Indhold
Dette afsnit beskriver, hvordan virksomhedens overskud skal beskattes, når den selvstændige har valgt beskatning efter virksomhedsskattelovens afsnit 1.
Afsnittet indeholder:
- Resumé
- Regel
- Kapitalafkast, der er hævet i indtjeningsåret
- Resterende overskud, der hæves i indtjeningsåret
- Kapitalafkast og resterende overskud, der spares op
- Tidligere opsparet overskud
- Virksomhedsskat
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Resumé
Beskatningen af virksomhedens overskud afhænger af, om overskuddet bliver hævet som personlig indkomst, kapitalindkomst eller sparet op. Opsparet overskud skal altid indgå i den personlige indkomst, når det bliver hævet. Den betalte virksomhedsskat er en aconto skattebetaling, og bliver modregnet i slutskatten, når det opsparede overskud bliver overført til den selvstændige.
Regel
Den del af virksomhedens overskud, der ikke er sparet op, kan blive delt op i et kapitalafkast og et resterende overskud.
Beskatning af virksomhedens overskud kan ske som:
- Kapitalindkomst (kapitalafkast). Se PSL § 4, stk. 1, nr. 3
- Personlig indkomst (resterende overskud). Se VSL § 10, stk. 1
- Opsparet overskud. Se VSL § 10, stk. 2.
Kapitalafkast, der er hævet i indtjeningsåret
Den selvstændige kan vælge at hæve et kapitalafkast eller helt eller delvist at spare det op i virksomheden. Den del af kapitalafkastet, der vedrører finansielle aktiver, bortset fra varedebitorer mv., skal dog altid hæves. Se VSL § 4.
Det hævede kapitalafkast skal være overført til privatøkonomien inden fristen for selvangivelse for indkomståret. Ellers er beløbet indskudt i virksomhedsordningen. Overførslen kan eventuelt ske ved at hensætte beløb til senere hævning.
Kapitalafkast, der er hævet i indtjeningsåret, er som udgangspunkt kapitalindkomst. Kapitalafkastet er dog personlig indkomst, hvis den selvstændige vælger at hæve det efter reglerne i VSL § 23 a eller driver næring, som er omfattet af PSL § 4, stk. 3.
Driver den selvstændige næring ved køb og salg af fordringer eller finansiering, skal indtægter og udgifter fra denne virksomhed indgå, når den personlige indkomst gøres op. Det gælder, uanset om indtægterne normalt ville være kapitalindkomst. Se PSL § 4, stk. 3. Disse selvstændige skal medregne et eventuelt kapitalafkast til den personlige indkomst, hvis de bruger virksomhedsordningen. Det gælder kun for den del af kapitalafkastet, der forholdsmæssigt vedrører fordringer, der er erhvervet i næringsvirksomheden. Se fx TfS 1992, 521 LSR.
Hævet kapitalafkast, der bliver beskattet som kapitalindkomst, indgår ikke i beregningsgrundlaget for AM-bidrag. Se AMBL § 5, stk. 1. Men hvis kapitalafkastet bliver beskattet som personlig indkomst, skal det dog indgå i beregningsgrundlaget for AM-bidrag. Se AMBL § 5, stk. 2.
Har den selvstændige kun hævet en del af kapitalafkastet, er den resterende del sparet op i virksomheden. Det beløb bliver behandlet som resterende overskud, når det på et senere tidspunkt bliver hævet i virksomheden.
Se også
Se også afsnit
Resterende overskud, der hæves i indtjeningsåret
Et resterende overskud skal indgå i den personlige indkomst i det indkomstår, hvor overskuddet er hævet. Se VSL § 10, stk. 1.
Det resterende overskud kan overføres til den selvstændige med virkning for indtjeningsåret, hvis det er overført inden udløbet af fristen for selvangivelsen for indkomståret. Det betyder, at den selvstændige kan overføre overskuddet til beskatning som personlig indkomst ved at hensætte beløb til senere faktisk hævning.
Det hævede resterende overskud skal indgå i beregningsgrundlaget for AM-bidrag. Se AMBL § 5, stk. 1.
Se også
Se også afsnit C.C.8.3 om AM-bidrag.
Kapitalafkast og resterende overskud, der spares op
Har den selvstændige ikke hævet kapitalafkast og resterende overskud, vil det blive sparet op i virksomheden. I henhold til VSL § 11, stk. 4, som indsat ved lov nr. 992 af 9. september 2014, kan der dog ikke spares op, hvis indskudskontoen er negativ. Der henvises herom til nedenstående afsnit om forbuddet mod opsparing i dette tilfælde.
Det opsparede beløb indgår på konto for opsparet overskud, uanset om det er kapitalafkast eller resterende overskud. Det opsparede beløb bliver beskattet med en foreløbig virksomhedsskat på 25 pct. til og med 2013. For 2014, 2015 og 2016 og senere år udgør virksomhedsskatten 24,5 pct, 23,5 pct og 22 pct. Se VSL § 10, stk. 2. Det opsparede beløb indgår ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i indtjeningsåret. Og skal heller ikke indgå i beregningsgrundlaget for AM-bidrag for dette år. Se AMBL § 5, stk. 1
Opsparet overskud med fradrag af virksomhedsskat indgår på virksomhedens konto for opsparet overskud.
