Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om anvendelse af indlejede skibe.

Afsnittet indeholder:

  • Resumé
  • Krav til anvendelsen af lejede skibe
  • Krav til egen bruttotonnage i forhold til lejet bruttotonnage
  • Nærmere om definitionen af bareboat- og time-charter
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Resumé

For lejede skibe kan både skibe lejet uden besætning (bareboat-charter) og skibe lejet med besætning (time-charter) omfattes af ordningen.

Krav til anvendelsen af lejede skibe

Det er en betingelse for, at lejede skibe (ejede og videreudlejede) kan omfattes af ordningen - hvad enten de lejes med eller uden besætning - at lejeren anvender skibet til formål, som kunne omfattes af ordningen, hvis skibet blev anvendt til samme formål af udlejeren selv. Se TSL § 6, stk. 2.

Det betyder, at hvis et rederi udlejer et skib, vil den indkomst, som rederiet tjener derved, være omfattet af tonnageskatteordningen, hvis lejeren af skibet anvender dette til et formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteordningen. Se det bindende svar SKM2010.208.SR, hvor Skatterådet bekræftede, at erhvervelse af en ny færge, der udlejes på time-charter basis, vil kunne omfattes af tonnageskatteordningen. Dette gælder, uanset om lejeren selv er omfattet af tonnageskatteordningen eller ej.

Udlejes skibet uden besætning (bareboat-charter), vil rederiets indkomst herved ikke være omfattet af tonnageskatteordningen. Dog er der en form for bagatelgrænse, der har til formål at sikre den fornødne fleksibilitet for rederierne. Det vil således være tilladt, at et skib bareboat-udlejes i indtil tre år, hvis et rederi forbigående har overskudskapacitet.

Samme skib vil dog kun kunne anvende denne mulighed én gang, når det er ejet af samme rederi eller et dermed koncernforbundet rederi.  Betingelsen om forbigående overskudskapacitet var ikke opfyldt i sagen SKM2010.208.SR, hvor rederiet ville udleje sit eneste skib på bareboat-charter basis.

Bemærk

I forbindelse med lovændringen i 2011 (L 84 2010/2011 1. samling) blev det præciseret, at indkomst ved udlejning af skibe omfatter både ejede og nu også lejede skibe. Dermed blev lejede skibe ligestillet med ejede skibe i forbindelse med videreudlejning.

Krav til egen bruttotonnage i forhold til lejet bruttotonnage

Der er også nogle begrænsninger for, hvor stor en lejet tonnage, der vil kunne omfattes af tonnageskatteordningen. Se TSL § 7.

Der kan i et indkomstår højst inddrages lejet bruttotonnage svarende til fire gange rederiets egen bruttotonnage under tonnageskatteordningen. Indkomst, der stammer fra eventuel overskydende lejet tonnage, skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.

Bedømmelsen af, om det ovennævnte krav til egentonnagen er opfyldt, foretages som en samlet bedømmelse over hele indkomståret.

Ved bedømmelsen sidestilles skibe lejet uden besætning med rederiets egne skibe. Det samme gælder skibe lejet med besætning, når

  • de er lejet for en periode på mindst et år og højst syv år, og
  • der samtidig med indgåelsen af lejemålet er aftalt en køberet (købsoption), hvorefter lejer senest ved lejemålets udløb kan erhverve skibet til højst markedsprisen på det tidspunkt, hvor skibet blev udlejet og køberetten aftalt.

For koncernforbundne rederier er det som hovedregel en betingelse, at alle træffer samme valg om  anvendelse af tonnageskatteordningen.

Det er op til de koncernforbundne rederier selv at afgøre, om forholdet mellem egen og fremmed tonnage skal opgøres hvert rederi for sig eller under et.

I begge tilfælde foretages opgørelsen som et gennemsnit over indkomståret. Se TSL § 7, stk. 2.

►SKAT ændrede sin praksis ved SKM2015.295.SKAT om opgørelse af tonnageindkomsten ved overskudskapacitet. Det skyldes, at Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle i Østre Landsret over for et tonnagebeskattet rederis påstand, om at nedsætte rederiets skattepligtige tonnageindkomst for så vidt angår den del, der vedrører den overskydende bruttotonnage for indlejede skibe efter tonnageskattelovens § 7, stk. 1, idet rederiet ikke havde overholdt 1:4 forholdet i bestemmelsen.◄

Nærmere om definitionen af bareboat- og time-charter

Ved bareboat-charter står lejeren for skibets drift på samme måde, som hvis skibet havde været ejet af rederiet selv.

Ved time-charter varetages visse dele af skibets drift derimod ofte af udlejeren. Der kan fx være tale om, at udlejeren står for reparation og vedligeholdelse af skibet, mens lejeren står for de øvrige driftsopgaver.

Desuden er bareboat-kontrakter karakteriseret ved i mange tilfælde at være langvarige - måske hele skibets levetid. Time-charter-kontrakter er derimod ofte af kortere varighed og indgås typisk, når et rederi i en periode mangler kapacitet, mens et andet rederi tilsvarende i en periode har overskudskapacitet. Det er ikke usædvanligt at anvende indlejede skibe på time-charter-kontrakter, og der findes rederier der hele tiden anvender skibe på sådanne vilkår.

Der findes i praksis mange varianter af time-charter. Det må derfor i det konkrete tilfælde afgøres, om en time-charteraftale opfylder betingelsen om, at skibene strategisk og forretningsmæssigt skal drives fra Danmark.

Skibe lejet uden besætning (bareboat-charter) kan uden begrænsninger anvendes under tonnageskatteordningen. Skibe lejet med besætning (time-charter) kan ligeledes omfattes af ordningen, men kun inden for bestemte grænser.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

SKM2010.208.SR

Betingelsen om forbigående overskudskapacitet var ikke opfyldt, da rederiet kun havde et skib.