Indhold

Dette afsnit handler om de personer, der er omfattet af OECD's modeloverenskomst.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Begrebet hjemmehørende
  • Misbrug af DBO

 Regel

Artikel 1 fastsætter, hvilke personer der er omfattet af og dermed beskyttet af overenskomsten.

Overenskomsten omfatter alle, der er hjemmehørende i én af staterne eller i begge stater på én gang.

Se artikel 1.

Bemærk

Både fysiske og juridiske personer er omfattet.

Det afhænger af de enkelte bestemmelser i overenskomsten, om og i hvilket omfang en hjemmehørende person kan påberåbe sig overenskomstens bestemmelser.

Eksempel

Bestemmelsen om ikke-diskrimination i artikel 24 forudsætter, at den hjemmehørende person tillige er statsborger i en aftalestat.

Se også

Se også afsnit C.F.8.2.2.1.2 om, hvornår overenskomsten kan påberåbes af interessentskaber, kommanditselskaber og lignende personsammenslutninger.

Begrebet hjemmehørende

En person er efter artikel 1 hjemmehørende i en stat, hvis personen som følge af særlige tilknytningsmomenter er fuldt skattepligtig til den pågældende stat. Se afsnit C.F.8.2.2.4 om modeloverenskomsten artikel 4.

►Misbrug af DBO

Stater er ikke forpligtet til at indrømme fordele efter en DBO i tilfælde af arrangementer, der indebærer misbrug af DBO' ens bestemmelser. Udgangspunktet er, at der ikke skal indrømmes fordele i henhold til en DBO i tilfælde, hvor et hovedformål med at deltage i visse transaktioner eller arrangementer er at sikre en gunstigere skattemæssig stilling, og under disse omstændigheder opnå en gunstigere skattemæssig behandling i strid med formålet og hensigten med de relevante bestemmelser. Se punkt 9.4 og 9.5 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 1.

Eksempel

Som uretmæssig brug af DBO anses anvendelsen af gennemstrømningsselskaber (conduit Companies). Se punkt 11 ff. i kommentaren til modeloverenskomsten artikel 1.

LL § 3, stk. 3.

Se LL § 3, stk. 3, der har udmøntet en general misbrugsklausul, der hviler på OECD's kommentarer til artikel 1. Se afsnit C.I.4.2.◄

 

Se også

Se også afsnit

  • C.F.1.1 om danske regler om fuld skattepligt
  • C.D.1.1 om danske regler om fuld skattepligt for juridiske personer.