Den beregnede virksomhedsskat er overført til den selvstændige forud for hæverækkefølgen i VSL § 5, stk. 1. Overførslen kan ske i løbet af indkomståret, så hele overførslen eller en del af årets overførsler er medgået til betaling af den beregnede virksomhedsskat. Overførslen kan også ske ved at hensætte til senere faktisk hævning. Er hele eller en del af den beregnede virksomhedsskat ikke overført til den selvstændige inden fristen for selvangivelsen, er den manglende overførsel et indskud i virksomheden. Det skyldes, at virksomhedsskat altid skal være overført til den selvstændige.
Når et opsparet beløb bliver hævet i et senere indkomstår, skal det sammen med den virksomhedsskat, der svarer dertil, indgå i den personlige indkomst. Det er ligegyldigt, om det opsparede beløbet var kapitalafkast eller resterende overskud i indtjeningsåret.
Den betalte virksomhedsskat trækkes fra i slutskatten mv. i det indkomstår, hvor det opsparede overskud bliver overført fra konto for opsparet overskud til den selvstændige. Se VSL § 10, stk. 3. Kan virksomhedsskatten ikke rummes i årets slutskat mv., bliver den udbetalt kontant som overskydende skat.
Det hævede beløb med tillæg af den virksomhedsskat, der svarer dertil, indgår i beregningsgrundlaget for AM-bidrag. Se AMBL § 5, stk. 1.
Se også
Se også afsnit
Forbud mod opsparing ved negativ indskudskonto, jf. lov nr. 992 af 9. september 2014
Det fremgår af lov nr. 992, § 3, stk. 4, at der med virkning for indkomst erhvervet fra og med den 11. juni 2014 ikke kan spares op i virksomhedsordningen, hvis betingelserne i den ved lov nr. 992 indførte VSL § 11, stk. 4 er til stede. Det betyder i henhold til VSL § 11, stk. 1, 1. pkt. , at der ikke kan spares op, hvis indskudskontoen er negativ enten primo eller ultimo i indkomståret.
Der henvises til afsnit C.C.5.2.5.5 vedrørende muligheden for ekstraordinær regulering af en negativ indskudskonto.
Hvis indskudskontoen er negativ, skal der afsættes et beløb til senere faktisk hævning, hvis dette er nødvendigt for, at der ikke sker nævnte opsparing. Undlades den fornødne hensættelse til senere hævning, vil et beløb svarende hertil blive anset for hævet og samtidig blive posteret på indskudskontoen med den virkning, at der ikke kan opspares, og den negative indskudskonto bliver mindre negativ.
Særligt for indkomståret 2014 kan indkomst erhvervet fra den 1. januar 2014 og til og med den 10. juni 2014 spares op efter hidtidige regler, mens indkomst erhvervet efter dette tidspunkt ikke kan opspares, såfremt reglerne i VSL § 11, stk. 4 finder anvendelse.
Såfremt der herefter i 2014 er behov for indkomstopgørelser både før og efter den 11. juni 2014, gælder der særlige regler for indkomstopgørelserne. Det fremgår således af lov nr. 992, § 3, stk. 7, at ved en opdeling af indkomstårets indkomst i flere perioder, skal udgifterne vedrørende indkomståret, der ikke kan henføres til et bestemt tidspunkt, fordeles forholdsmæssigt på perioderne. Den skattepligtige kan dog vælge at fordele virksomhedens skattepligtige overskud forholdsmæssigt på perioderne.
Overgangsregler
Der gælder særlige overgangsregler for forbuddet mod opsparing af indkomst erhvervet fra og med den 11. juni 2014.
Det fremgår således af lov nr. 992, § 3, stk. 6, at der alligevel kan opspares, såfremt den numeriske værdi af en negativ saldo på indskudskontoen såvel primo som ultimo indkomståret begge med tillæg af en eventuel sikkerhedsstillelse den 10. juni 2014 ikke overstiger en bagatelgrænse 500.000 kroner.
Ordene "... såvel primo som ultimo.." skal forstås som "...enten primo eller ultimo...".
Ved primo forstås i øvrigt primo 2014 d.v.s. den 1 januar 2014. I svaret på spørgsmål 49 udtaler Skatteministeren således, at der ikke er behov for et måletidspunkt for indskudskontoens udvisende pr. 11. juni 2014.
Opgørelse af bagatelgrænsen efter § 3, stk. 6 skal alene ske for indkomståret 2014, henholdsvis indkomståret 2015, hvis indkomståret 2015 er påbegyndt den 11. juni 2014. Bagatelgrænsen er derfor ikke udtryk for en generel bagatelgrænse, men en overgangsregel. Det fremgår af Skatteministerens svar på spørgsmål 256 og 257 af 5. december 2014 til Skatteudvalget.
En eventuel sikkerhedsstillelse indgår i bagatelgrænsen med den størrelse, som er omtalt i nedenstående afsnit om "Sikkerhedsstillelse for privat gæld med aktiver i virksomhedsordningen. jf. lov nr. 992 af 9. september 2014".
Samme sted omtales de særlige regler om, at der ved opgørelsen af bagatelgrænsen ses bort fra en sikkerhedsstillelse, hvis den er foretaget som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition, som omtalt i VSL § 10, stk. 7.
Endvidere omtales samme sted reglerne om, at der ved opgørelsen af bagatelgrænsen ses bort fra en sikkerhedsstillelse fra den skattepligtiges virksomhed under virksomhedsordningen for gæld med pant i den private del af en ejendom, hvoraf en del er holdt uden for virksomhedsordningen efter reglerne i VSL § 1, stk. 3, 2. og 3. pkt. (såkaldt blandede ejendomme).
