LSR

Der blev meddelt afslag på tilladelse til kørsel her i landet med en islandsk registreret bil.

I tilfælde, hvor en ejer eller bruger af et køretøj samtidig har bopæl i flere stater m.v., anses den pågældende at have bopæl i den stat m.v., hvor den pågældende er hjemmehørende.

En person anses for hjemmehørende det sted, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig, det vil sige mindst 185 dage inden for et kalenderår, på grund af en privat og erhvervsmæssig tilknytning.

SKM2011.127.LSR

Der blev meddelt afslag på tilladelse til kørsel her i landet med en polsk indregistreret bil.