Eksempler på overgangsregler
Eksempler på anvendelse af overgangsreglen fra skatteministerens svar ( i uddrag) til Skatteudvalget på spørgsmål fra den 5. december 2014:
Spørgsmål 251:
Indskudskonto primo 2014 minus 50.000 kr., ultimo 2014 minus 50.000 kr., sikkerhedsstillelse den 11. juni 2014 600.000 kroner:
Svaret på det stillede spørgsmål er, at der ikke kan ske opsparing af indkomst erhvervet fra og med den 11. juni 2014, fordi indskudskontoen primo 2014 er negativ med 50.000 kr.
Fordi sikkerhedsstillelsen pr. 10. juni 2014 udgør 600.000 kr. og derfor i sig selv overstiger bagatelgrænsen på 500.000 kr., kan bagatelgrænsen ikke finde anvendelse.
Spørgsmål 253:
Indskudskonto primo 2014 plus 50.000 kr., ultimo 2014 plus 50.000 kr., sikkerhedsstillelse den 11. juni 2014 600.000 kroner:
Der kan ske opsparing af overskud i 2014. Svaret er dog betinget af, at sikkerhedsstillelsen på 600.000 kr. er afviklet fuldt ud inden den 1. januar 2018.
Spørgsmål 254:
Indskudskonto primo 2014 minus 50.000 kr., ultimo 2014 plus 50.000 kr., sikkerhedsstillelse den 11. juni 2014 600.000 kroner:
Der henvises til svaret på SAU alm. del spørgsmål 251. (Der kan ikke opspares.)
xSpørgsmål SAU 2014-15, nr. 588:
Indskudskonto primo 2014 minus 600.000 kr. , ultimo 2014/primo 2015/ultimo 2015 minus 400.000 kr., sikkerhedsstillelse den 10. juni 2014 nul kroner:
Der kan ikke ske opsparing af indkomst erhvervet fra og med den 11. juni 2014, fordi indskudskontoen primo 2014 er negativ med 600.000 kr.
Det vil først være muligt for den skattepligtige igen at spare op i virksomhedsordningen, når indskudskontoen er nul eller positiv såvel primo som ultimo indkomståret.
Spørgsmål SAU 2014-15, nr. 589:
Indskudskonto primo 2015 minus 600.000 kr., ultimo 2015 minus 400.000 kr., sikkerhedsstillelse den 10. juni 2014 nul kr.:
Det forudsættes i eksemplet, at indkomståret 2015 er påbegyndt den 11. juni 2014.
Svaret på det stillede spørgsmål er, at der ikke kan ske opsparing af indkomst erhvervet fra og med den 11. juni 2014, fordi indskudskontoen primo 2015 er negativ. med 600.000 kr. Der henvises supplerende til svaret på SAU alm. del spørgsmål 588.
Det vil først være muligt for den skattepligtige at spare op i virksomhedsordningen, når indskudskontoen er nul eller positiv såvel primo som ultimo indkomståret.x
Særlige overgangsregler
Det fremgår af lov nr. 992, § 3, stk. 6, at forbuddet mod opsparing i tilfælde af negativ indskudskonto - uanset ovennævnte 500.000 kr. overgangsregel - alligevel gælder fra og med det indkomstår, hvor en saldo på indskudskontoen bliver negativ eller en negativ saldo forøges. Reglen finder således anvendelse , hvis den negative saldo år 1 er 50.000 kr., mens den år 2 er 60.000 kr.
I det omfang en negativ indskudskonto forøges ultimo i forhold til primo i samme indkomstår, vil det være udtryk for, at mere end årets overskud er hævet af den selvstændige. Der vil derfor ikke være mulighed for at spare nogen del af virksomhedens overskud op i 2014.
Det fremgår endvidere af lov nr. 992, § 3, stk. 6, at forbuddet mod opsparing i tilfælde af negativ indskudskonto - uanset ovennævnte 500.000 kr. overgangsregel - alligevel gælder, hvis en negativ saldo på indskudskontoen forøges i henhold til reglen i lov nr. 992, § 3, stk. 8, hvorefter den skattepligtige kan omgøre valg af selvangivne oplysninger for indkomståret 2013 med henblik på at reducere en negativ indskudskonto. Der henvises herom til afsnit C.C.5.2.5.5.
Sikkerhedsstillelse for privat gæld med aktiver i virksomhedsordningen. jf. lov nr. 992 af 9. september 2014
Nedenstående regler gælder i henhold til lov nr. 992, § 3, stk. 3 med virkning for sikkerhedsstillelse, der foretages fra og med den 11. juni 2014. Sikkerhedsstillelse foretaget før nævnte dato er omfattet af særlige regler i § 3, stk. 5.
xI svaret på spørgsmål SAU 2014-15, nr. 585 bekræftes, at bestemmelsen i VSL § 10, stk. 6 om sikkerhedsstillelse alene finder anvendelse, hvis den skattepligtige har valgt at blive beskattet efter reglerne i virksomhedsskattelovens afsnit I (virksomhedsordningen).x
Stilles aktiver i virksomhedsordningen til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen, anses det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse for overført til den skattepligtige. Opgørelsen af beløbet sker på det tidspunkt, hvor der stilles sikkerhed. Det fremgår af VSL § 10, stk. 6.
xSikkerhedsstillelsens størrelse opgøres som det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsen dvs. aktivernes handelsværdi.x
xBeløbet til beskatning efter denne regel anses for overført uden for den almindelige hæverækkefølge.x
xI svaret på spørgsmål SAU 2014-15, nr. 584 oplyses, at formålet med virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6 ikke kun er at beskatte det foreløbigt opsparede overskud, når virksomhedens aktiver stilles til sikkerhed for privat gæld. I svaret på spørgsmål SAU 2014-15, nr. 586 oplyses, at der påtænkes fremsat et lovforslag, som præciserer VSL § 10, stk. 6.x
Sikkerhedsstillelse som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition
Der ses ved opgørelsen af bagatelgrænsen i 2014 - og herefter - bort fra en sikkerhedsstillelse, hvis den er foretaget som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition, som omtalt i VSL § 10, stk. 7.
For at der skal være tale om en sædvanlig forretningsmæssig disposition, skal dispositionen (sikkerhedsstillelsen) tjene et forretningsmæssigt formål for den skattepligtiges virksomhed under virksomhedsordningen.
Ved vurderingen kan der bl.a. lægges vægt på, om det er den løbende samhandel mellem den skattepligtige virksomhed under virksomhedsordningen og låntager, som afstedkommer behovet for sikkerhedsstillelse.
Alt efter de konkrete omstændigheder kan det tjene et forretningsmæssigt formål for den skattepligtiges virksomhed under virksomhedsordningen, at den skattepligtige stiller aktiver i virksomhedsordningen til sikkerhed for tredjemands gæld.
xI besvarelsen af spørgsmål 34 til lovforslag nr. 200 til lov nr. 992 af 16. september 2014 har skatteministeren nærmere redegjort for, hvad der forstås ved en sædvanlig forretningsmæssig disposition. Ministeren oplyser herom således:
"Den konkrete vurdering sker ved en test bestående af to elementer, hvor sikkerhedsstillelsen skal leve op til begge elementer før den undtages hovedreglen.
For det første skal der være tale om, at sikkerhedsstillelsen er foretaget som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition. Dette indebærer, at det altid vil være et krav, at behovet for sikkerhedsstillelse udspringer af en anden forretningsmæssig disposition mellem den skattepligtiges virksomhed under virksomhedsordningen og tredjemand. Sikkerhedsstillelsen kan herved siges at være af sekundær betydning og må derfor ikke være det bærende element i transaktionen mellem parterne. Ved vurderingen kan der eksempelvis lægges vægt på, om det er den løbende samhandel mellem den skattepligtiges virksomhed under virksomhedsordningen og tredjemand, som afstedkommer behovet for sikkerhedsstillelse.
For det andet skal dispositionen i form af sikkerhedsstillelsen tjene et forretningsmæssigt formål for den skattepligtiges virksomhed under virksomhedsordningen. Dette indebærer, at sikkerhedsstillelsen f.eks. skal være foretaget på armslængdevilkår, og at modydelsen for sikkerhedsstillelsen skal afspejle den risiko, som den skattepligtiges virksomhed under virksomhedsordningen påtager sig ved at stille aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, til sikkerhed for eksempelvis tredjemands gæld. Der behøver ikke være tale om en særskilt modydelse, idet modydelsen kan være integreret i parternes samlede udvekslinger."
I afgørelsen SKM2015.474.SR kunne Skatterådet bekræfte, at en planlagt pantsætning af spørgerens ejendom var en sædvanlig forretningsmæssig disposition og ikke ville medføre beskatning i medfør af virksomhedsskattelovens regler om sikkerhedsstillelse.x
Sikkerhedsstillelse for gæld i blandede ejendomme
Der ses ved opgørelsen af bagatelgrænsen i 2014 - og herefter - i henhold til VSL § 10, stk. 8 bort fra en sikkerhedsstillelse fra den skattepligtiges virksomhed under virksomhedsordningen for gæld med pant i den private del af en ejendom, hvoraf en del er holdt uden for virksomhedsordningen efter reglerne i VSL § 1, stk. 3, 2. og 3. pkt. (såkaldt blandede ejendomme).
Denne undtagelse indebærer, at skattepligtige kan stille aktiver i virksomhedsordningen til sikkerhed for privat gæld svarende til værdien af den del af en blandet benyttet ejendom, der tjener til bolig for den skattepligtige (ejeren).
Den private gæld, der stilles sikkerhed for, må ikke overstige værdien af den private ejendom, der tjener til bolig for den skattepligtige.
Eksempel:
•Vurdering hele landbruget 4 mio. kr. - heraf stuehus 1 mio. kr.
•Hele landbruget kan stilles til sikkerhed for privat gæld i stuehuset.
•Gælden må dog ikke overstige værdien af stuehuset
•Gæld 1,5 mio. kr. og værdi af stuehus 1 mio. kr. - så er der overført en sikkerhedsstillelse på 0,5 mio. kr.
Gælden i den private andel af ejendommen må specifikt ikke overstige ejendomsværdien med tillæg af udgifter til forbedring, som er foretaget efter fastsættelsen af ejendomsværdien, eller den kontante anskaffelsessum for den del af ejendommen, der tjener til bolig for den skattepligtige. Vurderingen heraf foretages på det tidspunkt, hvor der gives pant i ejendommen.
Afløsning af sikkerhedsstillelse for sikkerhedsstillelse stillet før den 11. juni 2014
Ovenstående regler om overførsel til den skattepligtige med beskatning til følge finder i henhold til VSL § 10, stk. 9 ikke anvendelse for sikkerhedsstillelse, der etableres fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017, i det omfang sikkerhedsstillelsen afløser en sikkerhedsstillelse, der eksisterede den 10. juni 2014 og beløbsmæssigt ikke overstiger denne.
Den beløbsmæssige værdi af en sikkerhedsstillelse, der eksisterede den 10 juni 2014, opgøres pr. 10 juni 2014 som det laveste beløb af enten gældens kursværdi eller sikkerhedsstillelsens størrelse.
Sikkerhedsstillelse stillet før den 11. juni 2014, som består den 1. januar 2018
Der gælder særlige regler i lov nr. 992, § 3, stk. 5 for sikkerhedsstillelse, der er foretaget til og med den 10 juni 2014 - altså for sikkerhedsstillelse stillet før de nye regler i lov nr. 992 har virkning.
Det fremgår herom af § 3, stk. 5, at:
"Står aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen, den 1. januar 2018, kan der, så længe aktiverne står til sikkerhed, ikke foretages foreløbig beskatning efter VSL § 10, stk. 2, for indkomst erhvervet fra og med den 1. januar 2018".
Der kan med andre ord ikke spares op i virksomhedsordningen, hvis der den 1. januar 2018 fortsat består en sikkerhedsstillelse etableret før den 11. juni 2014. Tilsvarende gælder for en sikkerhedsstillelse etableret fra og med den 11. juni 2014, såfremt den ikke har været undergivet beskatning i henhold til VSL. § 10, stk. 6.
Det er en yderligere konsekvens af den fortsatte eksistens pr. den 1. januar 2018 af en sikkerhedsstillelse etableret før den 11. juni 2014, at der sker efterbeskatning af et eventuelt virksomhedsoverskud, der er beskattet foreløbigt efter VSL § 10, stk. 2 i perioden fra og med den 11. juni 2014 til og med den 31. december 2017. Beskatningen sker med virkning fra den 1. januar 2018. xI svaret på spørgsmål SAU 2014-15, nr. 364 bekræftes, at der ikke kommer et beløb til beskatning den 1. januar 2018, hvis der i hvert af årene 2014, 2015 og 2016 er opsparet 100.000 kr., mens der i 2017 er hævet 300.000 kr. til dækning af årets underskud, og der ikke har været opsparet overskud for tidligere år.x
Når det skal vurderes, hvorvidt aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, er stillet til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen, finder ovennævnte bestemmelser i VSL § 10, stk. 7 og 8 tilsvarende anvendelse vedrørende sikkerhedsstillelser foretaget før den 11, juni 2014. Dette indebærer, at der ses bort fra den del af sikkerhedsstillelsen, som er stillet som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition og sikkerhedsstillelse i den private del af blandet benyttede ejendomme.
I øvrigt finder reglerne i § 3, stk. 5 ikke anvendelse, hvis forholdet er omfattet af bagatelgrænsen på 500.000 kr., som er omtalt ovenfor under afsnittet: "Forbud mod opsparing ved negativ indskudskonto, jf. lov nr. 992 af 9. september 2014."
Hvornår foreligger der en sikkerhedsstillelse, som omhandlet af VSL. § 10, stk. 6
Generelt opstår spørgsmålet om, hvornår der kan siges at foreligge sikkerhedsstillelse i den forstand, som omhandles af VSL § 10, stk. 6.
Det vil være udgangspunktet, at der skal være foretaget en særskilt sikringsakt fx tinglysning, før virksomhedens aktiver anses for at være stillet til sikkerhed for privat gæld. Det kan dog ikke på forhånd udelukkes, at andre aftaler eller forhold i øvrigt kan inddrages i vurderingen af, om virksomhedens aktiver anses for at være stillet til sikkerhed for privat gæld. Sidstnævnte kan betyde, at bankernes almindelige modregningsadgang efter omstændighederne kan blive omfattet af værnsreglerne i VSL § 10, stk. 6.
xI svaret på spørgsmål SAU 2014-15, nr. 361 er det oplyst, at sikkerhedsstillelse med kommanditaktier i et partnerselskab (P/S) skal anses for en sikkerhedsstillelse i relation til VSL § 10, stk. 6. I svaret på spørgsmål SAU 2014-15, nr. 360 er det oplyst, at en pantefogeds udlæg i aktiver i virksomhedsordningen, ikke anses som en sikkerhedsstillelse i relation til VSL § 10, stk. 6.x
Er der ved siden af sikkerheden i aktiver, som indgår i virksomheden under virksomhedsordningen, stillet sikkerhed for den private gæld i private aktiver med en værdi svarende til gældens kursværdi, vil det være udgangspunktet, at der ikke anses at være stillet sikkerhed for privat gæld i den forstand, som omhandles i VSL § 10, stk. 6. xHvis det private aktiv ikke har en tilstrækkelig høj værdi, så er det alene den del af gælden, der overstiger værdien på det private aktiv, der anses for at være stillet sikkerhed for, og som dermed udløser beskatning, jf. svaret på spørgsmål SAU 2014-15, nr. 591. I SKM2015.502.SR ville det ikke medføre beskatning, hvis der blev hævet på en privat kassekredit, der var etableret uden sikkerhedsstillelse. Det blev tillagt afgørende vægt, at der var mulighed for at stille betryggende sikkerhed i ubehæftede aktiver uden for virksomhedsordningen.x
Ved flydende virksomhedspant opstår spørgsmålet om, hvorvidt en forøgelse af pantet ved tilførelse af yderligere aktiver medfører, at sikkerhedens værdi forøges med den effekt, at den skattepligtige anses for at have overført et yderligere beløb til privatøkonomien svarende til værdien af aktiverne? Ved besvarelsen af spørgsmål 52 i "Spørgsmål og svar" har Skatteministeren tilkendegivet, at der i givet fald - og under de angivne omstændigheder - anses at foreligge en overførsel i den forstand, som er omhandlet i VSL § 10, stk. 6. I samme svar bemærkes, at afståelse af erhvervsaktiver ikke har skattemæssige konsekvenser i relation til nævnte regel.x I Svaret på spørgsmål SAU 2014-15. nr. 362 oplyses, at værdien af tilførte aktiver i form af debitorer og varelager skal opgøres til handelsværdien på det tidspunkt, hvor aktiverne indgår i virksomheden og dermed omfattes af virksomhedspantet.x
Ved vurderingen af værdien af en sikkerhedsstillelse skal andre kreditorers panterettigheder tages i betragtning. Det indebærer, at en sikkerhedsstillelse over for en kreditor i form af et virksomhedspant som udgangspunkt ikke vil have en værdi, hvis andre kreditorer har fortrinsstilling til at søge sig fyldestgjort i alle aktiverne forud for kreditoren med virksomhedspantet, og sidstnævnte derfor ikke kan opnå dækning for sit krav ved virksomhedspantet.
Det er udgangspunktet, at det forhold, at der er stillet en personlig kaution, i sig selv ikke er nok til, at aktiver, der indgår i virksomhedsordningen, anses for at være stillet til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i ordningen.
Det er dog opfattelsen, at kaution ud fra en konkret vurdering vil kunne indebære, at virksomhedens aktiver er stillet til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen. Dette følger af en fortolkning virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6 og formålet med lovgivningen, som er at hindre en utilsigtet udnyttelse af virksomhedsordningen.
Der kan således være tale om et arrangement i et pengeinstitut, der har en karakter, hvor der efter en konkret vurdering er en klar sammenhæng mellem muligheden for kredit i privatsfæren og indestående på virksomhedens driftskonto eller lignende. Fx kan kreditten være opnået ved at stille krydsende kautioner. I sådan en situation vil kautionerne kunne anses for at udgøre en sikkerhedsstillelse, hvis der ikke er stillet særskilt privat sikkerhed for den gæld, der kautioneres for.
xI svaret på spørgsmål SAU 2014-15, nr. 587 oplyses, at krydsende kautioner eksempelvis kan foreligge i tilfælde, hvor A og B indbyrdes aftaler, at de hver især stiller indestående på driftskontoen i hver deres respektive virksomheder, til sikkerhed for den andens private gæld. Sikkerhedsstillelsen sker ved kaution, hvorved A kautionerer for B's private gæld og omvendt.x
Indfries et privat lån, hvor aktiver, der indgår i virksomhedsordningen har været stillet til sikkerhed for den private gæld, vil et beløb svarende til den private gæld ikke blive godskrevet i hæverækkefølgen.
I relation til hævning på en kassekredit kan anføres et eksempel med en trækningsret på 1 mio.kr. og et største faktisk træk på 400.000 kr. Det største træk" skal ses henover hele indkomståret d.v.s., at gældens kursværdi i henhold til VSL § 10, stk. 6 skal opgøres til det største træk på kassekreditten i årets løb. Lov nr. 992 af 9. september 2014 har blandt andet til formål at hindre, at selvstændige kan opnå finansiering af privat forbrug ved at stille virksomhedens aktiver til sikkerhed for privat gæld. Dette formål ville ikke kunne opfyldes fuldt ud, hvis målingen alene skete ultimo indkomståret. Det skyldes, at gælden ultimo indkomståret ikke nødvendigvis afspejler de faktiske hævninger i løbet af år.
xI tilfælde med flere gældsposter, f.eks. to kassekreditter eller kassekredit, billån og boliglån oplyses i svaret på spørgsmål SAU 2014-15, nr. 363, at opgørelsen af "det højeste træk" på flere forskellige kreditter med en trækningsret skal ske på baggrund af hver enkelt kredits største udvisende negative saldo i løbet af indkomståret. Efterfølgende indskud på kreditterne (nedbringelse af trækket på kreditten) påvirker ikke det beløb, der beskattes Eksempelvis kan den skattepligtige have stillet virksomhedens aktiver til sikkerhed for to private kassekreditter, som hver har en kreditfacilitet på 1 mio. kr. Virksomhedens aktiver er opgjort til 3 mio. kr. Primo indkomståret hæver den skattepligtige 0,4 mio. kr. på kassekredit 1 for efterfølgende samme indkomstår (medio) at indsætte 0,2 mio. kr. Den skattepligtige vælger dernæst ultimo indkomstår at hæve 0,1 mio. kr. på kassekredit 2. I løbet af indkomståret har den størst udvisende saldo været på -0,4 mio. kr. på kassekredit 1 og - 0,1 mio. kr. på kassekredit 2. Det opgjorte beløb, som skal beskattes efter VSL § 10, stk. 6, bliver derfor 0,5 mio. kr. x
Hvis en far stiller en sikkerhed over for sønnens kreditorer i et generationsskifte, hvor sønnen f.eks. overtager en del af farens landbrugsvirksomhed, vil det bero på en konkret vurdering, om der foreligger en sikkerhedsstillelse i relation til virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6.
At der er tale om sikkerhedsstillelse i forbindelse med generationsskifte, er i sig selv ikke tilstrækkeligt til, at sikkerhedsstillelsen er foretaget som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition, jf. virksomhedsskattelovens § 10, stk. 7, og derved undtages fra hovedreglen i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 6.
Skatteministeren har om muligheden for at omgøre sikkerhedsstillelser, der er sket i perioden, hvor lovforslag nr. 200 til lov nr. 992 endnu ikke var endeligt vedtaget, i svaret på spørgsmål 258 til Skatte-og afgiftsudvalget udtalt:
"Formålet med lovforslag 200 er at hindre utilsigtet udnyttelse af virksomhedsskattelovens bestemmelser, herunder i form af at den skattepligtige ved at stille virksomhedsaktiver til sikkerhed for privat gæld har undgået hævninger i virksomhedsordningen, således at indkomsten i virksomheden alene har været undergivet en foreløbig virksomhedsbeskatning i stedet for beskatning som personlig indkomst.
Etableres en sådan sikkerhedsstillelse er udgangspunktet efter SKATs opfattelse, at dispositionen i overvejende grad har været båret af hensynet til at spare eller udskyde skatter, hvorved betingelserne i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1. nr. 1, ikke er opfyldt.
Der kan dog forekomme situationer, hvor hovedhensynet med sikkerhedsstillelsen ikke har være at spare eller udskyde skatter, og hvor det måske tillige har været uklart, om dispositionen ville blive betragtet som en sikkerhedsstillelse for privat gæld i lovens forstand.
I sådanne tilfælde og lignende situationer er det SKATs opfattelse, at et ønske om omgørelse bør imødekommes, forudsat at de øvrige betingelser for omgørelse i skatteforvaltningslovens § 29 er opfyldt."
Betingelserne for omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 1, er som udgangspunktikke opfyldt, hvis der etableres en sikkerhedsstillelse som omfattet af VSL § 10, stk. 6. Det er efter SKATs opfattelse udgangspunktet , at dispositionen i overvejende grad har været båret af hensynet til at spare eller udskyde skatter. Der vil dog også forekomme situationer, hvor hovedhensynet med sikkerhedsstillelsen ikke har været at spare eller udskyde skatter, og hvor det måske tillige har været uklart, om dispositionen ville blive betragtet som en sikkerhedsstillelse for privat gæld i lovens forstand.
I sådanne tilfælde og lignende situationer er det SKATs opfattelse, at et ønske om omgørelse bør imødekommes, forudsat de øvrige betingelser for omgørelse i skatteforvaltningslovens § 29 er opfyldt.
xI svaret på spørgsmål SAU 2014-15, nr. 590 oplyses, at skatteministeren vil fremsætte et lovforslag, som adresserer problemstillingen vedrørende sikkerhedsstillelser i perioden fra og med den 11. juni 2014 til og med den 8. september 2014.x
Tidligere opsparet overskud
Opsparet overskud indgår på konto for opsparet overskud med fradrag af virksomhedsskatten. Indestående på konto for opsparet overskud er derfor et nettobeløb.
Virksomhedsskatten har fra indkomståret 1987 udgjort:
Indkomstår:
|
Virksomheds- skatten (pct.)
|
Fastsat ved lov nr.:
|
1987 - 1990
|
50 pct.
|
144 af 19. marts 1986
|
1991
|
38 pct.
|
217 af 10. april 1991
|
1992 -1998
|
34 pct.
|
344 af 14. maj 1992
|
1999 - 2000
|
32 pct.
|
910 af 16. december 1998
|
2001 - 2004
|
30 pct.
|
1279 af 20. december 2000
|
2005 - 2006
|
28 pct.
|
426 af 6. juni 2005
|
2007 - 2013
|
25 pct.
|
540 af 6. juni 2007
|
2014
|
24,5 pct
|
792 af 28. juni 2013
|
2015
|
23,5 pct
|
792 af 28. juni 2013
|
2016 -
|
22 pct
|
792 af 28. juni 2013
|
Opsparet overskud skal bogføres på særskilte konti og omfatte:
- Indkomstårene 1987 - 1990
- Indkomståret 1991
- Indkomstårene 1992 og senere år.
Det fremgår af ikrafttrædelsesbestemmelserne i ændringslovene fra 1991 og 1992.
Den selvstændige skal derfor bogføre på tre opsparingskonti.
Når det opsparede overskud bliver hævet til endelig beskatning som personlig indkomst, skal de tidligst opsparede overskud hæves først. De overskud, der er opsparet i perioden 1987 - 1990, skal derfor hæves før overskud, som er opsparet i 1991. På samme måde skal overskud, der er opsparet i 1991, være overført inden overskud, der er opsparet i 1992 eller senere. Se § 15, stk. 1, i lov nr. 217 af 10. april 1991 og § 5, stk. 1, i lov nr. 344 af 14. maj 1992.
Fra indkomståret 1999 bestemmer reglerne i virksomhedsskatteloven, at de tidligst opsparede overskud skal hæves først ved overførsel af opsparet overskud. Se VSL § 10, stk. 5. Selvom der ikke er krav om særskilte konti for opsparet overskud for indkomstårene efter 1992, skal den selvstændige kunne adskille perioderne med forskellige virksomhedsskatteprocenter fra hinanden. Det er nødvendigt for at kunne opgøre den foreløbige virksomhedsskat af et hævet opsparet overskud korrekt.
Den endelige skatteberegning afhænger af, om der er betalt 50, 38, 34, 32, 30, 28, 25, 24,5, 23,5 eller 22 pct. i virksomhedsskat af det opsparede overskud.
Når den selvstændige hæver fra konto for opsparet overskud, skal hævningen og den virksomhedsskat, der hører til, indgå ved opgørelsen af den personlige indkomst. Virksomhedsskatten bliver modregnet i slutskatten mv.
Når et opsparet overskud bliver hævet, kan den virksomhedsskat, der skal lægges til hævningen på konto for opsparet overskud, beregnes som en procentuel andel af de hævede beløb.
Virksomhedsskatten udgør forholdsmæssigt af de hævede beløb:
Overskud opsparet i indkomstår:
|
Virksomhedsskatten (pct.)
|
Virksomhedsskatten for hævede beløb på konto for opsparet overskud
|
1987 - 1990
|
50 pct.
|
Hævet beløb x 50/50
|
1991
|
38 pct.
|
Hævet beløb x 38/62
|
1992 -1998
|
34 pct.
|
Hævet beløb x 34/66
|
1999 2000
|
32 pct.
|
Hævet beløb x 32/68
|
2001 - 2004
|
30 pct.
|
Hævet beløb x 30/70
|
2005 - 2006
|
28 pct.
|
Hævet beløb x 28/72
|
2007 - 2013
|
25 pct.
|
Hævet beløb x 25/75
|
2014
|
24,5 pct
|
Hævet beløb 24,5/75,5
|
2015
|
23,5 pct
|
Hævet beløb 23,5/76,5
|
2016 -
|
22 pct
|
Hævet beløb 22/78
|
Eksempel på beregning af virksomhedsskat, der skal lægges til hævningen på konto for opsparet overskud
Der er hævet 100.000 kr. på konto for opsparet overskud. Beløbet er sparet op i indkomståret 2007.
Virksomhedsskatten, der hører til det hævede opsparede overskud, udgør:
100.000 kr. x 25/75 = 33.333 kr.
Den selvstændige skal derfor medregne 100.000 kr. + 33.333 kr. eller i alt 133.333 kr. til den personlige indkomst i det indkomstår, hvor det opsparede overskud er hævet.
Virksomhedsskat
Når den selvstændige hæver opsparet overskud, skal bruttobeløbet - dvs. både beløbet, der fragår på kontoen for opsparet overskud, og den tidligere betalte virksomhedsskat - regnes med til den personlige indkomst. Beløbet indgår også i beregningsgrundlaget for AM-bidrag.
Den tidligere betalte virksomhedsskat går fra i slutskatten med tillæg af eventuel overført restskat mv. Se VSL § 10, stk. 3.
Virksomhedsskatten, der hører til det overførte opsparede overskud, kan overstige årets slutskat mv. Hvis virksomhedsskatten er større end årets slutskat mv., bliver den overskydende del udbetalt kontant. Udbetalingen sker uden hensyn til opgørelsen af en eventuel ægtefælles slutskat. Udbetalingen sker som overskydende skat. Se KSL § 60, stk. 1, litra f, og § 62. Udbetalingen kan også ske efter reglerne i KSL § 55.
Eksempel på beskatning af beløb, der er overført fra konto for opsparet overskud
Overførsel af opsparet overskud:
Primooplysninger:
|
Kr.
|
Indestående på konto for opsparet overskud for 2001-2004
|
66.000 (1)
|
Indestående på konto for opsparet overskud for 2005-2006
|
34.000 (2)
|
Indestående på konto for opsparet overskud for 2007
|
350.000 (3)
|
Årets overskud
|
0
|
Indkomstopgørelse:
|
kr.
|
kr.
|
Overført beløb, der anses for hævet på konto for opsparet overskud. Se VSL § 5.
|
|
135.000
|
Heraf fra konto for opsparet overskud for:
|
|
|
2001-2004
|
66.000
|
|
2005-2006
|
34.000
|
|
2007
|
35.000
|
|
Virksomhedsskat af overført opsparet overskud
|
|
53.175
|
Heraf vedrørende konto for opsparet overskud:
|
|
|
2001-2004: 66.000/70 x 30
|
28.286
|
|
2005-2006: 34.000/72 x 28
|
13.222
|
|
2007: 35.000/75 x 25
|
11.667
|
|
Personlig indkomst overført fra virksomhed
|
|
188.175
|
AM-bidrag 8 pct.
|
|
- 15.054
|
Personlig indkomst i alt
|
|
173.121
|
Indkomstskat, fx
|
|
50.000
|
Tidligere betalt virksomhedsskat
|
|
- 53.175
|
Resterende virksomhedsskat, der udbetales kontant
|
|
3.175
|
(1) Beløbet på 66.000 kr. er opsparet overskud på 94.286 kr. med fradrag af virksomhedsskat på 30 pct. eller 28.286 kr.
(2) Beløbet på 34.000 kr. er opsparet overskud på 47.222 kr. med fradrag af virksomhedsskat på 28 pct. eller 13.222 kr.
(3) Beløbet på 350.000 kr. er opsparet overskud på 466.667 kr. med fradrag af virksomhedsskat på 25 pct. eller 140.000 kr.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsskatteretskendelser
|
TfS 1992, 521 LSR
|
Næringspantebreve skulle indgå i kapitalafkastgrundlaget. Kapitalafkastet blev fordelt forholdsmæssigt mellem personlig indkomst og kapitalindkomst på grundlag af værdien af næringspantebrevene og den samlede aktivmasse.
|
|
Skatterådet
|
SKM2015.474.SR
|
xSkatterådet kunne bekræfte, at en planlagt pantsætning af spørgerens ejendom var en "sædvanlig forretningsmæssig disposition" og ikke ville medføre beskatning i medfør af virksomhedsskattelovens regler om sikkerhedsstillelse.x |
|
SKM2015.502.SR
|
xDet ville ikke medføre beskatning, hvis der blev hævet på en kassekredit, der var etableret uden sikkerhedsstillelse. Det blev tillagt afgørende vægt, at der var mulighed for at stille betryggende sikkerhed i ubehæftede aktiver uden for virksomhedsordningen.x |
|